hep

Sådan en fredag

Temaet i dag har været gamle mennesker, der skal finde sig til rette i et liv. der er blevet anderledes.

Fire telefonsamtaler med min mor, en med ældstebror og en med områdelederen for hjemmeplejen i min mors kommune har jeg haft. Sådan er det ikke hver dag, men i dag var det nødvendigt. En 90-årig, der netop er blevet visiteret til hjælp til bad, rengøring og tøjvask, har brug for uendelig meget snak og mange gentagelser for at forstå, hvornår og hvordan alt det nye skal foregå. Det kommer jo under alle omstændigheder til at være anderledes, end hun plejer at gøre selv, og det i sig selv er svært at indstille sig på. Min mor er verdensmester i at opfinde bekymringer. Det har hun altid været, men det er taget til med alderen, og det stresser hende hele tiden at forsøge at skabe et overblik over noget, hun ikke kan forestille sig. Vi børn forsøger at forudse og fjerne kilderne til bekymring, men hun er altid lidt foran og bekymrer sig om ting, vi ikke havde forestillet os kunne give anledning til spekulation.

Der kommer hjemmehjælp om fredagen fra nu af, og fordi rutinerne ikke er kørt ind endnu, var der brug for så mange telefonsamtaler i dag. Dels kom hjemmehjælperen senere end forventet, og dels foretog hun sig mere, end vi havde regnet med var programsat i dag. Jeg ringede til områdelederen i hjemmeplejen, ganske enkelt for at høre, hvad der er noteret i deres system, at der skal gøres hvornår. Jo mere præcist jeg ved det, jo bedre kan jeg forklare mor det. Og gentage det, når hun har glemt det igen. Der viste sig at være en fejl i afdelingens indtastninger, hvilket var årsag til forvirringen i morges, men det fik vi rettet, og nu er frekvensen på de forskellige opgaver noteret korrekt. Det var en god samtale. Jeg blev klogere og kan formidle videre til mor med en ny vægt bag mine beroligende forsikringer, fordi det ikke bare er noget jeg tror, men noget jeg ved. Områdelederen blev også klogere, antager jeg.

Forhåbentlig bliver det en dag ren rutine for min mor, at der kommer nogen hver fredag og hjælper med personlig pleje, og hver anden fredag yderligere med tøjvask og rengøring. At nogen sommetider hedder Dorthe og sommetider Karin og sommetider noget helt andet. Jeg håber det.

Det er uendelig svært at forestille sig det tankemylder og det overarbejde, der konstant finder sted i en hjerne, der kæmper for at fastholde kontrollen og de indarbejdede rutiner af frygt for, at det hele ellers smuldrer. Det er ærgerligt og synd, at det er sådan, men det er nu vilkårene, og vi kan kun forsøge at mildne.

Det fylder selvfølgelig også meget hos mig konstant at være en lille smule i alarmberedskab.

Jeg krydser fingre for, at forandringerne glider godt ind i den nye gænge, og glæder mig over, at dagens sidste telefonsamtale trods alt handlede om en problemløsning, mor selv tog initiativ til: Hun har bedt ældstebror købe et ekstra tørrestativ inden næste fredag, til hvis nu der ikke er plads til både sengetøj og alt det andet på ét tørrestativ, når det hele skal vaskes på samme dag. Det er et initiativ, det er løsningsorienteret, og dét er stort.

Temaet “gamle og ensomme” fortsatte i aften, hvor Morten, Astrid og jeg så En mand der hedder Ove i biografen. Vi har alle tre læst bogen og haft store oplevelser med den. Ove forsøger også at finde mening og ståsted i tilværelsen via rutiner og regelrytteri. I virkeligheden bunder hans facon i de slag, livet har budt ham, både sorger og glæder. Filmen er præcis, som den skal være, Rolf Lassgård er fremragende som Ove, og alle de bærende karakterer er perfekt castede. Fortællingen er både sjov og rørende. Der var fugtige øjne i biografmørket, og også dét var, som det skulle være.

Se den, se den, se den!

Det er en svensker

Jeg har opdaget, at Fredrik Backman blogger, og nu læser jeg fast med. Han er ganske enkelt underholdende, og jeg griner tit højt.

Fredrik Backman er den svensker, som har skrevet romanerne En mand der hedder Ove og Britt-Marie var her. Jeg kan anbefale begge. Hvis I ikke har læst dem, så gør det. Især Ove har gjort lykke her i huset. Først lyttede jeg og anbefalede den til Morten. Han startede på den over bilens højttaler, mens han og Astrid var på sommerferietur. Hun var dengang ti år og lyttede med, blev grebet og fik siden lydfilerne lagt ind på sin mobiltelefon. Hun har nok hørt bogen fire eller fem gange nu og griner stadig højt over udvalgte – mange! – passager. Sagt på en anden måde: Det er en bog skrevet for voksne, men den kan altså også nydes af børn. Der er død og sørgelige ting i den, men også masser af humor og fremfor alt fine beskrivelser af relationer imellem mennesker, og det hele giver mulighed for at få snakket om livet og om at agere i det.

Begge romaner er indlæst af Thomas Gulstad, og han gør det godt. Grevindens faste læsere ved, at man kan være uheldig med lydbogsindlæsere, men her er der ikke noget at komme efter.

Tilbage til Backmans blog. Her skriver han akkurat lige så underspillet morsomt med stærke strejf af sarkasme, som han gør i sine bøger, om sine hverdagsbetragtninger, oplevelser, familie, tanker og omgivelser. Dette replikskifte med konen, som han ikke altid synes forstår ham, er en af mine favoritter. Og denne betragtning om børneopdragelse.

Fredrik Backman skriver selvfølgelig på svensk, og det skal man jo kunne læse for at finde mening i skriverierne. Men så svært igen er svensk ikke, og man bliver jo kun bedre, hvis man øver sig. Jeg synes i hvert fald, det er et besøg værd.

Kolla in honom.

backmanblog