Afinstalleret

Jeg har været på arbejde efter ni dages ferie, og det føltes som enormt lang tid. Jeg var åbenbart kommet til at afinstallere arbejdshjernen, nulstille systemet og slette app’en.

På ni dage kan man nå virkelig meget. Man kan også lade være. Jeg blandede kortene grundigt og gjorde lidt af hvert.

Jeg havde bartjans på Paletten, da Northern Assembly gæstede byen. Musikken var god, og alle gæster fik udsøgt betjening.

Så var jeg til gallafest, hvor jeg tyede til min venindes klædeskab. Igen. Hver gang, Morten er i smoking, låner jeg tøj af Marianne. Med tak. Denne gang så vi sådan her ud.

Så var der nogle dage med rekreation og en spæd start på udeliv og havearbejde, inden jeg hoppede på en Flixbus mod København for at besøge Laura.

Det var dejligt og hyggeligt med et par dage sammen med ældstebarnet. Det var lige i de allerkoldeste dage og en temmelig blæsende fornøjelse at være udendørs turist, så vi toppede den del op med nogle fine indendørs oplevelser. Et kig indenfor i Den Sorte Diamant og Det Kongelige Bibliotek, middag på morens regning i anledning af barnets nyerhvervede kørekort, en hel dag på Glyptoteket – vi så ALT – og klumpet sammen side om side hjemme i sengen med film og fælles dyne over benene.

Derefter installerede jeg mig i bussen mod Jylland og var hjemme i tide til påskelamsgæster. Det var en meget privilegeret hjemkomst, for Morten havde stået for alt indkøb og madlavning. Her er et billede af en fantastisk marengslagkage med karamelliseret appelsin. Tænk sprød sødme og syrlig velsmag og gang det med 100.

Så fulgte et par dage, hvor jeg stort set intet lavede. Hvis jeg gjorde, fortoner det sig i glemslen. Decideret driverliv, decideret dejligt. Nå jo, jeg skar vinterens vissenheder væk i rækkehushaven, som nu er trimmet og lige så klar til forårsfrodighed, som da vi rykkede ind på matriklen for præcist et år siden.

Og jeg har fået yngste søn godt hjem fra to oplevelsesrige uger i Thailand, hvor han besøgte sin kæreste, som sammen med en veninde rejser rundt i Sydøstasien. Han har været savnet herhjemme, og nu er han helt sikkert savnet derude.

I går, på den sidste påskeferiedag, besøgte vi min mor og inviterede hende på krofrokost i anledning af både påsken og hendes 92 års fødselsdag på fredag. Vejret var virkelig vellykket og efter frokosten gik vi en lille tur i et stykke nordfynsk skov. Mor er ukuelig og skyder raketfart med rollatoren, og det var godt for hende – og os – at komme lidt ud.

Det var den ferie. Den gik godt.

I morgen møder jeg på arbejde med geninstalleret Hjerne version 5.8.

Og om to uger har jeg faktisk ferie igen.

En særlig fødselsdag

Jeg er blevet inviteret til en rund fødselsdag midt i oktober. På en torsdag. Til frokost på kroen, derefter er der åbent hus på plejehjemmet, og så slutter det med en let buffet, har fødselarens drenge skrevet. De har nævnt, at det måske nok er lidt upraktisk, at deres mor holder fest på en torsdag, men de synes altså, at det skal være på den rigtige dag.

Flere gange i dag har det slået mig, at jeg glæder mig rigtig meget til den dag. Langt mere end et ældre familiemedlems runde dag plejer at kunne trække af begejstring. Ja, det er en torsdag. Ja, jeg er nødt at tage en halv fridag for at kunne være med. Men jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det skal være sådan, og jeg buldrede ind på tegnestuen i morges og sagde til chefen: “Jeg er simpelt hen nødt til at gå tidligt den 15. oktober! Jeg er blevet inviteret til 100 års fødselsdag, og det er ikke to, der har slået sig sammen. Det er ét menneske, der fylder alle 100 år selv!” Chefen var heller ikke i tvivl, så nu er det skrevet ind i produktionsplanen ud for mit navn: Fri – til 100 års fødselsdag.

Det er min faster, som fylder 100. Hun er den ældste af søskendeflokken og den eneste tilbageværende. Min far var den næstældste; han døde for fire et halvt år siden, kort før han ville være fyldt 94. To yngre søskende var et stykke oppe i firserne, da de døde. De er ret gode, de Sørensen-gener.

Jeg spurgte min fætter, den yngste (ikke fyldt halvfjerds endnu) af hendes tre pensionistsønner, hvad man ønsker sig som 100-årig. Udover nogle rare børn, men det betragter jeg som fætrenes ansvar, ikke mit.

Det er nogle år, siden jeg så hende sidst. Siden min far døde, og de gamle i familien er blevet skrøbeligere, er det tyndet ud i familiesammenkomsterne, så jeg var ikke helt opdateret på min fasters helbred. Tjoo, benene virker ikke så godt, så hun sidder i kørestol, fik jeg at vide. Men hun læser og ser fjernsyn og sådan. Fætrene kunne ikke komme på så meget andet gaveidé end blomster-chokolade-vin-bøger-kategorien.

Altså, hvis jeg forstår det rigtigt, er hun i stand til at sætte pris på både vin og bøger?! Og hun bliver hundrede… Det er da cool!

Jeg kommer også pludselig i tanker om, at jeg hørte for et par år siden, at hun kedede sig en lille smule på plejehjemmet, for de andre beboere var nogle gamle stakler, hun hverken kunne snakke eller spille kort med.

Seje Mary!

Jeg skal så meget på kro og plejehjem den torsdag i oktober, og jeg glæder mig til at fejre familiens allerallerældste, snakke med pensionistfætrene og de øvrige familiemedlemmer, som deltager, beundre den lykønskning, hun formodentlig får fra dronningen, og grundnyde en mærkedag noget ud over det sædvanlige.