Alene hjemme

Vi er alene hjemme for tiden. Jeg definerer “vi”: Det drejer sig om selveste husejerne, herren og fruen i huset, Morten og mig. Vi der har købt og ejer (sammen med banken) retten til at være her. Og det er vi så. Selv.

Det sker ikke ret tit, at vi er ladt alene tilbage i så lang tid. I halvanden uge. Yngsten er i Thailand, og alleryngsten er hos sin mor og kommer først igen, når påskehelligdagene sætter ind.

Det er helt underligt om morgenen, når vi sidder og spiser morgenmad, at ingen står op, og ingen kommer hjem fra natarbejde. At der kun skal laves aftensmad til to. At vi også selv skal lave mad om onsdagen, som ellers er yngstens maddag. At vi kan larme så tosset vi vil og helt lade være med at være hjemme, hvis det er det vi vil.

Globetrotteren er fløjet til Thailand i et par uger for at besøge sin kæreste, der sammen med en veninde rejser rundt i Sydøstasien i nogle måneder. Jeg har set billeder derudefra. Landet, solen og gensynet klæder ham, og han ser glad ud.

På trods af, at her er mere tomt end sædvanligt, går det nu også godt herhjemme. Og det er jo en forsmag på, hvordan det bliver, når alle arvingerne flytter hjemmefra for good. Så skal vi selv fylde rammerne ud, og det er jeg heller ikke i tvivl om, at vi kan.

Nå. Men. Bagsiden af medaljen: Globetrotterens fravær betyder også, at badeværelsesrengøringen hænger på mig i to uger. Det plejer han at ordne om torsdagen. Det nåede jeg så ikke i dag.

Ærgerligt.

Masser af fritid … eller nej

Kan du lide solbærmarmelade?, spurgte jeg Morten i går, inden han og Astrid drog på sheltertur i det sydsjællandske.

Ja!, svarede han og tilføjede: Hvis den ikke er for tynd!

Og det er akkurat den konsistens, jeg har ramt i den portion marmelade, jeg lige har kogt. Nu ser jeg lige, hvordan den er efter afkøling, ellers må jeg koge om med mere stivelse i morgen.

Jeg har ellers masser af andre gøremål på min liste til i morgen. Der sker nemlig det samme hver gang jeg har nogle dage alene hjemme. Jeg har virkelig mange planer om alt det, jeg vil bruge tiden til. Alenlange lister med projekter. Denne gang var det noget med at sortere kontorting, lægge håndklæder og sengetøj på plads i det nybyggede skab i badeværelset, luge i kolonihaven, plukke solbær (tjek), lave marmelade (halvtjek), sortere dvd’er, vaske virkelig meget tøj, digte en sang, købe alt muligt jeg mangler, slå græs i begge haver, gøre rent, blogge (halvtjek), ringe til folk, skrive noget begavet, find selv på mere…

Og resultatet er det samme hver gang: Jeg når kun en brøkdel. Og det er, fordi jeg ikke tænker mig om, at jeg kommer til at stresse mig selv med de projektlister. For jeg har jo ikke mere tid, bare fordi jeg er næsten alene hjemme. Jeg går stadig på arbejde og har præcis den samme mængde fritid som jeg plejer. Og vigtigst: Der er aldrig nogen, der hindrer mig i at gøre, hvad jeg vil, heller ikke når husstanden er fuldtallig. Så hvorfor jeg lige bilder mig ind, at jeg skal nå ekstra meget i alene-hjemme-dagene, ved jeg faktisk ikke.

Det er jo dumt.

Der er gået to ud af fem dage, og jeg er allerede bagud, får jeg at vide af den indre bogholder. Vi må have en snak, bogholderen og jeg!

Nu drikker jeg et glas hvidvin og soler mig i, at håndklæderne er på plads i skabet, i vasketøjet der hænger til tørre – og i den pjaskede solbærmarmelade, og så evaluerer jeg to do-listen i morgen.

Sammen med marmeladen.

Alene hjemme

Jeg har ikke været alene hjemme længe. I umindelige tider, faktisk, for nu at trække et af min mors og mormors udtryk frem fra glemslen. Men i aften er jeg. Lidt endnu, i hvert fald. Lasse er til sin lillebrors 11 års fødselsdag – det er utroligt, at nogen kan blive 11 år, når de faktisk lige er blevet født – og Morten og Astrid er på ski et sted i de norske fjelde. Jeg har talt i telefon med Laura i Stockholm og ønsket Niels og hans kæreste god tur til Rom. I morgen tager de af sted, de små heldigheder. Jeg har spist morgenmad til aftensmad og skænket mig et glas vin til aftenkaffe. Jeg bager fastelavnsboller, fordi ingen skal bestemme, at fastelavnsbollesæsonen er slut. Jeg ser fjernsyn og driver lidt fra det ene til det andet. Inden længe skal jeg skype med Morten i Norge, og på den måde er det en ret international dag med indsigt og udsyn, selv om jeg i min fysiske form bare har indtaget det bedste hjørne i sofaen, hvortil jeg kom først, alene fordi der ikke var nogen at komme før.

Små ting kan godt være store ting, og ingenting kan være alting. I dag er det sådan.

Konen med planerne

Så skulle jeg være alene hjemme, fordi søn skulle spise hos sin far, og kæreste skulle til madlavning for finere jægere, og jeg havde bestemt, at efter arbejde ville jeg kigge ind til nogle bekendte og hilse på, derefter ville jeg købe ind, og hjemme ville jeg skifte til spandex og løbe en dejlig tur, og bagefter ville jeg sætte mig sofaen med fjernsyn og gadgets.

Men så gik det sådan, at det der besøg jo ikke behøvede at være i dag, så jeg kørte forbi. Og mens jeg var i Føtex, kom jeg i tanker om, at det jo kun er to dage siden, jeg løb sidst.

Så jeg gik direkte i pit med min gode alenehjemmesalat og leftovervinsjatter. Som nogen jo er nødt til at tage sig af.

Og sikke rart, det var!

At ikke have den mindste snert af dårlig samvittighed.

Bare aaahh!

alenehjemme