Udpluk #15

• Jeg er vild med at være så tæt på ferie, at det giver mening at tjekke vejrudsigtens langtidsprognose. Den ser fornuftig ud for Fjone, Nissedal, Telemark, Norge i næste uge. Og den holder jo!! Yr er en norsk vejrtjeneste, og de må vide det.

• Jeg glæder mig allerede til Kvikklunsj – Hele Norges tursjokolade.

• Postevand hedder springvand på norsk. En god ting at huske, så misforståelser undgås, hvis nogen skal sendes på tur med en drikkedunk. “Tag springvand med!”. Gad vide, hvad springvand så hedder.

• Kommer pludselig i tanker om, at jeg engang svor, at jeg ville høre mere Johnny Cash. Det har jeg glemt!

• Jeg tabte min telefon ud af tasken, mens jeg cyklede på arbejde i morges. Klask, ned i asfalten, rutsje, rutsje, øv! Jeg har kun tabt en mobiltelefon én gang før. Det er tre år siden, og det havde så slemme konsekvenser, at jeg måtte have en ny. Den var fin udenpå efter faldet, men mistede forstanden. Denne gang er det en sårbar smartphone, men den slap tilsyneladende med hudafskrabninger. Forfængeligheden er selvfølgelig skrammet – jeg har kun haft telefonen i to måneder, men jeg håber på et fortsat intakt indre.

• Morgensol og aftensol. Haven holder sig selv, stauderne har lukket sig over skvalderkålen i bedene, og jeg kommer sjældent længere ud end terrassen, bortset fra, når græsset skal slås, og i den periode vi havde feriehund og var rundt og samle lorte ind på daglig basis. Den er pæn, rækkehushaven!

Derfor gik jeg i stå

Noget af det, jeg har planer om at få ryddet op i, er otte sorte og hvide kasser med kontorting. Da vi flyttede ind, stuvede jeg dem alle sammen ind i et skab i kontoret sammen med en forfærdelig masse andre ting, det var vigtigt at få af vejen i de hektiske flyttedage i april. Mens jeg lossede kasser ind, sagde jeg sådan cirka konstant: “Jeg LOVER at rydde op i det her, jeg LOVER, at jeg nok skal få det gjort!!”. Og jeg mener det.

Kasserne har fulgt mig i mange år, og da jeg i sin tid systematiserede dem, var det en knaldgod ide og virkelig gennemført. De kunne stå fremme og se pæne ud, og det var nemt at finde, hvad vi skulle bruge, for de var – og er stadig – forsynet med skilte, der angav indholdet. Skriveting, Gavebånd, Plastiklommer, Kort og kuverter, Printer og CDer, Diverse, Lim-Tape-Clips, Blokke-Lup-Lommeregner. Det var overskueligt, vi var glade, og jeg var stolt.

Problemet er bare, at der ikke er ryddet op i dem i årevis, og nogle af dem indeholder forældede sager, som ingen nogensinde mere vil efterspørge. CDer med forældede computerprogrammer og styresystemer, for eksempel. Det er faktisk spild af god kasseplads. Så beslutningen om dybdegående sortering er taget for længst. Men tiden til det, ikk’ å? Og lysten til det, ikk’ å?

I dag tog jeg Kort og kuverter-kassen frem. Og fandt grønlandsk brevpapir fra 80’erne, noget Carl Larsson-kort, luftpostpapir, et checkhæfte fra en bank hvor jeg ikke længere er kunde, postkort og konvolutter købt i Sovjetunionen i 1985, postkort købt i Jugoslavien i 1984, et kort jeg selv har tegnet, andre kort jeg har været med til at lave, CD-konvolutter, julekort lavet af Mund- og Fodmalende Kunstnere i startfirserne, flag og klistermærker…

Så gik jeg lidt i stå.

Jeg lagde det hele ned i Kort-og-kuverter igen og besluttede tænke på det igen en anden dag.

I morgen tager jeg måske fat i Plastiklommer.

Masser af fritid … eller nej

Kan du lide solbærmarmelade?, spurgte jeg Morten i går, inden han og Astrid drog på sheltertur i det sydsjællandske.

Ja!, svarede han og tilføjede: Hvis den ikke er for tynd!

Og det er akkurat den konsistens, jeg har ramt i den portion marmelade, jeg lige har kogt. Nu ser jeg lige, hvordan den er efter afkøling, ellers må jeg koge om med mere stivelse i morgen.

Jeg har ellers masser af andre gøremål på min liste til i morgen. Der sker nemlig det samme hver gang jeg har nogle dage alene hjemme. Jeg har virkelig mange planer om alt det, jeg vil bruge tiden til. Alenlange lister med projekter. Denne gang var det noget med at sortere kontorting, lægge håndklæder og sengetøj på plads i det nybyggede skab i badeværelset, luge i kolonihaven, plukke solbær (tjek), lave marmelade (halvtjek), sortere dvd’er, vaske virkelig meget tøj, digte en sang, købe alt muligt jeg mangler, slå græs i begge haver, gøre rent, blogge (halvtjek), ringe til folk, skrive noget begavet, find selv på mere…

Og resultatet er det samme hver gang: Jeg når kun en brøkdel. Og det er, fordi jeg ikke tænker mig om, at jeg kommer til at stresse mig selv med de projektlister. For jeg har jo ikke mere tid, bare fordi jeg er næsten alene hjemme. Jeg går stadig på arbejde og har præcis den samme mængde fritid som jeg plejer. Og vigtigst: Der er aldrig nogen, der hindrer mig i at gøre, hvad jeg vil, heller ikke når husstanden er fuldtallig. Så hvorfor jeg lige bilder mig ind, at jeg skal nå ekstra meget i alene-hjemme-dagene, ved jeg faktisk ikke.

Det er jo dumt.

Der er gået to ud af fem dage, og jeg er allerede bagud, får jeg at vide af den indre bogholder. Vi må have en snak, bogholderen og jeg!

Nu drikker jeg et glas hvidvin og soler mig i, at håndklæderne er på plads i skabet, i vasketøjet der hænger til tørre – og i den pjaskede solbærmarmelade, og så evaluerer jeg to do-listen i morgen.

Sammen med marmeladen.

Rød høst

Det kan blive så grønt. Grøn salat, grønne agurker, grønne fingre. Men skal det virkelig skille sig ud, skal det selvfølgelig være rødt.

Der er stadig rabarber i kolonihaven, og jeg plejer at lave rabarbercrumble af dem. Men i dag gjorde jeg noget andet, fordi det gik op for mig, at vi ikke havde hverken creme fraiche eller piskefløde, som er crumbles uundværlige følgesvend, og jeg gad ikke købe ind. I stedet lavede jeg kompot, som vi fik koldt til aftenens grillkoteletter. Mmmmm!

300 g rabarber i 2 cm stykker, 100 g lys rørsukker, lidt ren vanilje eller vaniljesukker og 1½ dl vand simrer i 12-15 minutter. Så er det færdigt. Køl af og spis det til hvad som helst. Koteletter, kartofler, ostemadder eller hvad du synes. Da jeg var barn, kunne vi finde på at spise det til leverpostejmadder. Det var også godt.

Bærrene er taybær, som er en krydsning mellem brombær, loganbær og hindbær. De er mørkerøde og ligner lange nissehuer. De er ikke helt modne endnu. Jeg plejer at bruge dem til marmelade, men hvem ved, måske kan de også kompottes.

Dengang emojis var noget, man selv tegnede

Jeg ledte efter noget andet i mine skotøjsæsker med gamle breve og fandt dette postkort fra – det må være 1983.

Jeg og min veninde boede sammen i en kollegielejlighed i Aarhus, og den tredje af os tre nære gymnasieveninder var flyttet til København, hvor hun boede sammen med sin kæreste. Det er hende, der har skrevet og tegnet postkortet til os, efter at hun havde været på besøg hos os i nogle dage. Det ved jeg, fordi hun har skrevet om det på den anden side af kortet. Det var næsten ikke nødvendigt, for det fremgår jo tydeligt, hvad vi har lavet.

  • Hun er kommet med Kalundborgfærgen og bus nummer 3 fra Aarhus Sporveje, og hun har glædet sig.
  • Vi har været i Brugsen og købe ind (og vin). Der blev rødt i lyskurven, mens vi var på hver sin side af gaden. Men vi elsker hinanden.
  • Vi har hygget os med te.
  • Vi har siddet på en badebro og snakket, mens solen faldt i vandet. (Måske. Jeg husker ikke den del. Måske var det efter, at vi havde drukket vinen)
  • Vi har syet. Sikkert af stof, vi har været nede og batikfarve i værkstederne i Huset.
  • Vi har været ved noget oldtidsminde ad en afmærket rute. Moesgård, måske?

Det var dejlige dage! Og portoen for et postkort dengang var 2,50 kr.

Tænk, at jeg har gemt det.

Hjerte hjerte kyssesmiley.

Sengehimlen

Min mormors og morfars ægteseng er kommet i sengehimlen.

Jeg ved det, for da mormor og morfar var færdige med at sove i den, overtog jeg tjansen, og det er mig, der nu har sendt den til drømmeland.

For knapt hundrede år siden, da de her to unge mennesker blev rette ægtefolk, var folk generelt kortere, end de er nu, og standardlængden på senge var mindre end i dag. Så da jeg efter flere år på klub- og kollegieværelse endelig fik en rigtig lejlighed med plads til sådan en stor dobbeltseng, fiksede mine forældre dét med længden, så også højere mennesker end jeg (= mænd) kunne sove behageligt i sengen. Mor afsyrede sengen (og tilhørende natskabe og kommode), og far snedkererede nye, længere sidefjælde, som mor smurte den afsyrede masse på, så alle dele fik nogenlunde samme farve.

Her har jeg så sovet – ikke i hundrede år, men i næsten tredive. Da Morten og jeg flyttede sammen, valgte vi hans seng og stillede min i kælderen. Fordi jeg ikke kunne nænne at skille mig helt af med den. Så flyttede vi en gang mere, og jeg indså uholdbarheden i at blive ved at insistere på at gemme på mormors og morfars seng, for jeg kommer aldrig til at sove i den igen. Den har altid haft det ærgerlige ved sig, at det er to enkeltsenge, der er sat sammen med dyveler, og derfor har den skullet have to madrasser, der ikke kan nå helt sammen på midten på grund af de inderste sidefjælde. Og madrasserne smed jeg i øvrigt ud, da sengen kom i kælderen.

Men der er jo dét med mig og ting med historie. Især hvis det er min egen historie. Jeg har så svært ved at smide levet liv og minder ud. Jeg kunne sælge. Men hvem ville købe og sætte pris på, og hvordan prissætter man i øvrigt affektion?

Løsningen var at forære sengeriet til stambadehotellet i Næsbydale. De var netop ved at indrette endnu en lejlighed, og der var den hundredårige velkommen. Jeg er glad og kan besøge mine gamle drømme, når jeg vil, og badehotellets gæster kan drømme nye, dejlige drømme, helt uden at vide, hvad de senge véd.

Det er en smuk historie.

Mættet med godt

Tænk at vågne til sådan en solskinsmorgen, når ingen har fortalt, det skulle være andet end regnskyvejr, og jeg heller ikke har hørt efter, hvis nogen faktisk har sagt det.

Det her har været den første weekend i umindelige tider uden en masse planer om fest og halløj. Og hvor har det været godt for os. Jeg lagde ud lørdag med den eneste aftale, jeg havde, nemlig at gå tidlig morgentur i noget naturskønt med nogle veninder og et par hunde, og bagefter tog vi hjem til mig, hvor Morten havde morgenbordet klar til os. Det var en god formiddag.

Siden har vi fået taget et ordentligt træk i oprydningen af alt det som har ligget rundt omkring og ventet på at få tildelt plads – i mere end to måneder efterhånden, mens vi foruden arbejde havde travlt med fest og halløj. Men NU! Nu har vi mere eller mindre fået indrettet saunaen ovenpå – et levn fra halvfjerdserne, hvor det var trendy at have hjemmesauna. Det er længe siden, den har været anvendt som netop dét, og vi kommer heller aldrig til at bruge den til det oprindelige formål. Så nu er ovnen taget ned, der er sat hylder op, og jeg har sat kasser, kufferter, dyner og sager ind. Fineste, effektive – og tiltrængte – depot. Rokeringen betyder, at der også er skabt luft og plads til at få sat skik på værkstedet. Det er i proces, og det bliver godt.

Men var vi så inden døre resten af dagen i går, hvor det var så fint og uventet sommervejr? Nehej da. Vi spiste aftensmad på terrassen – fiskepakken fra Skagenfood, som vi får hver anden uge  – og blev hængende udenfor i sommeraftenen med ild i båltårnet, vin i glassene og musik fra køkkenSonos’en, som vi trak ud af vinduet. Det var svært dejligt. Fiskemaden dér, det er timianstegt kullerfilet med majsfrikassé, som smagte forrygende, og opskriften findes her.

I dag har jeg hentet firserne tilbage i mit liv: Jeg har tømt en kasse, som jeg ellers har flyttet uåbnet med mig i måske femten år på grund af pladsmangel. Nu har vi plads, og jeg har samlet min rok igen. Den er flot, og den kan lige så godt stå fremme og se godt ud som være gemt af vejen i et pulterkammer. Måske spinder jeg endda en tråd på et tidspunkt, jeg har både evner og karteflor. (Det er nemt at læse ordet karteflor som kartofler, men lad lige være!) Er den ikke fin?

I dag er vi i øvrigt blevet fuldtallige på adressen igen. Astrid er ankommet til to ferieuger hos os, og Lasse er vendt hjem fra ni dage på Roskilde, glad og i god stand. Det har været dejligt kun at være to og en feriehund i en uge, men det er altså også godt at have huset fyldt igen.

Frodigt flor

Det er lige nu, ukrudtet i kolonihaven sætter af og sætter i sprint, så jeg er efterladt på hælene, mens jeg i slowmotion griber ud efter skuffejernet. Fra nu af er der kun én vinder i kampen om bar jord.

Jeg accepterer det og bøjer mig i støvet – eller den mudrede muld – i respekt for, at ukrudtet også i år fandt det perfekte tidspunkt at lægge sig i front. Jeg kan tage kampen op, og jeg gør det, men jeg ved bare, at jeg herfra kun kan formå at rydde op efter ukrudtets hærgen, ikke forebygge dets indtrængen.

Men jeg siger som den sorte ridder i Monty Python og de skøre riddere, efter at han har fået hugget både arme og ben af og står tilbage som en torso med hoved: Come back, I can still bite!!

Og i snorlige rækker mellem det grønne bunddække lover kartofler og løg, pastinak og spinat trods alt en pæn høst. Bønnerne er kommet op og skal snart til at sno sig op ad klatrestativerne, og rødbeder og grønkål står fint. Det skal nok blive godt.

Et par meter over jorden overvejer det trefamiljede æbletræ, som vi plantede i fjor, hvordan det skal møde efteråret. Guldborg og Rød Ananas har valgt kun at stille op med hver to skravlede deltagere, mens Discovery har sat et indtil videre stærk hold ind i kampen om æblegrøden. Vi er spændte.

Vi er også spændte på de vækster, der er under tag og bag store vinduer. Tre slags tomater og to slags agurker har snart nået loftet, og nu skal de snart til at vise deres værd. Tænker jeg bare! Peberfrugt og aubergine når næppe de samme højder, men har alligevel lagt an til frugter, så forskellige de end er.

Kom nu bare videre, vi venter jo, og salatskålen er erklæret for åben!

Der er så meget, børn på landet ikke forstår

På øverste linje på den lønseddel, jeg lige har fået fra min arbejdsgiver, står ordet Gage.

Første gang, jeg mødte det ord, var i tegneserien ’Busser og Blondie’, der var trykt i ugebladet Hjemmet. Blondie var en køn hjemmegående amerikansk husmor, og Busser var hendes mand, der hver dag sov så længe, at han måtte styrte ud af døren for at nå hen på kontoret til tiden. Hvad han lavede derhenne, fremgik ikke helt klart, men meget tit havde Busser planer om at gå ind til chefen for at bede om gagepålæg

Gagepålæg…?? ’Pålæg’ vidste jeg hvad var, men ’gage’ var ikke et ord, vi nogensinde brugte hjemme på gården. Jeg tror heller ikke, vi sagde ’kontor’. Hvorfor skulle vi dét? Det lå uendelig fjernt fra vores verden.

Jeg havde ingen som helst idé om, hvad Busser skulle inde hos chefen.

Sidegevinst

Da jeg i sin tid blev skilt, var der den gevinst ved det, at jeg tabte en hel masse kilo. Den følgevirkning var jeg glad for, men jeg vil trods alt ikke anbefale nogen en skilsmisse bare for at tabe sig. Der er for mange ærgerlige bivirkninger ved den slankekur, og kun én fordel. Men den var der så også.

Den sidegevinst, der er ved at have feriehund, er, at vi bliver mere fortrolige med nærområdets stisystemer og stikveje på tre uger, end vi ville have været uden hund, når vi aften efter aften traver kvarteret tyndt på lufteturene.

Hmm…

Kom det nu egentlig ikke til at lyde, som om 1) jeg umiddelbart sidestiller skilsmisse og hundepasning, og 2) det er slemt at passe hund? Ingen af påstandene er imidlertid tilsigtede eller afspejler min holdning.

Sommetider får man bare noget udover det egentlige, som man slet ikke havde tænkt på, og som viser sig at være en fordel, og selv om aftenturene med hunden stadig kan tælles på én hånd, har de allerede givet en effektiv forståelse for kvarterets opbygning, som vi ellers ikke ville have fået, fordi vi normalt bare har travlt med at komme ud af området til andre steder.

Så vi snuser videre og kommer til bunds i det.