Dag 3 gik også godt

Dag 3? Hold da op. At der allerede er gået tre hele dage tilbage på arbejdsmarkedet efter færdig og veltilbagelagt sommerferie kunne godt tyde på, at tiden ganske enkelt har fået så meget fart på, at det er jul lige om lidt. Men hey, når det er jul, er lyset vendt igen, og dagene er på vej til at blive længere. Og dét kan vi godt lide, ikke?

Men altså.

Med udsigt til en aftenhimmel, der er væsentligt mørkere end på samme tid for de efterhånden næsten fire uger siden, da jeg gik på ferie, sidder der én (mig), der er træt, fordi det har været en lang dag. Den tredje lange dag, siden ferien sluttede.

Jeps, jeg er i gang med hverdagen igen. Jeg må stå tidligt op for at være et sted til en bestemt tid og kan ikke bare vente, til jeg vågner og har lyst til at stå op. Jeg må koncentrere mig om opgaver, endda flere timer ad gangen. Det er jeg slet ikke vant til. Og jeg skal huske at gå i seng i ordentlig tid og ikke drikke vin hver dag. Måske.

Men når jeg tænker over det, føles det fuldstændig i orden. Jeg har haft tre dejlige uger. En i Norge med Morten, en i Hamborg med husstanden og en i kolonihaven med mig selv, og enkeltdage ind imellem med forskelligt og forskellige. Alle mine behov er dækket, og hvor er det rart at kunne sige dét.

Det har ikke engang været slemt eller specielt hårdt at starte på arbejde igen. Det er en rar fornemmelse.

Men jeg er træt i dag. Tredjedagen er altid kritisk. Tredje dag på en skiferie, hvor man synes, det går helt godt og slipper koncentrationen og kommer til skade. Tredje dag efter en fødsel, hvor man græder og græder og slet ikke kan håndtere alle de hormoner. Tredje dag på arbejde efter en ferie, hvor trætheden viser sig efter to dage på koncentreret speed.

Jeg drikker et lillebitte glas vin og øver mig i at gå tidligt i seng. Det er også i mellemtiden blevet helt mørkt. Og måske jul?

Vi lukker døre, vi åbner døre

Det er blevet tid til at sætte mig ned og lade roen sænke sig over mig. Måske sænker øjenlågene sig også tidligt i dag. Det seneste halvandet døgn har jeg bevæget mig gennem en række forskellige verdener, både fysisk og mentalt, og nu kan jeg godt mærke, at systemet gerne bare vil have lidt fred og et lille glas vin.

I går lukkede og åbnede jeg døre i helt forskellige sammenhænge.

Jeg havde sidste dag på mit gamle arbejde, og selv om jeg havde forberedt mig på det i et stykke tid, og afskeden i øvrigt var efter eget ønske, var det alligevel sært. Det gik trods alt godt og gelinde, og jeg kom af sted med pæne og fine ord i bagagen. Jeg lukkede døren pænt efter mig med bevidstheden om, at jeg altid kan åbne den igen, stikke hovedet indenfor og hilse på. Og jeg kan, hvis mine grønne fingre bliver ved med at virke, for fremtiden tænke på søde, nu tidligere kolleger ved at nyde denne fine bonderose, som de gav mig, og som allerede står og pynter på vores nye terrasse.

Og det var det andet store, der skete i går. En ny dør blev åbnet. Vi overtog vores nye hus og skålede i Cava med sælger og mægler. Nu er det vores hus. Vildt! Og vi fik en hel skuffe fuld af nøgler. “Det er ikke så tit, man overdrager et hus med ni nøgler”, sagde mægler, og vi får muligvis nok en eller to i overskud, når vi har delt ud til alle vores børn.

Er man skarpsindig, har man allerede fået øje på et sæt nøgler, der ligner cykelnøgler. Nye cykelnøgler? Ja, der var nemlig pludselig en overraskelse. Sådan noget er Morten uovertruffen til. Knapt var vi ankommet til overdragelsen, før han sendte mig ud i skuret “for at se efter, om de nu havde fået det tømt helt”. Det havde de. Men der stod en splinterny cykel med sløjfe og kort. Den var til mig og anbragt der i smug tidligere på dagen. Ihh, altså!

Sagen er den, at når jeg nu – efter flytning og indretning og alt det – efter påske starter i mit nye job, er det meningen, at jeg vil cykle på arbejde. Jeg har en cykel. Den er gul, og jeg fik den, da jeg fyldte 40. Til sommer fylder jeg 58, og jeg har tænkt, og også sagt højt, at nu ville jeg gerne have en ny cykel. En uden skævheder og skavanker, en uden atten år og en forvredet cykelkurv på bagagebæreren. Og tænk! Så stod der lige en i skuret. Heldige mig! Omme bag skuret stod der en ny herrecykel. Morten var også heldig! Han tænker, at han også skal til at cykle på arbejde om morgenen sammen med mig.

I dag er der sat gang i spartling og maling på den nye adresse. På den gamle har vi pakket i kasser. Der er både dukket klenodier og vemod frem. Også overraskelser. Generelt er det hårdt arbejde at bryde ned; man føler sig brugt, både i krop og hoved, men det går godt indtil videre. 25 kasser er indført i protokollen.

Nu orker jeg ikke at skrive mere.

Selvudråbt køkkenhelt

Måske er nybagte boller og afgrøder fra kolonihaven blandt de motiver, jeg har allerflest billeder af. Haveværket er fotogent, bagværket knapt så meget. Bollerne holder sig mest til de beige og brune nuancer. Men alligevel. Her er et mere.

Fordi.

Jeg er en helt.

I denne uge samler jeg mine arbejdstimer på fire dage. Det giver nogle lange arbejdsdage, men betyder, at jeg ikke skal af sted fredag. Det er fint i de uger, hvor det kan lade sig gøre. Det værste ved de lange dage er faktisk at skulle høre på Tue og Tony på P3 fra tegnestuens radio. Når de plager æteren, plejer jeg at være i transport på landevejen med lydbog i højttaleren.

Så snart jeg kom hjem i dag, tog jeg forklædet på, og jeg satte mig først ned lang tid senere. Jeg har bagt 20 fastelavnsboller og 48 madpakkeboller. Det hele var nødt til at være i aften.

Fordi.

Det er min tur til at sørge for torsdagskage på arbejdet, og madpakkebollerne i fryseren fra sidste storbagning er ved at slippe op. De er faktisk ALTID ved at slippe op. Det kræver sin mand/kvinde/Ballerup Master Mixer at følge med det indtag, der er i denne husstand. Men jeg er også smigret og stolt over, at der er så stor afsætning på mit bagværk. Og nu har jeg fred lidt igen.

Jeg fortjener egentlig en medalje.

Den bager jeg næste gang.

Hattepåhit

I mandags voksede der noget snak frem mellem et par af mine kolleger, og de fik kørt hinanden op og ud ad en tosset vej. Det resulterede i en allemail med titlen Hatte/parykdag på fredag. Vi skulle alle sammen komme på arbejde i dag med hat eller paryk på, stod der. Og kunstige tænder, hvis vi gerne ville.

Og så er der det helt fantastiske ved samtlige mine kolleger, at hvis nogen siger “Tag hat på!”, så tænker de “Vi tager hat på”. Og så er det det, alle gør. I virkeligheden er jeg selv nok den, der hælder mest til “Aaarhh, hold nu op med det hattefis!”. Men jeg forberedte mig og lånte Lasses New England Patriots-hjelm, som vi gav ham i julegave for et par år siden. Vi laver NFL Magasinet på bureauet, og det var derfor en særlig relevant hovedbeklædning at tage på på arbejde. Og ret upraktisk. Kaffedrikning er svær. Mad er svært. Telefoni er svært.

Det blev en sjov dag, og vi har grinet meget – ad og med hinanden – i dag. De fleste havde noget på hovedet, og nogle havde ekstra med, så der også var noget til dem, der havde glemt det. Starten af dagen gik bogstaveligt op i hat og briller, for vi skulle selvfølgelig have taget et billede til firmaets Facebookside, og it-supporteren, som netop var i huset for at servicere noget netværk, blev udstyret med kamera, mens vi alle sammen myldrede ud til først den ene mur, hvor vi havde alt for meget sol lige i ansigterne, hvorefter vi myldrede over til en anden mur, hvor it-Torben så ikke kunne komme til at fotografere for parkerede biler, hvorefter vi endte med at posere foran et plankeværk med solen i den rigtige vinkel.

hattedag1

Vi havde alligevel været for tidligt ude med kameraet, for det viste sig, at ikke alle var kommet endnu, og det var faktisk ærgerligt, for Carsten mødte op i sombrero og poncho, og vi overvejede at koste Torben og os alle sammen ud én gang til, men det orkede ingen rigtigt alligevel. Vi skulle jo sådan set også bruge arbejdsdagen på at arbejde.

Men så kom Carsten heldigvis anstigende på tegnestuen med en bakke med Tequila, salt og citron, og så tog vi lige et Tequilashot der i formiddags, og så blev han også fotograferet.

hattedag6

Nu kan I jo ikke vide, hvordan vi ser ud til hverdag, men jeg kan love jer, at det ikke er sådan her.

hattedag2hattedag4hattedag3hattedag5

 

Den velanbragte påske

Det er ikke alle lande, hvor påsken bringer så mange fridage med sig. Skærtorsdag, for eksempel, er det vist kun os og spanierne, der holder hellig. Til gengæld skal spanierne på arbejde den mandag, vi holder andenpåskedagsfri, og det skal man også i en række andre lande sydpå.

Men hos os får man en god stribe fridage foræret, medmindre man er butiksansat og skal være på stikkerne om lørdagen, hvor alle skal ud og købe monsterstort ind for ikke at dø af sult i resten af påskedagene. Hvis man så oven i købet har feriedage til gode og kan få det kringlet med sin arbejdsplads, kan bare tre feriedage oveni udløse en ferie på hele ti dage. TI! 10! Det er mange.

Jeg er ikke butiksansat, jeg har feriedage til gode, og jeg har kringlet det med min arbejdsplads, og tre feriedage oveni har således udløst en ferie på hele ti dage. Som starter i morgen eftermiddag. Århh, det bliver godt for mig.

Jeg kan lide udsigten til lange dage, hvor jeg ikke skal tidligt op (mest dét! – Jeg er ikke bygget til at stå op klokken nul-fem-noget, det er jeg altså ikke), og hvor der er luft til at være spontan, til fordybelse og til at være den dovneste, jeg kender.

Der er allerede skrevet middagsaftale, fastelavnsfest, besøg af store søn, besøg hos min mor og en Stockholmsrejse på balkortet, så dagene skal såmænd nok gå hurtigt, men lige nu, med en enkelt arbejdsdag tilbage, er udsigten fantastisk. Jeg er fan af påske. Og af forårsjævndøgn og fuldmåne, der får den til at falde lige om lidt.