Moster i Farstrup

I et blødt sving på landevejen mellem Morud og Søndersø ligger en ejendom med en karakteristisk kvist, og jeg har ingen anelse om, hvem der bor i huset. Men da jeg var barn, boede min rige familie der.

Bag huset ligger Farstrup Furniture, som dengang hed Farstrup Savværk, og det blev grundlagt i 1910 af min mormors søster Marie og hendes mand Theodor. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg kan huske Theodor, som døde, da jeg var knapt 4 år, men Moster i Farstrup er et fyrtårn i min erindring.

Min mormor og hendes søskende med ægtefæller spillede kort hver tirsdag eftermiddag, mændene spillede l’hombre, og konerne spillede et kortspil, der hedder brus, og som vi sikkert er meget få mennesker tilbage i verden, der kan. Jeg lærte det som helt lille, og sommetider blev jeg tilkaldt, hvis damerne manglede en fjerdemand. Jeg elskede det, og Moster var den af mormors søskende, jeg bedst kunne lide. Hun var rap i replikken, klog, velhavende og eventyrlig, rejste til eksotiske steder, der hed De Kanariske Øer, fortalte sjove historier og var på alle måder et fascinerende menneske med tanke for andre. Hun blev altid kaldt Moster i Farstrup – fordi hun var min mors moster og boede i Farstrup. Hun tog endda titlen så meget til sig, at hun på sine gamle dage pyntede den lidt op, når hun skrev postkort og fødselsdagkort til mig. Hun indledte dem altid med ’Kære lille Bergitte’ (sådan udtaler gamle mennesker på Fyn mit navn) og afsluttede dem med ’Kærlig hilsen Mosther’ med et kækt h føjet ind.

Alt det når jeg at tænke på, hver gang jeg passerer huset og fabrikken.

Da jeg var barn, skummede vi fløden

Det er rigtigt, det gjorde vi.

Mælk og fløde i kartoner var noget, de havde hos de af mine skolekammerater, der boede i selve landsbyen, for de var nødt til at købe deres mælk hos købmanden. Bybørnene vidste selvfølgelig godt, hvor mælken rigtigt kom fra, for så tæt var de alligevel på kildens udspring, og der var flere gårdbørn i klassen.

Jeg var et af dem, og købemælk fik jeg først et forhold til, da jeg flyttede hjemmefra.

Da jeg var barn, var det sådan her: Om aftenen – efter malkningen, og inden tankbilen kom efter mælken – hentede vi mælk i mælketanken. Tre liter. Hver aften var der nogen (primært min mor og senere, da jeg fik armkræfter, mig), der gik ned i malkerummet med er lerfad som det på billedet og et litermål og øste mælk op fra tanken tre gange og bar tilbage. Fadet stod i bryggerset natten over med et trælåg på. På køl? Nej, det brugte vi ikke, for det forstyrrede flødeprocessen, og så varmt var der da heller ikke i bryggerset.

Næste dag var fløden steget op og havde samlet sig på overfladen af mælken, og så skulle den skummes. En opøseske blev trukket forsigtigt hen over overfladen, så den kun liiiige fangede flødelaget. Man skulle passe godt på ikke at få plumret for meget rundt med skeen, for så stak al den gode fløde af ned i mælken igen, og mor blev utilfreds med éns indsats, for vi skulle jo bruge fløden til jordbærgrøden, rødgrøden og fars øllebrød. Især det sidste. Far spiste kun fløde på sin øllebrød, aldrig mælk. Det var også den fløde, vi brugte til flødeskum, og var der kommet mælk i, kunne den ikke piskes stiv. Derfor.

Den skummede mælk (som jo ikke blev til skummetmælk, bare fordi den blev skummet – jeg er vokset op på fuldfed sødmælk fra røde køer!) kom i køleskabet i kander og var til havregryn, grød, frugtgrød, tørst og hvad man ellers bruger mælk til. Tre liter var det daglige forbrug al den tid, jeg kan huske.

Sådan var det, da jeg var barn. En anden gang skal vi måske høre om rygeosten.

Lige ned i arvekassen

At tømme min mors hus var som en tur igennem IKEA: På et tidspunkt undervejs mistede jeg dømmekraften og fik behov, jeg ikke havde, da jeg gik ind.

Det er i hvert fald, hvad indholdet af min hjemtagne kasse blandede arvebolscher antyder. Alle i familien havde haft mulighed for at ønske og prikke ud, hvilke af mors efterladte ting, de gerne ville overtage, når hun selv havde taget det, hun gerne ville have med til sit nye hjem. Jeg var listebestyrer, og under mit navn på listen stod der egentlig ikke ret meget. Det gule æggeur, de hæklede mellemlægsservietter og portvinsglassene.

Men skulle grænsen være trukket der, skulle vi have sendt en anden over for at tømme hus. Der gik jo nostalgi i det, og faktisk skal vi nok være glade for, at det ikke gik værre.

Mangler jeg en håndmixer? Nej. Vi har endda en ekstra i kælderen, fordi vi heller ikke behøvede to, da vi flyttede sammen. Men det her er jo en Ballerup! Selveste en Balletto de Luxe. I original emballage. Man smider ikke kram ud.

Det anerkender hele verden.

Lyngbyvasen ville min mor have med. Men hvem har et Lyngby askebæger? Jeg har. Der er en hel barndom i det askebæger, og jeg vidste ikke engang, det var et Lyngby.

Et skandinavisk modeblad for toilette og kvindelige håndarbejder fra 1880? Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Eller hvad jeg vil med det. Men man smider det jo ikke ud, vel?

Mors store opskriftbog med et helt husmoderlivs håndskrevne opskrifter og mormors lille. Jeg kommer aldrig til at lave noget, der hedder Tobbington, men mormor startede på den i 1913. Sådan noget vil slet ikke i småt brændbart.

Måske kommer der engang en vinteraften lang nok til, at jeg pludselig broderer mors nye stramajbetræk til fodskamlen færdigt.

Der røg også kagegafler, fotografirammer med og uden gamle fotografier, en dug, et par fade og en skål, en rullemadras, stearinlys, brilleetuier og ostestrenge i kassen. Ja, jeg ved det godt! Dømmekraften røg med på genbrugspladsen.

Til gengæld var denne her hjemtagelse helt efter planen. Stopuret, der ringer så højt, at man kan høre over hele egnen, hvornår æggene er færdige og småkagerne skal ud af ovnen. Dét har vi ønsket os.

Om mindre end tre måneder skal vi selv flytte, og så skal alle de nye rare sager pakkes ned og flyttes igen. Yay…

Gemme fingerbøl

gemfingerboel

Jeg hørte nogen sige “fugl eller fisk”, og så fortsatte jeg for mig selv “… eller midt imellem?” og blev sendt omkring halvtreds år tilbage i tiden.

Kan I huske legen Gemme fingerbøl? Det var dengang i den lykkelige og nøjsomme barndom, hvor der ikke skulle så meget til for at underholde – faktisk bare et fingerbøl. En person gik ind i et rum – eller alle de andre gik ud – og gemte et fingerbøl et sted i rummet. Det måtte ikke være gemt bag noget eller i noget, men skulle være synligt. Så kom de andre ind og råbte “Fugl eller fisk eller midt imellem?”, og den der havde gemt fingerbøllet svarede “fugl”, hvis det var i den øverste halvdel af rummet, “fisk” hvis det var gemt nedad mod gulvet, og “midt imellem”, hvis det var … midt imellem. Og så gjaldt det sådan set bare om at finde fingerbøllet først og dermed blive den næste, der skulle gemme det. Hvis det var svært at finde, kunne man spørge, om der var koldt eller varmt dér, hvor man i øjeblikket befandt sig, og bevægede man sig tæt omkring gemmestedet, råbte den, der havde gemt fingerbøllet “Det brænder..!!”

Meget enkel leg. Og en af de få, man endda kunne få lokket sin mor til at lege en kort stund mellem strygning og syltning. Men mest en leg, jeg legede hos mormor og morfar sammen med kusinerne.

Det ville nok ikke kunne udkonkurrere de elektroniske legeapparater her hos os. Men jeg kunne da prøve. Jeg har et fingerbøl.

Kitsch?

Hvornår er noget kitsch? Når det er på grænsen af halvgrimt storblomstret fra et andet årti? Eller når en anden socialklasse end ens egen synes om det? Eller det passer dårligt sammen med stål, sort og Hay? Hvem kan vurdere det objektivt? Og er kitsch per definition grimt?

Da jeg var barn, fik jeg en lille æbleformet krukke foræret. Jeg kan ikke helt huske af hvem og heller ikke hverken omstændighederne eller hvor gammel jeg var. Måske var min mormor involveret, måske min faster, – sidstnævnte var af den slags, som overdænger familiens børn med sære smågaver, som får barneøjne til at lyse, alene fordi de aldrig har set noget lignende, og som får mødre til at sukke “åh nej, ikke mere skrammel” – derfor er hun et oplagt bud. Det kan også have været min mormors søster, som havde de samme egenskaber, hendes eksotiske gaver var bare en tand mere high class.

Jeg blev usigeligt henrykt og syntes, æblet var fint og helt, helt perfekt til at have smånips og småskrammel i. Ringe, nipsenåle, fine småsten og plastikdimserne fra nytårsknallerterne, alle disse værdier, man får samlet sammen. Det var en stor skat til små skatte. Min æblekrukke. I min varetægt har den aldrig været brugt til sit oprindelige formål, som er marmelade og syltetøj, og det er længe siden, jeg har opbevaret idrætsmærker og andre trofæer i den. Det er også længe siden, den har stået fremme til pynt, men jeg har trofast flyttet den med mig gennem hele mit voksne liv og omhyggeligt stillet den ind i et nyt skab, hver gang jeg har skiftet bopæl.

Den fine lille æbleskål. Det har aldrig strejfet mig, at jeg var den eneste, der så dens skønhed. Sidst jeg pakkede flyttekasser ud og så mig om efter et passende sted til æblet, forstod jeg på en spontan kommentar, at det er tilfældet, og jeg var overrasket og forundret. Grim? Det faldt omtrent sammen med, at jeg havde spurgt “Skal du gemme dén her?” om en brun stentøjsdunk med prop, hvilket fik ejermanden til at gispe efter vejret og derefter fortælle mig den sentimentale historie, som gjorde, at dén dunk hverken kunne eller ville man skille sig af med. Så var vi både kvit og med fælles forståelse.

Men er det kitsch? Definitionen på kitsch er ifølge Den Danske Ordbog “indbo, kunsthåndværk, kunst, litteratur m.m. der regnes for underlødig og smagløs pga. sin banalitet eller overdrevne sentimentalitet, men af samme grund værdsættes med ironisk distance af nogle”

… og efter den definition er mit syltetøjsæble ægte kitsch. Det forener smagløshed med banalitet krydret med rigelig sentimentalitet, dog fuldstændig uden ironisk distance.

Æblet var kun ude for at blive fotograferet og er tilbage på sin plads i skabet igen. Der skulle nødigt ske det noget.

kitsch