Vi er gået i badebold

I dagens løb sendte jeg Morten en mail med ordlyden: “I aften vil jeg gerne have nippemad og vin og brændeovn”.

Jeg har fået begge dele, og vi er begge sunket sammen i sofaen og har det præcis som Apples pauseikon, der kører på skærmen, når systemet tænker grundigt over en ordre – når det for eksempel har fået besked på at åbne et program eller gemme noget og ikke ved, hvor det skal starte. I gamle dage var det et timeglas, der senere blev opgraderet til en farvestrålende badeboldlignende cirkel, der kører rundt og rundt. Windows’ pendant var tidligere en blå ring som en vaniljekrans, der drejer rundt i uendeligheden, nu er det en urskive, der langsomt fyldes ud, har jeg ladet mig fortælle.

Det hele fortæller bare, at der faktisk ikke rigtigt foregår noget i motorrummet.

Morten har skrantet i en uges tid, og jeg er lige startet og for nedadgående. Vi har det sådan her: ondt i musklerne, ondt i halsen, dækket af en dyne af træthed, den ene hoster, og den anden er begyndende fugtig i næsen. Det er faktisk ikke muntert.

Inden længe får vi nok en besked om, at systemet ikke længere svarer.

Udpluk #16

  • Jeg var i Skagen i weekenden. Ikke PÅ Skagen. Det er kun dem fra Holte og Hellerup, der siger det. Siger vi.
  • I Skagen spiste jeg fisk fredag aften, til frokost lørdag, i to ud af tre retter lørdag aften, søndag til frokost. Fisk er Skagenmad. Fisk er godt.
  • I øvrigt kan jeg anbefale Cafe & Restaurant Kokkenes i Skagen. Jeg tror aldrig, jeg har spist så godt og fået så god og kyndig en betjening.
  • I dag så man pludselig et par unge mennesker i køkkenet midt på eftermiddagen. “Vi bager”, sagde de, og så var der igen et ambitiøst værk at nyde til aftenens tv-bagedyst. Det er sket før, så måske er det en tradition. “Det er smagen, vi satser på”, sagde de om shortbread-resultatet. ’Det smager fuldstændig perfekt – tak’, siger jeg som en anden kagedommer.
  • Det ser ikke ud til, at jeg gør fremskridt i at køre en upåklagelig ild i brændeovnen. Stay tuned.
  • Der står ’tænke på adventsgaver’ på min to do-liste, og jeg er begyndt. TÆNKE, blev der sagt, børn der læser med!
  • Jeg har taget cyklen på arbejde de første tre dage i denne uge. Det har været virkelig koldt og meget, meget flot. Jeg kommer nok til at tage bilen de sidste to arbejdsdage i ugen, for jeg kan slet ikke cykle med så meget glorie.
  • På trods af ringe fyringsfærdigheder er der blevet meget, meget, MEGET varmt i stuen. ’Det er målet, ikke vejen dertil, jeg satser på’, kan jeg sige med samme logik som de unge bagere, og med den vinkel stryger jeg direkte på podiet.

Det giver varmen to gange

Når man har fået læsset en større bunke træ af i sin indkørsel og knokler med brændekløver og trillebør, favnfulde af træ og pindebrænde i en vakkelvorn stabel, der allerhelst bare vil vælte hurtigst muligt, er der altid en tøhø-sjov nabo eller forbipasserende, der lader bemærkningen falde om, at “det giver varmen to gange, ha ha!”

Der er vi ikke kommet til. Altså bortset fra delen med den vakkelvorne brændestabel. Men vi har ikke fået leveret hverken en bunke kløveklar brænde eller brandfarlige bemærkninger.

Imidlertid er det rigtigt, at brændet giver varmen to gange. Faktisk mange gange.

Jeg syntes, her var lidt råkoldt i aften og tændte op. Og jeg kan konstatere, at det, jeg går mest kold på, er mine optændingsteknikker. De er sørme rustne. Jeg render konstant mellem sofaen og ovnen for at regulere spjæld og træk i skorstenen, fordi ilden hele tiden enten bulderbrænder eller er ved at gå ud. Bulderbrænder det, skal jeg alligevel rejse mig alt for tit for at lægge mere brænde på, og går det ud … ja, så varmer det jo ikke. Men jeg kan snildt holde varmen på grund af al den fysiske aktivitet. Mange gange. Også fordi glasruden efterhånden er sodet så meget til af den uregelmæssige brænding, at jeg reelt ikke kan se fra sofaen, om der stadig er flammer derinde. Så, husker jeg, er det noget med at skure glasset med sammenkrøllet avispapir. Altså når ruden er blevet kold.

Det er sandelig godt, der er et helt vinterhalvår at øve mig i.

Bemærk i øvrigt brændekassen. Den kommer fra Mortens barndomshjem, og efter at have huset legetøj og været skrammelskrummel har den nu generhvervet sin oprindelige funktion som brændekasse.

I mit hjem havde vi også en brændekasse. Den var et levn fra dengang, man havde et sort støbejernskomfur, som var brændefyret (og varmt! Jeg kan ikke huske det, men jeg har stadig ar i min ene håndflade fra dengang, jeg som toårig satte en flad hånd på siden af komfuret). Mor brugte senere brændekassen som høkasse. Den var fyldt med aviser og gamle dynebetræk, der formede en rede til en gryde, så grøden kunne koge færdig og kartoflerne holde sig varme. Den var malet lyseblå og ikke nær så stor og flot som den trækasse, som nu står derovre og strutter med brænde, der bare venter på at give varme.

Og nu skal jeg over og regulere luft- og brændeindtaget IGEN …!

På denne dag #5

Disse her På denne dag-nedslag har det med at komme dryssende med en temmelig uregelmæssig frekvens, som udelukkende er styret af, hvor sjov jeg synes, jeg selv var på denne dato for år tilbage. Jeg kan i hvert fald konstatere, at jeg var oftere sjov i begyndelsen af mit og Facebooks parløb, som startede for ni år siden. For snart fem år siden startede jeg bloggen blandt andet for at tage toppen af informationsstrømmen og spare verden for overload af mine finurlige betragtninger, som jeg i stedet kunne uddybe her.

Facebooks funktion Denne dag giver mig imidlertid en behagelig mulighed for også at dele de tidlige betragtninger med mine læsere. Her kommer 4. oktober.

For ni år siden var vejret som i dag:
tror det bliver en vandig dag: regn og svømmestævne

og samme aften var der mere vand i sigte:
er hjemvendt fra svømmestævne med en medaljeprydet dreng. Så trækker det jo nok op til stævne en anden gang….

Året efter, i 2009, tyder noget på, at der var stor koncert i området. I Boxen, måske. Eller Horsens. Jeg husker det ikke, for jeg var der tydeligvis ikke:
bemærker, at rigtig mange skriver om U2 og ville ønske, jeg kunne skrive “Me too”

Samme aften samme år trak det op til vinterkulde:
lukker luft ud af radiatorerne og kan pludselig huske, hvor koldt her var sidste vinter. I mit næste hjem vil jeg have brændeovn! Og nyde alle vittighederne om brændekløvning; det “giver varmen to gange, haha!”
Det med brændeovnen sprang en bolig over, men nu har jeg den. Og jeg tager gerne vittighederne om brændekløvning med!

For seks år siden var jeg en hjælpsom mor:
tror ikke, min datter klarer at se fjernsyn selv. Jeg må hellere hjælpe.

Jeg ved ikke, om jeg kom for tæt på hende i min hjælpsomhed, for samme aften skrev jeg:
tæller dagens faldne: 1.
Forkølelse givet videre til nummer et i arvefølgen.

I 2012 handlede den første opdatering om en svensk mærkedag:
Siden 1999 har 4. oktober været kanelbullens dag i Sverige. Men jeg blev budt på kanelsnegle to forskellige steder i Danmark i GÅR! Sært, hvad?!
Kanelbullens dag! Har vi husket herhjemme at sympatispise for svensken i dag, hva’, hva’? Jeg har ikke, slår det mig…

Om aftenen skulle jeg noget:
glæder mig til Flying Superkids i aften. Showet starter næsten lige så tidligt som en Leonard Cohen-koncert. Superbørn og gamle supermænd har det tilfælles, at de skal tidligt i seng. Tror jeg
Det var en fremragende opvisning, husker jeg.

Siden har jeg ganske enkelt ikke været meddelsom på Facebook den 4. oktober.

Når vi flytter, skal vi

  • gøre et seriøst forsøg på at lave madplaner og købe ind efter dem. Jeg gjorde det engang. Det er hæsligt at skulle igennem planlægning, indkøbslisteskrivning og indkøb, men når dét er gjort, og det er jo bare to timers investering en lørdag formiddag, så er det en daglig fest kun at skulle tage kød ud af fryseren og vide, hvad der skal blive ud af det.
  • grille noget mere.
  • anskaffe nogle spisebordsstole, som ikke grundet slitage drysser sort skindsmulder ned på gulvet, hver gang man sidder på dem, så jeg hele tiden tror, nogen har tabt chokoladekagekrummer ned under bordet. Også selvom ingen har spist chokoladekage.
  • tænde op i brændeovnen på råkolde dage.
  • gå med bare fødder fra stuen og lige ud i haven på varme dage.
  • have fat i et bordstativ til bageplader, så boller kan hæve i lag – og afkøle i lag – i stedet for at fylde hele køkkenbordet, som de gør nu, når jeg laver fire plader ad gangen. Ligesom bagernes stikvogne, bare i bordudgave. Jeg ved de findes, jeg skal bare finde ud af, hvor man kan få et. Om ikke andet, kan jeg vel altid bøje et i hegnstråd, ligesom jeg engang bukkede et fortrinligt kogebogsstativ. Man kan bukke alt i hegnstråd.