Vådt

Hvad skete der lige med vejret? I går stod der på alle vejrtjenester, at græsset skulle slås i dag. I dag står det ned.

Så kan jeg jo ikke. Både plæneklipperen og jeg ville synke til bunds. Og måske er der bundløst. I aftes så jeg i fjernsynet, at nogle forsøgte at feje vand væk fra en stor firkantet græsplæne i Holland, og det havde de ikke held med. Så de aflyste.

Det gør jeg også. Ikke at jeg havde planer om at drible rundt med en fodbold derude, men jeg havde nok leget lidt med tanken om at udligne højden af græstoppene og få plænen til at ligne det jævne bløde tæppe, som jeg ved, at den kan. De sære totter skyldes vistnok feriehundens afmærkning af sit midlertidige territorium. Hundetis gøder åbenbart godt.

Der var ellers lige i dag til at få trimmet villahaven, inden vi tager af sted på den næste ferie, men nu må villahaven sejle sin egen sø, til der er bemanding på igen.

Og i dag må mandskabet tage til takke med indendørs sysler som at skifte sengetøj, vaske tøj og slappe af.

Det går nok.

Ulv på overarbejde

Vi er blevet et par med to græsplæner og behov for et par plæneklippere.

Til kolonihaveplænen er vi godt hjulpet med en overdrevet god batteridrevet grøn sag, men vi var skidt kørende på nytilkommet rækkehusplæne, og derfor var aftalen blevet, at vi skulle arve min mors plæneklipper med tilhørende genopladelige batteri. Ved påskebesøget hos mor hentede vi maskinen og erstattede den i skuret med vores aflagte håndskubber fra kolonihaven, for at min bror i det mindste har noget at slå græs med, indtil mors gamle hus bliver solgt. Det var også en del af aftalen.

Mens vi har gået og flyttet og huseret inden døre, og det i øvrigt har regnet og regnet og regnet og sneet, er græsset gået hen og har groet sig godt til. I dag var det solbeskinnet tørvejr, da jeg kom hjem med behov for noget fysisk udfoldelse, så jeg trak Ulven på græs.

Den var ikke meget for det. Så højt mosblandet græs er åbenbart ikke noget, den plejer at blive budt. “Jeg vil ikke, jeg vil ikke”, peb den. “Jeg går op og lægger mig”, tudede den, når vi kom til en særligt svær bane, og hvert andet øjeblik dånede den. Jeg var ubønhørlig og startede den ufortrødent hver gang, men midtvejs fik den mig ved at spille den ultimative trumf: Rød lampe i batteriindikatoren. Hvad?! Ulven kan ikke engang klare en hel græsplæne? Verdens mindste græsplæne (næstmindste. Dens gamle hjemmebane er trods alt mindre) må slås over to dage?

Jeg satser på tørvejr i morgen også, for lige nu ser vores plæne ud som hovedet på en, hvis hårtrimmer er gået i stykker midt i en klipning (jeg har set det ske, og det klæder ingen!).

Jeg overvejer situationen. Måske har jeg fået katten i sækken. Det kan godt være, jeg kommer til at ønske mig håndskubberen tilbage. Vi må se.

Græsset i kolonihaven er heller ikke slået endnu. Jeg må snart derud og se, hvor slemt det er. Men der har vi heldigvis den grønne sag, som er overlegen på alle måder, endda med to batterier at skifte med. Og jeg ved, hvor begge er. Det kan man ikke bare gå ud fra efter en flytteproces.

Men Ulven … tsk tsk, hvad stiller vi op med den?

Haven i oktober – om at tage sin egen medicin

Der var skøn oktobersol i dag, og jeg havde aftalt med hjemmemarkedet, at jeg kørte direkte i kolonihaven efter arbejde. Jeg ville så gerne udnytte lyset og tiden til at få gjort endnu et stykke arbejde der.

Der er store stykker tom køkkenhave at luge og grave i, og der er afgrøder at høste, og der er græs at slå på. Bare for at nævne noget af det. Jeg blogger for en anlægsgartner, som gerne vil have dynamik på sin hjemmeside, og for mit eget vedkommende synes jeg, det er rart at have en professionel at læne mig op ad i mit amatørhavearbejde. Jens fra AB Kirketoft er glad, og jeg er glad. Og nu fik han lidt reklame her fra mit hjørne.

Nå, men senest skrev jeg om, hvad der er godt at gøre i haven i oktober, hvad der skal ordnes og gøres færdigt. Det kan læses her. Men jeg skrev, blev jeg klogere på mange ting selv, og det gav selvfølgelig anledning til at kigge kritisk på min egen have og tage min egen medicin.

Så her er ting, jeg har gjort i oktober, og i særdeleshed ting, jeg ikke har gjort. Endnu.

havenioktober

#1. Græsset er klippet i 4 centimeters højde (du læste blogindlægget på kirketoft.dk, ikke? Så du ved, hvad jeg snakker om), og de visne blade er samlet op af plæneklipperens opsamler. Jeg har også pirket lidt i mosset, men vores løvrive er ikke aggressiv nok. Eller også skal jeg bare beslutte, at lidt mos i plænen ikke gør noget.

#2. Georginerne, som jeg arvede fra min mor, er ved at være færdige med deres første sæson i Jylland, og nu skal de snart tages op og overvintre indendørs sammen med deres mærkesedler, så jeg ved, hvilken der er lyserød, hvid og rød, når de skal i jorden igen til foråret.

#3. Jeg mangler stadig at høste en tredjedel af spinaten. Det har været et godt spinatår.

#4. Grønkålen bliver stående, for det er grønkåls natur at stå ude i klingende frost og stadig være god, sund og anvendelig.

#5. Rødbederne skal tages op. Det ligner et godt rødbedeår, men jeg kan ikke vide, hvor langt de går ned i jorden, før jeg kan se enden på dem.

#6. Skal graves.

#7. Skal GRAVES.

#8. Her er to blåbærbuske af forskellig sort, som man anbefaler. De har givet to (2) blåbær. Det var ikke et godt blåbærår.

#9. Skal måske luges.

#10. HAR gravet.

Den i midten er mig. Det var alt herfra.

Jeg vil have grønkål

havecollage

Solen skinnede insisterende over sneglitrende marker, da jeg kørte hjem fra arbejde, og jeg kom sådan til at savne kolonihaven. Der er selvfølgelig langt fra et vinterfrosset Narnia til forårsdage med frøposer og flisejern og endnu længere til spinathøst og sommerhat.

Men kun i virkeligheden. I tanken er der ikke. Jeg kørte omkring haven i håb om at nå at fange lidt nedgående sol på sneklædte grene og trippe lidt rundt på en uberørt isknitrende plæne.

Jeg nåede det ikke helt. Solen var næsten forsvundet, da jeg svingede ind ved have 44, og et par harer havde allerede taget tripningen. Men det var godt at være der et par minutter, se til at alt var i orden og drømme lidt om forår og denne sæsons afgrøder.

Jeg tror, jeg vil sætte grønkål i år. Det kan endda blive stående til næste vinter og glæde mig, hvis jeg skulle blive grebet af akut havesavn en frostklar januardag i 2017.

100-0 til naturen

graes1

Hvis nogen derude sidder og er brændt inde med et “Hvad sagde jeg?”, “Det skulle de nok have tænkt på noget før”, “Det kunne man have sagt sig selv” eller andet bedrevid, så er chancen der nu til at komme af med det.

Bare kom. Sig det. Vær bedrevidende og bagklog.

For ja, græsset og plæneklipperen er vokset fra hinanden. Når ingen holder opsyn og skrider ind, vokser naturen vildt. De uger – den sommer –, hvor vi havde travlt på stenbroen med flyttekasser og indretning, så græsset sit snit til at stræbe mod himlen, mens vi vendte ryggen til. Det er det, der sker med levende væsener. De finder deres egen vej. Vi vidste det jo godt. Og så regnede det. Så var vi for trætte. Så prioriterede vi noget andet.

Jeg har taget kampen op. Jeg svedte og bandede min frustration ud. Knoklede og kaldte efter en motorplæneklipper. Og tænkte alligevel, at det skulle være f…… løgn. Og vandt.

1-0 til stædighed.

graes2