På denne dag #5

Disse her På denne dag-nedslag har det med at komme dryssende med en temmelig uregelmæssig frekvens, som udelukkende er styret af, hvor sjov jeg synes, jeg selv var på denne dato for år tilbage. Jeg kan i hvert fald konstatere, at jeg var oftere sjov i begyndelsen af mit og Facebooks parløb, som startede for ni år siden. For snart fem år siden startede jeg bloggen blandt andet for at tage toppen af informationsstrømmen og spare verden for overload af mine finurlige betragtninger, som jeg i stedet kunne uddybe her.

Facebooks funktion Denne dag giver mig imidlertid en behagelig mulighed for også at dele de tidlige betragtninger med mine læsere. Her kommer 4. oktober.

For ni år siden var vejret som i dag:
tror det bliver en vandig dag: regn og svømmestævne

og samme aften var der mere vand i sigte:
er hjemvendt fra svømmestævne med en medaljeprydet dreng. Så trækker det jo nok op til stævne en anden gang….

Året efter, i 2009, tyder noget på, at der var stor koncert i området. I Boxen, måske. Eller Horsens. Jeg husker det ikke, for jeg var der tydeligvis ikke:
bemærker, at rigtig mange skriver om U2 og ville ønske, jeg kunne skrive “Me too”

Samme aften samme år trak det op til vinterkulde:
lukker luft ud af radiatorerne og kan pludselig huske, hvor koldt her var sidste vinter. I mit næste hjem vil jeg have brændeovn! Og nyde alle vittighederne om brændekløvning; det “giver varmen to gange, haha!”
Det med brændeovnen sprang en bolig over, men nu har jeg den. Og jeg tager gerne vittighederne om brændekløvning med!

For seks år siden var jeg en hjælpsom mor:
tror ikke, min datter klarer at se fjernsyn selv. Jeg må hellere hjælpe.

Jeg ved ikke, om jeg kom for tæt på hende i min hjælpsomhed, for samme aften skrev jeg:
tæller dagens faldne: 1.
Forkølelse givet videre til nummer et i arvefølgen.

I 2012 handlede den første opdatering om en svensk mærkedag:
Siden 1999 har 4. oktober været kanelbullens dag i Sverige. Men jeg blev budt på kanelsnegle to forskellige steder i Danmark i GÅR! Sært, hvad?!
Kanelbullens dag! Har vi husket herhjemme at sympatispise for svensken i dag, hva’, hva’? Jeg har ikke, slår det mig…

Om aftenen skulle jeg noget:
glæder mig til Flying Superkids i aften. Showet starter næsten lige så tidligt som en Leonard Cohen-koncert. Superbørn og gamle supermænd har det tilfælles, at de skal tidligt i seng. Tror jeg
Det var en fremragende opvisning, husker jeg.

Siden har jeg ganske enkelt ikke været meddelsom på Facebook den 4. oktober.

På denne dag #4

For ni år siden var jeg stadig sådan en, der postede irriterende løbeopdateringer og forurenede de andres Facebookvægge med mine egne skinnende glorier.

21. september 2008 skrev jeg kl. 13.10:
prøver VIRKELIG at tage mig sammen til at løbe en tur…
og fem kvarter senere:
prøvede VIRKELIG at tage mig sammen til at løbe en tur … og nu funkler en nypudset glorie med Disneystjerner og bling-bling!
Kæft, jeg var træls at høre på!

21. september 2009 var udsagnet:
er havnet i en rude uden taleboble.
Kryptisk, huh? Det var tilsyneladende en chatfunktion, der ikke virkede. Og dermed ikke var en funktion.

Et år senere hed det:
er en af dem, der nyser
Nårh, synd!

Samme dato for seks år siden, i 2011:
Sofa, benene oppe, te, fjernsyn, bog. Og en facebookopsætning som er lavet om igen… Er rummelig, men det havde I da ikke behøvet, det er næsten alt for meget…
Det er jo det, Facebook GØR – og vi frustreres og snakker om det hver gang. Senest gennemsøger de for eksempel alle tekster for ordet tillykke og gør det rødt. Dumt.

Samme aften så jeg fjernsyn:
“Helt nede på jorden og begge ben i næsen”, sagde Dagens Mand om den pige, han valgte… Det bli’r sikkert en dejlig date.
Jeg savner lidt Dagens Mand. At forarges.

21. september 2012 var jeg hjælpsom:
har været ude med aviser. Har snydt nogen. Jeg ved ikke hvem. Undskyld. Til hele kvarteret, for en sikkerheds skyld.
Lasse og jeg tog Lauras avisrute og fik rigeligt med aviser til overs. Stadig undskyld.

Året efter var jeg åbenbart blevet mange år ældre:
er havnet på P5. Jeg kan synge med på alt, hvad de spiller. Det er på en måde meget rart. Og lidt foruroligende.

21. september 2014 postede jeg (igen!) et billede af min Ballerup Master Mixer sammen med Mortens kageruller med teksten Gode gamle… Det gider jeg ikke vise her. Ingen gider se det. Igen.

For tre år siden skrev jeg:
Jeg er 55. Jeg kan stadig ikke pumpe min cykel selv.
Det fremgår af kommentartråden, at jeg ikke er den eneste. Jeg kan stadig ikke.

Så får I et billede, som faktisk ikke er fra denne dato. Men det er stadig den grimmeste indpakning, jeg nogensinde har fået i en butik, og den fortjener et gensyn

På denne dag #2

I dag synes jeg godt, jeg kunne have været mere specifik med min facebookopdatering for otte år siden. Var jeg måske lidt kæk over, at jeg to dage før havde holdt en gevaldig 50 års fødselsdagfest og ikke havde onde tømmermænd længere?

Og for syv år siden. Historien gentager sig. Der er 24 timers løb i den kommende weekend. Forskellen er bare, at dengang underspillede jeg jo for vildt. Jeg VAR i god form og løb skidegodt. Nu må jeg kompensere ved at flytte fokus fra urimeligt dårlig form til farvekoordineret neglelak og købe aflad ved at bage muffins til holdet.

Nåårrhhh! Fem år med den æggegule mastodont! Kæft, vi har bagt mange boller sammen.

Historien gentager sig fortsat. Det ER jo ved denne tid. Og selv om gamle dage var hurtigere, er det stadig en fest.

Årh ja, altså. Dét gentager sig også. Køkkenhaven er ALTID tilgroet i starten af august, og jeg slider.

Hvad er nu det? Den der har jeg ikke set i år. Hvorfor? Hvad? Hvorhenne? Død?

Det var en god ferie! Og jeg har alt det samme stadig: jakke, skjorte, hår, rygsæk, solbriller, smil.

Har jeg sagt, at jeg synes, Facebooks feature På denne dag er sjov?

Denne dag

Facebook har en funktion, der hedder Denne dag. Her kan man se, hvad man har delt og gjort sig klog på, og hvor man har tjekket ind på netop denne dato i tidligere år. Det er ikke en funktion, jeg har benyttet mig meget af, men jeg har haft en Facebookprofil i lidt over otte år og har til tider været ret aktiv, så der er en hel del gamle opdateringer at fordybe mig i. Sikke meget dvælen det kan føre til. Der sker alligevel noget i et liv over otte år.

Netop i dag, den 23. oktober, var der kun yderst fredsommelige ting at hente.

Men for tre år siden var jeg i Berlin sammen med mine to gymnasieveninder og vores mænd. Det var dæleme en god tur. Jeg skrev om det her og her.

dennedag1

For fem år siden lugtede jeg af fiskefileter, da jeg kom hjem. Tænk engang, der var jeg stadig mor til nogen i folkeskolen.

dennedag2

For seks år siden havde jeg ondt i økonomien, fordi det gik op for mig, at jeg havde sagt ja til både jul og sne og skiferie.

dennedag3

Senere samme dag:

dennedag4

… det smarte system til bilen … er det ikke det, der hedder vinterdæk?

Året før havde jeg tilsyneladende travlt. Jeg ved ikke med hvad, men tidspunktet taget i betragtning har det sikkert indbefattet noget aftensmadlavning. Men travlheden har da ikke været større, end at der har været tid til en Facebookopdatering.

dennedag5

Den 23. november for otte år siden har stensikkert været en søndag, siden jeg har haft tid til at lumre inden døre en hel dag med noget strikketøj og ende med til allersidst at have fået en lille smule dårlig samvittighed over al den lumren. Sweateren har jeg i øvrigt stadig, den er tyk og hvid og fuld af snoninger og ganske rigtigt varm.

dennedag6

Det som Facebook siger: Det var alt for i dag.

Dengang jeg næsten var ven med Lillian Bondo

Sommetider vælger Facebook at præsentere dig for emner og opdateringer, du ikke umiddelbart har bedt om. Det kan være, fordi dine venner kommenterer eller reagerer på noget, som Facebooks algoritmer så overfører til din nyhedsstrøm. Derfor havde jeg konstateret, men ikke undret mig over, at Lillian Bondo gennem et stykke tid optrådte ret hyppigt i den strøm af artikler og meninger, jeg dagligt bliver præsenteret for.

Lillian Bondo er jordemoder og formand for Jordemoderforeningen samt medlem af Etisk Råd. Det er sådan set interessante og vedkommende sager, hun interesserer sig for og deler på de sociale medier, og hun virker som et godt og fornuftigt menneske. Pludselig var hun der bare næsten dagligt.

En dag sendte hun mig faktisk en besked.

bondo1

Øhh nå? Taget med bukserne nede, på en måde. Jeg synes jo, at folk der bare sender venneanmodninger ud til højre og venstre til mennesker, de har læst om eller set i tv og synes, de kender, er latterlige, og jeg har da kun foragt til overs for dem, der gør den slags. Tsk tsk. Og man kommer jo ikke bare til det …!

Men det må jeg jo have gjort. Selv om… jeg har altså IKKE anmodet Lillian Bondo om facebookvenskab! Det har jeg ikke. Uanset hvor pænt hun siger det. For dét gør hun. Siger det i en pæn tone.

Jeg svarede, at jeg ikke ville hende noget, og bad hende skubbe mig til side og gå videre. Med pænere ord.

bondo2

Der gik et par uger, og så fik jeg selv en uventet venneanmodning fra en tidligere kollegas far, som jeg ikke kender, og som ikke kender mig. Han var nok kommet til at anmode alle sine datters forbindelser om fb-venskab, tænkte jeg med min nyvundne rummelighed. Jeg afviste hans anmodning og kom til at tænke på, om Lillian Bondo mon også havde fået afvist mig sådan for alvor, for nu, hvor jeg tænkte over det, var hun faktisk slet ikke forsvundet ud af mit feed.

Så jeg skrev en ny besked.

bondo3

Og hun svarede hurtigt. Måske ville hun også gerne have mig til at gå væk.

bondo4

Jeg syntes, det var mærkeligt, og gik ind på hendes profil. Og her var det, jeg opdagede, at jeg stod som Following. Endnu en pind til Dumme Mig. For hvordan kunne dét dog være sket, når jeg aldrig bevidst har tænkt “Jeg vil følge Lillian Bondo på Facebook!” – og aktivt sat processen i gang. Men jeg ryddede op efter mig selv og skrev igen til Lillian (som jeg efterhånden via vores næstenvenskab syntes, jeg var på fornavn med).

bondo5

Hun sendte mig et lykkeligt klistermærke.

bondo6

Hun kunne være blevet en god ven, men nu tror jeg faktisk, det er lykkedes os at gå hver til sit.