Betaget og begejstret

Hack1

Der er kommet en ny kogebog i vores samling. Den er så smuk, at den stadig ligger på sofabordet og tager sig ud. Senere kommer den på sin rette hylde.

Udover at være flot og indbydende og fyldt med lækre billeder og opskrifter på den mad, der bæres ud fra køkkenet på Cafe Hack, der ligger under Aarhus Teaters ene vinge i arkitekten Hack Kampmanns bygning fra år 1900, er den også historien om restauranten og dens tilknytning til teatret, om radioprogrammet Cafe Hack, og det er fortællingerne om nogle af de mennesker, der har tilknytning til og kommer i bygningen og restauranten, skuespillere, kokke, teaterpersonale og gæster.

Jeg har læst den fra ende til anden, og jeg er begejstret. Hammerflotte fotos og veldrejede fortællinger. Det er min gode veninde Hanne, der har skruet teksterne sammen, og det har hun gjort rigtig godt. Hele holdet bag bogen har gjort det godt, og resultatet er en fryd for øjet og hjernen. Formodentlig også for munden og maven, men så langt er jeg ikke nået endnu.

Hack2

Vi var inviteret på Cafe Hack til noget, værtsparret Hanne og Morten kaldte krisetopmøde, noget med en rund fødselsdag og en syvårsdag og noget midtvejspanik. Eller et tilbud om i det mindste at være sammen om at gå i panik, hvis det ikke kunne undgås. I virkeligheden var det en fest. Vi havde i hvert fald en fest.

Og så kunne man købe Cafe Hacks kogebog, og det gjorde vi. Eller vi og vi. Pludselig var min kæreste forsvundet og kom et øjeblik efter tilbage og gav mig bogen. De andre gæster, som kendte den i forvejen, talte godt om den. Dog var der en moster, der sagde: “Altså, det der brød … ” – jeg troede, at brødopskriften nu skulle berømmes – “… dét skal I ikke bage! Der er så meget forskelligt i, at man knækker tænderne på det!!”.

Som nævnt har jeg læst hele bogen, også opskrifterne, og hvad jeg er HELT sikker på, at jeg vil lave på et tidspunkt, er netop Koldhævet brød med græskarkerner, tranebær og malt. Mine tænder er stærke.

Røverhistorierne kan købes ved at gå denne vej. Jeg er ikke blevet bedt om at reklamere; jeg deler bare ud af min betagelse.

Nå jo, så var vi også på rundvisning i teateret. I salene, bag kulisserne, fra kælder til kvist, alle syv etager, hen over svanekuppelloftet, i værksteder og kostumelagre. Det er en fantastisk bygning. Jeg er beriget, betaget og begejstret.

Balance

2014-08-31 17.20.18

I går var:

Dobbelt 50 års fødselsdag på Dollerup Mølle, nyistandsat og brugsfærdig til netop denne dag. Det var fest på høje hæle i undersmukke omgivelser, det var forrygende mad, vin, 140 gæster, stemning, musik, taler, indslag, dans.

Der var ikke sparet på noget, og det var godt og festligt med overraskelser undervejs. Som da Frank Hvam blev introduceret og standuppede for fødselarparret og gæsterne. Herligt. Normalt er jeg ikke til Hvam og Klovnkomikken, men i aftes gjorde han det godt og ramte lige der, hvor jeg var godt underholdt.

Da vi ud på natten var trætte af at feste og danse til veloplagt seksmandsband, var det dejligt at kunne ringe efter ældste søn. De er godt givet ud, de gange jeg har kørt rundt med ham til fester hos gymnasiekammerater i oplandet.

I dag er:

Sove længe, sen morgenmad, joggingtøj og bare fødder, grus i øjnene, avis, vasketøj, papirarbejde for den af os, der skal lave momsregnskab. Langsom, langsom dag, hvor jeg klokken halv seks stadig har det, som om den kun er tolv. Jeg bliver muligvis overrasket, når dagen pludselig slipper op for mig, men endnu er det fedt bare at lade mig føre med strømmen af det, der falder mig ind at give mig til. Det vil sige så godt som ingenting indtil videre.

Spændet mellem to yderligheder gav en god balance til weekenden. Og nu skinner solen.

2014-08-31 17.25.49

Læbestift på afveje

Pakker til fest. Med eftermiddagsaktiviteter, festtøj og overnatning. Som sædvanligt var det dét at finde læbestiften, der tog længst tid. Ikke forstået sådan, at jeg skulle prøve en hel masse forskellige for at finde den helt rigtige nuance til festkjolen. Den del var nem. Jeg har én. Og den var forsvundet. Igen.

Jeg syntes ellers, jeg vidste, hvor den var. I inderlommen i min taske. Næh. Så havde jeg toilettasken oppe af bagagen igen. Læbestiften har nemlig før efter laaaaang tids søgen materialiseret sig mellem foret og yderstoffet i kosmetikpungen, hvor den havde sneget sig ind gennem en syning, der var i stykker. Der var den ikke denne gang. I badeværelsesskabet? Næh. I inderlommen i tasken alligevel? Næh. Har jeg haft andre tasker i brug for nylig? Næh.

Til sidst mærkede jeg den i dybet, da jeg stak hele hånden ind gennem foret over inderlommen i tasken. Der har været en lang flænge længe.

Nu kan jeg se lækker ud med blanke læber til festen i aften.

Og overveje to ting: At starte med at lede de mest iturevne steder næste gang. Eller gøre alvor af at få skiftet den taske ud.

Lange tilløb til ingenting – og så alligevel

Jeg øver mig rigtig meget i at være til stede der, hvor jeg er, og for det meste synes jeg, at det lykkes for mig. Men den af mine egenskaber, jeg er mest forbandet over, er, når jeg har en rum tid til rådighed uden faste planer og projekter og så fylder mit hoved med ideer om, hvad jeg kunne give mig til – uden nogensinde at få noget ført ud i livet. For eksempel denne fredag eftermiddag, hvor solen skinnede og alle mine nære folk skulle noget andet. Al tid i verden til mig selv. Alt det, jeg foreslog mig selv, at jeg kunne gøre. Rydde op i dit og dat. Invitere mig til et glas hvidvin eller en kop kaffe hos nogen. Selv invitere. Læse i solen. Købe ind. Skrive nogen af de mails, som jeg er bagud med. Køre ting på genbrugspladsen.

Det endte med, at jeg gik rundt om mig selv i små cirkler, vaskede tøj, spillede Candy Crush og hele tiden var på vej til noget andet.

Og så alligevel.

Når jeg tænker mig om, kan jeg godt gøre dagen op og sætte flueben ved en masse, jeg faktisk fik gjort.

Jeg var på planteskole og købte jordbær og tomater. Og plantede dem.

jordbaer

Velkommen til Korona-jordbær
tomater

Velkommen til Elin (Det hedder sorten)

Efter en uendelig mailtråd med en hel dags ’svar-til-alle’-mails fiksede jeg gave – med DIY-kort – til et sølvbryllup, jeg skal til i morgen.

gave

Godt med sølv. Fint, ikk’?

Jeg ordnede vasketøj og tømte skraldespande.

Jeg gik på Paletten og hørte Shotgun Revolution, drak en øl og så nogle andre mennesker.

I morgen bliver bedre. Der skal jeg bare være mild og god og festlig. Og nærværende.

Hvis man ikke digte kan, skal lade være man

Jeg spurgte min ældste søn, hvad han syntes om den sang, jeg havde skrevet til 50-årsmanden. Det var rent fisk efter ros. Sådan lidt jaerh, jeg ved godt den er fantastisk, men fortæl mig det lige igen. Han svarede, at den var da meget god, “altså, det var jo ikke farmorstandard”.

Farmor har skrevet lejlighedssange hele sit liv, til eget brug og til alle andre, der bestiller dem hos hende. De går på muntre børnesange og har letbenede rim med versefødder, der altid passer. For at få dem til at passe er versene fyldt med apostroffer og omvendt ordstilling.

Niels fortsatte: “Jeg læste den. Altså, den var godt skrevet, men jeg kender ikke melodien. Farmors kan man synge.”

Og lige der gik det op for mig, at jeg ligger under farmorstandard. Man kan skrive nok så veldrejet og elegant. Men det der kendetegner en god festsang er, at man kan synge den.

Alt det gode på ét sted

Det er næsten ikke til at komme ned igen. Alt og alle slog sig sammen om at gøre i festen i lørdags til et uforglemmeligt allerbedste sted at være. Vejret, stedet, stemningen, gæsterne, maden, gaverne, talerne og indslagene, energien, glæden.

Morten gik i seng hen ad morgenen med væg-til-væg-smil på og vågnede fire timer senere og tog sine glade øjne på lige med det samme.

Jeg var glad og rørt langt ind over alt det fine og sjove, folk havde at sige til og om ham. Det er det, man skal. Man skal se at få holdt nogen fester, så det bliver sagt. Som Bedsteven sagde i sin tale: “Jeg kunne sige det til dig ansigt til ansigt. Men jeg kan også sige det, så allesammen kan høre det! Ellers tror du bare ikke på det.” Og det er jo sådan det er. Når alt det gode bliver sagt og gjort i en lind strøm i løbet af en aften, forstærkes det og forsvinder ikke, og alle kan se, at der sidder et menneske lige dér på et varmt leje af kærlighed og anerkendelse. Alt er godt.

Nu er der ikke flere lister at krydse af på. Ikke flere hemmeligheder at holde på. Det er rart. Og lidt mærkeligt. Lidt tomt. Jeg er træt. Men jeg har dejlige billeder på nethinden og på harddisken.

IMG_4592_besk

Jeg skrev en sang. Den var svær at lade være med at sige noget om på forhånd. Og nynne lidt. Skylder tak til storebror for tre linjer,
som jeg har planket og redigeret fra en konfirmationssang, han skrev til vores niece. Og for at have fundet verdens allerbedste melodi
at skrive festsang på. Siden den konfirmation har jeg ikke skrevet på andet end Sneflokke kommer vrimlende.

 

En af hver slags

I denne uge kaster jeg energi på festforberedelser. Morten holder fødselsdagsfest i morgen, og det kræver selvfølgelig et vist mål af planlægning.

Synes jeg.

Vi kommer fra hver sin planet. Morten er den, der slår ud med armene og har det hele inde sit hoved og løber an på, at han kan finde det derinde, når han skal bruge det, og siger: “Hov! Jeg skulle have ringet til xxx i går…”, “Jeg har det her… et eller andet sted. Næ, det ligger hjemme.” og “Vi kan købe ind efter kl. 21.30.”

Jeg er den, der skriver lister og bekymrer mig og bringer spørgsmål op om alt, hvad der kan forløbe anderledes, end jeg har et billede af, at det skal, og skaber kaos i noget, der egentlig lå meget godt inde i hans hoved, og siger: “Har du husket… ”, “Fik du snakket med…” og “Nej, Bilka lukker kl. 22, det kan vi ikke nå.”

Han er den, der siger “Det løser sig!”. Det siger jeg også nu, for det har jeg lært udenad, at vi synes. Når han siger det, betyder det faktisk, at det løser sig. Når jeg siger det, betyder det, at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige til det lige nu.

Han er også den, der lader tiden arbejde og får uventede ideer og lader sig føre et andet sted hen, end det var tænkt fra starten, og pludselig tryller løsninger frem, som viser sig at være de helt rigtige, når noget andet ikke kunne lade sig gøre.

Jeg vil helst have en køreplan time for time, så jeg er forberedt på alt.

I tirsdags insisterede jeg på, at vi skulle gennemgå det hele og skrive lister over, hvornår hvem skulle gøre hvad, indkøbslister til hvilken dag, lister over hvad der skal hentes hvor hvornår, hvad der skal medbringes hvorhen. Efter nogle timer, hvor jeg havde fået hævet kernetemperaturen i min hjerne betragteligt, sagde Morten: “Der er ikke noget af dét der, der stresser mig”.

Sikke en gave.

Folk, der kender mig godt, siger, at jeg har rigtig godt af at have mødt sådan en som ham. Dem, der er tæt på ham, siger måske det samme til ham om mig.

Vi supplerer hinanden ret godt og er gode til at lade vores forskelligheder samarbejde i stedet for at strides om, hvem der har den rigtigste måde.

Sikke et held.

Vi var i Bilka i går. Vi grinede, snakkede, fyldte i vognen og krydsede af. Én liste væk. Fire-fem stykker tilbage.

Hov! Jeg har glemt, at jeg også skal huske at skrive op, at jeg skal huske at bekymre mig over, hvad jeg skal tage på til festen…

24 timer i blåt og vådt

IMG_4473

Jeg sætter en ære i at bære farvekoordineret neglelak til 24 timersløbet. Så kan jeg da dét.

Vi er mange i Viborg, som er baldrede i dag. Vi har løbet rundt og rundt og rundt om Søndersø i 24 timer, og hvor har det været hyggeligt. Og hårdt. Og fedt. Og festligt. Igen. Der er slået rekorder, der er løbet langt, der er svedt, og nu har vi stive ben, og vores løbetøj er smidt til vask. Vi skal tidligt i seng, for nogle af os har ikke sovet så meget i nat.

Vi har fået lækker mad, masser af kaffe og sodavand, muffinsene er spist, både dem med blåbær og dem med squash. Det var om de sidste, Sigrid på 12 forundret sagde: “Altså, er det… grøntsagskager?”

Frem for alt har vi nydt hinandens selskab, heppet på hinanden og alle de andre, snakket med en masse venner og bekendte, som også var der, løbende eller tilskuende.

Vi glæder os allerede til næste år. Hvor nogle af os vil være i endnu bedre form.

6706848-24-timers-lb

De sidste meter. Foto: Morten Dueholm, Viborg Stifts Folkeblad.