Arvesølvet. Nu med diagnose
Jeg har hentet min mors konfirmationssmykker hos guldsmeden. Der er blevet sat en lås på armlænken, og ringen er gjort to numre mindre. Havde min mor som konfirmand tykkere fingre end jeg som midaldrende? Og smykkerne er pudset fint blanke. Trekvart århundredes skuffefalmet er væk. Jeg kan pynte mig.
Det andet armbånd, jeg fik med hjem i julen, er af bronze, sagde guldsmeden. Jeg vidste ikke, man lavede smykker af bronze. Jo jo, sagde han, der er firmaer, der har specialiseret sig i bronzesmykker, museumskopier. – Museums…? Nå, okay.
Jeg er ikke ret god til at gå med smykker. De dingler, rasler, klemmer, hænger i, og tit glemmer jeg simpelt hen at tage dem på. Oftest bærer jeg kun et par enkle ørestikker.
Indtil nu. Måske har jeg mors ring på for altid. Måske var det lige kækt nok med to størrelser ned. Måske skal jeg ikke tage den på en varm sommermorgen, som ender med vand i fingrene hen mod aften.
Nå, det går nok. Sæbe er et godt fingerringglidemiddel. Hvis jeg vil have ringen af. For den er jo så fin.
