Vi med feriehund
Sankthans kom og gik. Folk fejrede midsommer i varmt og regntæt tøj, for dansk vejr er lunefuldt omkring den tid, hvor lyset vender.
Vi var slet ikke ude i vejret den aften, og det var en yderst bålfattig sankthans for os i år. Jeg havde travlt med at blæse min 20-årige bagover med gode råd og ’Har du husket…?’ lige indtil det øjeblik, hvor jeg satte ham og hans festivalbagage af hos en af de kammerater, han skulle følges med til Roskilde Festival. Eller faktisk indtil det øjeblik lige før, jeg satte ham af, hvor han bad mig stoppe strømmen af gode, men fuldstændigt overflødige spørgsmål. Et knus, hej-hej, og så af sted med ham. I går modtog jeg den første af de aftalte daglige – i hvert fald jævnlige – sms’er med den korte, men fuldt tilstrækkelige ordlyd ’i live’.
Fredag var også den dag, feriehunden ankom med madpakke og sovegrej. Hunden er en breton og skal være hos os i tre uger, mens familien holder oversøisk sommerferie. Det er lidt som at have små børn igen, når hun et par gange hver nat tager trappen op og står med næsen mod soveværelsesdøren og spørger, om vi da ikke synes, hun skal ind til os. Det synes vi ikke. Hun er til gengæld som god jagthund velafrettet og går lydigt ned i kurven igen, når hun får at vide, det er dét, hun skal.
Ingen jagtopgave er for lille for pligtopfyldende Malou. For eksempel er det vigtigt at vogte på en halvdød hveps på dørtrinnet, også selv om det tager en hel formiddag.
