Hvor kom BS fra?

Nu stod der jo BS allerøverst på den sang fra min trediveårsfødselsdag, som jeg offentliggjorde i går, og nogle undrer sig måske. Hvorfor blev jeg kaldt BS mange år før en skaldet jægersoldat blev tv-kendis? Hvor stammer det fra, og hvornår opstod det?

Det kan jeg fortælle helt præcist. I juli 1980 tog jeg og to gymnasieveninder – de samme som skrev bemeldte sang ni år senere – på interrail. Jeg har fortalt om det her. Vi førte en fælles dagbog i et kladdehæfte, som vi skiftedes til at skrive i. To af os hedder Birgitte, og de første dage blev jeg refereret til som Birgitte S. (for Sørensen), men dovenskab og forkortelser vandt, og i løbet af kort tid optræder vi i dagbogen som MT, BT og BS.

Jeg har fundet frem til det allerførste sted, det står i kladdehæftet. 25. juli. Jeg er ikke stolt af sammenhængen, det står i, og jeg er da heller ikke overbevist om, at det skrevne er sandt. Men der blev BS født.

Fem dage senere blev det sagt højt for første gang. Vi var taget på en ambitiøs tur til Licenza langt oppe i bjergene øst for Rom. Her havde digteren Horats haft sin sommerresidens, og som nyudsprungne klassisksproglige studenter ville vi gerne besøge ruinerne. Meget ambitiøst. Det var en lang og besværlig tur. Vi rejste med flere forskellige busser, og de sidste fem-seks kilometer vandrede vi. Vi for også vild undervejs, fordi vi troede vi kunne skyde genvej igennem noget uvejsomt terræn. Det kunne vi ikke, og vi måtte gå tilbage til landevejen. Jeg gik bagest på en smal sti gennem noget buskads, og så var det, at det blev sagt højt. Råbt, faktisk. “Har vi BS med?”, råbte den forreste. Jeg var med, men jeg svarede ikke, fordi jeg blev så irriteret over at blive kaldt BS. Jeg ville ikke reduceres til to bogstaver. I dagbogen var det i orden, men ikke ude i det virkelige liv.

Det var lige før dette billede blev taget, at det blev sagt højt for første gang. Jeg husker det tydeligt.

Det endte jo med, at navnet hang ved, og at jeg accepterede det. Lige siden har det været mit kaldenavn i visse kredse, og det gik heller ikke væk, da jeg giftede mig, og det ikke længere var mine rigtige initaler. Jeg har ikke noget imod det længere.

Det udtales i øvrigt med kort B og tryk på S.

Men så fandt jeg noget andet

Jeg læste om en programrække på DR3, Kære Dagbog, hvor folk læser op af deres teenagedagbøger, og fik lyst til at finde min gamle dagbog fra jeg var 10-11 år. Jeg ved, hvor den var i min gamle lejlighed, men jeg kan simpelt hen ikke regne ud, hvor jeg har fundet på at lægge den, hvor jeg bor nu. De ting, den lå sammen med i den gamle lejlighed, har jeg fundet – myggenet, dolke, rejsepung, håndarbejdspose fra 3. klasse og den slags. Dagbogen var bare ikke i nærheden. Men der var andre klenodier.

Jeg fandt et billede af mig selv fra omkring 1975. Alt det værste fra perioden har jeg forenet på det billede: historiens grimmeste frisure, dråbeformede stålbriller, en bluse jeg selv har strikket – og så sidder jeg og broderer julegave. Et mirakel at jeg kunne score. Men det kunne jeg, – jeg sidder på skibsbriksen på kærestens drengeværelse, og derfor hænger der en motorcykelplakat på væggen.

gemmerne1

Tænk, at stålkammen har overlevet…! Stadig svagt buet efter obligatorisk placering i stramme 70’erjeansbaglommer. Så har jeg også gemt mine idrætsmærker, som krævede kamp og sved i intense atletikpræstationer. Jeg nåede til sølv med emalje, så kunne jeg ikke kaste langt nok mere. Kast var min akilleshæl.

gemmerne2

Disneykort fra 60’erne. Før de blev børnelokkemad i supermarkedskæder. Og før Nora Malkeko og de to jordegern gik til numerolog og kom til at hedde noget andet. Det er faktisk firkort. Det spil hvor man samler ens kort ind fra de andre spillere og skal have fire i samme serie, som man så må lægge ned og tage stik på.

gemmerne3

Firkort fandtes også som bilkort. Sikke en lykke at ligge inde med Ferraris Sportsmodel. Og en knallert. Sikkert. Jeg kan ikke helt huske det. Det var mere brødrenes område. Men det er mig, der har gemt kortene, sandsynligvis fordi jeg er den yngste og begærligt overtog alt, hvad de voksede fra.

gemmerne4

Håndarbejdsposen fra 3. klasse. Og en lommetørklædemappe med initialer, som nogen engang har fået mig til at brodere. Det mest meningsløse stykke sytøj, jeg kan komme i tanker om. Men det var altså før papirslommetørklæder. I mit hjem vaskede vi lommetørklæder og strøg dem – og lagde dem i broderede mapper med bindebånd.

Men ingen dagbog, altså. Og nu kommer jeg i tanker om, at min gamle blokfløjte, som gik i arv fra ældstebror til næstældstebror til mig i takt med, at vi havde blokfløjtespil i skolen, også tidligere lå sammen med dagbogen. Den har jeg heller ikke fundet. Der må være en hemmelig kasse et sted. Hvis jeg nu lader, som om jeg leder efter noget andet, dukker det måske op. Jeg tror, jeg starter med at lede efter stålkammen. Den ved jeg, hvor er.