HVIS nu…

Hvis nu ikke solsortene tager dem ALLE sammen… Altså, HVIS nu … HVIS nogle af dem når at blive røde og forblive hele og ikke hakket i af spidse, grådige, gule fuglenæb … SÅ bliver det en fænomeNAL jordbærsæson!!

For så tungt som denne bærer alle 40-50 planter. Og jeg har besluttet ikke at lægge fuglenet over dem i år. For det første bliver det mere bøvlet at plukke bær, og for det andet er risikoen for decideret at fange en fugl stor, og sker dét, er jeg alligevel afskåret fra jordbærrene. Jeg tør nemlig ikke nærme mig hverken døde eller levende fastviklede fugle. Sådan en kylling er jeg. Så ikke noget net i år.

Men altså, HVIS nu … SÅ…!

Er det en krig, jeg vil ind i?

Vi har forladt duerne på stenbroen og kampen for at holde dem væk fra altanen. Vi førte krig mod småfuglene, der ville spise krydderurterne fra krukkerne, ved at indhegne krukkerne i et hjemmelavet urtebur. Nu er vi flyttet ud, hvor der er kortere til naturen, og hvor djævleduerne er erstattet af elegante skader og hoppende solsorte.

Og ænder.

Vi har boet her en uge, og ænderne har fundet ud af, at der ikke længere er en hund på matriklen, så nu tør de godt lande i haven. Der er tyve meter til kvarterets andedam, og naboen fortalte i går, at i deres have ligger en and på æg. Det kan være grunden til, at det kun er andrikker, jeg har set hos os, og at jeg i morges hørte et par stykker styrtflyve på tværs af vores have med arrige og insisterende raaap.

Jeg er ikke vild med fugle. Hos naboen, ja. Hos mig, nej. Men er det en krig, jeg vil ind i? Generer ænderne mig? Skal vi ikke bare leve side om side? Kan vi?

I øvrigt har vi som nævnt boet her en uge, og jeg har endnu ikke været nede i enden af haven. Der er femten meter.

En fugl på taget – eller i hånden, hvis man tør. Eller har en helt

I går lød der et skrig så skingrende jammerligt, at det meste af gården, vi bor i, blev alarmeret. Morten, som sad i køkkenet og arbejdede, troede nærmest, nogen blev dræbt, og løb ud på terrassen og kiggede op og ned. Frisøren kom styrtende ud af sin salon og kiggede til alle sider, og adskillige andre forsøgte forgæves at finde ud af, hvem der havde skreget. Der var ikke andet at se end nogle måger oppe i luften.

Lidt senere, kort før jeg kom hjem, havde der været en værre larm lige over vores terrassedør, og Morten var gået ud igen og havde endelig fået øje på en stor mågeunge, der ganske enkelt stod oven på markisebeslaget. Det var den, der havde skreget. Den gjorde ikke anstalter til at flyve væk, stod bare med åbent næb og drejede hovedet fra side til side. Og sked lidt af skræk en gang imellem.

Jeg har det stramt med fugle. Såvel levende som døde og ikke mindst store hjernedøde mågeunger, der når som helst alligevel kan brede vingerne ud og flyve durk ned i hovedet på mig. Man ved aldrig med uforudsigeligt fjerkræ.

Så det var ikke så godt, der stod en meget stor fugl på markisebeslaget. Selv om det var helt inde ved væggen, og markisen var ude. Og den gjorde som sagt ingen mine til at flytte sig. Det er en gåde, hvordan den overhovedet var havnet deroppe, når den nu ikke så ud til at være ret glad for at flyve. Men den var jo ikke født deroppe, blev vi enige om.

Er I egentlig klar over, hvor kæmpestor en mågeunge er, når den er tæt på?

Men altså, den stod der. Med åbent næb og paralyseret udtryk. Og lignede en, der ville blive stående, til den væltede om af udmattelse. Og man ved jo ikke, hvor længe det varer, inden dét sker. Vi har ikke rigtigt nogen erfaring med tidshorisonten for faldende fjerkræ.

Så.

Er det godt, der er en helt i huset.

Morten bevæbnede sig med trappestige, handsker og vasketøjskurv. Det sidste til at indfange den i, men det blev ikke nødvendigt. Fuglen var så lammet af skræk, at han bare kunne række op og tage fat i den, bære den ned og dumpe den ned over gelænderet. Den bredte vingerne ud og duvede nedad og landede med et dumpt flump. Så stod den dér. Længe.

Længe.

Så opdagede den, at den kunne gå. Og så gjorde den dét. Traskede ned igennem gården, lidt frem og tilbage, holdt pause, traskede igen, gik i stå, gik lidt en anden vej og lidt tilbage igen, skiftede retning, stod stille, gik videre. Den kunne bruge benene, men tilsyneladende ikke vingerne og helt åbenlyst ikke hjernen. Til sidst stod den inde i et hjørne og kiggede ind i muren. Som om den store gule flade var den befriende åbne port ud i verden. På et tidspunkt bredte den vingerne ud og flaksede, fløj en halv meter op – og direkte ind i muren. Så gik den lidt ud i gården igen og drejede nogle gange rundt om sig selv, inden den gik tilbage og stirrede huller i hjørnet.

Det fortsatte sådan i lang tid. Jeg stod på terrassen længe og kiggede ned på den. Da vi cyklede ud i kolonihaven, stod den der stadig. Da vi kom hjem sent om aftenen, var den væk.

Hvad blev der af den? Tog nogen den? Lærte den endelig at flyve? Vendte den sig om og gik ud i verden?

Vi ved det ikke.

maage1maage2maage3

En ny chance

Jeg er tæt på at hejse hvidt flag i kampen mod de spirespisende duer i kolonihaven. I år har de fået smag for rucola. De lader lige spirerne komme et par centimeter op over jorden, og så slår de til og kapper toppen, hele rækken helt lige som efter en snor. Også omkampen vandt de, bedst som jeg ellers troede, at de ikke havde opdaget den nye række, jeg havde sået, og som nåede at stå så fin og lysegrøn og lovende. Indtil duerne angreb igen.

Hjemme på tagterrassen har vi sat alle krukkerne i bur, og dermed har vi vundet krydderurterne tilbage. Skræmmeuglen er fyret. Den har haft flexjob som vagt ved baljen med forglemmigejer og har klaret det nogenlunde.

Nu har den fået en tredje chance for at vise sit værd. Den er sat ud for at vogte Lasses bønner, som pibler op nu. Siden den nu har sådan en sørgelig lille skræmmeradius, har jeg lavet andre fugleskræmsler af snor og plastikstrimler. Over bønnerne i den anden side af klatrestativet og over den rucolarække, som duerne allerede har mejet ned. Måske kan det komme igen.

Morten og jeg tændte op i den mexicanske stenovn, satte os på terrassen og delte to glas øl i skumringen. Det var stemningsfuldt og dejligt. Mens vi sad der, kom der i hvert fald ingen duer. Håbet lever.

20150619_205137

MEN DET ER DIN SIDSTE CHANCE, UGLE!!

Fejler du, kommer du med ud i jagtskoven og bliver skudt.