Hallo, chef, jeg kan ikke komme på arbejde i dag, – der er nogen, der har piftet min bil
Dette syn mødte mig, da jeg kom ned i parkeringskælderen. Først så jeg, at venstre baghjul var fladt. Øv. Men hov, venstre forhjul var OGSÅ fladt. Øvere. Jeg gik om på den anden side af bilen og konstaterede, at den var sunket jævnt ned hele vejen rundt. Øvest!
Der holdt måske femten biler dernede, og det var så lige på min, nogle lømler havde valgt at skrue på ventilerne. Alle fire. Men kun dét. Der var ikke knækket eller bulet eller baldret noget. Tak, lømler.
Jeg forstår bare på ingen måde, hvad sjovt der har været i det. Hvis de nu havde luret et sted for at se min reaktion, når jeg opdagede hærværket, så kunne jeg måske ane et formål med en mulig indbygget tilfredsstillelse. Men jeg så ingen lurere. De få andre mennesker i p-kælderen virkede bare sådan lidt gysende af lettelse over, at det ikke var deres biler, der var på hælene. Det kan selvfølgelig også have været, fordi det var den koldeste morgen i hundrede år.
Jeg kom på arbejde alligevel – i husstandens anden bil, og så har jeg en sød kæreste, som påtog sig at tilkalde hjemmehjælp. Bildoktoren kom med fire friske pust, og så var Lille Hviden rullende igen.
Det gode var, at jeg kom til at køre i en bil med varme i sædet.
