Konfirmandrejse

Mens jeg sidder i Viborg og skriver, har Morten og Astrid lagt sig til at sove i Barcelona. De er fløjet dertil i dag og har taget hul på fem far-datter-dage i en af verdens mest fantastiske byer. Vores konfirmationsgave til hende var netop det: En rejse for kun de to. Der skal formodentlig shoppes igennem i de små designerbutikker i det gotiske kvarter og samtlige barcelanske Desigual-filialer, traves op og ned ad Ramblaen, øjensmovses i La Boqueria-markedet, bades i Middelhavet, og så skal hun måbe over La Sagrada Familias himmelske, betagende storhed og lys – især lyset – og begejstres over Parc Güell og Gaudis mosaikker og sprudlende fantasi.

Jeg er kun en lille smule misundelig.

Og hvorfor skulle jeg så ikke med? Gaven var jo også fra mig…?

Det skulle jeg ikke, fordi jeg ved præcis, hvad sådan en én-til-én-tur er værd.

Jeg har tre børn, og det kan godt være svært at finde fælles interesser, når børnene både har forskellige aldre og forskelligt køn. Feriemål, rejser og udflugter bestemmes altid af fællesnævneren – dét, som alle kan være i, men ikke nødvendigvis dét, som alle blomstrer ved. Derfor besluttede jeg tidligt, at min gave til min første konfirmand skulle være en rejse, bare os to og på konfirmandens præmisser. Jeg vidste, hvor Laura drømte om at komme hen, og hun blev både glad og overrasket på konfirmationsdagen, da hun fik gavekortet. Der var ingen klynk fra de to yngre brødre, da vi tog af sted, for de vidste, at det også ville blive deres tur. Og de kunne oven i købet selv være med til at bestemme destinationen. Især Niels var vidt omkring, inden han landede på det endelige rejsemål: Måtte det være badeferie? Kunne det være Rom? Prag? Hvor mange dage kunne vi?

Det har været virkelig godt givet ud, og jeg klapper mig selv på ryggen over at have været så klog at prioritere på den måde. Det var enestående konfirmationsgaver til glæde for alle parter. Jeg har haft tre næsten ens og samtidig vidt forskellige rejser med mine børn en ad gangen. Forskellige, fordi børnene er forskellige og ville noget forskelligt. Ens, fordi der alligevel var gengangere blandt de ønskede seværdigheder, og fordi de alle tre faktisk endte med at ville samme sted hen. Det fremgår formodentlig af billederne, hvilken by de tre 13-årige valgte?

Jeg håber, at i dag er første dag af en uforglemmelig rejse, som de to i Barcelona bærer med sig resten af livet.

Hede Barcelonadrømme

Den prikker mig på skulderen, udlængslen.

For det første kaster Facebook Barcelona-billedminder på mig. I disse dage er det tydeligvis fire år siden, børnene og jeg brugte en række vinterferiedage i Barcelona. Mens andre folk spændte ski på fødderne og opsøgte sneen, fløj vi sydpå og fik det første svirp af forår og varmere vinde. Lidt koldt var det nu også. Jeg kan godt huske, at vi frøs, da vi sad på denne udendørs cafe.

Barcelona1

Men den sidste dag var der sol og fjorten fine grader, da vi drev af sted langs strandpromenaden. I februar. Næsten uden jakker.

Vi var også på chokolademuseet, mindede Facebook mig om i dag. Bagefter spiste vi billetterne.

Barcelona2

Det var den sidste ferie, jeg var af sted på alene med mine tre børn. Vi har været mange steder, vi fire. Paris, Kreta, Mallorca, nævnt i flæng. Og Barcelona. Derefter begyndte de at flytte hjemmefra, og lige forinden havde jeg mødt Morten, og så blev rejsekonstellationerne anderledes. Der har været både kæresterejser og familieture med et, flere eller alle børn, og der har været mor-og-barn- og far-og-barn-ferie. Og de store børn rejser selvfølgelig også selv med venner og kærester.

Men den der Barcelona. Det er en dejlig by, både at opleve med store børn for fire år siden og med kæreste sidste forår.

Og samtidig med Facebook-erindringsstormen bliver jeg bombarderet med noget Sweetdeal-nyhedsbrev, der lokker med lækre billeder og rasende billige rejsetilbud. Barcelona igen. Den by, altså. Vi mangler jo at prøve den der svævebane, de har. Det er nemt at lade sig friste.

Barcelona3

Den der kirke, altså

Sagrada1

Ingen – INGEN – må besøge Barcelona uden at besøge La Sagrada Familia. Så enkelt er det.

I efterklangen fem dage efter, at vi kom hjem, er det stadig indtrykket af den, der står klarest. Den skal I se, havde Lasse sagt. Også indvendigt?, spurgte Morten. Især indvendigt, svarede den 17-årige. Som var 14, da han så den. Jeg havde prøvet at forklare, hvad der ventede os, men det er næsten umuligt at finde ord. Udenpå er den bombastisk, men indenfor er den meget … let, havde jeg forsøgt.

Men ingenting havde forberedt Morten på det, han så, da han trådte ind i kirken. Hans ansigt og hans reaktion har sat sig lige så skarpt i min erindring som det syn, der ramte os. Lyset. Farverne. Rummet. Mosaikkerne. Det ophøjede. Det guddommelige. Letheden. Formerne. Fantasien. Mest af alt lyset.

Sagrada2Sagrada3Sagrada4

Der er bygget på kirken i 133 år, og i de seneste årtier er det gået hurtigt. Byggeriet har altid været baseret på donationer, og jo flere turister, jo flere penge at bygge for. Og jo mere der bygges, jo mere er der at se, og jo flere turister kommer der. Jeg var der for tre år siden, og jeg kunne se forskel fra dengang. Kæmpestore mosaikker med et fuldstændig fantastisk farvestrålende lysindfald er kommet til siden. Med den hastighed byggeriet har nu, er der håb om, at jeg kan se den færdig i min levetid.

Jeg er Gaudi-fan.

Rød måne

Den første heftige forårssol er altid barsk for Mortens hoved. Han har ikke noget hår at tage fra med, og han plejer at tage sine forholdsregler og sætte en kasket på.

I år kom Barcelona først med den stærke sol, og ingen af os havde tænkt på hverken hat eller faktor. Så et par dage med sol i sylten satte spor på toppen. Da han efter morgenbadet bøjede sig for at tage strømper på, så jeg tydeligt kontrasten mellem issen og kroppen.

Han lignede faktisk det japanske flag.

Hils kirken med frugterne

Sådan skrev ældste søn, da han ønskede os god tur til Barcelona. Og forleden spurgte jeg yngste søn, som må blive hjemme og passe fisk og blomster, hvad han synes, man skal se, hvis han kun måtte sige én ting. Sagrada familia, svarede han uden tøven.

Så Gaudi har sat spor, når det er hans værk, begge mine drenge nævner som det første. Godt gjort af Gaudi. Jeg var nu heller ikke selv i tvivl om, at alt det farvestrålende og sprælske og sære skulle være en stor del af det univers, vi snart bevæger os rundt i. Blå himmel, sol, tapas, cava, daske, ose, holde hånd, Gaudi, Gaudi, Gaudi. Sådan forestiller jeg mig det.

Vi har øvet os i Viborg. Blå himmel, sol, daske, ose, holde hånd, købe ny jakke til mig. Så er vi fri for at tænke mere på det, og der bliver mere tid til Gaudi og alt det andet, som kommer til os. Vi har opladte batterier til både kameraer, øjne og hjerner.

Jeg glæder mig.

Hola