To ens …

Bare for lige at bekræfte, at dét jeg sagde, jeg skulle i lørdags, også var dét, der skete.

Fødselsdagsbrunch skete.

Vækning med sang skete

Gaver skete.

Gæster skete.

Kaffe og lagkage skete.

Spadseretur for at kigge lidt på 24 timers løb skete.

Dejlig aftensmad i festligt vennelag skete.

Vin og Limoncello skete (Limoncello behøver ikke at ske igen …)

Og ja, forresten, luft til at puste begge lys ud skete.

Hvad jeg IKKE skal …

For det meste prøver jeg at vende min verden om til ja’er i stedet for nej’er. Vende det negative 180° og få det positive frem. Ja-hatten, I ved. Jeg skrev engang om det under overskriften Ingen rotter på Esbjerg havn. Det holder stadig, synes jeg. Og måske kunne jeg sagtens tage mig lidt sammen med det igen.

Alligevel må jeg engang imellem definere verden ved hjælp af ikker og tage udgangspunkt i noget der ikke sker. Som nu.

I denne weekend skal jeg ikke:

  • løbe 24 timers løb i Viborg. Jeg meldte selv fra, fordi, ja … dårlig form, mit spillesteds 25 års jubilæum, min kærestes fødselsdag, især dårlig form. Andre faste løbere meldte også fra, sikkert med langt bedre undskyldninger, og det betyder, at mit hold endte med ikke at stille op i år. Det er første gang i mange år, jeg ikke er med i løbefesten med hjemmebagte muffins til holdet og farvejusteret neglelak (skriv ’24 timer’ i bloggens søgefelt og få hele farvehistorikken). Ganske vist er mine negle lige nu flotte og røde, jeg ved bare ikke, hvilke af de mange aktive holdtrøjer, jeg eventuelt er farvekoordineret med. Vi får det ikke at se.
  • til mit spillesteds jubilæumsfejring. Det er 25 år siden spillestedet Paletten slog dørene op i en ombygget biograf, og jeg har været med som frivillig i otte af dem. Jubilæet fejres med to dobbeltkoncerter og en reception. Og jeg når simpelt hen ikke at vende snuden ind omkring. Heller ikke selv om det var et af argumenterne for at springe over ovenstående. Sådan kan det gå.

TIL GENGÆLD skal jeg:

  • fejre Mortens fødselsdag hele lørdagen. Der er lister, planer, pandekager, røræg, flag, gæster, sjungen og hurra, og jeg står tidligt op i al hemmelighed. Vi bager rævekager og andre kager, og der er dejlige gaver. Det bli’r en go’ dag! Måske ryster vi lagkagen på plads med en spadseretur til valpladsen ved 24 timers løbet, så vi kan få plads til aftenens grillerier, og jeg alligevel kan se, hvem min neglelak passer til.

Fest og fejring … det hele ender alligevel toppositivt.

Birgitte, du har snart fødselsdag …

Facebook fortæller mig det hver og hver anden dag for tiden. Jeg har ikke helt bidt mærke i, hvad de synes jeg så skal, for det kommer jo ikke bag på mig, at dagen nærmer sig. Det er ved denne tid hvert eneste år. I næste uge er det. Det er først næste år, jeg fylder rundt, så i år er det bare lillerundt.

Det bliver en af de fødselsdage, jeg fejrer i udlandet. Denne gang er det i Prag. Når man har fødselsdag midt om sommeren, midt i ferietiden, er sandsynligheden for at være udenlands eller bare i sommerlandet på dagen temmelig stor. Jeg har fejret fødselsdag så forskellige steder som i hytte i de norske fjelde, i campingvogn på Sydals, i sommerhus i Torup, i den svenske skærgård, ja endda i en bus på vej hjem fra Kroatien hvor vi kom igennem mange lande på fødselsdagen. Nogle fødselsdage husker jeg selvfølgelig bedre end andre. Nogle har sat større spor end gennemsnittet. For eksempel – og mest – da jeg fyldte 33 og fødte mit første barn om aftenen. Da jeg fyldte 24 og fangede en gedde i skærgården ved Karlskrona og spiste den til aftensmad. Da jeg fyldte 54 i kolonihaven på en fantastisk sommeraften med grillmad, gode venner, masser af vin, paddekaffe og ild i den mexicanske pejs. Da jeg fyldte 9, og nogle af pigerne fra klassen glemte, at de var inviteret til min fødselsdag, fordi det var midt i sommerferien.

Og da jeg fyldte 26, mens jeg var på en måneds russisk sprogskole i Volgograd, det tidligere Stalingrad, og tilbragte dagen med at være på besøg på en pionérlejr og blive sunget for af 300 børnekommunister, drikke vodka og champagne og holde aftenfest med de andre unge sprogskoleelever og de unge russere, der skulle ’passe på’ os.

26, mand! Det er længe siden. Nu fylder ældstebarnet allerede 26…

Lykønskning på russisk vis foregik ved, at jeg skulle ’løftes’ i ørerne en gang for hvert år, jeg blev. Tanden kaldte vi ham, fordi han manglede én. Rigtigt hed han vist nok Vasilij, eller Vasja blandt venner.

Sådan nogle sære ting byder Prag nok alligevel ikke på.

Sikke meget man kan nå i en ferie

Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte i sidste uge, og i starten gik det også meget godt med både at få nået OG dokumenteret alle mine gøremål. Som kolonihaveklargøring og mosfjerning i alle vores græsplæner.

Så stak tiden af.

Jeg gjorde alt muligt, men jeg dokumenterede det ikke, og så ved alle, at det ikke fandt sted. Eller gjorde det? Nu udsender jeg i hvert fald en lille billedserie med highlights fra de hemmelige dage.

Vi havde vores mødre på besøg. Den ene blev hentet og bragt med taxa fra Randers, den anden blev hentet og bragt af sin datter, hvorfor jeg den dag kørte 647 km og passerede Lillebæltsbroen fire gange. Det var første gang, mødrene mødtes, og vi havde en hyggelig – og lidt trættende – dag.

Morten og to af vores venner var til løbeskydningskonkurrence i Aarhus. Ligesom skiskydning, bare uden ski. De var tilmeldt som Team GGM – Gnavne Gamle Mænd. Den mest gamle af dem vandt den indbyrdes konkurrence, det var dejligt vejr, og ingen var rigtigt gnavne.

Yngsten fyldte 21 og blev fejret med flag, gaver og brunch. Og havde bestilt Tarte au citron som fødselsdagskage. Og fik en frituregryde i gave, som skal testes i aften.

Så var der ikke mere ferie.

Men siden har vi været til jagtmadlavning. Det foregår på den måde, at jægersmændene i konsortiet laver mad sammen, og imens går jægerkonerne tur og opdaterer hinanden på siden-sidst-i-andedammen-og-verden. Det er en fortrinlig ordning. Her er vi gået sydpå og har en storslået udsigt over Viborg i ryggen.

Så kan jeg ikke huske mere, for jeg har ikke taget billeder.

En fisk i hånden, en gemt fotograf og en lagkage

De tre ting virker ikke umiddelbart, som om de har noget med hinanden at gøre. Og det er en fuldstændig korrekt iagttagelse: Det har de ikke.

For ni år siden, da Facebook var ny og jeg skrev opdateringer hver dag og gerne flere gange om dagen, handlede de tit om akvariefisk. Yngsten havde akvarium i flere år, og vi arbejdede evigt på at holde en rimelig bestand af såvel stimefisk som mere interessante fisk, der havde både udseende og ego med sig, og i øvrigt kunne enes og leve sammen i de 54 liter plummervand, der var til rådighed. Skalarer og sværddragere, for at nævne et par af arterne. Sugemallerne hed altid Hanne, og vi nåede op på både Hanne 7 og Hanne 8. For det sørgelige var jo, at der jævnligt døde fisk, så vi måtte supplere. Og af denne status ses det, at der ikke altid var fisk på lager i dyrehandlen heller.

For nogle uger siden, da vejret var mindre hvidt, var vi ude at gå i Ø Bakker, der ligger en halv snes kilometer øst for Viborg. Og måske har I aldrig tænkt over forskellen på jægertøjsfarver og fjeldtøjsfarver. Med jægertøj camouflerer man sig i naturen. Når man går på fjeldet, gælder det om at kunne ses, for hvis man forulykker og skal undsættes, er rød, gul og blå til at få øje på fra luften frem for grønt, gråt og sort. Jeg nævnte det her, da vi vandrede i Norge sidste sommer.

Prøv at finde fotografen på det her billede. Han ville aldrig være blevet reddet af helikopteren.

I weekenden havde vi alle børnene hjemme, og i går fejrede vi store søn, der fyldte 24, og jeg havde lovet brunch. Dagen før var han blevet fejret hos farfamilien, og da han og hans søskende blev kørt hjem til os om aftenen, hilste faren af med at sige, at “så kan det være, din mor bager en kage til dig”.

Lige dér gik det op for mig, at jeg ikke havde tænkt et sekund længere frem end brunchen. Jeg havde ikke tænkt på kage, og jeg havde ikke skænket aftensmad en tanke. Sikke en mor! Heldigvis er Morten både bagersøn og en suveræn lagkageopsmører, så jeg spurgte, om han ikke kunne improvisere en lagkage. Og det kunne han, og den var god! Og der var lys i – helt præcis 12 lys, og jeg har faktisk ikke fået spurgt, hvilken tanke der lå bag dét antal. I øvrigt er en 24 års fødselsdag en af de få andre begivenheder end jul, som kan berettige et kalenderlys.

Aftensmaden blev også reddet. Fødselaren hævdede længe, at han ikke har nogen livret, men vi fik alligevel tvunget et menuønske ud af ham, og jeg lavede en suveræn Cæsarsalat. Sikke en mor!