En pose blandet lyd

Jeg er lige kommet ud fra et sted, jeg ikke vidste fandtes længere. Jeg havde i hvert fald glemt det. Løst på skrivebordet på min computer ligger en mappe, der hedder Gammelt skrivebord. Det er en af den slags mapper, man laver, når man får en ny computer, og som indeholder filer fra den gamle computer, og hvor man kan være heldig at finde noget brugbart, hvis man mod forventning mangler noget på den nye.

Denne mappe har ligget på skrivebordet på min nye computer i to et halvt år. Da min gamle dengang pludselig gik i sort og ikke stod til at redde, hentede min it-geniale kæreste indholdet ud fra harddisken, og jeg har haft folderen liggende siden. For en sikkerheds skyld. Jeg har stort set ikke været inde i den, for jeg har ikke manglet noget.

Mappen er blevet en af de ting, der bare ligger på skrivebordet, uden at man lægger mærke til det. Så fik jeg pludselig øje på den, og nu er jeg lige kommet ud derfra. Det var mest gamle dokumenter og lister, der for længst er blevet uaktuelle. Men allernederst lå en mappe, der bare hed intetsigende xxxx, og den var fuld af lyd. Mit gamle musikbibliotek. Eller noget af det. 1728 lydfiler. Musik og lydbøger i en sammenblandet bunke. Ja, de ligger ganske vist i alfabetisk orden, men i en helt flad struktur. Det vil sige, at listen starter med 81 filer, der er nummer 01 i en eller anden sammenhæng. Og jeg kan kun vide hvad det er, hvis jeg kan genkende titlen. Ellers er jeg nødt til at lytte til dem for at vide, om det er Jens Unmack, tv2, Vaya Con Dios eller hvad.

Jeg ved ikke helt, heller ikke nu, hvad jeg skal stille op med den. Udover at vide, at den er der.

Det er jo en spændende spilleliste. Første nummer af en masse albums, jeg har lyttet til i årenes løb, krydret med starten af nogle tilfældige bøger. Og efterfølgende andet nummer af en masse albums, jeg har lyttet til i årenes løb, krydret med fortsættelsen af nogle tilfældige bøger. Und so weiter.

Måske en ide til de lange vinteraftener. Mens jeg syr et sengetæppe i patchwork. En anden ting, jeg har erkendt, vinteraftnerne heller aldrig bliver lange nok til.

lytteliste

www dot hurra dot com

Der var flere, der fejrede internettets fødselsdag i går. Eller også var det world wide webs fødselsdag. Det er lidt uklart, hvis jubilæum det egentlig drejede sig om, ligesom det heller ikke var helt nemt at blive klog på, hvor mange år vi fejrede. Og om det faktisk var i går. Under alle omstændigheder var der en del mennesker på Facebook, som følte sig foranlediget til at gøre rede for, hvordan og hvornår de første gang stiftede bekendtskab med nettet.

Og uanset om i går nu var den rette dag til at hylde en institution, hvad enten det var den ene eller anden sammenkobling af data, så er det da en fin anledning til at smide nogle nostalgiske kabler bagud. Lad os nu bare sige, at det er lanceringen af softwaren bag www, der er vores 25 års jubilar – og det er endda ikke helt rigtigt alligevel, for www blev først gratis og dermed mere tilgængeligt for almindelige mennesker i 1993. Har jeg googlet mig til, og det er jo netop sådan noget som at google, vi kan takke www for.

Jeg arbejdede første gang på computer i 1990, da det reklamebureau, hvor jeg var rentegner (det var før, det hed dtp’er, og lang tid inden vi alle sammen kaldte os grafikere), trådte over tærsklen til fremtiden. Jeg sad ved en Macintosh IIx, som havde en harddisk med 40 Mb lagerplads. Ja, det var megabytes, giga var slet ikke opfundet endnu. Året efter var det præcis sådan en opsætning, jeg købte privat. En Macintosh IIx, skærm, tastatur OG en postscript-printer. Det hele kostede kun 60.000 kroner, fordi det havde været demomodel. Og jeg syntes ikke engang, det var urimeligt. Jo jo, vel var det mange penge, men sådan noget kostede jo, jeg tog et SU-lån og var egentlig bare lykkelig for mit lækre grej. Det så sådan ud. Med banebrydende grafisk brugergrænseflade og et 3,5-tommer diskdrev, som kunne læse de store disketter med 1,44 Mb diskplads!

mac-iix

Selve internettet ramte mig først i 1995 eller 1996. På min arbejdsplads – også et reklamebureau – begyndte nogle af vores kunder at have e-mail og kommunikere ad den vej, så det skulle vi også have. Mailadressen har sikkert været post-snabela-bureauetsnavn, og vi havde kun én. Den var installeret på den eneste computer, vi havde med internet på. Vi brugte det ikke rigtigt, og det var først, da kunder begyndte at ringe og undre sig over, at vi ikke reagerede på deres e-mails, at vi indførte, at Mogens fast skulle tjekke mails – en gang om ugen!

Det virker helt tosset set med nutidens øjne!

Senere fik vi personlige mailkonti med virkeligt lange og indviklede adresser fyldt med bindestreger, punktummer og underscore, og internetforbindelsen kørte via modem og telefonstik, hvilket betød, at vi ikke kunne bruge telefonen, mens vi var på nettet. Endnu senere lærte vi bogstavkombinationer som ADSL og ISDN at kende, og resten er historie.

Det er faktisk meget svært at forklare folk, der er født i halvfemserne, hvordan vi klarede os før internettet.

IT for sproglige

Forskellen mellem matematiske og sproglige kompetencer. Eller ligheden. Jeg har spekuleret meget over det. Og det har jeg, fordi Morten er en it-haj. Sådan en som folk henvender sig til, når der er noget i vejen med deres computere eller gerne vil have, at den skal kunne det ene eller det andet ekstra. Og som bygger hjemmesider og læser programmeringssprog, som om det var en Totte-bog.

Det sjove er, at han ellers er, hvad jeg vil kalde typisk sproglig, og han stejler og får ti mentale tommelfingre, når det bare lugter af matematik. Mens jeg alle mine skoledage har haft nemt ved matematik og logiske opgaver, netop fordi matematik er logik og regnbare formler. Men jeg kan ikke it-nørde. For nu at bruge et bredt ordvalg. Jeg mener dét, der sker inde bag skærmen, opdateringer, programmering og den slags nørderi (“Hvorfor GØR den det her?!?”). Det er volapyk.

Da jeg gik i gymnasiet omkring 1980, var det et valg, vi tog allerede flere måneder, inden vi trådte over skolens dørtærskel første gang: Sproglig eller matematisk student. Så gik det første år med at være enten sproglig eller matematiker, og derefter valgte vi gren, fx nysproglig, fransksproglig, klassisksproglig, musik- eller samfundssproglig, matematisk-fysisk, naturfaglig, samfundsfaglig eller mus-mat. Men grundlæggende var vi stadig enten sproglige eller matematikere.

Jeg var meget i tvivl, da jeg skulle vælge bane, for mine bedste folkeskolefag var engelsk og matematik. Jeg endte med at lade latin tynge med på sprogskålen og valgte den sproglige linje. Men gennem alle gymnasieårene med en stor glæde ved matematiktimerne.

Den glæde har Morten aldrig haft, så vidt jeg kan forstå, og han får et forvildet og usikkert blik, når den 12-årige går i stå i sine matematikopgaver og beder om hjælp. Hans ellers logiske sans er smuldret ned mellem gulvplankerne i fortidens klasselokaler, hvor den matematiske kode aldrig blev knækket helt, fordi han måske aldrig opnåede at tro på, at han kunne.

Men hvorfor færdes han så så ubesværet i computerkontrolcenteret, som jeg opfatter som kernematematisk?

Selv har han den forklaring, at det er fordi han er uforfærdet. – Jeg er ligesom en fjernstyret bil, siger han. – Hvis jeg kører ind i et hjørne, bzzzzt, så vender jeg om og kører en anden vej, bzzzzzt, der er også en væg, bzzzzt, og jeg drejer omkring og søger i en tredje retning, og sådan bliver jeg ved, indtil jeg finder en udvej og en løsning.

Altså præcis den samme stædighed og vedholdenhed, som tager mig, når jeg står over for en matematisk opgave eller talgåde, jeg ved kan løses med logisk tænkning. Mens jeg ikke rigtigt tør trykke på tasterne, når min computer kræver, at jeg gør et eller andet i motorrummet.

Det er altså skægt med den omvendthed. Og forunderligt.

Jeg tror, jeg bliver nødt til bare at beslutte, at IT-håndtering ER et sprog. Ellers kan jeg ikke få det til at hænge sammen.

Søvnløs

Det har været en lang nat. Omtrent samtidig med at ældste søn skulle mellemlande i Washington på rejsen til Amerika, gik meget personlig computer i sort. Begge dele var jeg nødt til ligge vågen over i nat.

Søn havde skrevet lige før take off i København, at han ville skrive næste gang fra DC. Det gjorde han bare ikke, og jeg havde dagen før hørt om nogen, der havde haft svært ved at nå deres fly videre på grund af alt muligt indrejse- og visumkontrol. Så var det på grund af tidsforskellen eller på grund af problemer, han ikke skrev? Det lå jeg og rodede med dér i nat.

Min elskede bærbare. Uden varsel sort skærm. Så hvad nu med … alting? Ny computer eller til reparatør? Og hvis den ikke kan genoplives, er det så ny, brugt, stationær, Mac eller pc? Har jeg alle mine koder og passwords skrevet ned? Og hvad ligger der, som jeg ikke har nået at få backup af? Den ikke så gamle, men alt for langsomme pc, jeg også har, hvad kan den? Har den dit og dat og har jeg råd til noget som helst? Det lå jeg og rodede med dér i nat.

Da jeg berettede nattens gang for yngste søn i dag, var hans vantro kommentar: ”Lå du vågen over en computer?!? Det der mormorsyndrom*, – det kommer godt nok tidligt!”

Kærestes holdning var dybest set den samme –­ ’vi kan alligevel ikke gøre noget nu, så nu sover vi’ – men han var så venlig at reagere lidt mindre direkte. Han sagde ”Vi finder ud af det” mange gange i aftes, hver gang jeg fandt på en ny vinkel at bekymre mig ud fra. Jeg sagde ja hver gang, og så gik der et par minutter, inden jeg fandt på noget nyt. Han foreslog den ene computermulighed efter den anden, googlede og gjorde ved.

Forståelsen og hjælpen var der, men ­’vi kan alligevel ikke gøre noget nu, så nu sover vi’. Det gjorde han så. Det gjorde jeg ikke. Jeg roterede og spekulerede. På søn i luften et sted over sydstaterne og på sort skærm inde i stuen. Jeg spillede Candy Crush, tændte lyset og læste bog.

Klokken 03.01 bippede telefonen. Store søn undskyldte det sene tidspunkt, men nu var han ankommet, og nu var de gået ud for at få noget at spise. Og sms’er koster 4 kroner, så fremover bliver kommunikationen mere sporadisk.

Så kunne jeg sove.

Og se, jeg har pustet liv i alt for langsomme pc, installeret og opdateret det nødvendige, væbnet mig med tålmodighed. Og kan det meste. Resten finder vi ud af.

 

*mormorsyndromet: Man er nødt til at tage bekymringerne på forskud, ellers kan man ikke være sikker på at få dem.