Lørdagsdims mellem travle dage

Vores hus er fyldt med parallelliv i disse dage, vi har skiftende ekstra logerende, vi er på skift ude og hjemme, men lige nu på denne lørdag formiddag sidder jeg på den plads i stueetagen, hvorfra man kan overskue alt, også tilværelsen – ja, det er store ord på en novemberdag, jeg ved det – med computeren og er alene i en solstråle. Jeg har Mads & Monopolet i radioen, kaffe i kruset og gode ideer i hovedet. Jeg skal bare bestemme mig for, hvilken der skal bruges først.

Tidligt onsdag morgen låste en træt regionsmedarbejder sig ind af vores hoveddør for at snige sig til nogle timers fortjent søvn efter at have talt stemmer og kommunikeret valgresultater hele natten. Det var ugens første parallelfærden.

I aftes lagde vi lokaler dels til den 20-åriges forfest med drengene inden en gammel elev-fest på gymnasiet, dels til et par trailløbere, der tankede overnatning her inden et løbsarrangement på disse kanter i dag. Den 14-årige tankede biograf og Black Friday inde i byen, og selv havde jeg frivilligtjans på Paletten til Huxi Bach. Han var i øvrigt god.

Da jeg kom hjem, var alle enten gået i seng eller til fest, og da jeg stod op, var de fleste taget til trailløb eller var på vej på jagt, og resten sov. Siden er der blevet ryddet op efter ungefesten ovenpå, og senere på dagen kommer både løbere og jægere hjem – de sidste har dyr med, er der netop indløbet besked om. Det bliver en hyggelig aften, hvor alle for en gangs skyld er hjemme samtidig.

Derfor sidder jeg nu alene her på min måske yndlingsplads og er tilfreds med tingenes tilstand, mens jeg overvejer, hvad jeg skal.

Jeg kan rydde op i en kasse børnebøger, der står ovre i hjørnet og venter på netop dét. Jeg kan skrive en juleønskeseddel. Jeg kan gøre køleskabet rent. Jeg kan ringe til min mor. Jeg kan sortere strømpebukser. Jeg kan lave en beskrivelse af en design-idé jeg har. Jeg kan støvsuge. Jeg kan vaske tøj. Jeg kan tage i kolonihaven og se på noget vinterklargøring. Jeg kan køre ud og købe ind til aftensmaden.

Jeg kan også lave en kop kaffe mere og bare være lidt stolt af, at jeg har lavet en liste over alt det, jeg kan. Her i stilheden mellem alle de andres aktiviteter.

God lørdag til jer, der ved hvad I gør.

Og til jer, der ikke gør.

Metalfestival i mit hoved

Lørdag aften og et stykke af natten tilbragte jeg på Paletten, det lokale spillested, hvor jeg er frivillig. Der var metalfestival over to dage. Altså heavy metal. Altså virkelig bombastisk megamonstertung rock. Dødsmetal. Det er ikke den slags musik, jeg normalt hører, og jeg havde kun sat kryds i den vagt på vagtønskeskemaet inden sæsonstart, fordi den hører til i gruppen af svært besættelige vagter, og dem bliver vi bedt om også at sætte et par krydser ved. Det var ikke en særlig svær eller travl tjans, det er mest, fordi den varer til et godt stykke over midnat, den er lidt tungere at få besat.

Den havde jeg altså fået, og jeg mødte ind til aftenvagten klokken nitten, hvor vi afløste dagholdet i garderobe, indgang og barer. Allerede da jeg kom, var alt anderledes, end det plejer. Udenfor stod store flokke af hår, læder og nitter og røg og hyggede sig, og inde i foyeren faldt mit blik allerførst på et kranium på en lang til lejligheden opsat bardisk (“Lemmybaren” til minde om nyligt afdøde Lemmy Kilmister fra Motörhead) og så i øvrigt endnu flere sortklædte med gotisk print og meget hår.

Musikken var høj. HØJ. Jeg stod i bar, og det var en af den slags vagter, der ville være utænkelig uden ørepropper. Frivillige i salen skal faktisk altid bruge ørepropper, men der er arrangementer, hvor det er mindre nødvendigt. Det her var et, hvor det var meget nødvendigt. Jeg skiftede endda til et mere beskyttende sæt undervejs. Heavy er heavy på alle måder. Bandet, som spillede, da jeg startede min vagt, var svenskere og egentlig meget gode. Tungt, ja, men de havde fløjte med, og det mindede mig lidt om Jethro Tull. Hvis nogen af mine læsere kan huske dem fra omkring 1980. Ellers var det med stort, svingende langt hår, pels, læderforklæde og et udstyr, der ledte tanken hen på en smed eller slagter fra fantasyuniverser som Game of Thrones. Det viste sig, at de var i den milde ende af metalskalaen. Bandet, der kom bagefter, blev annonceret som satanisk bøllerock og hed Horned Almighty. Herefter blev det bare værre. Jeg behøver ikke høre mere growl i et stykke tid nu. Growl er den dyriske brølesangteknik, som dødsmetal er kendt for, hvor lyden kommer helt nede fra mavemusklerne. Lærte jeg. Af søde, søde publikummer, som hang ud i baren. Alle de på ydersiden farlige, sorte og nittede er nemlige vildt søde og rare på indersiden. På den måde var sådan en lørdag på udebane berigende kontrastfyldt. En anden ting, jeg bemærkede, var, at der ikke er mange klapsalver til heavy metal. Når man skal kaste sataniske hyldesthåndtegn med den ene hånd, er det svært at klappe. Så når man udtrykker sin begejstring efter numrene, foregår det ved at løfte en knyttet højre hånd med pege- og lillefinger strakt ud – og brøle sin hyldest ud.

Det store klimaks var det polske band Vader, som skulle gå på lige før midnat, og som vi alle sammen ventede på, forstod jeg. “Og de er rigtig gode!”, forsikrede en pige mig, da hun købte en øl. Hun glædede sig i hvert fald, kunne jeg høre. Jeg kunne ikke overhovedet ikke høre forskel, er jeg nødt til at tilstå. Da de gik på, var jeg også så træt i hele min krop og i mit hoved, at bandets største kvalitet for mig at se var, at de var de sidste. Undskyld, Vader, men jeg kunne jo se, at der var dedikerede fans nok til jer den aften, uden at jeg behøvede at brøle med.

Jeg kom hjem kvart i tre om natten, og jeg kan ikke helt afgøre, hvilken slags metaltræthed, det er, jeg har lidt af lige siden. Om det er den konkrete lydpåvirkning fra metalmusikken, der har sat sig som en konstant tung hovedpine hos mig, eller det er min gamle krop, der er ved at øve influenzasymptomer med svimmelhed og ømme knogler. Jeg håber mest det første. At jeg bare ikke kan tåle metalrock. Metalfestival slutter vel hurtigere end influenzafestival.

Nå, men det kan vel ikke være ret meget bedre

 Oktoberudsigt. Med fugleklat, som vi er åbentsindede nok til at se uden om.


Oktoberudsigt. Med fugleklat, som vi er åbentsindede nok til at se uden om.

Udsigten er god, både fra køkkenet og meteorologisk. Jægersmanden er taget på premierejagt i konsortiet og vender hjem senere på dagen med gyldne oktoberskovsoplevelser, som kan opveje den tomme vildtpose, der altid er risiko for. Fra teenageværelset er der stille. Jeg har sovet så længe, som jeg kunne, og som jeg altid trænger til efter en række hverdage, hvor vækkeuret er stillet til 05.50. Og 05.55. Og 06.00, hvor jeg står op. Jeg har fået morgenmad og kaffe og har ikke flere liv tilbage i Candy Crush. I aften har jeg en frivilligtjans på Paletten, hvor Thorbjørn Risager spiller blues/soul/rootsrock. Det skal nok blive godt og svedigt.

Men nu. Det er havevejr. Det er tid at tage kontaktlinserne på, putte plugs i ørerne – lige nu hører jeg Anna Grues Judaskysset – og tage i kolonihaven. Jeg har en overordnet ide om, hvad jeg vil lave. Det er noget med at trække en række rødbeder op af jorden og finde vinteropbevaring til dem. Gøre det samme med en række gulerødder, som til gengæld nok ryger direkte i komposten. Jeg er temmelig sikker på, at der er sorte ormespor i samtlige rødder, og lad det så være det endelige argument for at droppe gulerødder i køkkenhaven herefter. Tre sæsoner har gjort det. Vi. Gider. Ikke. Rodgnaskere. Vi gider i hvert fald ikke ulejligheden med at skaffe dem et hjem.

De ældste jordbærplanter kan graves op og smides i komposten. Rabarberne bliver måske flyttet. Det store bed foran huset, som for tredje år i træk ikke er blevet “ryddet hen over sommeren” kan … ryddes. Jeg kan starte på vintergravningen, så det ikke – igen – bliver den, jeg skal starte med til foråret. Måske får jeg gjort halvdelen af det, jeg har i tankerne. Måske mindre. Bemærk, at jeg skriver ’kan’, ikke ’skal’. Der skal jo også være tid til at fundere og tænke kloge tanker, drikke kaffe og bare sidde i terrassekrogen og kigge ud over jorderne og føle mig rig. Og spise den madpakke, jeg laver. Nu.

Ha’ en gylden lørdag.