På denne dag #2

I dag synes jeg godt, jeg kunne have været mere specifik med min facebookopdatering for otte år siden. Var jeg måske lidt kæk over, at jeg to dage før havde holdt en gevaldig 50 års fødselsdagfest og ikke havde onde tømmermænd længere?

Og for syv år siden. Historien gentager sig. Der er 24 timers løb i den kommende weekend. Forskellen er bare, at dengang underspillede jeg jo for vildt. Jeg VAR i god form og løb skidegodt. Nu må jeg kompensere ved at flytte fokus fra urimeligt dårlig form til farvekoordineret neglelak og købe aflad ved at bage muffins til holdet.

Nåårrhhh! Fem år med den æggegule mastodont! Kæft, vi har bagt mange boller sammen.

Historien gentager sig fortsat. Det ER jo ved denne tid. Og selv om gamle dage var hurtigere, er det stadig en fest.

Årh ja, altså. Dét gentager sig også. Køkkenhaven er ALTID tilgroet i starten af august, og jeg slider.

Hvad er nu det? Den der har jeg ikke set i år. Hvorfor? Hvad? Hvorhenne? Død?

Det var en god ferie! Og jeg har alt det samme stadig: jakke, skjorte, hår, rygsæk, solbriller, smil.

Har jeg sagt, at jeg synes, Facebooks feature På denne dag er sjov?

På denne dag #1

Jeg kan godt lide Facebooks funktion På denne dag/On this day, hvor man bliver mindet om, hvad man har skrevet, uploadet eller på anden måde været involveret i på selvsamme dato for år tilbage. Så kan jeg hygge mig med at svælge i, hvor sjov og klog, jeg var, og hvad jeg har valgt at delagtiggøre omverdenen i. Ren ananas i egen juice!

For otte år siden skrev jeg om morgenen: “skal til dimission på efterskolen i dag. Har et par hundrede kilometer til at træne forståelseogoverbærenhedmedtristteenager og lave Kleenexdepoter i bilen. Det gik hurtigt, dét år..!” og et halvt døgn senere: “har hjembragt en mascaraplettet datter med bjerge af bagage. Fornøjelsen er helt på min side…”

Og netop i dag for syv år siden lænede jeg mig op ad den dagsaktuelle debat om, hvorvidt bekymrede forældre skal lade deres børn stå på egne ben på festival.

Jeg er ikke så blødhjertet, når de først er af sted. Selvfølgelig tænker jeg på dem og holder øje med vejrudsigten, men jeg regner da med, at de kan klare sig, og at de og kammeraterne passer på hinanden.

Min yngste søn på 20 år befinder sig netop nu i en camp i Roskilde. Med ham har jeg aftalt, at han sender mig en sms i ny og næ, som bekræfter, at han lever. Det er mere, end jeg åbenbart forlangte af storesøsteren for syv år siden, da hun var 17 år, men det lever han nok med. Indtil nu har jeg fået tre enslydende beskeder: “I live”.

Det skal nok gå.