Bruxelles i lange januar

For to måneder siden købte jeg to knaldbillige flybilletter til Bruxelles til en forlænget weekend i slutningen af januar. Min kusine har boet i byen i vel 30 år efterhånden, de seneste mange år i det fedeste byhus i Saint-Gilles. Billedet herover er fra gårdhaven, fotograferet sidst jeg var der. Jeg har besøgt hende flere gange, og det er også hos hende, Morten og jeg indlogerer os om … ja, der er faktisk kun lidt over 7 UGER til! Det er julen, der snyder tidsfornemmelsen – alt på den anden side af jul virker uendeligt fjernt, men om syv uger er vi sikkert ved at tænke på at pakke vores kufferter. Den smule håndbagage, som de knaldbillige flybilletter tillader os at have med, altså.

Morten har en længere Bruxelleshistorie end jeg og har været der mange gange, og nu skal vi trække de bedste dele af vores historikker ud og forene dem. For eksempel forestiller jeg mig da, vi skal på Tintinmuseet.

Og lige nu kan jeg mærke, at jeg glæder mig virkelig meget til at tage min kæreste i hånden og komme af sted!

Hyldehaven Ambiorix

Når jeg viser billeder fra kolonihaven på Instagram er det tit med hashtagget #hyldehavenambiorix. Det er der en forklaring på. Morten overtog for fire år siden haven efter sin ekssvigermoster Gudrun, som efter ti år på lejekontrakten havde sat sit helt personlige præg på haven og huset.

havenambiorix

Moster Gudrun købte kolonihaven i 2002, da hun kom hjem til Viborg efter tredive år som sprogrevisor i Bruxelles. Hun kom, nyuddannet i noget franskhalløj, derned i 1972 for at oversætte EF-traktaten, indmeldelsespapirerne, kan man kalde det, til dansk. Og blev hængende i tredive år. Hun boede på Square Ambiorix, og på skiltet her på kolonihavehuset er den mondæne Bruxelles-adresse forenet med havelivet på Hyldevej. Vi synes, historien om rødder og levet liv er så fin, så vi værner om skiltet og lader det sidde. Lampen ovenover lader vi også sidde, selv om den hverken har forklaring eller funktion. Den lyser ikke. Der er ikke strøm i huset.

Morten og Gudrun bevarede venskabet, også efter at han ikke længere var gift med hendes niece. De spiste frokoster, gik til koncerter og rejste sammen nogle gange. Hun var ikke helt begejstret, da jeg dukkede op på arenaen og tog ham, selv om hun skjulte det.

Det var imidlertid naturligt, at det var ham, hun lod haven gå videre til, da hun ikke længere magtede at holde den. Og jeg er så taknemmelig, for jeg elsker det sted.

Haven var virkelig tilgroet og ét stort sammensurium af små platforme og snoede gange kantet med sten, et lille hjørne med kartoffelforsøg, krukker, et hav af løgvækster og mange blomster, et vildt hindbærkrat, vildtvoksende røn, selvsåede ahorntræer, masser af ukrudt, alt sammen et resultat af Gudruns fantasi og blomsterbegejstring og til sidst de kræfter, der ikke slog til.

Vi har lavet det hele om. Vi startede med at rydde ud inde i huset, og udenfor skrællede vi hele det øverste lag have af – med Gudruns fine blomster und Alles – og startede helt forfra. Vi ville have græs på halvdelen, og resten skulle være køkkenhave. Så kunne vi altid regulere det med mere eller mindre græs, men det har nu vist sig at passe godt til vores behov med den fordeling.

Sådan så haven ud før, og sådan ser den ud nu. Den ene vej:

havenmodhusetdahavemmodhusetnu

Og den anden vej.

havenmodvejendahavenmodvejennu

Vi har også fældet et par træer, men der er stadig bede, som er uændrede og får lov til at vokse vildt, indtil vi får lyst til at lave om på det. Haven må aldrig blive en pligt og et pres. Aldrig. Er der noget, vi ikke når, ja, så når vi det bare ikke. Der skal også være tid til at drikke kaffe og bare nyde at være der. Jeg bliver glad i samme øjeblik, jeg åbner lågen. Det vigtigste for mig er køkkenhaven, ikke blomsterne, og jeg føler mig uendeligt rig, når jeg i høstsæsonen kører hjem med fyldte kurve til aftensmaden.

Gudruns præg findes stadig nogle steder i huset, og sådan må det gerne være. Jeg kan lide ting med historie, og jeg kan lide at kende historierne. Hun har besøgt os i haven et par gange, men nu er hun imidlertid desværre så plaget af demens, at hun næppe tænker på, at hun har haft en have. Hun savner den i hvert fald ikke.

Men hendes Hyldehaven Ambiorix lever og respekteres i et hashtag.