Mine forældres liv fortsatte, da jeg flyttede hjemmefra

Jeg havde en telefonsamtale med min mor om new zealandsk spinat. Jeg sad i kolonihaven og nippede bladene af en trillebørfuld spinatplanter, jeg havde trukket op af jorden. Efterårspilleriet, hvor jeg hvert år sidder i dagevis og spørger mig selv, hvor klogt det lige var at så så meget spinat i foråret. To en halv række virker som temmelig meget, når det skal høstes, og så føler jeg mig ikke særligt begavet. Det er i hvert fald ikke lønsomt, hvis man gør det op i tid og penge. Men glæden ved hele vinteren at kunne tage spinat ud af fryseren til hvilke som helst retter opvejer alt besværet. Messer jeg for mig selv, mens jeg sidder i yndlingshjørnet i haven og har fat i hvert e-ne-ste spinatblad, med kaffe i kruset og lydbog i ørerne.

Eller med mor i ørerne, mens vi vender dagens store og små tildragelser. Og så faldt snakken altså på spinaten. Mor spurgte, hvilken slags jeg har, og jeg fortalte, at det er new zealandsk spinat, fordi den slags ikke går i stok, men bare fortsætter med at sætte nye blade gennem hele vækstsæsonen, og derfor kan jeg bare lade det stå og høste det hele på én gang. ”Ja, det var også dét, jeg havde”, sagde hun.

Hvad?

Jeg kan ikke huske, vi dyrkede spinat i urtehaven, da jeg boede hjemme. Grønkål, ja. Spinat, nej. “Måske var det noget, jeg startede på senere”, mente mor.

Så de havde faktisk et liv, efter at jeg flyttede hjemmefra? Jeg ved ikke alt om dem, så? Der skete ting i deres liv, også ind imellem mine besøg? De tog for eksempel nye beslutninger? Såsom at begynde på at dyrke spinat. Det er ikke mig, der har opfundet det?

Det er en meget sær erkendelse. Jeg burde have vidst det. Jeg er 58, min mor er 91. Det er længe siden, jeg flyttede hjemmefra. Men jeg føler mig sådan lidt … narret. Hun kunne godt have fortalt mig, at hun dyrkede spinat.

De kan flyve! De kan flyve! De fløj…

16 år. Yngsten var hjemme med sin skoletaske efter fredagsjulecafé på gymnasiet. Han meddelte dagens videre forløb: “Altså, nu tager vi ud til Rasmus fra klassen, han bor ude i nærheden af vores gamle dyrlæge, og så tager vi på Student House og bagefter hjem til Christian, og han bor tæt på far, så jeg sover hos far i nat”.

19 år. Mellemsten har sabbatår og arbejder i både kiosk og boghandel og i aften helt til klokken 22, fordi der er open by night.

21 år. Ældsten er flyttet hjemmefra og kan befinde sig hvor som helst i Aarhus i aften.

Det er børneweekend, og jeg synes ikke, det er så længe siden, fredag aftenerne var anderledes. Spaghetti, cola, slik, Disneysjov og overblik over flokken.

54 år. Gamlen laver dej til vaniljekranse og tror på, at nogen vil være med til at bage i morgen. Og glædes over, at ungerne kan flyve.

Det hvide hus

IMG_4387

Hov?! Der mangler et hus i rækken? Det hvide hus er flyttet med hjemmefra. Stillet op et sted i Aarhus. Ligesom de bevaringsværdige gamle huse, der bliver pillet ned sten for sten og bræt for bræt, nummereret og genopført i Den Gamle By. Jeg synes godt, man kan sige, at det hvide hus er bevaringsværdigt. Det er fra dengang banken hed Bikuben, og før BG Bank gik over til at have jungledyret Hugo som sparebøsse.

Det blå hus står tomt. Det grønne hus har friværdi. Det hvide hus er belånt.

Fløjet fra reden

I går flyttede hun hjemmefra, min datter, ældstebarnet. Jeg har prøvet det før, at fylde bilen med kasser og tasker, cykel og sager, og installere hende på et værelse et sted. Men denne gang er det ikke for efterskole. Det er ikke for højskole. Det er for alvor.

Det var en lidt mærkelig dag. Hendes ting var flyttet over flere dage, når nogen havde mulighed for at tage noget med til Aarhus, men i går var den dag, hvor hun ikke selv skulle med tilbage. Hun syntes også selv, det var en sær følelse. Ny og stadig fremmed. Vi kørte i Bilka og købte ind til at kickstarte en husholdning. Der behøves egentlig ikke så meget. Og indkøbene er betinget af, hvilke køkkengadgets man har. For eksempel købte vi ikke den slags dåsetomater, som skal åbnes med dåseåbner (notat til ønskesedlen).

Min opgave i går var at flytte det sidste læs, hjælpe med indkøb og at sætte stangen til bruseforhænget op. Udpakningen og indretningen står hun selv for. Da jeg havde gjort, hvad jeg skulle, sagde jeg til hende, at hun skulle drikke et par af de øl, jeg havde købt med fra Tyskland. Bagefter kørte jeg hjem. Og tænkte, at det nok skal gå. Og at det trods det triste i at løsne et bånd også glæder mig, at jeg har fostret en unge, der kan flyve selv.

Vingerne bærer: i dag fik hun besked om, at hun er optaget på medievidenskab.

IMG_4378_sam


Inden vi bar ned i bilen. Reden forladt og rengjort. Aldrig har vi set så meget bart gulv på det værelse.