Kære onkel Niels…
Farmor har fået trykt et digt i den lokale avis, fortalte Lasse, og det fik mig til at tænke på lille Birgitte, der også flere gange fik trykt noget i avisen. I 1960’ernes Fyns Tidende var der en børneside, som blev redigeret af onkel Niels. Med voksent og nutidigt vid lyder det faktisk ret børnelokkeragtigt; han kunne lige så godt have kaldt sig Bolsjefar. Men det var ganske harmløst, og de små fynske børn skrev breve og tegnede tegninger, som vi kunne være heldige at få trykt på børnesiden, hvorefter vi blev belønnet med en bog. Det var stort. Min storebror fik i hvert fald én tegning i avisen, af en stubmølle, husker jeg. Jeg selv skrev flere gange og fik spændende bøger som De fem uartige bjørne om et kuld frække bjørneunger, der stak af fra zoologisk have og oplevede sjove ting, Lone og Lasse, en fotodokumentarisk fortælling om to chimpanseungers ankomst til og integration i en zoo, og Da skoene løb med Laura, min yndlings. Bøgerne fra onkel Niels udgjorde størstedelen af min bogsamling. De fleste har mine egne børn fået læst højt hos mormor og morfar, og Da skoene løb… har jeg stadig.
To af brevene har jeg også stadig. Udklippene er temmelig gulnede, men de findes, og det er i sig selv ret fantastisk. De er 47 år gamle, og jeg kan stadig gå ind i den lille pige, der sad og prentede ordene med blyant på den linierede brevblok med blå og hvid forside med franske liljer, som plejede at ligge i fars skrivebordsskuffe. Imens tøjlede mor sin utålmodighed, men gik alligevel i udkanten af min sfære og truede med sengetid.
