Sikke meget man kan nå i en ferie

Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte i sidste uge, og i starten gik det også meget godt med både at få nået OG dokumenteret alle mine gøremål. Som kolonihaveklargøring og mosfjerning i alle vores græsplæner.

Så stak tiden af.

Jeg gjorde alt muligt, men jeg dokumenterede det ikke, og så ved alle, at det ikke fandt sted. Eller gjorde det? Nu udsender jeg i hvert fald en lille billedserie med highlights fra de hemmelige dage.

Vi havde vores mødre på besøg. Den ene blev hentet og bragt med taxa fra Randers, den anden blev hentet og bragt af sin datter, hvorfor jeg den dag kørte 647 km og passerede Lillebæltsbroen fire gange. Det var første gang, mødrene mødtes, og vi havde en hyggelig – og lidt trættende – dag.

Morten og to af vores venner var til løbeskydningskonkurrence i Aarhus. Ligesom skiskydning, bare uden ski. De var tilmeldt som Team GGM – Gnavne Gamle Mænd. Den mest gamle af dem vandt den indbyrdes konkurrence, det var dejligt vejr, og ingen var rigtigt gnavne.

Yngsten fyldte 21 og blev fejret med flag, gaver og brunch. Og havde bestilt Tarte au citron som fødselsdagskage. Og fik en frituregryde i gave, som skal testes i aften.

Så var der ikke mere ferie.

Men siden har vi været til jagtmadlavning. Det foregår på den måde, at jægersmændene i konsortiet laver mad sammen, og imens går jægerkonerne tur og opdaterer hinanden på siden-sidst-i-andedammen-og-verden. Det er en fortrinlig ordning. Her er vi gået sydpå og har en storslået udsigt over Viborg i ryggen.

Så kan jeg ikke huske mere, for jeg har ikke taget billeder.

En fisk i hånden, en gemt fotograf og en lagkage

De tre ting virker ikke umiddelbart, som om de har noget med hinanden at gøre. Og det er en fuldstændig korrekt iagttagelse: Det har de ikke.

For ni år siden, da Facebook var ny og jeg skrev opdateringer hver dag og gerne flere gange om dagen, handlede de tit om akvariefisk. Yngsten havde akvarium i flere år, og vi arbejdede evigt på at holde en rimelig bestand af såvel stimefisk som mere interessante fisk, der havde både udseende og ego med sig, og i øvrigt kunne enes og leve sammen i de 54 liter plummervand, der var til rådighed. Skalarer og sværddragere, for at nævne et par af arterne. Sugemallerne hed altid Hanne, og vi nåede op på både Hanne 7 og Hanne 8. For det sørgelige var jo, at der jævnligt døde fisk, så vi måtte supplere. Og af denne status ses det, at der ikke altid var fisk på lager i dyrehandlen heller.

For nogle uger siden, da vejret var mindre hvidt, var vi ude at gå i Ø Bakker, der ligger en halv snes kilometer øst for Viborg. Og måske har I aldrig tænkt over forskellen på jægertøjsfarver og fjeldtøjsfarver. Med jægertøj camouflerer man sig i naturen. Når man går på fjeldet, gælder det om at kunne ses, for hvis man forulykker og skal undsættes, er rød, gul og blå til at få øje på fra luften frem for grønt, gråt og sort. Jeg nævnte det her, da vi vandrede i Norge sidste sommer.

Prøv at finde fotografen på det her billede. Han ville aldrig være blevet reddet af helikopteren.

I weekenden havde vi alle børnene hjemme, og i går fejrede vi store søn, der fyldte 24, og jeg havde lovet brunch. Dagen før var han blevet fejret hos farfamilien, og da han og hans søskende blev kørt hjem til os om aftenen, hilste faren af med at sige, at “så kan det være, din mor bager en kage til dig”.

Lige dér gik det op for mig, at jeg ikke havde tænkt et sekund længere frem end brunchen. Jeg havde ikke tænkt på kage, og jeg havde ikke skænket aftensmad en tanke. Sikke en mor! Heldigvis er Morten både bagersøn og en suveræn lagkageopsmører, så jeg spurgte, om han ikke kunne improvisere en lagkage. Og det kunne han, og den var god! Og der var lys i – helt præcis 12 lys, og jeg har faktisk ikke fået spurgt, hvilken tanke der lå bag dét antal. I øvrigt er en 24 års fødselsdag en af de få andre begivenheder end jul, som kan berettige et kalenderlys.

Aftensmaden blev også reddet. Fødselaren hævdede længe, at han ikke har nogen livret, men vi fik alligevel tvunget et menuønske ud af ham, og jeg lavede en suveræn Cæsarsalat. Sikke en mor!

Sød kæreste

En af os rører dej til koldhævede brunchboller, fordi en anden af os har fødselsdag i morgen. En af os skal til en anden fest det meste af dagen, så hvis vi skal nå at fællesfejre, er muligheden der helt tidligt på morgenen, inden vi alle sammen katapulteres ud til alle sider. Så sådan bliver det. En af os står tidligt op og bager og flager.

Sød kæreste! Både den ene og den anden!

At få øje på noget der ikke kan ses

Vi sad omkring spisebordet i eftermiddags og fejrede mindstens 13 års fødselsdag med gaver og kage, da snakken faldt på, om Morten havde fået gjort et eller andet specifikt, som jeg ikke lige nu kan huske, hvad var, så det har nok ikke været ret vigtigt. Det havde han ikke.

Men jeg har til gengæld gjort noget andet, som jeg er spændt på, om I opdager.

Hvad?

Ja, det er jo dét, om I kan se det.

Har du støvsuget?

Nej.

Vasket gulv?

Nej.

Ryddet op?

Nej

Men nu får vi jo nævnt en masse, som du må sige nej til, og så får du måske dårlig samvittighed over alt det, du IKKE har gjort, i stedet for at få ros for det, du HAR gjort… Er det noget, der er til alles bedste?

Ja.

Er det noget, vi har snakket om?

Jaeh, engang er det blevet nævnt.

Kan jeg se det herfra?

Ja. Eller… det er der ikke.

Har du fjernet noget?

Det kan man godt sige.

Har du afmeldt noget?

Nej, snarere påmeldt.

Har du bestilt noget?

Prøv at kigge på himlen ud af køkkenvinduerne… og på himlen ud af stuevinduerne.

Har du bestilt gardiner?

Nej!!

Jeg gi’r fortabt.

Havde det været en quiz i en avis, havde man kunnet finde svaret på bagsiden ved at vende avisen på hovedet og læse noget med småt. Nu er det en blog, og så kommer svaret bare lige nedenfor i et nyt afsnit.

Det var simpelt hen en vinduesvask, Morten havde skaffet. På vejen gennem gården var han nærmest bogstaveligt rendt ind i en vinduespudser, der kommer fast hos nogle af kompleksets andre beboere, havde fået ham til at vaske vores vinduer mod gaden og aftalt, med hvilken frekvens han herefter skal komme hos os.

I eftermiddags kunne jeg ikke sætte fokus på, hvad der manglede. Det var skidt.

Vi har boet her i to år. Vi har vistnok aldrig vasket vinduer.

www dot hurra dot com

Der var flere, der fejrede internettets fødselsdag i går. Eller også var det world wide webs fødselsdag. Det er lidt uklart, hvis jubilæum det egentlig drejede sig om, ligesom det heller ikke var helt nemt at blive klog på, hvor mange år vi fejrede. Og om det faktisk var i går. Under alle omstændigheder var der en del mennesker på Facebook, som følte sig foranlediget til at gøre rede for, hvordan og hvornår de første gang stiftede bekendtskab med nettet.

Og uanset om i går nu var den rette dag til at hylde en institution, hvad enten det var den ene eller anden sammenkobling af data, så er det da en fin anledning til at smide nogle nostalgiske kabler bagud. Lad os nu bare sige, at det er lanceringen af softwaren bag www, der er vores 25 års jubilar – og det er endda ikke helt rigtigt alligevel, for www blev først gratis og dermed mere tilgængeligt for almindelige mennesker i 1993. Har jeg googlet mig til, og det er jo netop sådan noget som at google, vi kan takke www for.

Jeg arbejdede første gang på computer i 1990, da det reklamebureau, hvor jeg var rentegner (det var før, det hed dtp’er, og lang tid inden vi alle sammen kaldte os grafikere), trådte over tærsklen til fremtiden. Jeg sad ved en Macintosh IIx, som havde en harddisk med 40 Mb lagerplads. Ja, det var megabytes, giga var slet ikke opfundet endnu. Året efter var det præcis sådan en opsætning, jeg købte privat. En Macintosh IIx, skærm, tastatur OG en postscript-printer. Det hele kostede kun 60.000 kroner, fordi det havde været demomodel. Og jeg syntes ikke engang, det var urimeligt. Jo jo, vel var det mange penge, men sådan noget kostede jo, jeg tog et SU-lån og var egentlig bare lykkelig for mit lækre grej. Det så sådan ud. Med banebrydende grafisk brugergrænseflade og et 3,5-tommer diskdrev, som kunne læse de store disketter med 1,44 Mb diskplads!

mac-iix

Selve internettet ramte mig først i 1995 eller 1996. På min arbejdsplads – også et reklamebureau – begyndte nogle af vores kunder at have e-mail og kommunikere ad den vej, så det skulle vi også have. Mailadressen har sikkert været post-snabela-bureauetsnavn, og vi havde kun én. Den var installeret på den eneste computer, vi havde med internet på. Vi brugte det ikke rigtigt, og det var først, da kunder begyndte at ringe og undre sig over, at vi ikke reagerede på deres e-mails, at vi indførte, at Mogens fast skulle tjekke mails – en gang om ugen!

Det virker helt tosset set med nutidens øjne!

Senere fik vi personlige mailkonti med virkeligt lange og indviklede adresser fyldt med bindestreger, punktummer og underscore, og internetforbindelsen kørte via modem og telefonstik, hvilket betød, at vi ikke kunne bruge telefonen, mens vi var på nettet. Endnu senere lærte vi bogstavkombinationer som ADSL og ISDN at kende, og resten er historie.

Det er faktisk meget svært at forklare folk, der er født i halvfemserne, hvordan vi klarede os før internettet.