Men han prøvede

Man skal aldrig disse nogen, der gør et ærligt forsøg.

I går købte jeg fødselsdagsgaver til Astrid. Hun ønskede sig blandt andet et cover til sin mobiltelefon, og jeg fandt et i Fona. Det strejfede mig kortvarigt, at sådan et cover slet ikke passer ned i de kvadratiske poser af tyndt farvet cellofan med selvklæbende lukning, som de plejer at putte cd’er og dvd’er i i den butik. Men jeg kom fra tanken igen. For at få et byttemærke på nævnte jeg, at det var til en gave. “Jeg får den lige pakket ind”, sagde ekspedienten, da vi havde ordnet betalingen, og gik længere hen ad disken, sikkert derhen hvor forretningens gavepapir var. Imens stod jeg og kiggede på noget andet. Han kom tilbage med en lille plastikpose med pakken i og oplyste glad, at han lige puttede byttebonen deri. Jeg SÅ simpelt hen ikke hverken gaven eller hvordan han bar sig ad, før jeg kom hjem og tog pakken ud af posen.

Den så sådan her ud.

gave

Først vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle sige. Så kom jeg sådan til at grine.

Man skal aldrig brokke sig over, at nogen prøver at gøre noget godt. Men når de ikke ser det, må man godt lave det lidt om.

Den Dickow

Torsdag aften indløste jeg en fødselsdagsgave. En af de gaver jeg fik til senere effektuering end på selve dagen. Min veninde gennem et helt voksenliv havde givet mig billetter til Aarhus Festuges uofficielle åbningskoncert Ned fra Nord/Úr Norðri, hvor Tina Dickow inviterede musikalske venner og stemninger fra Island og Aarhus plus et twist fra Færøerne på scenen til at bygge bro og knytte musikalske bånd mellem sin gamle og nye base.

Så stod jeg der mellem titusind andre midt på Vester Allé, som var lukket af i begge ender, hvorved hele området mellem Rådhuset og Musikhuset blev en stor festivalplads lige midt i byen, og havde en fantastisk aften. Med mine egne bedstevenner og Tina Ds bedstevenner.

Det var magisk. Scenen lignede et lysende græsk tempel i skumringen og nattemørket, og værtinden lignede en gudinde med sine flagrende gevandter i samme blå farve som en stormfuld Nordsø i morgenlys.

Samaris, Eivør, Helgi Jonsson, Ásgeir Trausti, Kjartan Arngrim, Steffen Brandt (i islandsk sweater i anledning af temaet (jeg tror han havde lånt den, jeg tror ikke på han ejer andet end sort tøj!)), Vocal Line og bandet. Alt var så godt, som jeg havde ønsket mig, og mere til.

Og Tina Dickow selv. Hun spænder utrolig bredt, fra stille til råt, fra countryballader til symfonisk rock, og så har hun en mand, hvis lyse stemme harmonerer så perfekt med hendes mørkere, at det bliver helt overjordisk og næsten intimt, når de synger sammen.

Aldrig har hun skuffet mig. Jeg har efterhånden oplevet hende til en del livekoncerter i de senere år, uden at jeg bevidst har opsøgt en rekord eller foretrukket hende frem for andre. Det er bare blevet sådan. Akustisk intimkoncert sammen med Steffen Brandt i Herning, to koncerter i Scandinavian Congress Center, Grøn Koncert, Beachparty i Skive, solo i Holstebro, og denne augustaften var dermed vores syvende møde. Jeg ved ikke med hende, men jeg var i hvert fald godt underholdt. Jeg fik alle mine ønsker opfyldt og glæder mig over, at hun fik mulighed for at give sin by og sit publikum den oplevelse.

Sikke en åbning på den festuge.

Sikke en gave.

Tak.

Time to say goodbye

Toyotaring

Så er det heller ikke mere dramatisk. Det er bare Toyotanøgleringen og mig, der ikke længere skal køre dagligt parløb. Vedhænget bliver ved med at vride sig af ringen, og nu vil jeg ikke mere vride det på igen.

Ti år har vi haft sammen. Jeg fik nøgleringen i fødselsdagsgave af ældste søn, dengang 11 år, da vi var på buscamping i Kroatien (og det her skete). Jeg havde fødselsdag den dag, vi skulle rejse hjem, og han havde været ude i en af de mange turistskrammelboder og købe gave til mig. Selvfølgelig skulle det være en med Toyotalogo på, for det var jo en Toyota, vi havde, og nøgleringen har trofast fulgt mig og mine skiftende nøgler lige siden, hvilket dens ridser og skrammer vidner om. Nu bliver den lagt til hvile.

Ved samme fødselsdag fik jeg også en liter kroatisk likør af vores rejsekammerater. Den smagte godt og holdt ikke nær så længe som nøgleringen.