Dagens ord: Staseslange

Jeg lagde vejen forbi Blodbanken for at afgive en af årets 2-3 portioner á 450 ml 0 RhD pos, drikke en brik appelsinjuice, spise et lillebitte kvadrat Ritter Sport (mit Knusperkeks, FYI) og læse i Danmarks Royale Ugeblad om Prins Felix’ store dag, Ugens Kjole og andre vigtige kulørte sager, som jeg har forsømt at følge med i. Så plejer vi at hygge os sammen i en halv times tid, imens vi føler os mægtigt samhørige, Blodbanken, Billed-Bladet og jeg, fordi vi har samme initialer.

I dag ville sygeplejestuderende Klaus gerne have lov at teste en ny staseslange og bede mig om at udfylde et spørgeskema, sagde sygeplejersken ude i forrummet, da vi gennemgik det skema, jeg ligesom alle andre donorer skal udfylde, inden jeg bliver lukket ind til tappebriksene, køleskabet og de royale nyheder. Ville jeg være med til det?

Det ville jeg gerne.

“For jeg går ud fra, at det hjælper dig, og at det ikke gør ondt på mig”, sagde jeg muntert til Klaus, da han kom anstigende med sit spørgeskema, “… men jeg ved faktisk ikke, hvad en staseslange er!”. Det synes jeg egentlig godt, de kunne have lagt ud med at forklare, for jeg troede til at begynde med, at det var en ny type af de slanger, der transporterer blodet ned i posen, som skulle kunne noget særligt. Og så er det den rem, man strammer om overarmen for at få blodet til at rulle lidt raskere ud. Den har da ikke noget med en slange at gøre! Det er en rem. Og hvor den sædvanlige har spænder til at stramme remmen ind med, var testtypen dels en engangsmodel, og dels blev den spændt og løsnet uden spænder. Den fungerede skam fint, og jeg skulle i store træk bare svare på, om den nev mig i armen. Helt anonymt. Det var let.

Men hvem pokker af almindelige mennesker med eller uden konto i Blodbanken kender ordet staseslange?

Over aftensmaden udbredte jeg mig om det nye ord, jeg havde lært, og spurgte triumferende de andre, om de vidste, hvad en staseslange er.

“Ja, det er jo den slange, man spænder om overarmen”, sagde Morten prompte.

Almindelige mennesker??

Hairy og scary…

Nul rhesus positiv

I går var jeg et smut i blodbanken og bytte lidt over 450 milliliter sundt, rødt blod for en brikjuice og en lille Ritter Sport (mit Knusperkeks). En tilbagevendende handel, der passer både mig og blodbanken fint. Jeg får et skud god samvittighed, og de får en pose flydende kapital i banken.

Sådan har vi handlet siden slutningen af firserne, kun afbrudt af tre graviditeter og efterfølgende barselsperioder, hvor jeg havde brug for alt mit blod selv.

donorkort

Her er mit blå donorkort udstedt af Kommunehospitalet i Århus på et tidspunkt mellem 1987 og 1991 – det var i den periode, jeg boede i Lollandsgade. Det har ligget i min pung siden. Velsagtens ud fra en forestilling om, at nogen har tid til at rode min pung igennem for at se til, at der bliver hældt den rette type blod i mig, hvis jeg får brug for det. Hvad gør man egentlig i dag? Måske er tiden faktisk inde til, at jeg får de nødvendige oplysninger sat ind i en eller anden app på min telefon. Eventuelt sammen med en beskrivelse af, hvilke kontaktlinser, jeg bruger – og formaning om, at man skal sørge for at pille dem ud, hvis jeg skal opereres. Det står der på et andet kort, jeg har i min pung.

De eneste oplysninger, der stadig gælder på det blå kort, er mit fornavn, personnummer og blodtype. Hverken efternavn, stilling, adresse eller telefonnummer finder man mig længere på. 19 09 83 var ellers et godt telefonnummer.

Der er sket store ændringer i bloddonorverdenen i løbet af de snart tredive år. Man bliver for eksempel ikke længere tilbudt øl efter tapning. Man skal udfylde spørgeskemaer inden tapning. Og signere med et tryk med højre pegefinger – det er så digitalt som det kan blive. Briksene er blevet mere behagelige, og udstyret er fiksere.

Men blodet er stadig rødt, og man går stadigvæk hjem fra tapning med en pudset glorie.