Vaskemors sidste svigt

Herhjemme er det mig, der er Head of Laundry. Jeg styrer husstandens vasketøj med hård – og som regel sikker – hånd, og jeg gør det helt ærligt med glæde. Jeg kan lide tjansen og gør det gerne i håbet om til gengæld for at slippe for andre husligheder, for eksempel gulvvask, som jeg på ingen måde kan lide.

De eneste krav, jeg stiller til de andre, er, at de selv bærer deres rene og sammenlagte tøjstabler op og lægger det på plads i skabe og skuffer, OG at de sorterer deres snavsetøj i de rigtige kurve, når de lægger det til vask. Der er tre: mørkt, lyst og hvidt. Det er forholdsvist ukompliceret, og de er gode til at sortere. Det sker, at jeg stilfærdigt flytter et stykke tøj til en anden kurv, hvis jeg vurderer, at det passer bedre der, men som regel er der ikke noget at bemærke.

For nylig faldt snakken på det. “Sker det egentlig nogensinde, at vi sorterer forkert?”, spurgte yngsten, som netop er flyttet hjemmefra og skal til at vaske selv. Og jeg indrømmede, at det sker, men så fordeler jeg det bare anderledes, når jeg sætter en vask i gang. “Hvad med en hvid trøje med røde striber?”, fortsatte han. Netop den t-shirt har han ofte lagt i hvidvasken – ud fra logikken i, at hvid er t-shirtens hovedfarve, og jeg plejer at flytte den til lyst, for røde striber blandt hvidt tøj er jo ikke godt. Det ved alle. Og det er gået godt hidtil.

Lige nu er de sidste af hans efterladte stykker vasketøj ved at rulle igennem vaskemøllen, også den nævnte rød-og-hvidstribede. Som jeg lagde over til det lyse. Hvor der så har været noget andet rødligt. Med overskudsfarve. Som har sat spor på et håndklæde. Og på den nævnte. En ny vask af t-shirten alene ændrede ikke noget.

Så min allersidste vask for ham resulterede altså i, at en af hans yndlingsbluser bliver efterleveret til ham som … ja, jeg kan lige så godt indrømme det: let lyserød med røde striber. Ikke så godt, jo.

Der fik jeg da lige grundigt fyret mig selv som vaskeorakel og bekræftet, at det er godt, han nu er på egen vaskehånd. Kan man ikke godt vende det sådan?

Han skal i hvert fald ikke rette sig efter vaskeanvisninger af denne sjove type:

Mor kan også være uheldig.

 

Fundering fra spinatbedet

Spinat er sundt og godt. Spinat er på mange måder en stor og fyldig grøntsag, især i overført betydning, og især hvis man har in mente, hvor meget arbejde der faktisk ligger bag, inden hjemmedyrket spinat når frem til middagstallerkenen.

Det er let at tømme en pose spinatfrø ned i en sirlig rille i urtehaven og sætte sig til at vente. Spinat gror villigt, og pludselig er det blevet stort og høstklart, og SÅ kommer det store arbejde. I flere sæsoner har jeg troligt siddet i mange timer og nippet blade af stænglerne, skyllet og skyllet, til der ikke længere var risiko for knasen mellem tænderne fra jord, der ikke var skyllet væk fra bladene. Så har jeg blancheret og konstateret, hvor meget udbyttet svinder ind i omfang, hvorefter jeg har frosset avlen ned i passende portioner, lige klar til brug.

Sådan er det også i år, og jeg har ikke engang tømt spinatbedet i kolonihaven endnu.

Der er masser af tid til at fundere, overveje og drage nye konklusioner undervejs. Kolonihavedyrkning er en dynamisk disciplin, og jeg har bestemt mig for at springe over spinatbedet næste år. Dels har vi faktisk stadig spinatportioner i fryseren fra sidste år, og dels er vi fra nu af en spinatspiser mindre i husstanden.

Fra i morgen, faktisk. Yngsten flytter hjemmefra, og det sætter i sig selv tusindvis af tanker i gang. En epoke slutter, når den sidste flyver. Da de to ældste fløj fra reden, havde jeg stadig en hjemmeboende tilbage. Nu skal jeg give helt slip, og der bliver tomt på en anden måde. Nogle dage hver anden uge har vi heldigvis stadig Astrid og er således tre til aftensmad, men langt de fleste dage vil der kun være Morten og mig – og dermed også færre til at lave maden, og vi skal indrette os anderledes på mange måder.

Måske er tiden nu kommet til at få gang i en længeresigtet madplanlægning i stedet for dag-til-dag løsninger og akutindkøb. Måske skal vi kaste os ud i en eller to måltidskasseordninger. I hvert fald vil vi lave fiskekassen, som vi får hver anden uge som basiskasse til tre, om til en måltidskasse til to personer.

Omvendt skal vi heller ikke have så mange måltider leveret til døren, at grøntsager af egen avl bliver helt overflødige. Jeg vil stadig gerne have fingrene i jorden og mærke den rige fornemmelse af at dyrke selv.

Sådan flyder tankerne, når jeg sidder i baggangen i den gode stol mellem vaskemaskine, tumbler og baljer som på billedet herover. Spinaten vil jeg ikke træde i næste år, men salat, kartofler og rødder af mange slags vil der stadig være grobund til sammen med løg, kål og græskar.

De udeboende børn vil sikkert også sætte pris på omfattende grøntsagskasser og poser med hjemmebag, når jeg hele tiden kommer og besøger dem.

Spinaten er svundet ind til to portioner til frys.

Udflytning pågår.

Unik kogekunst

I dag fik jeg leverpostejmadder til aften.

I går fik jeg crostini med gedeost og løgmarmelade efterfulgt af en treretters gourmetmenu, hvor forretten bestod ravioli med tigerrejer på dampet torsk med persillecreme, grøn olie, æble og urter, hovedretten var krondyrfilet med presset kartoffel, rødbedesky, syltet løg, selleristuvning og jordskokkechips, og til sidst en dessert af pærekompot på frosne bunde af lys chokolademoussebunde med lime, små marengstoppe, mørk mousse og krystalliseret hvid chokolade.

Så trænger vi vist til et punktum.

Det smagte svimlende lækkert. Og det bedste og sjoveste er, at jeg selv var med til at lave det. Vi var i kokkeskole ved afdelingens sommerarrangement i firmaet. I selvsamme firma har vi en køkkenchef, der laver verdensklassemad, som vi nyder godt af hver eneste dag, og han driver desuden et cateringfirma, hvor han laver udsøgt til mad til fester og arrangementer. Og tilbyder kokkeskole.

Det var supersjovt – en lærerig, anderledes og hyggelig måde at være sammen med kollegerne på. Kokken havde tilrettelagt en treretters menu og sørget for råvarerne, og så blev vi delt op i tre hold, der skulle stå for henholdsvis forret, hovedret og dessert. I tre timer var der tryk på i køkkenet, hvor der blev arbejdet intenst ved alle stationer. Vi snittede og hakkede, piskede og blendede, sprøjtede, æltede og bagte, brasede og kogte, sukkede og jublede. Kokken anviste, vurderede og rådgav hele vejen som den absolut nødvendige livline, når vi tvivlede og ikke forstod opskriften, og han roste når vi gjorde det godt.

Det viste sig, at vi alle sammen – sammen – havde gjort det eminent godt. I fællesskab frembragte vi en gourmetmiddag, som er noget af det bedste jeg har smagt. Selvfølgelig smukt anrettet og indtaget ved et veldækket, hvidduget bord i godt selskab.

Jeg var på dessertholdet – jeg elsker dessert. Mine marengs var næsten helt ens, og jeg fik ros (“… når jeg tænker på de første marengstoppe, Birgitte lavede, og frem til hvad det endte med!”, var sådan cirka som kokkens ord faldt …).

Nå, men alle burde prøve at gå i kokkeskole hos Lars. Firmaet hedder UNIQ Cooking. Husk det til næste gang, I skal have unik mad til en fest eller leder efter noget til et anderledes firmaarrangement. Jeg får ikke noget for at anbefale ham. Jeg har allerede fået en unik oplevelse.

Velbekomme!

Udpluk #20

 

  • Yngsten flytter hjemmefra om kort tid, og jeg har muligvis forkøbt mig i håndklæder til ham. Hvis han ikke sætter foden ned, vil hans første eget hjem være udstyret med en fire gange så høj håndklædestabel, som jeg selv startede med i sin tid. Er muligvis nødt til at købe ham et skab også.
  • Jeg har også hentet et par kasser frem med det, der er tilbage af grej som børnene måske vil overtage når de flytter hjemmefra. Jeg har bare kastet et kort blik ned i dem og konstateret, at der blandt andet er mulighed for at overtage en elkedel, otte steakknive, Mortens aflagte pas (?!?) og en hulske. Det er selvfølgelig en start, men ellers tager vi den store tur på søndag og laver en liste over, hvad der mangler i hans startsæt. Mit initiativ, ikke den fraflyttendes.
  • Jægersmanden er taget på bukkejagt i Sverige med et kobbel kammerater, og den endnu ikke hjemmefraflyttede har også udenbys aftaler de næste dage. Sikke jeg skal brede og kede mig! Det bliver også fedt. Og lidt tomt. Men fedt.
  • Når jægersmanden ikke er hjemme, spiser Lasse og jeg hokkaido. I dag skar jeg græskarret (med skræl, men uden kerner) i skiver, omviklede hver skive med en kvist frisk timian og en halv skive bacon, kværnede salt og peber over, plaskede olivenolie over med rund hånd og bagte hokkaidofritterne i 35 minutter ved 200 grader varmluft. Spis aioli til. Det er kongemad! Super tilbehør til … alt, tror jeg.
  • Vi har alle sammen noget, de andre spiser i ens fravær. Når Morten ikke er hjemme, spiser vi for eksempel hokkaido. Vi får oftere tærte, når Lasse ikke spiser med, og når Astrid ikke er her, vælter vi os i grøntsager. Jeg ved ikke, hvad de andre spiser, når jeg ikke er hjemme. De skulle egentlig benytte lejligheden til at spise rosenkål og bananer.
  • Jeg er allerede helt spændt på, hvad jeg selv skal have at spise, nu når jeg er alene hjemme til aftensmad.
  • Solsikkerne har ikke noget at gøre med noget af ovenstående. De har bare stået og været pæne, siden Morten havde dem med hjem i sidste uge.

Når det flasker sig

Sommetider passer alting helt perfekt sammen.

Som når der kommer en heftig byge, mens jeg sidder indenfor på arbejde og kigger ud af vinduet, og det så når at blive tørvejr og endda solskin, da jeg rammer kolonihaven efter fyraften og klæder om til medbragt arbejdstøj for at male bagvæggen på havehuset anden gang.

Som når der lige akkurat er maling nok tilbage i spanden til hele væggen og ikke til så meget som én planke mere.

Som når jeg bagefter lige går en runde i haven og både får tomater, salat, en lille squash og lidt broccoli med hjem i cykelkurven sammen med en buket af de lyserøde georginer.

Sommetider er noget også liiige ved at blive sært.

Som når jeg i frokostpausen på arbejde fortæller om mit projekt med at få malet væggen færdig, og min unge kollega interesseret spørger “Hvad har du af beklædning?” – og det viser sig, at han ikke spørger om, hvad jeg har på, når jeg maler, men hvad væggen er bygget af.

Væggen er sat til vægs

Når vi gør noget, gør vi det godt. Også når vi pudser glorie.

Engang midt i juli gik jeg om bagved kolonihavehuset og konstaterede fremskredent forfald. Derom kommer jeg ikke så tit, og derfor havde jeg ikke opdaget, hvor galt det var fat. De nederste brædder var rådnende, og ét var decideret faldet af.

Det eneste, der skete ved selve opdagelsen, var, at vi indså, det nok var i år, der skulle gøres noget ved det. Men først skulle vi holde ferie, så skulle vi noget andet, og så skulle vi lave udregninger og skaffe træ. Og hente det og gøre noget lidt mere andet først og have tid og den slags småting.

Men nu har vi været dygtige. Én weekend pillede Morten de gamle brædder ned og startede på opbygningen. Så regnede det, og så skulle vi noget andet, blandt andet på rigtigt arbejde og den slags småting.

I går fortsatte vi de gode takter. Jeg malede plankerne nedefra, mens Morten monterede de sidste foroven. Siden er der også kommet tagrende, og det er godt nok blevet en fin bagside. Ham der har haven bagved vores er garanteret toplykkelig for den nye, smukke udsigt.

Nu mangler vi bare at gøre hushjørnet færdigt og køre affaldet væk. Vi skal for resten også have sat en omgang maling mere til vægs. Vi skal bare lige noget andet først.

Derfor kan vi jo godt pudse glorien. Det kan man ikke gøre for tit. Sådan en skal også vedligeholdes.

 

Vi venter lidt

To store udeprojekter i kolonihaven er skrevet i kalenderen denne weekend. Der ligger lange planker klar derude til at skifte husets rådne bagvæg ud med en frisk, og løg, kartofler og spinat har groet sig klar til at blive høstet.

Og så gør vejret dét her?

Mens vi venter på opklaring, tuller vi rundt herhjemme med indeopgaver, en vask eller to, kontorarbejde, det kan endda blive aktuelt med noget rengøring, indtil vi konstaterer hvad vejret tillader i eftermiddag.

Jeg håber stadig på, at vi får den rådne væg pillet ned og gravet kartofler op. Hvordan vi bagefter får holdt fugt og mug fra begge dele, har jeg ikke regnet ud endnu.

Måske ender det bare med, at jeg trodser vejret, rykker ud og rykker alle spinatplanterne op og sætter mig hjemme i baggangen ved siden af vaskemaskinen og nipper spinat og sipper te. Det er da også et stykke vej at komme.

Kaster lige et blik ud på himlen … nej, det lysner ikke endnu.

Udgivet i den store bunke - Tagget med - Skriv en kommentar.

Syv litterære yndlinge

Jeg fik en opfordring til i syv dage at lægge et billede af en yndlingsbog på Facebook.

Normalt går jeg langt uden om digitale kædebreve, og barndommens kædebrevstrusler om, at ’denne-kæde-startede-i-Spanien-for-12-år-siden-og-er-ikke-siden-blevet-brudt,-og-hvis-du-bryder-den,-vil-slemme-ting-overgå-dig’ har jeg vovet at tilsidesætte. Uden at der skete noget.

Den eneste gang, jeg deltog i et kædebrev og møjsommeligt kopierede brevet og sendte det med posten til fem nye, mens jeg købte og sendte et viskelæder til det første navn på listen, fordi jeg så selv ville modtage 264 viskelædere inden for to uger, skete der det, at jeg modtog … 1 viskelæder. Så nogen har altså brudt kæden. Måske fordi ingen rigtigt gider have 264 viskelædere.

Altså kædebreve, nej tak. Men denne udfordring syntes jeg alligevel var lidt sjov, og jeg har kigget tilbage gennem hele mit bogbagkatalog.

I Facebookprojektet skulle man samtidig udfordre en ny person til at gøre det samme – hver dag lægge en bog op og udfordre en anden. Det har jeg gjort, og med varierende held. Halvdelen af mine udfordrede har taget handsken op, resten ikke. De gider ikke, og ved I hvad? Jeg kan sagtens forstå dem. Men tak til dem, der er gået med og tænker egne yndlinge frem fra fortiden.

Her er mine.

Jeg fik Da skoene løb med Laura i gave, da jeg var omkring syv år. Det er en knaldgod historie om en pige, hvis nye sko løber af sted med hende, og hun oplever alt muligt spændende undervejs. Måske var det en drøm, måske ikke. Jeg har læst den mange, mange gange. Og tegnet lidt på den.

Denne dag et liv er Jens Andersens blændende biografi om Astrid Lindgren. Imponerende, uforglemmelig og velskrevet om fine, kloge Astrid.

Anthony Doerrs Alt det lys vi ikke ser om en blind fransk pige og en tysk dreng under 2. Verdenskrig kryber helt ind under huden med sine mange lag og indbyggede historier. Den er glædelig og sørgelig og godt fortalt i et veldrejet sprog, der gjorde mig hjerteglad.

Claus Deleurans Illustreret Danmarkshistorie for Folket gik som tegneserie i Ekstra-Bladet i 80’erne og blev løbende udgivet i hardback-albums. Jeg ønskede mig dem efterhånden og elskede hvert eneste nye bind. Værket er ufuldendt, idet tegneren gik hen og døde midt i bind 9, netop da vikingetiden var slut.

En mand der hedder Ove. Behøver jeg at sige mere? Fredrik Backmanns rørende fortælling om en irriterende, pedantisk og livstræt mand, der har alle mulige grunde til at være, som han er.

Anne-Marie Løn udgav Prinsesserne i 1996. Om to nordjyske søstre, der er født til storhed og velstand, og som det slet ikke går, som de er udset til. Hovmod, kriser, økonomisk fejlslag, forfængelighed, forkerte valg – jeg husker den som en bevægende roman om bondelandets kultur hen over en hel generation.

Tænk, jeg havde aldrig læst noget af Erik Valeur, da jeg blev opmærksom på Det syvende barn. Den handler om bortadopterede børn fra et nordsjællandsk børnehjem i 50’erne og 60’erne og deres skæbner. Det er krimi, spænding og politisk samtidsskildring på højt psykologisk niveau.

Det var de syv, jeg valgte. Har du yndlinge?

Ny husalf med overmenneskeligt ansvar

Vi har anskaffet os en dampmoppe (- og ikke en dampmokke, som nogen i husstanden på et tidspunkt fejlhørte det som uden helt at kunne beslutte sig for, hvem af de kvindelige bofæller det passede bedst på).

En dampmoppe er et rengøringsredskab, og jeg har store, store forventninger.

Vi er ikke ret gode til at gøre rent hjemme hos os, specielt gulvvask går det ikke godt med. Det går faktisk dårligt. Ingen af os er den første til at se, at der trænger, og ingen får det gjort. Jeg har i øvrigt erklæret, at jeg hader at vaske gulve. Så vidt er Morten ikke gået, og det har jeg selvfølgelig tolket som, at han godt kan lide det. Men han ser det heller ikke.

Specielt køkkengulvet læner sig konstant op ad et tilhold fra sundhedsmyndighederne

Derudover står Lasse med det ene ben ude af døren og er tæt på at flytte hjemmefra. I ti år har det været hans pligt at gøre badeværelser rene en gang om ugen, og det skal han have ros for at have gjort. Men nu står vi altså også selv med dét.

Morten og jeg er stadig i forhandlinger om, hvem der tager over, om vi skal deles om det, og om vi skal have rengøring efter fast skema, og om det i givet fald skal være på en ugentlig hverdag eller i weekenden. Det eneste, vi er helt enige om, er, AT der skal gøres rent, og at vi nok ikke helt er der, hvor vi vil betale os fra det.

Det var her, dampmoppen kom ind i billedet. Jeg er stensikker på, at det bliver meget nemmere at holde gulvene rene, når vi lige kan snuppe moppen i baggangen og rende dem over med et pust mikrofiberfiltreret damp. Det er Leifheit, tysk kvalitet, klar på 30 sekunder und Alles.

Alt bliver godt.

Tror I ikke også nok det?

Wingardium leviosa

Jeg er begyndt at læse Harry Potter igen. Denne gang lytter jeg. Og det er fantastisk!

Jeg læste alle bøgerne højt for børnene, da de var … ja, børn. Det var stjernestunder at sidde i sofaen i timevis med ungerne tæt omkring og sammen bevæge os ind i et magisk og fortryllende univers, som gjorde lige stort indtryk på os alle fire. Det ene kapitel tog det næste, og måske har jeg endda læst serien højt for yngsten to gange. Eller måske romantiserer jeg der? Jeg har læst virkelig meget for ham.

Jeg lavede forskellige stemmer, den værste var husalfen Dobby, som jeg havde fået givet en forfærdelig skingerhæs stemme, der sled voldsomt på min egen de lange søndage, hvor vi læste mest. Det kommer tilbage til mig nu, hvor jeg er i gang med Hemmelighedernes kammer, og Dobby netop har gjort sin entre. Det er godt, jeg ikke skal sige noget denne gang.

Det har jeg Jesper Christensen til, og han er fremragende. Til det hele, faktisk. Han er denne generations Thomas Winding, intet mindre.

Jeg nyder virkelig at genlæse/lytte bøgerne. Det er også et genhør med en magisk tid, jeg delte med mine børn. Indtil videre holder historien også som solo-voksenlæsning, og jeg tænker da, at den bliver ved med det, uanset om jeg tager dem i én stribe eller læser andet ind imellem. Det er et ret helstøbt værk.

Nå, men Harry er lige blevet befriet fra Ligustervænget 4 af Ron, Fred og George i den fortryllede bil, og onkel Vernon har endnu ikke fået sin normale ansigtsfarve tilbage… Alt kan ske, og det gør det.