Politimesteren, altså!

Nå.

I morges kringlede jeg mig muligvis en fartbøde. Igen. Jeg er ellers så omhyggelig med at holde mig inden for fartgrænserne på landevejene. Der er jeg faktisk en mønsterbilist, men jeg er herredårlig til bykørsel. De der 50 kilometer i timen. Det er dem, der får mig i fælden. Jeg er nemlig så nok muligvis lidt mere generøs med højre fod. Det røde blink i morges var placeret ganske kort før 60 km-tavlen. Måske kørte jeg også mere. Lidt. Det gjorde jeg nok. Måske kan der godt blive tale om det der med mere end tredive procent for hurtigt. Det kan godt blive en af de lidt større udskrivninger denne gang. Og saksen-som-ikke-må-nævnes.

Netop i dag får jeg så sponsorerede indlæg i mit Facebook-feed om et eller andet, jeg bør installere i min bil, og med den fængende indledning Træt af fartbøder?

Hvem har lækket? Jeg har ikke googlet noget og kun nævnt det to gange i dag, fordi alle ved, at man godt kan tie noget ihjel.

Jeg har altså ikke engang fået den digitale rudekuvert fra Rigspolitiet endnu, og helt ærligt: Jeg synes godt, at politimesteren kunne have sagt det til mig selv, så vi lige kunne aftale et beløb, før han begynder at sladre med hele internettet om det…!

Julehilsen fra Rigspolitiet

Rigspolitiet har sendt ny digital post, stod der i en sms i morges.

Så ved man jo godt, at der nok ikke er tale om et omsorgsfuldt Glædelig jul og godt nytår, og at den røde lampe, der blinkede så øjenskærende sidste fredag morgen, da jeg passerede byggepladsen ved sygehuset, nok ikke var Rudolfs røde tud.

Når Rigspolitiet sender breve, er det rudekuverter. Digitale rudekuverter. Indholdet i denne her kalder de en indfordring. Vedrørende vedlagte bødeforlæg bla-bla, noget om et samlet skyldigt beløb, fordi jeg ifølge færdselslovens bla-bla den 19. december 2016 kl. 07.16 som registreret ejer af personbil bla-bla har været ansvarlig for, at køretøjet blev ført ad bla-blavej med mindst 56 km/t, selv om hastigheden i tættere bebygget område ikke må overstige 50 km/t bla-bla. Og så er der to sider med hvis og hvis og bla-bla, og her er der fotos, hvis du vil se, hvordan du ser ud på vej til arbejde en mørk decembermorgen,  og betal inden bla-bla.

Et rødt blink en tidlig morgen gør ikke noget godt for mit udseende, kan man tydeligt se. Jeg ser vild ud. En tydelig fartdjævel. Lige så tydeligt ser man den bule, bilen har bag højre bagdør. Dén gør det pludelige lys heller ikke noget godt for.

Vi havde gerne været den hilsen foruden, Lille Hviden og jeg.

Heldigvis var det kun tusind kroner. Det er jeg på en måde nødt til at være glad for. Sådan bliver man igen glad for en fartbøde.

hurtigt

Sådan bliver man glad for en fartbøde

fartbode

Mikrobil, makrofart.

Her kommer jeg. Klokken er 8.44, og jeg er på vej til Fyn for at besøge min mor. Men vanen og fortabelse i tanker har fået mig til at køre samme vej ud af byen som hver morgen, når jeg skal på arbejde. Men denne dag skal jeg en anden vej. Så jeg drejer fra og kører ad veje, hvor jeg sjældent kommer ellers, for at ramme opkørslen til hovedvejen sydpå. Pludselig får jeg en fotovognsblitz lige i synet – hvor unfair at stille en vogn lige dér mellem skolen og bageren. Jeg kaster et hurtigt blik på speedometeret og konstaterer, at det ikke er voldsomt meget for meget, jeg har kørt. Men det er jo byzone, og jeg ved fra tidligere, at det er procenter, der tæller, og så er der offerfonden, og rækker overskridelsen til et klip (mere) i kørekortet, og hvad er bødetaksterne egentlig? Udregninger og overvejelser og ærgrelse fylder rigtigt meget på resten af køreturen.

To ting bidrog væsentligt til ærgrelserne: For det første sætter jeg altid en makshastighed på bilens indbyggede fartkontrol, når jeg kører ude på landevejene, men har kun sjældent gjort det i byzone. Men det skal jeg da til! For det andet kom jeg kun på det sted den morgen, fordi jeg kørte forkert. Det var dumt.

I morges fik jeg besked, om at Rigspolitiet havde lagt noget i min eboks. Usportsligt hurtigt, tre dage efter forseelsen. Sigtelse, et link til fotoet, hvis jeg gerne ville se det, bødeforlæg, at betale på en angivet konto inden tredive dage.

Hvordan kan man blive glad for dét? Fordi bøden kun er på tusind kroner og ikke femtenhundrede, som jeg havde forventet. Optur! Og ikke en klink til offerfonden og intet klip i kortet.

Og hvis der gemte sig mere bitterhed i episoden, har jeg nu blogget det sidste væk.

Blev jeg lige blitzet der?

På vejen hjem fra svensk studenterweekend i starten af juni tog jeg køretjansen hen over Sjælland og Fyn. Trafikken gik frisk. Undtagen på Vestfyn, hvor der er vejarbejde på motorvejen, hvorfor trafikken ledes i omlagte spor. Der kørte slet ingen i ydersporet, så der kunne jeg tage et godt langt træk.

Pludselig blinkede et skarpt lys fra en mørkeblå kassevogn i kanten af en byggeplads mig lige i ansigtet.

“Blev jeg lige blitzet der?”, sagde jeg højt og forbavset ud i kabinen, selv om Morten sad ved siden af med lukkede øjne, løse læber og en svag knurren fra motoren. Jeg forsøgte at regne ud, hvor hurtigt jeg egentlig havde kørt. Lidt for hurtigt, vist? Men hvor hurtigt? Morten blev sat til at tørre sovesavl af mundvigen og google bødesatser. Så kunne jeg bruge resten af turen til at forlige mig med tanken og således have affundet mig med fakta, inden vi nåede hjem. Og i ro og mag afvente, om billedet blev til noget, eller der måske var fejl i filmen.

Det var der ikke. Der kom et brev til Morten fra Fyns Politi. Det var nemlig hans bil, vi kørte i. Man gjorde rede for den registrerede overtrædelse af færdselsloven, vedlagde et usædvanligt ringe foto af føreren og bad ham om at vedkende sig, at det var noget, han kendte til. Og hvis han ikke ville det, ville han selv blive pålagt en bøde.

Jeg fik brevet stukket i hånden, og så måtte jeg til Internettet og sladre om mig selv. Ja ja ja, det er mig, som har gjort det. Udfylde skemaer og opgive fornødne data. Tak, skrev politiet, så ville de lige tjekke føreren ud i deres registre.

I dag har jeg selv fået et brev fra Fyns Politi. De gør rede for den registrerede overtrædelse af færdselsloven, vedlægger et usædvanligt ringe foto af føreren og meddeler, at køretøjets registrerede bruger har oplyst, at køretøjet på det pågældende tidspunkt blev ført af mig.

Så jeg sigtes for overtrædelse af færdselsloven, og hvis jeg inden den 9. juli oplyser, at ja, ja, ja, det er mig, som har gjort det, vil jeg modtage et bødeforlæg. Så jeg må til Internettet igen og sladre om mig selv. Udfylde skemaer og opgive fornødne data.

Hvornår jeg endelig kan få lov til at betale min retmæssige bøde, ved jeg ikke.

I denne uge har jeg…

Købt en ny bil

Modtaget en vældig fartbøde

Været akut hos tandlægen og er startet på en rodbehandling

og inden ugen er omme, indbetaler vi indskud mm., svarende til fem måneders husleje, for vores nye lejlighed

Jeg har lidt undladt at tælle sammen. “Utroligt, at du står op endnu”, siger yngsten. Men jeg har tilsyneladende overskredet en tærskel. Det kan nærmest ikke ryste mig længere, når der kommer nye udgifter. Det går nok, tænker jeg. Og lader som om jeg har ekstra ret til at trække på kassekreditten, når jeg nu ikke har gjort det før. Det løser sig. Sagde vi.

Men nu behøver der altså heller ikke at komme flere overraskelser.

Var der nogen, der nåede længere end til første linje? Nogen der stadig ikke er kommet sig over, at jeg er nævnt i samme sætning som ordene “ny bil”? Men det var sådan det gik. Den seneste uge har jeg siddet bag rattet i flere forskellige biler, end jeg har gjort de foregående tyve år.

Toyota Carina aka Hvide T (R.I.P.)
Peugeot 306 (eller noget), som jeg lånte af en velvillig ven
Toyota Aygo, som jeg lånte for at se, om jeg ville have sådan en
Hyundai i10, som jeg prøvekørte og mente i en time, at jeg ville købe
Toyota Aygo Xpress, som jeg prøvekørte og faldt for. Og købte. Så hurtigt, at jeg blev den første køber i regionen og kom på forhandlerens facebookside
Toyota Yaris, som vi lejede i weekenden
Toyota iQ, som jeg har lejet, indtil jeg får min nye bil, og som er så lille, at hvis man kommer gående langs siden af den, slipper den op efter tre skridt.
Derudover har jeg været passager i en Toyota Verso.

Sikke voksen jeg har skullet være.