Husk det nu!

Så er den gal igen: Punkterne har hobet sig op på Huske at-noten på min telefon. Måske var det bare at starte fra den ene ende og fortsætte til den anden ende og ganske enkelt få tingene gjort. Men sådan fungerer det ikke helt. Punkterne er ikke listet i en prioriteret rækkefølge, men mere i en … sådan … vilkårlig orden, så kronologien i det skal jeg også tage stilling til.

Tage georginer med hjem – Jeg gravede dem dygtigt og helt efter bogen op i kolonihaven, inden der kom frost, men de ligger stadig i huset deroppe, og jeg bør altså snarest svinge ind omkring og tage dem med hjem til vinteropbevaring et frostsikret sted. Snarest, blev der sagt!

Gøre kalenderlys – DET HAR JEG FAKTISK GJORT!

Gøre adventskrans – Den skal bruges nu på søndag, men skal adventslysene indgå i noget overdådigt eller stå rene og minimalistiske i år? Jeg ved det ikke endnu … Men det er også først på søndag.

Flytte reoler – Av, den var værre! Tre sektioner ABC-reoler i værkstedet skal flyttes en skabsfrysers bredde til venstre for at få plads til – ja, godt gættet – en skabsfryser. Men først skal der findes et andet sted til nogle kæmpestore MDF-plader. Og inden reolen kan flyttes, skal den også lige tømmes – og bagefter fyldes igen. Der står ikke noget om på min liste, hvornår det hele skal gøres. Men måske inden vi fylder fryseren, der nu står midt på gulvet, for meget op med noget dådyrkød, der skal hentes hos slagteren … i morgen?

Skrive ønskeseddel – Jaaerhh, det siger sig selv.

Skrue i solbriller – Mine gamle RayBans, som jeg fik i fødselsdagsgave, da jeg blev 40, har tabt den ene stang igen, og jeg kunne få sat en lille skrue i hos en optiker. Jeg skal bare huske det. Hmm. Det er 18 år siden jeg fyldte 40, så måske skulle de solbriller bare ryge ud nu? Nej. Bare nej.

Lakridsspecier – Vi bagte dem for nogle år siden, og de var ret gode, så jeg vil finde opskriften frem igen. Jeg har set den fornylig, en udrevet side fra et blad, som jeg har foldet sammen og lagt ind i en bog. Men hvilken?

Beskrive bord – Jeg har en idé, som nogen måske kan gribe og udvikle videre på, så det funktionelle møbel, jeg har i tankerne, også bliver flot. Jeg skal bare lige formulere en beskrivelse, jeg kan give videre.

Sortere strømpebukser – Få det nu bare gjort! Og smid alle de hullede ud straks!

Nå, jeg tror, jeg vil starte med at lede efter den småkageopskrift. Det virker vigtigst.

At mime fodboldlandsholdet

Vi spillede Hint i lørdags, både det hvide og det nye røde. De er sjove begge to. To af kategorierne fra det hvide er erstattet af to andre i det røde, og nogle mener, at det røde er lidt sværere, men det synes jeg egentlig ikke. Det handler stadig om at gøre givne emner begribelige for sine holdkammerater, og det involverer stadig både held, gæt, viden, strategi og tidspres.

Vi spillede de unge mod de gamle, for det er bedst, at man inden for hvert hold har en nogenlunde fælles begrebsverden. Det er for eksempel svært, hvis én skal nynne 80’er-hits, og den der skal gætte er født tyve år senere. Ja, det kan skam også være udfordrende at finde fælles tankesæt, selv om man er jævnaldrende, for nogle kort er svære. At lyde som forlystelserne i Tivoli eller som menuen juleaften, for eksempel. Eller at mime noget, man ikke ved hvad er. Eller at lægge figurer, der skal få holdet til at sige fem bestemte ting fra en tur på kasino.

Jeg mimede en del den aften. Efterfølgende har Lasse rost mine “overraskende gode mimeevner”. På den måde ser man også nye sider af hinanden.

Blandt andet skulle jeg mime fodboldlandsholdet. Peter Schmeichel var forholdsvis let, Morten Olsen og Michael Laudrup var svære, men blev gættet. Jeg var lidt frustreret over, de ikke gættede Stig Tøfting på min ellers fortrinlige plæneklipperimitation, men allermest forundret var jeg over Mortens pletskud på min første mime, og det var det sidste, jeg sagde til ham, inden jeg sov:

“Tænk, at du gættede Nicklas Bendtner på, at jeg lynede mine bukser ned…!”

Lørdagsdims mellem travle dage

Vores hus er fyldt med parallelliv i disse dage, vi har skiftende ekstra logerende, vi er på skift ude og hjemme, men lige nu på denne lørdag formiddag sidder jeg på den plads i stueetagen, hvorfra man kan overskue alt, også tilværelsen – ja, det er store ord på en novemberdag, jeg ved det – med computeren og er alene i en solstråle. Jeg har Mads & Monopolet i radioen, kaffe i kruset og gode ideer i hovedet. Jeg skal bare bestemme mig for, hvilken der skal bruges først.

Tidligt onsdag morgen låste en træt regionsmedarbejder sig ind af vores hoveddør for at snige sig til nogle timers fortjent søvn efter at have talt stemmer og kommunikeret valgresultater hele natten. Det var ugens første parallelfærden.

I aftes lagde vi lokaler dels til den 20-åriges forfest med drengene inden en gammel elev-fest på gymnasiet, dels til et par trailløbere, der tankede overnatning her inden et løbsarrangement på disse kanter i dag. Den 14-årige tankede biograf og Black Friday inde i byen, og selv havde jeg frivilligtjans på Paletten til Huxi Bach. Han var i øvrigt god.

Da jeg kom hjem, var alle enten gået i seng eller til fest, og da jeg stod op, var de fleste taget til trailløb eller var på vej på jagt, og resten sov. Siden er der blevet ryddet op efter ungefesten ovenpå, og senere på dagen kommer både løbere og jægere hjem – de sidste har dyr med, er der netop indløbet besked om. Det bliver en hyggelig aften, hvor alle for en gangs skyld er hjemme samtidig.

Derfor sidder jeg nu alene her på min måske yndlingsplads og er tilfreds med tingenes tilstand, mens jeg overvejer, hvad jeg skal.

Jeg kan rydde op i en kasse børnebøger, der står ovre i hjørnet og venter på netop dét. Jeg kan skrive en juleønskeseddel. Jeg kan gøre køleskabet rent. Jeg kan ringe til min mor. Jeg kan sortere strømpebukser. Jeg kan lave en beskrivelse af en design-idé jeg har. Jeg kan støvsuge. Jeg kan vaske tøj. Jeg kan tage i kolonihaven og se på noget vinterklargøring. Jeg kan køre ud og købe ind til aftensmaden.

Jeg kan også lave en kop kaffe mere og bare være lidt stolt af, at jeg har lavet en liste over alt det, jeg kan. Her i stilheden mellem alle de andres aktiviteter.

God lørdag til jer, der ved hvad I gør.

Og til jer, der ikke gør.

Når filmen lever op til bogen

Af de ualmindeligt mange bøger, jeg har læst og lyttet, er det forbløffende få, jeg har fortalt om og anbefalet her. En af dem, der slap igennem anbefalingsnøglehullet på bloggen, er Glasslottet af Jeannette Walls, som jeg lyttede til for snart tre år siden – og tænk at der allerede er gået tre år, men det er en helt anden snak. Jeg skrev om den her. Jeg var begejstret.

Nu er den filmatiseret, og jeg så den i går. Det er altid farligt at have læst bogen, der ligger til grund for en film, for dels kan man altid savne detaljer fra det skrevne forlæg, som ikke er med i filmen, og dels fortolker instruktører somme tider vel frit. For nogle uger siden så jeg Snemanden, der er baseret på Jo Nesbøs roman af samme navn, og den film var i den grad noget skrammel, som jeg skyndte mig at glemme og lade, som om jeg aldrig havde set. Ikke engang internationale stjerneskuespillere kunne redde den i land. Jeg har for resten ikke set den! Jeg kan kun huske bogen!

Jeg var derfor ret spændt på Glasslottet, også fordi Maria Månson i Filmselskabet på DRK ikke gav den så god en medfart i sin bedømmelse. Det var heller ikke mange, der havde fundet vej til sal 4 i Fotorama i aftes: Mit selskab og to mere. Det var mest synd for alle dem, der ikke var der.

For altså. Efter min mening er filmen fuldstændig, som den skal være, og meget tro mod sit forlæg, som er den selvbiografiske fortælling om forfatterens opvækst. Filmen var lige så livsbekræftende, hjerteskærende og forstemmende som bogen, og da lyset blev tændt, havde jeg den samme følelse, som da jeg var færdig med bogen. Det er godt, tænker jeg.

Jeg kan kun sige: Se den.

Valget er truffet

Vi har været der. Vi har gjort vores borgerpligt og tjent demokratiet med hver to krydser, der trængte sig på.

Der er noget helt, helt særligt over sådan en valgdag. Man har talt en del om, hvorfor vi ikke stemmer digitalt. Tillid til valgresultatet og stemmehemmelighed er et par af grundene til, at vi ikke kommer til det de næste mange år. Læs mere om det her. Og så er jeg også sikker på, at dét at rejse sig og fysisk drage ud og sætte sit kryds med en rigtig blyant på et stykke papir udløser langt flere endorfiner og en større tilfredshed end at sidde hjemme og swipe kandidater til højre eller venstre på en skærm.

Vi tog af sted sidst på eftermiddagen for at plante den 20-åriges første kommunal- og regionsvalgskrydser og de to midaldrendes for-hvem-ved-hvilken-gangs ditto. Hallen var stuvende fuld, og demokratiet fik hele armen. Vores valgsted i Viborg er Danmarks største, hvor 23.748 cpr-numre har fået tilsendt valgkort. Der var 16 valgborde, og vælgerkøerne snoede sig ind mellem hinanden som et analogt Snake-spil. Jeg er stolt over at være en del af det.

Vi har hver især stemt efter bedste overbevisning, og det viste sig på vejen hjem, at vi alle tre var enige om den samme kandidat på den ene stemmeseddel og helt uenige i den anden afstemning. Selve billedet på Demokratiet i én Toyota Aygo!

Inde på rådhuset myldrer det netop nu med mediefolk, for en kendis blandt kandidaterne kaster ekstra spænding og rampelys på valgresultatet. Der er åben valgcafe, og DR1 sender direkte derindefra den halve eller hele nat, mens stemmerne tælles op og aftalerne indgås. Vi ved, der arbejdes hårdt derinde, både foran og bag kameraerne.

Regionshuset ligger nogle få hundrede meter derfra, og her er der også koncentreret optælling og travlhed hele natten. Bent Hansen-æraen er slut, og vi har valgt den nye chef. De skal bare lige tælle stemmerne, før vi ved, hvem det er.

Aftenen har den helt rigtige valgatmosfære, og snart begynder formen af de næste fire år at tegne sig.

Læselistens heste … eller nej …

Det er, som om Mofibo er kommet lidt mere op … på hesten, var det nærliggende at skrive, men jeg mente nu i omdrejninger. Her på det seneste har jeg lagt mærke til, at de nye bøger er hurtigere tilgængelige som lydbog. Tidligere skulle vi vente i ret lang tid efter udgivelsen af papirudgaven, før man havde fået indlæst og lagt op. Det går langt hurtigere nu. I øjeblikket lytter jeg til Sissel-Jo Gazans Blækhat, som er forholdsvis ny, og før den var jeg igennem Michael Katz Krefelds Pagten, som jeg kunne downloade allerede dagen efter udgivelsen. Jeg kunne måske have gjort det allerede på selve dagen, men da var jeg endnu ikke helt færdig med Bjørneby af Fredrik Backman. Den blev i øvrigt udgivet i starten af oktober.

Jeg kunne godt remse flere titler op på nyudkomne bøger, jeg allerede har læst, men jeg vil hellere fortælle, hvad jeg har i vente. Jeg har en åben note på telefonen, hvor jeg løbende skriver forfatter og titel, når jeg støder på omtaler, snuser rundt i boghandeler og bliver anbefalet bøger af andre. Nogle af dem har jeg næsten opgivet at se på Mofibo, andre strømmer ind. Nogle kan jeg ikke huske, hvorfor jeg noterede, andre glæder jeg mig virkelig til at komme i gang med. Listen er skrevet i den rækkefølge, jeg blev opmærksom på titlerne, og helt uden prioriteringer.

Her er læsehestens liste:

Ove Dahl: Drabschefen
Hustvedt: Sommeren uden mænd
Riebnitzsky: Orkansæsonen og stilheden
Lucinda Stilet: De syv søstre
Jussi Adler-Olsen: Alfabethuset
Pauliina Rauhala: Himmelsang
Paul Auster: 4321
Albertine Sarrazin: Astragal
Michel Houellebecq: Underkastelse
David Lagercrantz: Manden der søgte sin egen skygge
Jonathan Franzen: Purity
Maria Gerhard: Der bor Hollywoodstjerner på vejen
Steffen Jacobsen: Da blev jeg døden
Elsebeth Egholm: Jeg finder dig altid
Dan Brown: Oprindelse
Colson Whitehead: Den underjordiske jernbane
A.J. Kazinski: Miraklernes nat
Anne B Ragde: Liebhaverne
Hanne-Vibeke Holst: Som pesten
Lotte og Søren Hammer: To små piger

Om der ellers sker noget i mit liv? Ja, i morgen skal jeg i biografen, og i maj skal jeg til Utah.

Summen af kardemommen

Der stod kardemommekapsler på min indkøbsseddel. Det skal bruges til noget rødbedechutney med peberrod – en opskrift, Morten havde ledt efter i et stykke tid og fandt forleden, da han tog et ryk med noget oprydning.

Jeg har aldrig købt kardemommekapsler før og vidste hverken, hvordan de ser ud, eller hvor de købes. Udseendet beskrev Morten efter hukommelsen som en slankere udgave af bog. Fra bøgetræer, I ved. Det andet gav internettet svar på: Hele kardemommekapsler kan købes hos etniske købmænd og asiatiske supermarkeder, og sådan et sted har vi i Viborg.

De har alt muligt derinde. Mængder af alskens krydderier i små og store glas og breve, posevis af farvestrålende ris og kerner, bønner og linser, lige fra små poser til store sække. Dåser med alt muligt. Bag disken sidder indehaveren i sin blå kittel og overskuer det hele og tager mod betaling og ordner verdenssituationen med kunderne. Eller lokalsituationen – jeg er ikke helt sikker.

Jeg koncentrerede mig om de mange krydderihylder. Der var flere udgaver af hel kardemomme, men ikke noget med kapsler, og ikke noget der lignede smalle bog. Til sidst tog jeg et brev med hen til disken.

– Er det det her, man kalder kardemommekapsler?

– Ja.

– Okay, så skal jeg have det her.

– Hundrede kroner.

Hundr… ?? Jeg syntes, det var dyrt, men hvad ved jeg om kardemomme. Måske er det sjældent guld ligesom safran. Jeg holdt masken og begyndte at trække dankortet frem i stedet for de mønter, jeg havde tænkt var nok.

Begyndende glimt i sorte øjne.

– Det koster 15 kroner, men du betaler hundrede kroner i dag.

– … Hvorfor?!?

Latter i sorte øjne.

– Det er for sjov. 15 kroner!

Latter i blå øjne også.

– Men synes du ikke, jeg var god til at tage det med stenansigt? Jeg ved jo tydeligvis ikke noget om kardemomme.

Det syntes han.

Man bli’r så glad af sådan en lille episode. Det var aldrig sket i Føtex.

Tankestrejf i løbet af en sygedag

Det der Singles Day, hvis ankomst hertil først blev varslet i forgårs – det var i hvert fald første gang, jeg hørte om det – er åbenbart det helt store i Kina. Den falder i dag, 11. november, og er en slags Valentinsdag for singler, hvor man i stedet kan date ting på udsalg. Det får angiveligt Black Friday til at ligne en grøntsagsbod ved vejkanten, og jeg hørte i radioen, at der allerede er omsat for seks milliarder i Kina i dag. Jeg ved ikke, om det er kroner eller dollars, men seks milliarder er temmelig meget i alle valutaer.

Går glip af ting i dag. Workshop og fest for frivilligkorpset på Paletten. Men er ufrivilligt syg.

Der er også Bogforum. Der kunne jeg også være. Men fordi syg.

Faktisk gør de også Domkirken lysflot i aften med noget, der hedder Himlen over Viborg. Men ditto.

Både Morten og jeg har meldt fra til de arrangementer, vi havde på programmet i dag. Så megen ynkelighed under ét tag.

Jeg ville ønske, det var muligt at lytte til Michael Katz Krefelds Pagten (som jeg er i gang med) samtidig med, at jeg læste Ildefonzo Falcones’ Jordens Arvinger i analog papirbog (som jeg ikke er startet på) og så DRKs Vild med Bøger-programmer (som jeg ikke har fået set endnu) på iPaden. Det kan jeg ikke, og siden jeg ikke har kunnet tage et valg, bladrer jeg bare i vores store bog om Miniatur Wunderland i Hamborg og spiller Candy Crush, når jeg får tildelt et nyt liv.

Satte gang i Wordfeud-appen og har vundet to spil. Hjernen virker.

Har talt varmekilderne op. Otte optændingspinde og syv store stykker brænde i brændekassen. Vi behøver ikke rejse udenfor til brændestablen i aften.

I Miniatur Wunderland Hamburg varer et døgn 15 minutter. På det kvarter skifter alle de tusindvis af LED-lamper til natbelysning og tilbage til dag igen. Det vil sige, at jeg i miniatyretid var derinde i fire uger, da jeg besøgte stedet i sommerferien. Ret lang sommerferie, alligevel.

Så var der ikke flere tanker.

Vi er gået i badebold

I dagens løb sendte jeg Morten en mail med ordlyden: “I aften vil jeg gerne have nippemad og vin og brændeovn”.

Jeg har fået begge dele, og vi er begge sunket sammen i sofaen og har det præcis som Apples pauseikon, der kører på skærmen, når systemet tænker grundigt over en ordre – når det for eksempel har fået besked på at åbne et program eller gemme noget og ikke ved, hvor det skal starte. I gamle dage var det et timeglas, der senere blev opgraderet til en farvestrålende badeboldlignende cirkel, der kører rundt og rundt. Windows’ pendant var tidligere en blå ring som en vaniljekrans, der drejer rundt i uendeligheden, nu er det en urskive, der langsomt fyldes ud, har jeg ladet mig fortælle.

Det hele fortæller bare, at der faktisk ikke rigtigt foregår noget i motorrummet.

Morten har skrantet i en uges tid, og jeg er lige startet og for nedadgående. Vi har det sådan her: ondt i musklerne, ondt i halsen, dækket af en dyne af træthed, den ene hoster, og den anden er begyndende fugtig i næsen. Det er faktisk ikke muntert.

Inden længe får vi nok en besked om, at systemet ikke længere svarer.

Udpluk #16

  • Jeg var i Skagen i weekenden. Ikke PÅ Skagen. Det er kun dem fra Holte og Hellerup, der siger det. Siger vi.
  • I Skagen spiste jeg fisk fredag aften, til frokost lørdag, i to ud af tre retter lørdag aften, søndag til frokost. Fisk er Skagenmad. Fisk er godt.
  • I øvrigt kan jeg anbefale Cafe & Restaurant Kokkenes i Skagen. Jeg tror aldrig, jeg har spist så godt og fået så god og kyndig en betjening.
  • I dag så man pludselig et par unge mennesker i køkkenet midt på eftermiddagen. “Vi bager”, sagde de, og så var der igen et ambitiøst værk at nyde til aftenens tv-bagedyst. Det er sket før, så måske er det en tradition. “Det er smagen, vi satser på”, sagde de om shortbread-resultatet. ’Det smager fuldstændig perfekt – tak’, siger jeg som en anden kagedommer.
  • Det ser ikke ud til, at jeg gør fremskridt i at køre en upåklagelig ild i brændeovnen. Stay tuned.
  • Der står ’tænke på adventsgaver’ på min to do-liste, og jeg er begyndt. TÆNKE, blev der sagt, børn der læser med!
  • Jeg har taget cyklen på arbejde de første tre dage i denne uge. Det har været virkelig koldt og meget, meget flot. Jeg kommer nok til at tage bilen de sidste to arbejdsdage i ugen, for jeg kan slet ikke cykle med så meget glorie.
  • På trods af ringe fyringsfærdigheder er der blevet meget, meget, MEGET varmt i stuen. ’Det er målet, ikke vejen dertil, jeg satser på’, kan jeg sige med samme logik som de unge bagere, og med den vinkel stryger jeg direkte på podiet.