hep

Betaget og begejstret

Hack1

Der er kommet en ny kogebog i vores samling. Den er så smuk, at den stadig ligger på sofabordet og tager sig ud. Senere kommer den på sin rette hylde.

Udover at være flot og indbydende og fyldt med lækre billeder og opskrifter på den mad, der bæres ud fra køkkenet på Cafe Hack, der ligger under Aarhus Teaters ene vinge i arkitekten Hack Kampmanns bygning fra år 1900, er den også historien om restauranten og dens tilknytning til teatret, om radioprogrammet Cafe Hack, og det er fortællingerne om nogle af de mennesker, der har tilknytning til og kommer i bygningen og restauranten, skuespillere, kokke, teaterpersonale og gæster.

Jeg har læst den fra ende til anden, og jeg er begejstret. Hammerflotte fotos og veldrejede fortællinger. Det er min gode veninde Hanne, der har skruet teksterne sammen, og det har hun gjort rigtig godt. Hele holdet bag bogen har gjort det godt, og resultatet er en fryd for øjet og hjernen. Formodentlig også for munden og maven, men så langt er jeg ikke nået endnu.

Hack2

Vi var inviteret på Cafe Hack til noget, værtsparret Hanne og Morten kaldte krisetopmøde, noget med en rund fødselsdag og en syvårsdag og noget midtvejspanik. Eller et tilbud om i det mindste at være sammen om at gå i panik, hvis det ikke kunne undgås. I virkeligheden var det en fest. Vi havde i hvert fald en fest.

Og så kunne man købe Cafe Hacks kogebog, og det gjorde vi. Eller vi og vi. Pludselig var min kæreste forsvundet og kom et øjeblik efter tilbage og gav mig bogen. De andre gæster, som kendte den i forvejen, talte godt om den. Dog var der en moster, der sagde: “Altså, det der brød … ” – jeg troede, at brødopskriften nu skulle berømmes – “… dét skal I ikke bage! Der er så meget forskelligt i, at man knækker tænderne på det!!”.

Som nævnt har jeg læst hele bogen, også opskrifterne, og hvad jeg er HELT sikker på, at jeg vil lave på et tidspunkt, er netop Koldhævet brød med græskarkerner, tranebær og malt. Mine tænder er stærke.

Røverhistorierne kan købes ved at gå denne vej. Jeg er ikke blevet bedt om at reklamere; jeg deler bare ud af min betagelse.

Nå jo, så var vi også på rundvisning i teateret. I salene, bag kulisserne, fra kælder til kvist, alle syv etager, hen over svanekuppelloftet, i værksteder og kostumelagre. Det er en fantastisk bygning. Jeg er beriget, betaget og begejstret.