De svære procenter

Over aftensmaden i dag kom det til at handle om kommentarer til procentregning. Lasse læste deklarationen på glasset med pizzasauce (ja, halvfabrikata i vores køkken… undskyld): “Seks et halvt gram sukker pr. 100 gram… det er jo over 10 procent?!”

Det regnestykke fik mig til at fortælle om dengang, jeg selv læste deklarationen på en spegepølse og vantro udbrød: “TO procent salt?!? I sådan en lille pølse!!?”

Morten rundede af med en episode fra sin tid på Radio Viborg, hvor en kollega studerede lyttertallene for Radio Skive, som var deres største konkurrent. Det var noget med, at 55 % lyttede til lokalradioen i Skive, men dét troede kollegaen nu ikke på: ”Ej, så stor er den by da ikke!”

Du så det her først

Jeg fik en bogstavtavle i fødselsdagsgave. Morten har næsten gjort det til en tradition jævnligt at finde en særlig ting til mig, der har med ord og bogstaver at gøre. Forrige jul var det et typodarium, og sidste jul fik jeg det, der nu er mine signaturøreringe. Denne gang kom den særlige gave allerede til min fødselsdag.

Jeg ville gerne have, at den ikke bare blev brugt som en opslagstavle, hvor alle kunne skrive ’jeg elsker ost’ eller ’prut’ eller opskriften på agurkesalat. Den har kaldt på en særlig tekst. Den har jeg fundet på nu, og tavlen er hængt op, hvor den skal være.

Sætningerne rummer det, jeg synes favner os, vores aftensmåltider og de værdier, jeg altid har prøvet at leve efter. Vi kommer næsten altid vidt omkring i samtaleemnerne, mens vi sidder og spiser, og de fleste dage går vi berigede fra bordet, fordi vi har givet os tid til at følge hinandens associationer og komme uventede steder hen. Jeg er vild med det.

I aften var vi for eksempel omkring uheldige musiske udfoldelser. Som da man ved en medaljeceremoni i Kuwait kom til at spille parodien af Kazahkstans nationalmelodi fra filmen Borat”Kazahkstan’s prostitutes the cleanest in the region…” . Eller dengang de ved en fejl spillede Der er et yndigt land for Alberto Contador, da han vandt Tour de France 2010. Og da et ægyptisk blæseorkester lød som en parodi på musikskolens første årgang og fik pint al ynde og pragt ud af den russiske nationalhymne foran en mere end sammenbidt Putin. Vi rundede også lige ænders forplantningsorganer.

Måske gav denne aftens omveje os ikke storslået, klassisk dannelse, men vi blev klogere på YouTube og på, hvordan man håndterer musiske kiks – eller ikke gør det.

Tavlens visdom er i hvert fald eviggyldig, og jeg har selv fundet på de kloge ord.

Aftenmadssnak i sportsstjernernes tegn

Det sker tit. Samtalen stikker af i helt uforudsigelige retninger ved aftensmaden. I aften blev det om sport.

Idrætsmærker i folkeskolen i 1960-70’erne. Man opnåede dem ved at opfylde specifikke krav i kast, spring og løb. Jo bedre resultater, jo højere karat. Jeg har stadig de mærker, som jeg løb, sprang og kastede mig til som letfodet skolepige: bronze, sølv, gulv og sølv med emalje. Så nåede jeg ikke flere, fordi mine arme var for vattede til at kaste langt nok, og min rumpe blev for tung at få med over overliggeren i højdespring. Guld med emalje og den eftertragtede guldfakkel var og forblev uopnåelige. Men de andre fire sætter jeg pris på. Når jeg kommer i tanker om dem. I aften blev de fremvist.

Højdespring, Jesper Tørring og Fosbury Flop. Vi kom til at snakke om en af atletikdisciplinerne, højdespring, og om saksespring, væltespring og andre springteknikker og fandt et næsten fem minutter langt klip fra 1968, hvor Hans Grønfeldt interviewer en ung Jesper Tørring, der er gået i gang med at træne det nye Fosbury Flop og har opnået bemærkelsesværdige resultater. Fem minutter! Senere opfandt man de hurtige klip. Og for nu at være ordentligt orienteret, så vi lige en gennemgang af højdespringets udvikling gennem historien. Den kan man også lige snuppe.

Det var mest dét, vi snakkede om.

Langt omkring over aftensmaden

skum

Det skete igen, og jeg er vild med det. Når snakken ved middagsbordet fører os vidt, vidt omkring. Det starter et sted, og så kører det. I dag var det mest tv-serier og nyhedsrelaterede associationer.

Skam. Den norske ungdomsserie Skam er købt af DR, bliver sendt fra december og skal hedde … Skam. Jeg har konstateret, at de fire ord ’Den norske ungdomsserie Skam’ kommer som en helhed, der ikke må skilles. Man må aldrig bare sige Skam eller ungdomsserien Skam. Det hedder ’Den norske ungdomsserie Skam’, og denne sammensætning af ord er en ubrydelig enhed. Ligesom man engang aldrig måtte sige SARS, men skulle sige ’Den frygtede lungevirus SARS’.

Skum. Den allerførste sit com, vi kendte til i Danmark, med alle de klassiske sæbeopera-karakteristika, om familierne Campbell og Tate med søstrene Mary og Jessica som de centrale personer med ægtemændene Burt og Chester. Den kørte i 87 episoder i årene 1977-1981, og Billy Crystal fik sit gennembrud som bøssen Jodie. Her er introen. Kan I huske?

Venner. “The One With Ross’ Grant”, hvor Ross søger et legat og sammen med to andre palæontologer er til samtale hos professoren, der er Ross’ kæreste Charlies ekskæreste Benjamin, der stiller Ross selvopfundne spørgsmål, der intet har med arkæologi at gøre.

Horton-sagaen. Days of Our Lives. Den serie, som Joey Tribbiani fra Venner angiveligt var med i som Dr. Drake Ramoray – rollen er perlen i Joeys cv. Serien findes rigtigt (uden Joey), er sendt siden 1965, og indtil netop nu er der produceret 9.444 afsnit. Det er virkelig, virkelig, virkelig mange. Josh Taylor har været med siden 1973 i – hold nu fast – 2.485 afsnit. Det er virkelig vildt. Og jeg har ikke set et eneste.

Sæbeopera. Hvorfor det hedder sæbeopera. Det gør det, fordi det oprindeligt mest var producenter af sæbe og rengøringsmidler, der sponsorerede serierne – og dermed reklamerne i pauserne.

Gitte Hænning. Fordi et fragtskib er sejlet ind i et havbrug i Lillebælt, hvorved 80.000 fuldfede regnbueørreder er sluppet ud. Det kan smadre hele det naturlige system, siger biologerne. De vilde ørreder, havørrederne, er netop nu på vej op i vandløbene for at gyde, og dambrugsørredernes livret er lige præcis havørredæg. Der er kun ét at gøre: Træk en gammel sweater på og ta’ med ud og fisk!

Hvad vi talte om over aftensmaden

Hvor mange undervisningsmoduler 3.g’eren har tilbage i gymnasiet. Nogensinde.

Fennikel.

Hvor i Spanien gymnasiets spanskhold plejer at tage hen på sprogrejse.

Hvordan det går med at øve lancier til galla om halvanden uge.

Maden. Vi husker altid at rose maden.

Hvem man er på naturlig krammer med, og hvem det er grænseoverskridende at kramme.

Som direkte følge heraf: Håndtryk. De gode faste og de vattede. Om at “træde ind i et håndtryk”.

Et hagl i rådyrbiksemaden.

Dronningens besøg i Viborg i dag og hendes hat i særdeleshed. Den lignede skålen fra et agern. Med stilk. I blå.

Noget jeg sagde (“Nu lyder du som mormor!”).

Uregelmæssige bøjninger i dansk, formuleret af en chilensk flygtning.

At man ikke må sige “i sommers”. Aldrig.

At ingen af os tog hverken ketchup eller HP-sauce til biksemaden.

Samtalekøkken

Bare lige for at illustrere, hvor langt vi ofte når omkring, når vi spiser aftensmad, lister jeg op, hvad vi kom forbi i aftes. Altså bare de emner, jeg kan huske.

Ballon d’Or. Vi kom uheldigvis til at kalde til skafning lige på det tidspunkt, hvor kåringen fandt sted. Lasse tog det pænt.

Ricky Gervais. Noget med en aktuel udtalelse, han havde fået høvl for. Jeg var ikke helt med her.

Apocalypto og The Passion of the Christ. Film instrueret af Mel Gibson. Jeg var heller ikke helt med her.

En masse mere filmstof. Jeg var stadig ikke helt med.

Far til fire-film. Hvor mange der er lavet, hvilke skuespillere der har spillet Far og Onkel Anders, hvilke af filmene Morten har været med til at markedsføre for Scanbox. Jeg begyndte at være med, især da vi nåede til

Giacomo Campeotto, som har instrueret de to seneste Far til fire-film. Og han er jo søn af Ghita Nørby og Dario Campeotto.

Børn af kendispar som for eksempel Susse Wold og Erik Mørk. Og Lone Hertz og Stig Lommer. Jeg var stærk her.

Gennemgang af ting jeg er f****** ringe til. Det gælder film- og musikstof. Den del af samtalen var jeg med i.

Referat af Musikquizzen på P3, som jeg hørte sammen Laura søndag formiddag i bilen. Hun havde 10 rigtige, og jeg var f****** ringe.

Per Arnoldi. Hvem han er, hvad han har lavet og hvor selvtilfreds han er. Vi så klip fra Natholdet. Det her. Og det her.

Derefter sagde vi tak for mad og ryddede af.