En mærkelig limbodag

ventedag

Det er en sær dag. Jeg har gået mange skridt og er ikke rigtigt kommet nogen vegne. Jeg har været i afventeposition hele dagen. Jeg venter på en netværkstekniker, som med udbyderens vanlige sans for præcision har meldt sin ankomst mellem klokken 8 og 16. Klokken er nu 15.44, og han skulle angiveligt være her inden for ti minutter, men det vidste jeg først for fem minutter siden. Derfor har jeg holdt mig hjemme hele dagen. Vejret er strålende udenfor, og jeg kunne sådan set bare have sat mig ud på terrassen i tæpper og tilstrækkeligt tøj.

Men så er det også blevet den der helt forkerte dag i Bruxelles, og jeg har haft fjernsynet tændt det meste af dagen med reportager og udtalelser fra katastrofestederne i en lind strøm ledsaget af sympatitilkendegivelser fra alverden. Og jeg kan ikke rigtigt samle mig om noget som helst af det, jeg havde tænkt at bruge indedagen til, udover at rode med vasketøj og overveje, hvilke afgrøder jeg skal have i haven i år, og hvilke frø jeg derfor skal have købt ind.

Vores trådløse netværk var forsvundet, da vi stod op i går, og i øjeblikket er vi på tålt ophold hos optikeren i stueetagen, hvis netværk vi bedst fanger i døråbningen mellem stuen og køkkenet. Det er sådan set en tålelig løsning, men helt godt er det ikke.

Kom nu, tekniker!

Jeg har vasket i bund, jeg har bestemt hvad der skal gro i haven, jeg vil godt snart videre.

Hep, nu ringede han på. Der er håb for netværket.

Vi er ikke syge

ingefaerromtoddy

Men derfor kan man godt drikke en ingefærromtoddy.

Sygt tidligt i morges tog Morten og Astrid afsted på skiferie. Godt for dem. Og det skal overhovedet ikke læses som en syrlig kommentar. Jeg er usædvanlig tilpas med at gå glip af lige sådan en ferie. Det er nemlig alpinski, pister, hjelme, ubehagelige støvler og alt for meget fart. Det er noget, de to har sammen og har haft, siden Astrid var lille prut på en meters højde. De er vilde på ski, begge to, og vilde med farten. Hvis jeg var med, ville vi være tre, som ikke kom til at gøre noget, vi syntes var sjovt. De ville være trætte af at skulle vente på mig, og jeg ville være frustreret over det samme.

Jeg er til langrend. Langrendsski, smøring, løjper, anorak og gamacher, appelsiner og Kvikklunsj i rygsækken. Jeg har før fortalt, hvordan jeg har det med alpinski.

Derfor er Lasse og jeg alene hjemme hele ugen. For os er det hverdag, og vi skal gøre alt det, vi plejer, og være glade til. Vi skal i skole og på arbejde, og det vildeste er, at jeg overvejer at tildele ham en ekstra maddag, så det hele ikke hænger på mig.

Det næstvildeste er, at jeg har lavet en romtoddy med ingefær til at drikke i en eftermiddagssolstråle. Det smager lidt af højfjeldssol på den magelige måde.