Risimponeret

Det virker stadig på mig som noget, en fantasifuld eventyrdigter har fundet på, fordi ingen nogensinde ville have spået, at netop jeg ville kunne opdrage nogen i den retning, men det er den skinbarlige og uomtvistelige sandhed: Jeg har børn, der kan lave mad!

Jeg er fuld af respekt og stolthed, når yngsten kaster sig ud i ambitiøse projekter, fordi han kan og har lyst. Som nu i dag, hvor han tryllede sushi frem.

Vi har længe haft en pose fejlindkøbte sushiris i skuffen, og nu havde vi en rest fersk torsk, som han dybstegte, og i fryseren var der kylling, som han sojamarinerede og stegte, og vi havde agurk og avocado og tang. Rulle, rulle, trylle, trylle. Se hvor fint.

Det smagte godt, og der blev til både forret og madpakker til dem af os, som arbejder ude.

Udpluk #13

  • Når Morten er på flerdagesjagt i Sverige, står det lysende klart, hvem det egentlig er, der reder vores seng hver morgen.
  • Det står ligeledes klart, hvem der i hans fravær skal lave aftensmad hver eneste dag.
  • Fordelen er, at det gode sofahjørne altid er ledigt.
  • Hverken internetforbindelsen, Sonos eller andre vitale installationer har gjort knuder, mens kongen af it har været bortrejst.
  • Han kommer hjem i dag, men først efter at jeg har plantet mig tungt i hjørnet.
  • Han får nok alligevel travlt med at pakke ud. Alt jægersmandens camouflageoutfit med orange strejf. Og måske gaver til mig.
  • Jeg glæder mig til at få ham hjem.
  • Og noget helt andet:
  • Kan Dokk1 i Aarhus ikke nok udtales Dokk-ét? Det troede jeg i starten, den hed, og jeg kan ikke vænne mig til at sige Dokken. Det kan godt være, vi selv må bestemme, hvad vi kalder den, men jeg helst have, at en tydelig voksen bare tager en beslutning.

Listefortrøstningsfuld

liste

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, satte jeg mig med det samme og skrev en liste over de ting, jeg gerne vil nå i weekenden. Punkterne kom på i en lind strøm, og der var mange. Ud af hovedet og ned på papiret. De fik en linje hver, men vægter slet ikke ens. Alle ved jo, at ’pakke XXs gaver ind’ ikke tager nær så lang tid som ’købe flere julegaver’. Det svarer til at have en indkøbsseddel, hvor der står mælk, gær, æg, aftensmad.

Til gengæld er der en særlig psykologi i at have en fysisk liste, hvor man kan strege ud. Mange af punkterne findes også i noterne på min telefon. Jeg har forskellige noter liggende der. ’Huske at’ er bare én. Der findes også noter med bøger, jeg gerne vil læse/lytte, emner jeg måske vil blogge om, og gaveideer til mig selv og andre.

Der er bare den store ulempe ved digitale lister, at når jeg har udført noget, sletter jeg bare punktet. Og så er det væk. Det betyder, at samtlige ting på listen er noget, jeg er bagud med. Der er ingen tilfredsstillelse ved at kigge på den liste. ALT mangler at blive gjort.

DERFOR er en analog liste på et rigtigt stykke papir noget, som hjernens belønningscenter elsker. Der er stor tilfredsstillelse i at strege ud eller sætte flueben, så gjort-punkterne langsomt bliver flere end ikkegjort-punkterne. Man kan helt konkret se, hvor dygtig man er.

Det er derfor, jeg valgte en fysisk seddel til denne sidste weekend før jul. Jeg skal bare stå op i morgen og starte fra en ende af og blive ved, indtil jeg er færdig med alle punkterne søndag aften, imens jeg streger dem over, efterhånden som jeg får dem gjort.

Jeg er fortrøstningsfuld.

Og se, jeg har allerede købt ind!

Min tarte flambée

Tarte1

Da vi var i Strasbourg, stiftede vi bekendtskab med tarte flambée, som er en alsacisk specialitet. Især Lasse og jeg spiste dem hele tiden. Det er som en pizza, men med creme fraiche i stedet for tomatsauce, og grundversionen er kun med løg og skinke. Så findes der lidt mere avancerede varianter med gruyere eller gedeost, eller der kan være champignons og bacon, og jeg har også smagt en udgave med røget laks. De smager alle sammen godt, og vi tænkte, at det var en ret, vi nemt kunne lave hjemme.

Nu har jeg gjort det et par gange, og det går helt godt nu. Det vigtigste er faktisk at spare på fyldet. Første gang jeg lavede retten, var den ganske enkelt for højt belagt, og bunden blev ikke sprød. Jeg har brugt ricotta til bunddækket, fordi jeg først bagefter læste, at andre bruger creme fraiche. Det prøver jeg så næste gang. Hvor jeg måske også forsøger mig med lufttørret skinke i stedet for skinkestrimler.

Jeg vil godt fortælle, hvordan jeg har gjort. Bare husk, at det her er min version og ikke nødvendigvis en korrekt Alsacegodkendt tarte flambée-opskrift, hvis sådan en altså findes.

Men altså, til lige præcis retten på billedet brugte jeg:

• 1 færdig pizzabund fra Føtex, rullet yderligere tynd, lagt på bagepapir
• Et halvt bæger ricotta rørt op med 1 æg og smurt ud over dejen
• Salt og peber kværnet ud over hele fladen
• 4 bananløg i supertynde ringe
• 100 g skinkestrimler
• En halv gederulle i halve skiver
• En god håndfuld revet ost (jo bedre, jo bedre)

Det var alt.

Den er bagt på pizzasten. Jeg lagde stenen ind i ovnen, som jeg tændte på 250°. Da ovnen var varm, trak jeg papiret med tærten over på pizzastenen og lod den bage i 10 minutter.

Lasse og jeg delte den lige over og blev mætte begge to. Ja, jeg levnede faktisk et stykke af min del, og det vil vise sig, om det forsvinder sporløst fra køleskabet i ly af natten. Den, der vinder det, vinder i hvert fald en god mavefornemmelse.

Tarte2Tarte3

 

Hvad vi talte om over aftensmaden

Hvor mange undervisningsmoduler 3.g’eren har tilbage i gymnasiet. Nogensinde.

Fennikel.

Hvor i Spanien gymnasiets spanskhold plejer at tage hen på sprogrejse.

Hvordan det går med at øve lancier til galla om halvanden uge.

Maden. Vi husker altid at rose maden.

Hvem man er på naturlig krammer med, og hvem det er grænseoverskridende at kramme.

Som direkte følge heraf: Håndtryk. De gode faste og de vattede. Om at “træde ind i et håndtryk”.

Et hagl i rådyrbiksemaden.

Dronningens besøg i Viborg i dag og hendes hat i særdeleshed. Den lignede skålen fra et agern. Med stilk. I blå.

Noget jeg sagde (“Nu lyder du som mormor!”).

Uregelmæssige bøjninger i dansk, formuleret af en chilensk flygtning.

At man ikke må sige “i sommers”. Aldrig.

At ingen af os tog hverken ketchup eller HP-sauce til biksemaden.