Når filmen lever op til bogen

Af de ualmindeligt mange bøger, jeg har læst og lyttet, er det forbløffende få, jeg har fortalt om og anbefalet her. En af dem, der slap igennem anbefalingsnøglehullet på bloggen, er Glasslottet af Jeannette Walls, som jeg lyttede til for snart tre år siden – og tænk at der allerede er gået tre år, men det er en helt anden snak. Jeg skrev om den her. Jeg var begejstret.

Nu er den filmatiseret, og jeg så den i går. Det er altid farligt at have læst bogen, der ligger til grund for en film, for dels kan man altid savne detaljer fra det skrevne forlæg, som ikke er med i filmen, og dels fortolker instruktører somme tider vel frit. For nogle uger siden så jeg Snemanden, der er baseret på Jo Nesbøs roman af samme navn, og den film var i den grad noget skrammel, som jeg skyndte mig at glemme og lade, som om jeg aldrig havde set. Ikke engang internationale stjerneskuespillere kunne redde den i land. Jeg har for resten ikke set den! Jeg kan kun huske bogen!

Jeg var derfor ret spændt på Glasslottet, også fordi Maria Månson i Filmselskabet på DRK ikke gav den så god en medfart i sin bedømmelse. Det var heller ikke mange, der havde fundet vej til sal 4 i Fotorama i aftes: Mit selskab og to mere. Det var mest synd for alle dem, der ikke var der.

For altså. Efter min mening er filmen fuldstændig, som den skal være, og meget tro mod sit forlæg, som er den selvbiografiske fortælling om forfatterens opvækst. Filmen var lige så livsbekræftende, hjerteskærende og forstemmende som bogen, og da lyset blev tændt, havde jeg den samme følelse, som da jeg var færdig med bogen. Det er godt, tænker jeg.

Jeg kan kun sige: Se den.

Stadig Alice – begejstrende og forstemmende

stadig alice copy

For tiden lytter jeg til Lisa Genovas Stadig Alice. Den er opslugende, tankevækkende og fantastisk velskrevet. Den handler om Alice, der er professor i psykologi og sprog ved Harvard University. Hun er begavet, skarp og højt respekteret, og hendes eksistens og selvbillede er i høj grad forbundet med hjernens arbejde. Som 50-årig bliver hun diagnosticeret med præsenil Alzheimers efter i nogen tid at have slået begyndende glemsomhedstegn hen med grunde som for meget arbejde, for lidt søvn og overgangsalder.

I den følgende tid bliver der flere og flere huller i hendes hukommelse, hun må holde op med at arbejde, og hendes hjerne skrider mere og mere. I takt med hendes mentale opløsning kæmper både hun selv og hendes familie med at erkende og acceptere sygdommen. Ord forsvinder fra hendes sprog, og hun får sværere ved at klare sig selv. Sommetider kan hun ikke genkende sine nærmeste, hun farer vild og kan ikke huske, hvad der er sket for et øjeblik siden. Med tiden bliver de tomme pletter i hjernen større end de virksomme områder.

Jeg er opslugt og berørt, når jeg sidder i min bil på vej til og fra arbejde med lydbogen i højttaleren. Jeg kører med en knude i maven og glemmer næsten at trække vejret. Det er så levende og illustrativt beskrevet, og det er så nemt at sætte sig ind i det mentale forfald, som Alice gennemlever, og selv gennemleve hendes usikkerhed og kvalme, når det i glimt går op for hende, at noget er helt galt, mens hun stadig er i stand til at sætte ord og tanker på og stadig i stand til erkende, at hun ikke længere er den, hun var. Og at det er en fremadskridende nedbrydning, som intet kan standse.

Kunne det være mig? Kan det blive mig? Er jeg disponeret? Det er nærliggende at analysere egne små glemsomheder og vurdere, om det bare er normale distraktioner eller de første tegn på en sygdom, der invaliderer mentalt. Låste jeg bilen? Hvad hedder det nu? Hvor lagde jeg? Har jeg allerede sagt det? Hvad gik jeg herind efter? Og hvordan ville jeg reagere, hvis det ramte mig? Hvordan ville jeg håndtere det, hvis det ramte nær mig?

Mange kender nogen, der er ramt af Alzheimers, og denne roman er god at få forstand af. På hvordan sygdommen påvirker både patient og pårørende, og på hvad det egentlig er, der gør et menneske og dets personlighed. Læs den.

Bogen er filmatiseret med Julianne Moore, der fik en Oscar for sin præstation som Alice. Den har fået fremragende anmeldelser, men jeg skal ikke se den endnu. Min oplevelse af bogen skal falde på plads først.

Lytteraturanbefaling: Glasslottet

Når jeg læser så meget, som jeg gør, det vil sige hører bog op mod to timer dagligt i bilen, er der plads til jævnligt at kaste mig ud i ukendt terræn. Til at læse bøger, som jeg ikke aner noget om. Sommetider kan jeg ikke engang huske, hvor jeg først hørte om dem, når jeg endelig får dem hjem fra biblioteket efter at have ventet i uger eller måneder på at rykke forrest i køen. Som regel har jeg læst eller hørt anbefalinger, der har fået mig til at reservere titlen.

Sommetider rammer jeg ved siden af min smag, men ofte bliver jeg glædeligt overrasket over litteratur, der gør særligt indtryk.

Sådan en roman er Glasslottet, som jeg netop er blevet færdig med. Den er fantastisk. Livsbekræftende, hjerteskærende og forstemmende på samme tid. Forfatteren er Jeannette Walls, der fortæller om sin opvækst i 60’erne og 70’erne i en omflakkende, dysfunktionel familie i dyb fattigdom og på evig flugt fra myndigheder og ubetalte regninger. En karismatisk, genial og alkoholisk far og en evigt positivt tænkende, fjern kunstnermor, der rakker fra det ene opholdssted til det andet med deres fire børn, som hele tiden må starte forfra i nye skoler og kæmpe for tilværelsen. Fra ørkenbyer i det vestlige USA til en ussel mineby i West Virginia. Der er svigt og underlige valg, men der er også kærlighed og omsorg, og forfatteren skildrer forældrene kærligt og loyalt, ligesom der er et tæt bånd mellem børnene i deres fælles kamp for overlevelse, både fysisk og mentalt. Man sidder ofte måbende over de vilkår, de lever under, fattige og frysende, tit uden mad i en evig usikkerhed og med meget lidt ansvarlighed fra forældrene.

Efterhånden som de vokser op og modnes, bryder børnene ud. Et efter et flytter de til New York så hurtigt, som de kan komme af sted og etablerer sig der.

Jeannette Walls er journalist og har formået at skabe et godt liv imod alle odds, takket være en beundringsværdig vilje, beslutsomhed og begavelse.

Jeg kan kun sige: Læs den!

Knausgård støvsuger

IMG_5283_small

På billedet ser man lyd på vej ind i ørerne på en kvinde, der støvsuger. Man ser ikke lyden, men nu har I fået at vide, at den er der. Ledningerne antyder det også. Man kan ikke se, at hun støvsuger, men nu ved I det. Oplysningen er kun interessant i det omfang, at det er kedeligt at støvsuge (synes kvinden), men når man får et skud lydbog samtidig, gør det ikke noget, at der er mange kvadratmeter at støvsuge, at der virkelig trænger, og at det derfor tager et stykke tid.

Støvsugning, cykling, løb og havearbejde er ideelle forhold til at høre bog. Det der betager mig for tiden er Karl Ove Knausgårds Min Kamp. Der er seks bind, og jeg er ved anden bog. Der har været megen hype og megen debat om værket i Norge. Man har diskuteret, hvor tæt man kan gå på personerne i en selvbiografi. Knausgård skriver aldeles uden filter. Personerne omkring ham – og han selv – er beskrevet med deres rigtige navn og fuldstændig hudløst og til tider stærkt udleverende.

Men for mig er det bare deres interne norske og familiære udfordringer. Jeg læser det som den fremragende roman, det er. Han skriver bragende godt. Råt, følsomt, reflekterende, dokumentarisk, detaljeret. Fantastiske formuleringer og et smukt og flydende sprog. Jeg er begejstret.

Der er skrevet meget om Knausgård også, og der ligger masser af anmeldelser på nettet. Jeg har ikke læst ret mange, vil nødigt have spoilers om de kommende bind, men jeg er ret sikker på, at jeg med tiden og måske nødvendige pauser undervejs kommer igennem hele værket.

Det kan endda være, jeg bliver nødt til at støvsuge lidt grundigere, løbe et par kilometer ekstra eller lægge flere kartofler for at beholde headsettet på lidt længere.