Sommertid kom med sol og andre ting

Solskin lokkede mig i kolonihaven i går. Havenaboen (hvis fornavn jeg i fire år ikke har kunnet komme i tanker om, men jeg kunne hendes mands navn) gik og ryddede op sit drivhus, og følgende samtale fandt sted over hækken: Mig: Hvad er det nu, du hedder? Jeg plejer at kalde dig fru Ivan, men det er jo ikke helt retfærdigt. Nabo: Jeg hedder Elly. Og nu er jeg så også nødt til at spørge, hvad du hedder. Mig: Jeg hedder Birgitte, og min kæreste hedder Morten. Elly: Nå ja, for jeg kunne godt huske, at han hedder Balle, så jeg plejer at kalde dig fru Balle … Godt at vi ikke længere behøver at kalde hinanden ved vores mænds navne, når det nu er os, der oftest er i haverne.

Elly og Ivan havde lagt kartofler aftenen før. Det skyldtes, fortalte hun, at hendes familie altid snakker så meget om, hvornår man får kartoflerne i jorden. Det er et stort og vigtigt emne, og alle vil være først. Og nu skulle de være sammen med familien i her i weekenden, og så ville de kunne snakke med. Tænk engang: VI har altid følt os lidt presset af dem, som var så tidligt ude med at få ting gjort – og så er det, fordi DE er presset af nogle andre.

Fordi vi skal bruge april på at flytte, bliver det en havesæson, hvor vi i første omgang kun bruger tid på det allernødvendigste. Jeg lader for eksempel bunkerne af visne blade ligge der, hvor de har valgt at lade sig blæse hen i løbet af vinteren, men nu har jeg indkøbt læggekartofler og stikløg og de fornødne frøposer, og jeg har gravet et stykke jord, som jeg ikke nåede i efteråret, og som var bulet og trampet godt sammen af gartneren, der har lagt vores fine nye havegang.

I går fik vi leveret firs flyttekasser, så nu er der intet til hinder for, at vi går i gang med at pakke ned. Det er i øvrigt kun to tredjedele af de kasser, vi har bestilt. Vi har heldigvis fantastiske flyttehjælpere, som godt ved, hvor meget jordisk gods vi har, fordi de også hjalp os med at flytte for mindre end tre år siden. Det er noget med Vi løfter i flok og Sammen er vi stærke

I går var vi igen nødt til at gå på vinbar, fordi der skulle være fremvisning af lejligheden. Vi mødte vores ven ejendomsadministratoren, da vi trådte ud på gaden, og vi snakkede om flyttesynsdato. Vi sagde, at vi lige skulle have gjort rent i lejligheden først. “Lad nu være med at gøre for meget ud af dét; der skal jo alligevel gøres i stand”, sagde administrator. Den indstilling synes jeg godt om.

Nu lader det til, at der ikke skal være flere lejlighedsfremvisninger. Det par, som så på den i går, har skrevet kontrakt og er taget hjem til København for at pakke. Vi er glade, fordi det kan være svært at holde lejligheden præsentabel, mens vi går og pakker ned, men vi er kede af, at vi ikke behøver at gå på vinbar mere.

Jeg fik forventet post fra Rigspolitiet. Og blev helt glad! Der var ingen klip i kort, og bøden var under halvdelen af det beløb, jeg mentalt allerede havde sat af til den. Fedt!

Fordi jeg kan passe mindre og mindre af mit tøj og efterfølgende tilskyndet af det her, har jeg besluttet, at der ikke er nogen grund til, at jeg tager mere end én portion af aftensmaden. Det er der sådan set ikke nogen grund til at snakke mere om. Men det skader nok heller ikke at bevæge sig, så jeg har også brugt søndagen til at løbe en tur i en skov. Det var op ad bakke. Og ned. Der var pænt, og der duftede af forår.

Spirende klargøring

Dette her er en løbetrøje. Det kan den i hvert fald bruges til. Det er den faktisk allerede blevet brugt til. Min søde kæreste købte den med hjem til mig fra sin skiferie i Norge, og jeg er både fin og glad i den. Ikke hurtig. Fin og glad.

klartroeje

En af dens gode egenskaber er, at den er af uld. Fineste merinould, og det betyder, at den vil holde mig varm, når jeg om lidt lader den være mit inderste af mange lag og tager ud i kolonihaven og ligner en, der er ved at gøre haven forårsklar. Det er noget med at beskære noget hindbærbusk, som nok skulle have været beskåret i efteråret, og fjerne nogle visne staudetoppe og se, om der gemmer sig noget forår nedenunder. Det er også noget med at drikke kaffe (note to self: husk at tage vand med, thi der er næppe åbnet for den centrale hane endnu) og skridte matriklen af og tænke innovative tanker om kommende afgrøder og vurdere, om der skal være kartofler her eller der, mens jeg tygger på et halmstrå. Eller en vissen staudetop.

klarspirer

Jeg kiggede lige til de allerallersidste rester af sidste års høst. Kartoflerne har tilsyneladende fulgt et og andet instinkt. De bittesmå gnallinger, som kun egnede sig til at blive til brunekartofler og derfor aldrig blev brugt, fordi ingen orkede hverken at skrælle eller pille, har fået storhedsvanvid og vil være avlskartofler! De vil i jorden? Men så siger vi måske dét. De kan få et ydermandat og komme i en siderække, når jeg engang skal lægge kartofler, så kan de få lov at bevise deres værd.

Der er jo tid nok til at beslutte, om der skal være kartofler her eller der, for temperaturen er endnu ikke til underjordiske gerninger, men i en ulden norsk undertrøje kan man udholde at skridte matriklen af både på kryds og tværs, mens der fostres overjordisk kloge tanker i øverste etage.