24 timer i orange

Vi fik overhovedet ikke alkohol. Alligevel føles det lidt som tilstanden efter en fest. Hvad det på sin vis også er. Vi er baldrede, smadrede og trætte og går i en boble ved siden af os selv.

Hvorfor? Fordi vi har været en del af 24-timersløbet i Viborg, ligesom vi plejer den anden weekend i august. Der er ligesom to lejre den weekend. Nogle er aldrig med til 24-timersløbet, fordi de altid er til Smukfest. Andre er aldrig til Smukfest, fordi der er 24-timersløb. Og sådan er det bare.

Det er altså ikke alkohol, der har smadret os. Ret beset er det vel heller ikke løbeanstrengelserne. Vi har begge løbet to runder om Søndersø i løbet af det døgn, løbefesten varer, hvilken vil sige under 12 kilometer i alt. Trætheden skyldes snarere alt for meget frisk luft og alt for lidt søvn. Vi lagde os ved midnatstid og stod op igen klokken 04.30 for at være klar til vores morgenture – på det eventyrlige tidspunkt af døgnet, hvor natten møder dagen. Jeg løb solen op på min tur.

Men vi klager ikke. Slet ikke. Vi har selv valgt at være med, vi var begge tilfredse med vores indsats. For mit eget vedkommende har jeg aldrig været så længe om at løbe rundt om den sø før, men jeg var til gengæld stabil og havde samme tid på begge mine runder (9 sekunders forskel), jeg løb hele vejen, og det er længere, end jeg har løbet længe. Som i VIRKELIGT længe. Som sædvanligt var der udbredt hygge og god stemning på Guldsmed Norups hold af venner og familie gennem hele døgnet, og alt var nøjagtigt, som det skulle være.

Og så endte vi endda på en fornem femteplads i rækken af 24-mands mixhold, som der var 98 af!

Næste år synes jeg, vi skal have røde trøjer, for så kan vi alle sammen kalde hinanden den røde løber. Og rød neglelak har jeg.

Hvem gider høre om en fantastisk ferie?

Sådan ser man ud efter en hel, glad feriedag i haven, hvor håret er blæst i uorden, mens der er dukket store felter af sort jord op mellem rækker af afgrøder.

Og sådan ser himlen ud set fra østsiden af Søndersø en mandag aften, hvor det samme forpjuskede hår og tilhørende krop havde vovet sig rundt om søen i løbetøj – for at se, om dét overhovedet kunne lade sig gøre. Der er 24-timers løb i Viborg i den kommende weekend, og de, der skal repræsentere et hold, skal gerne kunne komme hele vejen rundt og aflevere stafetten til den næste løber. Der beretninger fra løbet i 2013 her, 2014 her og 2016 her. Jeg løber for det samme hold, men i år er neglelakken orange.

I sidste uge var vi i Hamborg. Hvor vi de to forrige år pakkede os sammen i Aygoen og kørte til Amsterdam og Strasbourg, tog vi toget i år. Det var smadderhyggeligt, og vi var lykkeligt fri for at spekulere på trafik og parkering. Vi boede midt på Reeperbahn i Pyjama Park, et lille hotel/hostel, som overraskede positivt i alle henseender. Rolige nætter, god stil, venligt personale, dejlig morgenmad. Skal jeg til Hamborg igen, bor jeg dér. Grafitti var grundlaget for al dekoration både i fællesområder og på værelser. Lasse og jeg havde Der Elbseegler over vores senge.

Hamborg var et godt bekendtskab, som var nyt for mig. Det, der satte det største aftryk hos mig, var Miniature Wunderland. Det er et fantastisk sted med en fin historie bag. Vi endte med at være der i syv timer, og jeg tænker stadig på alle de flotte scenarier, fine tableauer og mange indbyggede små gimmicks. Billeder og ord dækker ikke; man er faktisk nødt til at tage ind og se det selv! Her er alligevel skud fra Hamborg Lufthavn og fra en skihopkonkurrence i Østrig.

Den nye Elbphilharmonie gjorde også indtryk. Virkelig flot og meget, meget dyr nytænkende arkitektur. Andre blivende aftryk er det udbrændte tårn og museet ved Skt. Nikolai Kirche, som satte perspektiv på vores forestilling om de gode og de onde i Anden Verdenskrig og gav en forstemmende historie om næsten en million civile, der måtte forlade en ødelagt storby lige ved siden af Danmark, da den blev sønderbombet – af de allierede. Die Alte Elbtunnel, de to oprindelige, kakkelbelagte tunnelrør, hvor fodgængere, cyklister og personbiler stadig kan transportere sig under Elben. Havnerundfarten, der gav os en totimers fornemmelse af Hamburg Hafens enorme dimensioner.

Parken Planten un Blomen, byens grønne hjerte med træer og lægeplanter, japansk have, søer, terrasser og masser af muligheder for at chille dagene væk, hvis man var hamburger. Rådhuset med sine 647 rum. Speicherstadt med kanaler og tidevand. Det tyske mesterskab i 3×3 street basketball, der fandt sted på Spielbudenplatz lige over for hotellet, det smalle grå hus i midten af billedet.

Heldigvis har jeg stadig ferie, og i denne uge gør jeg dagene lige så vidunderlige. Nu er kjoler og travesko blot udskiftet med arbejdstøj og udtværet jord, mens jeg sørger for, at endnu flere kvadratmeter køkkenhavejord bliver synligt mellem rækker af lovende afgrøder. Jeg må af sted…

24 timer i grønt

Jeg har netop brugt tyve minutter på at rense genstridig vårgrøn neglelak af. Den havde sat sig grundigt fast, men det er vel forventeligt med tre lag lak plus top coat. Pynten skulle i princippet kun holde i 24 timer, men i det tidsrum var kravet til gengæld at lyse af intens og uskrammet løbeglæde.

Og sådan blev det.

24timer_1

Der er nemlig det med det lokale 24 timers løb, at såvel døgnets stemning som den farvekoordinerede neglelak sætter sig fast. Det er et døgn med traditioner, hygge, masser af gode mennesker, ambitioner, alt for lidt eller ingen søvn, rappe ben, stærke ben, ømme ben, sol, blæst, regn, nattestilhed, morgengry, mad, kager, snak, latter, triumfer og skuffelser, kilometertider, regneark, resultater, stinkende løbetøj og meget, meget mere fra den bedste skuffe.

24timer_2

Igen i år havde vi kendte rammer i det grå- og gulstribede telt med snoren med tidligere års trøjer som Guldsmed Norup-holdets vartegn, og vi var en kendt flok af guldsmedevenner og -familie, der alle var indstillet på at tage en – eller flere – for holdet. På den måde er det som at tage en god, gammel frakke på; vi ved, hvad vi kan forvente. Og så var der alligevel noget nyt. Et par nye ansigter i løbestaben, og vi havde besøg af journalist og fotograf og kom i avisen, det plejer vi alligevel ikke.

Det er et hyggeligt døgn, men også hårdt. Når man er hjemme efter en midnatsrunde om søen og lukker øjnene klokken 01 og står op igen klokken 04 for at være klar til en tidlig morgenrunde, må man messe for sig selv på vej ud af hoveddøren: “Vi har selv valgt det her! Det er sjovt!!”. Og det er sjovt – og særligt. I år havde jeg den runde, hvor natten giver stafetten videre til dagen; jeg startede i mørke med lysarmbånd på, og mens jeg løb, brød lyset frem. Det er meget, meget stemningsfuldt.

24timer_3

Tilbage til den grønne neglelak for et øjeblik. Den gav anledning til den mærkeligste sætning, jeg længe har hørt. Jeg stod og snakkede med en af de andre i vores telt, blandt andet om mine friskgrønne negle og den tradition, jeg har med at farvekoordinere neglelakken med løbetrøjen, og pludselig sagde han: “Dén farve bruger jeg til fluer, der er belastede!”

… ??

Jeg var lige så blank som overfladen på de omtalte velmanicurerede negle. Altså, hvad? Hvordan belastede, socialt belastede eller? Taler vi om et behandlingshjem for fluer? Mange tanker nåede gennem min hjerne i meget modsat strittende retninger, før han registrerede mit tomme blik og forklarede: “Jeg binder fluer, og dem, der er bundet bly i, så de er tungere, markerer jeg med grønt”. Forudsætningen for al vellykket kommunikation er, at afsender og modtager arbejder inden for den samme begrebssfære, og det var tydeligvis ikke tilfældet her.

Nå, men hvordan gik det os så i klassementet i år? Det gik godt. De grønne trøjer løb sig til en 12. plads ud af 121 hold i klassen 24-mandshold Mix, og det synes jeg er flot. Personligt er jeg også tilfreds; jeg løb mine to runder (à 5,7 km) på henholdsvis 35.19 og 36.12, hvilket er en klar forbedring i forhold til de to foregående år. Det tyder alligevel på, at træning virker.

24timer_4

GuldsmedN_IMG_9146

Podieplads i farvekoordineret neglelak

I de seneste uger har mine fingernegle båret en mintgrøn neglelak, som efterhånden er plaget af både udgroninger og afskalninger. De ser ærlig talt herrens ud. Men det skal der også snart gøres noget ved.

I den kommende weekend er der nemlig det årlige 24 timers løb i Viborg. Fra lørdag middag til søndag middag løber vi rundt og rundt om Søndersø og holder øje med statistikker og omgangstider og hvor længe der er, til vi skal ud på ruten, møder venner og bekendte i løbe- og tilskuertøj og opdaterer os på, hvad der er sket siden sidst, spiser, drikker og hepper. Det plejer at være en fest, og det bliver det også i år.

Jeg skal løbe to omgange, og jeg løber som sædvanligt for Guldsmed Norup – familie og venner. I år må være syvende gang. Jeg har i hvert fald seks løbetrøjer med guldsmedelogoet på, og de har alle sammen været søen rundt. På mig. Gennem årene har jeg været både hurtig og mindre hurtig, mest mindre. Der er plads til alle på holdet, bare vi er familie eller venner, og det er en dejlig rummelighed. Det gælder om at have det sjovt og hyggeligt og gøre det, man gør, så godt man kan. Tit har vi fået en flot placering i klassementet alligevel, og det har vi gode og seje løbere at takke for.

Altså er det ikke som sådan mit blændende løb, jeg skal slå mig op på. Det er, som det er, og det bliver som det bliver. Men NU kommer jeg endelig frem til, hvordan 24 timers løb hænger sammen med farvekoordineret neglelak. Det er nemlig dér, jeg sætter skytset ind. Til gengæld for tunge ben, rigelig vægt og rigelig tid ude på ruten har jeg flyttet mit fokus og forfinet det til fingerspidserne. I flere år har jeg løbet med negle i samme farve som årets holdtrøje. Det startede vistnok på inspiration fra Caroline Wozniacki, der engang flashede negle i samme solgule farve som sin spilledragt. Nu har jeg gjort det til mit særkende.

Jeg har haft blå negle, lilla negle og lyserøde negle. I år er trøjen grøn. Sådan i retning af VFF-grøn, mente guldsmeden og regnede tydeligvis med, at det hjalp mig på rette spor, når jeg skulle vælge lakfarve. Viborg FF er byens fodboldhold. Som om jeg lige præcis kender nuancen på deres trøjer. Men grøn bliver det. Jeg går i Matas i morgen og siger til ekspedienten, at jeg skal have en neglelak i VFF-grøn.

Kig efter de grønne fingre på lørdag omkring midnat og lidt før klokken 06 søndag morgen.

For tre år siden var løbet blåt. Og vådt.

For tre år siden var løbet blåt. Og vådt.

Trøjer fra 2013, 2014 og 2015

Trøjer fra 2013, 2014 og 2015

24 timer i lilla

Vi har haft 24 timers løb i Viborg her i weekenden. Løbernes byfest. 3500 løbere har mellem klokken 12 lørdag og klokken 12 søndag tilbragt kortere eller længere tid på ruten rundt om Søndersø. Det var som altid et herligt døgn med løbesko på, samvær med en masse gode mennesker, skfitende vejr, alt for lidt søvn og efterfølgende ømme ben.

Vi forlod de flyttekasser, vi endnu ikke har fået tømt, og tilbragte de fleste af de 24 timer i det gul- og gråstribede Guldsmed Norup-telt. På mange måde var døgnet en genudsendelse af sidste år. Jeg havde farvekoordineret neglelak, i år lilla, og må igen sige “Så kan jeg da dét”. For jeg kom jo ikke i bedre form end sidste år. Tværtimod. I alt flytterodet har vi ikke fået trænet. Heller ikke i lang tid før flytterodet. Da jeg tændte for mit gps-ur, spurgte det “Er du flyttet hundredevis af km siden sidste brug?” Og det kunne jeg faktisk ikke helt huske…

Men jeg løb så godt, som jeg kunne, og igen tog jeg afsked med arrangementet med store løfter om næste år, hvor jeg vil være i superform.

At Guldsmed Norup Familie Og Venner-holdet endte på en flot 14. plads ud af 117 hold i 24-mands mixed var nok ikke min fortjeneste. Medmindre farvekoordineret neglelak spiller ind.

Men jeg har nydt weekenden.

 Morten kommer i mål på sin tidlige morgentur og skal give stafetten videre til næste lilla løber.


Morten kommer i mål på sin tidlige morgentur og skal give stafetten videre til næste lilla løber.

historik


Norup-trøjehistorik fra ni års deltagelse i 24-timersløbet. Jeg har fem af trøjerne.