Hjemme og omkring

På sådan en Kristi Himmelfartsdag, hvor man går og smågør forskellige huslige og havelige ting som for eksempel at rydde op i skuret, ompotte potteplanter, studse to kugleklippede takstræer, støvsuge, pudse sølvtøj og vaske vasketøjskurvene tomme – kan man godt hen på eftermiddagen blive lidt rastløs, fordi det er for godt vejr til at mure sig inde på førstesalen for at sortere dynebetræk, og der er for lidt tid tilbage af dagen, til at det giver mening at køre ud i kolonihaven og sætte noget i gang dér, og man ikke rigtigt gider løbe en tur.

Men så kan man spørge sin kæreste, om han vil med ud at cykle en tur, lige netop i dét øjeblik hvor han skulle til at stene på sofaen. Og han siger ja. For vi har både nye cykler og nye omgivelser at udforske.

Det blev en fin tur i frisk vind og eftermiddagssol ud til Vedsø – lokaliteten giver sikkert kun mening for læsere, der kender mit lokalområde – hvor der både var kvæg og geder og pænt.

For god ordens skyld: Vi var to om at lave alle de ting, jeg nævnte øverst i indlægget.

Nutella om eftermiddagen, når man er i kibbutz

En uventet snak opstod blandt kollegerne. Om Nutella. Jeg ved ikke helt, hvordan det startede. Nogle sagde Adr, hvad er Nutella egentlig lavet af? – Garanteret noget kræftfremkaldende! Andre udbredte sig om, hvorvidt der skal smør under Nutella eller ej. Nogle kunne aldrig finde på at købe det; andre har det som en lille hemmelig last på linje med kun at læse ugeblade hos frisøren.

Jeg var fuldstændig klar i mit standpunkt: Det eneste tidspunkt, Nutella smager godt, er om eftermiddagen, når man er i kibbutz!

Der er en hel verden knyttet til Nutella om eftermiddagen i kibbutz. Når vi voluntører kom hjem om eftermiddagen fra arbejdet i appelsinplantagen, i børnehusene, på fabrikken, i spisesalen, hentede vi en dyb tallerken med Nutella i køkkenet sammen med et brød, vi havde kappet i skiver i den store skiveskærer, og så slog vi os ned på græsplænen med den daglige eftermiddagssnack og snakkede. For mig er det billedet af solskin, dovne eftermiddage, fællesskab, arbejdskluns fra fælleslageret, frynsede cowboyshorts, unge voksne i starten af tyverne, frihed, verdensvenner, muligheder, foråret 1981.

Og Nutella. Tykke lag på skiver af hvidt brød. Det er ikke så sært, flere af os tog adskillige kilo på i de måneder, vi var der.

Men altså; udover om eftermiddagen i kibbutzen behøver I ikke beregne Nutella til mig.

Hold en fest, tror jeg nok

I weekenden var jeg i sommerhus med to veninder. Vi var kolleger for ti-femten år siden og har altid haft en forrygende kemi. Nu er vi vidt forskellige steder arbejdsmæssigt, men ses tre-fire gange om året på skift hos hinanden.

Det er aldrig kedeligt. Aldrig nogensinde kedeligt. Det er tosset sjovt. Vi ryger og drikker og snakker og griner og er så skøre, som vi overhovedet orker. Denne gang dansede vi også, kan jeg se på fire billeder, jeg fandt på min telefon dagen efter, men som jeg ikke har nogen erindring om at have taget. Det ligger nogenlunde på samme niveau hver gang, hvor meget vi drikker. Der er ingen grund til at udbasunere, hvor meget, men det sker, at vi dagen efter ikke kan huske alt, hvad vi har snakket om.

Så er det godt, jeg har været så fornuftig at tage noter.

I dag fandt jeg denne note på min telefon. Den øverste, lige over voksennoten med budgettet, er tilføjet i lørdags. Jeg ved ikke, hvad der er gået forud for notatet, men jeg kan godt se, den er vigtig. Det var i hvert fald godt, jeg fik det skrevet, ellers havde jeg ikke vidst, at jeg skulle… dét, jeg skal.

Vilkår for fuglemælk

Denne lille plante med fine hvide blomster står midt i en række af trædesten, vi har lagt gennem urtehaven i kolonihaven. Måske hedder den nikkende fuglemælk. Jeg tror, det er en løgplante, og jeg er sikker på, at løget har overlevet den gennemgribende afskrælning af det øverste lag jord, som vi foretog, da vi overtog haven efter Gudrun for fire år siden. Der er meget, som har overlevet, har det vist sig.

Jeg kan se for mig, hvordan Gudrun omhyggeligt og sirligt har lagt en spandfuld fuglemælkløg i jorden og glædet sig hvert eneste år over det fine væld af hvidgrønne blomster i klynger rundt i haven.

Vores vision med haven har været at gøre den til en nyttehave snarere end en prydhave. Vi ville ha’ grøntsager frem for blomster.

Og sådan kan man fuldstændig uforskyldt få ændret sine livsvilkår helt uden at flytte sig. Det er lidt tankevækkende: Da Gudrun var dronning, var fuglemælken et ønskebarn. Nu, under vores regime, står den det selvsamme sted og er en skarnsunge.

Flytteforsvinding

“Er I ved at være på plads i huset?”, spørger folk interesseret. Det kunne man jo også nemt tro, vi var, når det nu er mere end fem uger siden, vi sagde tak for hjælpen til alle vores gæve flyttehjælpere.

Men det rigtige svar er et kort og præcist “Næ!”

Der er temmelig meget gods, der ikke har fundet sin rigtige plads endnu, men stadig befinder sig, hvor det landede, da vi tømte den kasse, det blev flyttet i, og verden derefter gik hastigt videre. Der er også jævnligt sager, som den ene har fundet en plads til, og den anden så ikke kan finde.

Men i de seneste nætter, hvor jeg har haft det for varmt, er jeg begyndt at tænke på, hvor vores sommerdyne egentlig er. Den har jeg nemlig hverken pakket ned eller ud og heller ikke set siden Vestergade, og nu føles det, som om det er tid at skifte vinterdynen ud. Dyne i ental, fordi der kun er én, til gengæld er den stor. Og sommervarianten var væk.

Da jeg spurgte Morten, så han ikke umiddelbart forklaret ud. Der skulle tænkes lidt.

Lidt senere stod han imidlertid og løftede triumferende låget på barndommens brændekasse, en kæmpestor trækasse med låg, som i tidens løb har rummet meget forskelligt grej, senest legetøj, tror jeg. Men dér var altså sommerdynen.

I øvrigt sammen med alle jægersmandens bukkeopsatser. Dem var jeg slet ikke nået til at komme i tanker om, at jeg ikke vidste, hvor var.

Hvem tager opvasken?

Af og til passerer de fineste ting igennem vores hjem. For et par dage siden havde vi tre gennemført lækre bordskånere, som samtidig er kryds- og bollespil, stående, og nu er de på vej videre ud i verden.

Arrh, kan bordskånere godt nok være lækre? Og hvem laver da sådan nogle?

Det gør Anton Balle, en gudsbenådet snedkermester, der har sit værksted lidt nord for Skals. Han er gennemført dygtig, behersker sit håndværk helt suverænt og laver de flotteste ting i træ. Møbler, inventar og en masse mindre produkter, som fødes ud af hans egne ideer eller i samarbejde med forskellige kunstnere og designere med andre talenter end hans. Disse samarbejder kommer der altid unikke ting ud af.

Min Morten er Antons reklamesnedker, og det samarbejde er også noget særligt.

De her kryds- og bollespilbordskånere har været på tegnebrættet i et par år. Mere end dét, Anton har haft spillepladen liggende på en hylde uden helt at kunne bestemme sig for, hvad der videre skulle ske. Morten har været begejstret for ideen fra starten, og hver gang han er kommet i snedkeriet, har han opfordret Anton til at få noget gjort ved det. Komme videre. Få det gjort færdigt. Få det sat i produktion. Men det helt rigtige materiale til krydserne og bollerne var ikke dukket op, og snedkermesteren laver ikke halve løsninger.

Via sit netværk stødte Morten på keramikeren Karina Weihrauch og så potentialet i kombinationen af træ og keramik. Lerdamen og træmanden blev præsenteret for hinanden, og så skete der noget.

Og nu er de her, bordskånerne, som efter middagen springer ud som kryds- og bollespil, så man lige kan spille om, hvem der skal tage sig af oprydningen og opvasken. Brikkerne er håndlavet i sort stentøjsler, og brættet er lavet af egetræ, henholdsvis ubehandlet, olieret og røget eg.

De er SÅ flotte! Især den olierede version er jeg pjattet med.

Hvorfor var de hjemme hos os? Og hvorfor måtte vi ikke beholde dem?

Svaret på begge spørgsmål er, at Morten står for markedsføringen, og hans opgave var at få taget billeder af produkterne og give dem et par ord med på vejen. Det sidste gør han selv, det første har Keld Lund stået for. Han er også en af den slags dygtige håndværkere, der gør sit fag ære.

Morten og Anton har samme efternavn, men er ikke beslægtede på andre måder end mentalt. Jeg nævner det bare, fordi det er et spørgsmål, der tit bliver stillet. Anton er møbelsnedkeren, Morten er reklamesnedkeren, og det er hans fortjeneste, at der er både hjemmeside og webshop. Der er lækre sager at gå ind og kikke på. Og klikke på, eventuelt.

Jeg anbefaler af ren begejstring, ikke for egen vinding.

Det er for resten også Anton, som har lavet vores flotte spisebord.

Spaden i egen jord

Jeg har gravet to døde hortensiaer op og plantet en ny staude. Det var det første spadestik i vores nye have. Vores egen have. Vi må gøre i den lige præcis, hvad vi vil.

Det må vi selvfølgelig også i kolonihaven, men den jord kan vi ikke kalde vores egen. Haveforeningen lejer jorden af kommunen.

Vi havde familien på besøg i dag. Min mor, mine brødre og min svigerinde, som blandt andet havde taget en staude med til os. Stjerneskærm hedder den, og den kommer fra min mors gamle have. Hun har fået den af sin kusine, og sådan har også stauderne historier i min familie.

Nu står den ude i den lille rækkehushave, og jeg glæder mig til at se, hvad den er for en, for jeg kender ikke dens slags.

Første lille havebarn! Det er lidt stort.

Hare, hår, håb

Jeg slog et slag ind omkring kolonihaven på vejen hjem i dag for at vande de sarte squash- og græskarplanter, som det endnu er for tidligt og for koldt at plante ud på friland. Men det var ikke for tidligt at købe dem, syntes jeg den dag i sidste uge, hvor jeg var i plantecenteret i dejligt solskinsvejr. Nu står de beskyttet indenfor i kolonihavehuset og venter. Men der regner det jo ikke, kom jeg i tanker om, og derfor kørte jeg den vej og sørgede for frisk vand.

Da jeg gik ind af lågen, forsvandt haren under hækken ind i nabohaven og hoppede videre væk. Jeg vidste godt, at en hare holder til på de kanter. Jeg så spor efter den allerede i december, og dengang var det okay. Den måtte gerne få del i grønkålen. Så så jeg den i levende live den dag i april, da jeg kom for at lægge kartofler. På samme måde som i dag hoppede den letfodet ind i nabohaven og forsvandt, da jeg trådte ind på havegangen. Lidt senere anede den forbidrevet fare og kom retur for at liste lidt rundt og nippe kål.

På det tidspunkt strejfede tanken mig, hvordan det vil gå med årets afgrøder. Hvad ville harer vælge, hvis der var frit valg i alle rækker? Gulerødder og grønkål kommer ikke i jorden i år, men er det så rucolaen eller spinaten, der bliver topkappet?

Hvis harer opfører sig som rådyr, kan jeg fylde en nylonstrømpe med afklippet menneskehår og hænge op, så holder de sig væk, var der en, der sagde til mig. Det råd er så absurd sært, at det næsten skulle prøves. Enten virker det, eller også gør det ingen skade.

Jeg kan selvfølgelig også vente og se. Eller møde ind på en skræmmende måde hver dag lidt over 16 og træne haren til at blive så bange for mig, at den efterhånden holder sig helt væk, fordi den ikke kan klokken og derfor ikke ved, hvornår jeg træder ind på scenen og er livsfarlig.

Eller altså …. vente og se, hvordan det går.

Og i mellemtiden glæde mig over, hvor pæn løvefod er, når det har regnet. Hvis haren vinder over mig, har jeg da dét tilbage.

At være en coladåse på bunden af en brønd

Hvordan ser verden ud fra bunden af en mælkejunge, der er gravet ned i en kolonihave for at holde for eksempel drikkevarer kolde, når sommersolen bager, og der ikke er et eldrevet køleskab til rådighed?

Det har man hidtil ikke vidst ret meget om.

Men nu er det blevet dokumenteret, for en coladåse har sendt en videorapport dernede fra. Se med og bliv oplyst.

Den tænkte desværre ikke på, at det havde været bedre at filme i tværformat.

 

Going loco in the colo…

Jeg indrømmer det gerne: Det er en letkøbt omskrivning af titlen på Four Tops’ gamle hit Loco in Acapulco, men jeg står ved den, også fordi der er sådan et lækkert genbrug af bogstaverne i loco til colo, som selvfølgelig refererer til kolonihaven.

Så behøver jeg heller ikke udpensle det mere, vel?

Jeg har været en lille smule skør i kolonihaven i dag. Mest bare tosset med forår og solskin. Alt det, der har været sat lidt på hold derude på grund af travlhed med flytning og konfirmation sammenholdt med det alt for kolde vejr, har jeg nu fået indhentet. Det meste af det, jeg vil så, er sået; der mangler kun rødbeder og bønner, som gerne vil vente på lidt højere jordtemperatur, ligesom squash- og hokkaidoplanterne og årets nyhed aubergine ikke tør blive plantet ud, så længe meteorologerne truer med nattekulde.

Men jeg turde godt fylde plantekasserne med tomater, agurker og peberfrugt. Jeg har sagt til dem, at de skal varme hinanden, hvis det bliver koldt om natten. Så skal det nok gå.

Det her er dét tidspunkt i hele havesæsonen, hvor jeg er sikker på, at det er mig, der har overtaget. Siden vil det blive et kapløb mellem mig og ukrudt, og på et tidspunkt vil ukrudt stikke af. Ukrudt vinder ALTID! Sådan er det bare, og jeg ved det.

Men lige nu… der er det mig.