Vi er gået i badebold

I dagens løb sendte jeg Morten en mail med ordlyden: “I aften vil jeg gerne have nippemad og vin og brændeovn”.

Jeg har fået begge dele, og vi er begge sunket sammen i sofaen og har det præcis som Apples pauseikon, der kører på skærmen, når systemet tænker grundigt over en ordre – når det for eksempel har fået besked på at åbne et program eller gemme noget og ikke ved, hvor det skal starte. I gamle dage var det et timeglas, der senere blev opgraderet til en farvestrålende badeboldlignende cirkel, der kører rundt og rundt. Windows’ pendant var tidligere en blå ring som en vaniljekrans, der drejer rundt i uendeligheden, nu er det en urskive, der langsomt fyldes ud, har jeg ladet mig fortælle.

Det hele fortæller bare, at der faktisk ikke rigtigt foregår noget i motorrummet.

Morten har skrantet i en uges tid, og jeg er lige startet og for nedadgående. Vi har det sådan her: ondt i musklerne, ondt i halsen, dækket af en dyne af træthed, den ene hoster, og den anden er begyndende fugtig i næsen. Det er faktisk ikke muntert.

Inden længe får vi nok en besked om, at systemet ikke længere svarer.

www dot hurra dot com

Der var flere, der fejrede internettets fødselsdag i går. Eller også var det world wide webs fødselsdag. Det er lidt uklart, hvis jubilæum det egentlig drejede sig om, ligesom det heller ikke var helt nemt at blive klog på, hvor mange år vi fejrede. Og om det faktisk var i går. Under alle omstændigheder var der en del mennesker på Facebook, som følte sig foranlediget til at gøre rede for, hvordan og hvornår de første gang stiftede bekendtskab med nettet.

Og uanset om i går nu var den rette dag til at hylde en institution, hvad enten det var den ene eller anden sammenkobling af data, så er det da en fin anledning til at smide nogle nostalgiske kabler bagud. Lad os nu bare sige, at det er lanceringen af softwaren bag www, der er vores 25 års jubilar – og det er endda ikke helt rigtigt alligevel, for www blev først gratis og dermed mere tilgængeligt for almindelige mennesker i 1993. Har jeg googlet mig til, og det er jo netop sådan noget som at google, vi kan takke www for.

Jeg arbejdede første gang på computer i 1990, da det reklamebureau, hvor jeg var rentegner (det var før, det hed dtp’er, og lang tid inden vi alle sammen kaldte os grafikere), trådte over tærsklen til fremtiden. Jeg sad ved en Macintosh IIx, som havde en harddisk med 40 Mb lagerplads. Ja, det var megabytes, giga var slet ikke opfundet endnu. Året efter var det præcis sådan en opsætning, jeg købte privat. En Macintosh IIx, skærm, tastatur OG en postscript-printer. Det hele kostede kun 60.000 kroner, fordi det havde været demomodel. Og jeg syntes ikke engang, det var urimeligt. Jo jo, vel var det mange penge, men sådan noget kostede jo, jeg tog et SU-lån og var egentlig bare lykkelig for mit lækre grej. Det så sådan ud. Med banebrydende grafisk brugergrænseflade og et 3,5-tommer diskdrev, som kunne læse de store disketter med 1,44 Mb diskplads!

mac-iix

Selve internettet ramte mig først i 1995 eller 1996. På min arbejdsplads – også et reklamebureau – begyndte nogle af vores kunder at have e-mail og kommunikere ad den vej, så det skulle vi også have. Mailadressen har sikkert været post-snabela-bureauetsnavn, og vi havde kun én. Den var installeret på den eneste computer, vi havde med internet på. Vi brugte det ikke rigtigt, og det var først, da kunder begyndte at ringe og undre sig over, at vi ikke reagerede på deres e-mails, at vi indførte, at Mogens fast skulle tjekke mails – en gang om ugen!

Det virker helt tosset set med nutidens øjne!

Senere fik vi personlige mailkonti med virkeligt lange og indviklede adresser fyldt med bindestreger, punktummer og underscore, og internetforbindelsen kørte via modem og telefonstik, hvilket betød, at vi ikke kunne bruge telefonen, mens vi var på nettet. Endnu senere lærte vi bogstavkombinationer som ADSL og ISDN at kende, og resten er historie.

Det er faktisk meget svært at forklare folk, der er født i halvfemserne, hvordan vi klarede os før internettet.

Forbedringer og rettelser

apple

Jeg har haft iPad i tre år. Jeg har aldrig opdateret styresystemet. I flere år har der stået et rødt ettal ved Indstillinger-ikonet og flimret med, at jeg kunne hente en opdatering. Der har det stået godt. “Hvorfor reparere noget, som fungerer fint?”, har en eller anden sagt. Det kunne have været mig.

For lidt siden installerede jeg iOS 8 på min iPhone.

Verden står endnu.

Nu er jeg ved at opdatere min iPad. Det er en stor aften.

Bagefter vil jeg opdatere til en ny version af mig selv. Den indeholder forbedringer og rettelser ligesom alle de andre opdateringer.

Æblemos

Jeg er et macmenneske, som står i forhold til en pctype.

Vi forsøger at undgå den religionsfejde, der ofte er mellem Apple- og Windowsbrugere. Der er på ingen måde tale om, at vi er ved at assimilere. Ingen af os kunne drømme om at konvertere til den andens værktøj, vi betragter begge vores computere som en forlængelse af vores hænder. Men i stedet for hele tiden at håne – “Ha, du skulle tage at gå over til mac!”, “Det der er meget nemmere på en pc!” (vi kommer kun lidt til det engang imellem) – er vi enige om at betragte vores digitale kulturer som et forrygende godt supplement til hinanden.

For et par måneder siden gik min baby i sort. Fuldstændig. Ikke til at redde. Jeg har heldigvis fået en ny baby, og jeg er glad igen. Men der var nogle ting på den gamle harddisk, som jeg gerne ville have ud.

Det må have været nærmest paradisisk for en inkarneret pc-fortaler at få lov at splitte æblet ad.

baby1

baby2