18. november 2019 | den store bunke |
Hver gang jeg får en meddelelse om, at jeg har modtaget digital post fra den ene eller anden instans i min eboks, er min første reaktion et mentalt gisp. Hvad har jeg gjort galt? Hvad fejler jeg? Hvem skylder jeg penge?
Lige hvis det er post fra min arbejdsgiver, tror jeg dog på, at det er en lønseddel, jeg får tilsendt.
Men ellers. Post fra kommunen, regionen, rigspolitiet, banken. Jeg smider, hvad jeg har i hænderne, og skynder mig at kontrollere, om det er bankkontoen, helbredet eller samvittigheden, jeg skal have ondt i.
Er det ikke underligt? Den fysiske postkasse udenfor – helt ude ved vejen – synes jeg, det er en fest at tømme. Der er ganske vist sjældent noget i, udover kirkebladet og søndagsavisen. Men eboksen! Den får mig til at gispe i smug.
I dag var det nu helt uskadeligt, uskyldigt og uforskyldt. Det var et brev fra Det Danske Bloddonorstudie, som jeg engang har sagt ja til at deltage i. De vil bare takke mig og 120.000 andre for vores deltagelse og fortælle os om udviklingen af Det Danske Bloddonorstudie og nævne, at vores blodprøver bliver anvendt i væsentlige forskningsprojekter, herunder omfattende genetiske undersøgelser.
Det var lige før, jeg groede en lille glorie.
21. januar 2019 | den store bunke |
Kommunen har sendt mig digital post. Jeg forstår mit navn og rådhusets åbningstider.
Brevet lægger hårdt ud med overskriften “Årsopgørelse af lån til betaling af stigninger i grundskylden”. Jeg kender alle ordene, men er ikke i stand til at foretage en meningsfuld afkodning. Nederst er der anført et beløb på 203 kroner og 82 øre. Jeg har ingen anelse, om det er penge, jeg skal modtage, betale, har haft eller nogensinde vil få.
Men vi blev enige om, at hvis vi skylder nogen noget, har samme nogen nok snablen så meget nede i vores kasse, at de bare kan tage dem selv.
Jeg er voksen. Jeg ejer et hus.
Er det klogt?
23. december 2016 | den store bunke |
Rigspolitiet har sendt ny digital post, stod der i en sms i morges.
Så ved man jo godt, at der nok ikke er tale om et omsorgsfuldt Glædelig jul og godt nytår, og at den røde lampe, der blinkede så øjenskærende sidste fredag morgen, da jeg passerede byggepladsen ved sygehuset, nok ikke var Rudolfs røde tud.
Når Rigspolitiet sender breve, er det rudekuverter. Digitale rudekuverter. Indholdet i denne her kalder de en indfordring. Vedrørende vedlagte bødeforlæg bla-bla, noget om et samlet skyldigt beløb, fordi jeg ifølge færdselslovens bla-bla den 19. december 2016 kl. 07.16 som registreret ejer af personbil bla-bla har været ansvarlig for, at køretøjet blev ført ad bla-blavej med mindst 56 km/t, selv om hastigheden i tættere bebygget område ikke må overstige 50 km/t bla-bla. Og så er der to sider med hvis og hvis og bla-bla, og her er der fotos, hvis du vil se, hvordan du ser ud på vej til arbejde en mørk decembermorgen, og betal inden bla-bla.
Et rødt blink en tidlig morgen gør ikke noget godt for mit udseende, kan man tydeligt se. Jeg ser vild ud. En tydelig fartdjævel. Lige så tydeligt ser man den bule, bilen har bag højre bagdør. Dén gør det pludelige lys heller ikke noget godt for.
Vi havde gerne været den hilsen foruden, Lille Hviden og jeg.
Heldigvis var det kun tusind kroner. Det er jeg på en måde nødt til at være glad for. Sådan bliver man igen glad for en fartbøde.
