Going loco in the colo…

Jeg indrømmer det gerne: Det er en letkøbt omskrivning af titlen på Four Tops’ gamle hit Loco in Acapulco, men jeg står ved den, også fordi der er sådan et lækkert genbrug af bogstaverne i loco til colo, som selvfølgelig refererer til kolonihaven.

Så behøver jeg heller ikke udpensle det mere, vel?

Jeg har været en lille smule skør i kolonihaven i dag. Mest bare tosset med forår og solskin. Alt det, der har været sat lidt på hold derude på grund af travlhed med flytning og konfirmation sammenholdt med det alt for kolde vejr, har jeg nu fået indhentet. Det meste af det, jeg vil så, er sået; der mangler kun rødbeder og bønner, som gerne vil vente på lidt højere jordtemperatur, ligesom squash- og hokkaidoplanterne og årets nyhed aubergine ikke tør blive plantet ud, så længe meteorologerne truer med nattekulde.

Men jeg turde godt fylde plantekasserne med tomater, agurker og peberfrugt. Jeg har sagt til dem, at de skal varme hinanden, hvis det bliver koldt om natten. Så skal det nok gå.

Det her er dét tidspunkt i hele havesæsonen, hvor jeg er sikker på, at det er mig, der har overtaget. Siden vil det blive et kapløb mellem mig og ukrudt, og på et tidspunkt vil ukrudt stikke af. Ukrudt vinder ALTID! Sådan er det bare, og jeg ved det.

Men lige nu… der er det mig.

På den sidste vinterdag

… købte jeg sovende påskeliljer. Det tager dem ikke lang tid at vågne. Allerede efter et par timer i vand og stuetemperatur slår de kronbladene ud og står og vipper og misser mod lyset.

… tænker jeg på forår, som efter kalenderen starter i morgen. Allerede i et stykke tid har det været mere lyst end mørkt, når jeg kører hjemmefra om morgenen, og jeg ser de flotteste himmeltegninger i den rosenfingrede dagning, som salig Christian Wilster kaldte den tid på døgnet i sin oversættelse af Iliaden.

… glæder jeg mig over, at der kun er en måned, til vi overtager vores hus. Bankens hus? Vores hus! Det er lidt vildt, og hvor bliver det godt.

… sender jeg en tanke til min far, som døde i dag for seks år siden, på den sidste vinterdag. Jeg er stadig glad for, at jeg så ham netop dagen før. Jeg besøgte mine forældre, og ganske vist havde far været syg længe, men der var intet som helst, der antydede, at det var ved at slutte. Vi sagde farvel med knus og ’Vi ses snart’. Dagen efter havde han det skidt, og om aftenen døde han. Næsten 94 år gammel. Han fik et langt og godt liv, og der er intet, jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg havde kunnet, intet jeg ikke fik sagt. Det er en god tanke.

Første maj

“Hurray hurray, first of May
Outdoor fucking begins today”

er et statement, jeg fiskede på Facebook i dag. Det viste sig jo at holde stik, det med udendørslivet. Sikke en fin dag, det har været. Jeg har selvfølgelig været i haven, for det var præcis sådan en dag, hvor det bedste sted at være var … i haven.

Ja, først forsøgte vi at skifte dæk på Lille Hviden, for når det er første maj, kører man ikke længere rundt på vinterdæk. Synes jeg. Min bil synes åbenbart noget andet, for den ville ikke slippe dem. Som i overhovedet ikke. Det lykkedes langt om længe at få møtrikkerne vristet løs på det ene forhjul, men så sad hjulet så fast, at det var fuldstændig umuligt for en granvoksen mand med det rette værktøj at få det af. Bilen ville BARE ikke af med vinterfodtøjet, så vi endte med at proppe alle sommerdækkene ind bagi og kalde det den mellemperiode, hvor jeg kører med både vinter- og sommerdæk.

Maj1

Og så tog jeg i haven. Hvor jeg fejede vinter væk og rensede fliser på terrassen, drak kaffe, snakkede i telefon med min mor, kultiverede og lugede hele køkkenhaven, spiste frokost, flyttede rabarber, lugede lidt mere, tjekkede frøposer og besluttede, at det var på tide at så salat. Så kom Lasse. Først og fremmest for at sidde og læse i en anden sol end hjemme på terrassen, men han ville også gerne være med til at så. Nu venter vi på fire slags salat. Rød og grøn romaine, rucola og iceberg.

Maj2

Bagefter satte han sig midt på græsplænene i solen og læste, og da han senere gik hjem, var det med afskedsreplikken “Jeg er overrasket over, hvor nemt havearbejde er”… Jaer! Som om! Alt det med luge, kultivere, feje og grave sprang han jo over og gik direkte til så- og kaffedelen. Men han sagde det sikkert for sjov. Han har jo humor. Det fremgik også af den seddel, han havde efterladt hjemme.

Maj3

Jeg vovede også at så spinat, og jeg vurderer heldigvis, at den resterende plads i køkkenhaven nogenlunde kommer til at passe med det, jeg yderligere gerne vil have i jorden i år, men som det stadig er for tidligt at sætte i gang. Der skal være rødbeder, bønner og grønkål – og selvfølgelig de squash- og hokkaidoplanter, som stadig står hjemme i vindueskarmen og ligner en spirende succes.

Jeg er lidt stram i masken nu, måske er det faktisk lykkedes mig at få noget sol til at hænge fast i ansigtet, eller også er det bare al den friske luft.

I morgen må jeg ringe til værkstedet og høre, om det ikke lige er en opgave for dem at overtale bilen til at skifte sko. Det er tit nemmere, når nogle andre end forældrene siger det. Jeg skal i hvert fald ikke køre rundt for længe med kabinen fuld af dæk. De lugter lidt af sure tæer.

Og citatet dér i starten … hvis nogen tænker, at jeg har misforstået det, så er det da bare dem, der tænker med … ja, hvad ved jeg om, hvad folk tænker med.

 

Bededag i billeder

Bededag1

Yngsten fylder 19 år i dag og blev forkælet med brunch og gaver, inden han sov nogle flere timer efter nattens bytur og senere tog ud og blev fejret hos farfamilien.

Bededag2

Vi valgte et 3-i-1-æbletræ til kolonihaven. Malus domestica. Det betyder bare almindeligt æble. Familietræ. Det betyder, at Guldborg, Discovery og Rød ananas bor sammen. Det skal nok blive godt. Først skal det plantes, og så må vi hellere få købt sådan en æblekurv til at have æblerne i.

Bededag3

Pludselig lå der en kæmpestor Yankiebar på terrassen. Med sol i ansigtet og bog i ørerne.

Bededag4

Vestergade har hængt sommerpynten op igen.

Bededag5

Jeg slog græsset for første gang i år og slog en pind i jorden der, hvor familietræet skal plantes. Så drak jeg kaffe og slog bolsjer ihjel i Candy Crush. Tiden slog jeg også ihjel. Ellers slår jeg ikke.

Det var en rar fredag.

Jeg har set lyset

lyset1

I dag var dagen, hvor der slog spirende forår ned i mig. Det var lyset, der gjorde det. Når himlen klokken fem om eftermiddagen stadig ser sådan ud og der altså fra nu af stadig er dagslys tilbage, når jeg vender hjem til min borg fra udenbys arbejdsdonteri, så længes jeg.

lyset2

Jeg længes efter grønt. Jeg længes efter, at urteburet rummer liv og ikke bare visne rester af noget, jeg ikke længere kan skelne navn og anvendelse på. Var det virkelig den overfrodige mynte der til venstre, som gav fylde til mægtige mojitos en sommeraften i fjor? Og rosmarin og salvie, esdragon og timian, som vi måtte bure inde, fordi fuglene barberede det ned til korte stilke? Nu værdiger hverken de eller jeg det et blik. Jeg vil have, at det skal være grønt og frodigt igen. Og fra i dag tror jeg igen på, at foråret kommer. Når det kommer. Først skal der vistnok være frost og kulde igen. Men det kommer. Og så bliver det godt.

lyset3

Hortensiaerne har aldrig mistet troen. Aldrig givet op. De er ellers virkelig blevet behandlet dårligt. Ignoreret. De blev købt til fødselsdagspynt i kolonihaven for to et halvt år siden af en 50-årig, der holder meget af hortensiaer, og siden fik de lov til at passe sig selv i deres midlertidige, permanente plastikpotter. De stod oversete i et vildtvoksende bed gennem to somre og vintre, fordi vi til stadighed ikke fik ryddet det bed, hvor de skulle plantes. På “vi ved ikke, om I overhovedet bryder jer om os, men vi er her, og vi tilgiver jer og elsker jer alligevel”-måden satte de igen og igen nye skud og overlevede. Sidste sommer hentede jeg dem hjem på altanen, hvor de siden har stået endnu mere ubeskyttede – dog i lerpotter, men alligevel – igennem vinter og frost og storm. Urokkelige mens havestolene er føget omkring dem. Og nu er de på vej igen.

Håbet er grønt.

Det skal NOK blive forår.