hep

Fuglekrigen fortsætter, nu med gamle våben

Tre gange har jeg nu pillet en rede under konstruktion ned i kolonihavehuset. Samme sted, over døren ind til køkkenet.

Eller ’jeg’ og ’jeg’ … ret beset har jeg kun selv gjort det én gang, ellers har jeg fået Morten til det. Men altså, tre gange, samme sted. Første gang var, da jeg trak skatkortet, anden gang var en uges tid senere, hvor solsorten var gået i gang igen, men kun havde nået at støbe fundamentet, hvorfor jeg selv godt turde pille redeligheden ned. Tredje gang var i formiddags, da vi var forbi med et par plantesække. Det var det mest omfattende byggeri hidtil, men heldigvis havde jeg min helt med til at fjerne det, og heldigvis var der ikke lagt æg.

Men det må høre op! Der er IKKE givet byggetilladelse, og det bliver der heller ikke. Som vagtværn har jeg genansat en gammel kending, som ellers var sendt på pension på grund af uduelighed.

Skræmmeuglen!

Den var aldrig pengene værd, skønt den fik flere chancer, end rimeligt var. Find vagtuglens tvivlsomme CV her, her og her.

I flere sæsoner har den stået gemt væk på en hylde i kolonihavehuset, faktisk lige over for solsortens drømmebolig. Nu har jeg imidlertid trukket uglen helt frem i frontlinjen som den centrale og upassérbare forsvarskæmpe. Solsorten må IKKE komme ind på den byggegrund igen. Jeg bekriger fugle med fugle!

Men det er SIDSTE chance! For både uglen og fuglen!

Skaaa-aa-at?! Der er en der ruger!

Jeg trak skatkortet igen i går. Da jeg kom ind i kolonihavehuset, kiggede jeg ned og konstaterede, at der lå en del strå og smågrene på gulvet lige foran døren ind til køkkenet. Så kiggede jeg op og konstaterede, at der var en rede lige over køkkendøren.

Cirka samtidig fik solsortehunnen, der lå i reden, øje på mig, skreg op på den virkelig rasende og truende solsortemåde og flaksede hysterisk rundt, inden den fandt vejen ud under tagskægget.

Mens den var væk, benyttede jeg lejligheden til at hente ALT ud, hvad jeg skulle bruge af redskaber. Spand, spade, graveske, beskæresaks, handsker og så videre, for jeg skulle bare ikke derind igen, før reden var fjernet. Og så skrev jeg til Morten, som ville komme i haven lidt senere, at han skulle belave sig på at fjerne reden. Jeg kan ikke, og jeg vil ikke, men det er HELT sikkert, at fugleyngel ikke får lov at blive voksent inden døre på mit revir.

Jeg har det stramt med fugle tæt på. Skriv ’fuglekrig’ i søgefeltet her på bloggen, så får du en lang række slag, som jeg har udkæmpet og vundet de fleste af, eller se her, hvor Morten også var en helt. Fugle må gerne findes, de må gerne synge, også tidligt om morgenen, og jeg vil gerne fodre dem (dog ikke duer!), men de skal ikke flyve frit indenfor eller opholde sig mindre end to meter fra mig, heller ikke når de er døde.

Helten kom, tog reden væk – der var ingen æg lagt endnu – og skiftede en utæt vandhane, mens heltebarnet fjernede mos på plænen. Der var en del. Rullegræs, der blev rullet ud for fem år siden, kan sagtens udvikle så meget mosvækst.

Og jeg fik gravet og gravet og gravet. Når jeg har gravet det hele i løbet af de næste dage, må jeg lægge kartofter og sætte løg. Elly og Ivan, der har nabohaven, har allerede gjort begge dele, men de er altid foran, så det tager jeg ikke så tungt. Elly såede også noget i går, men jeg så ikke, hvad det var. Næste gang jeg er derude, vil jeg kaste lange blikke over hækken på frøposen, der er er sat på en pind for enden af rækken.

Jeg har ikke en frørække endnu, men jeg har en række solide havehjælpere, som har tjent mig trofast gennem op mod 25 år. Engang var de røde, men årene har falmet farven og slidt emaljen. Det er omtrent som mig, men sammen er vi stadig stærke.

HVIS nu…

Hvis nu ikke solsortene tager dem ALLE sammen… Altså, HVIS nu … HVIS nogle af dem når at blive røde og forblive hele og ikke hakket i af spidse, grådige, gule fuglenæb … SÅ bliver det en fænomeNAL jordbærsæson!!

For så tungt som denne bærer alle 40-50 planter. Og jeg har besluttet ikke at lægge fuglenet over dem i år. For det første bliver det mere bøvlet at plukke bær, og for det andet er risikoen for decideret at fange en fugl stor, og sker dét, er jeg alligevel afskåret fra jordbærrene. Jeg tør nemlig ikke nærme mig hverken døde eller levende fastviklede fugle. Sådan en kylling er jeg. Så ikke noget net i år.

Men altså, HVIS nu … SÅ…!

Er det en krig, jeg vil ind i?

Vi har forladt duerne på stenbroen og kampen for at holde dem væk fra altanen. Vi førte krig mod småfuglene, der ville spise krydderurterne fra krukkerne, ved at indhegne krukkerne i et hjemmelavet urtebur. Nu er vi flyttet ud, hvor der er kortere til naturen, og hvor djævleduerne er erstattet af elegante skader og hoppende solsorte.

Og ænder.

Vi har boet her en uge, og ænderne har fundet ud af, at der ikke længere er en hund på matriklen, så nu tør de godt lande i haven. Der er tyve meter til kvarterets andedam, og naboen fortalte i går, at i deres have ligger en and på æg. Det kan være grunden til, at det kun er andrikker, jeg har set hos os, og at jeg i morges hørte et par stykker styrtflyve på tværs af vores have med arrige og insisterende raaap.

Jeg er ikke vild med fugle. Hos naboen, ja. Hos mig, nej. Men er det en krig, jeg vil ind i? Generer ænderne mig? Skal vi ikke bare leve side om side? Kan vi?

I øvrigt har vi som nævnt boet her en uge, og jeg har endnu ikke været nede i enden af haven. Der er femten meter.

En fugl på taget – eller i hånden, hvis man tør. Eller har en helt

I går lød der et skrig så skingrende jammerligt, at det meste af gården, vi bor i, blev alarmeret. Morten, som sad i køkkenet og arbejdede, troede nærmest, nogen blev dræbt, og løb ud på terrassen og kiggede op og ned. Frisøren kom styrtende ud af sin salon og kiggede til alle sider, og adskillige andre forsøgte forgæves at finde ud af, hvem der havde skreget. Der var ikke andet at se end nogle måger oppe i luften.

Lidt senere, kort før jeg kom hjem, havde der været en værre larm lige over vores terrassedør, og Morten var gået ud igen og havde endelig fået øje på en stor mågeunge, der ganske enkelt stod oven på markisebeslaget. Det var den, der havde skreget. Den gjorde ikke anstalter til at flyve væk, stod bare med åbent næb og drejede hovedet fra side til side. Og sked lidt af skræk en gang imellem.

Jeg har det stramt med fugle. Såvel levende som døde og ikke mindst store hjernedøde mågeunger, der når som helst alligevel kan brede vingerne ud og flyve durk ned i hovedet på mig. Man ved aldrig med uforudsigeligt fjerkræ.

Så det var ikke så godt, der stod en meget stor fugl på markisebeslaget. Selv om det var helt inde ved væggen, og markisen var ude. Og den gjorde som sagt ingen mine til at flytte sig. Det er en gåde, hvordan den overhovedet var havnet deroppe, når den nu ikke så ud til at være ret glad for at flyve. Men den var jo ikke født deroppe, blev vi enige om.

Er I egentlig klar over, hvor kæmpestor en mågeunge er, når den er tæt på?

Men altså, den stod der. Med åbent næb og paralyseret udtryk. Og lignede en, der ville blive stående, til den væltede om af udmattelse. Og man ved jo ikke, hvor længe det varer, inden dét sker. Vi har ikke rigtigt nogen erfaring med tidshorisonten for faldende fjerkræ.

Så.

Er det godt, der er en helt i huset.

Morten bevæbnede sig med trappestige, handsker og vasketøjskurv. Det sidste til at indfange den i, men det blev ikke nødvendigt. Fuglen var så lammet af skræk, at han bare kunne række op og tage fat i den, bære den ned og dumpe den ned over gelænderet. Den bredte vingerne ud og duvede nedad og landede med et dumpt flump. Så stod den dér. Længe.

Længe.

Så opdagede den, at den kunne gå. Og så gjorde den dét. Traskede ned igennem gården, lidt frem og tilbage, holdt pause, traskede igen, gik i stå, gik lidt en anden vej og lidt tilbage igen, skiftede retning, stod stille, gik videre. Den kunne bruge benene, men tilsyneladende ikke vingerne og helt åbenlyst ikke hjernen. Til sidst stod den inde i et hjørne og kiggede ind i muren. Som om den store gule flade var den befriende åbne port ud i verden. På et tidspunkt bredte den vingerne ud og flaksede, fløj en halv meter op – og direkte ind i muren. Så gik den lidt ud i gården igen og drejede nogle gange rundt om sig selv, inden den gik tilbage og stirrede huller i hjørnet.

Det fortsatte sådan i lang tid. Jeg stod på terrassen længe og kiggede ned på den. Da vi cyklede ud i kolonihaven, stod den der stadig. Da vi kom hjem sent om aftenen, var den væk.

Hvad blev der af den? Tog nogen den? Lærte den endelig at flyve? Vendte den sig om og gik ud i verden?

Vi ved det ikke.

maage1maage2maage3