Mens vi venter

Jeg har fået en kulturindsprøjtning i aften. Indledningsvist med vegansk take away og videre til en teaterforestilling i byens smukke teater. “Inden jeg fylder 67”, fremragende spillet af Pia Rosenbaum og i øvrigt både sjovt, alvorligt og berigende.

Nu sidder jeg hjemme i mit køkken med et glas vin, mens min mastodontiske køkkenven, den uforlignelige Ballerup Master Mixer rører en omgang bolledej. Jeg har nemlig taget de sidste boller ud af fryseren. Således kan jeg ikke komme i seng, før jeg har sikret familiens fremtidige overlevelse, for dejen skal røres mindst et kvarter på højeste hastighed for at danne de eftertragtede glutentråde, og det er dette kvarter, jeg nu sidder og fordriver med de ord, der lige drysser ud i tastaturet.

Og det eneste nyere foto, jeg kan finde i kamerarullen til at illustrere ventetiden, er aftensmaden fra i går, som ikke engang var vegansk. Den var dog vegetarisk og faktisk ret interessant. Den indeholdt lutter nyt; jeg nævner i flæng små spidskålspandekager, stegt tofu og syltet kinaradise, og intet af det havde jeg prøvet før. Men det smagte godt, og vi blev mætte.

Og NU er min æggegule ven færdig med sit arbejde. Så kan dejen stå og hæve hele natten og være klar til at blive formet, når jeg står op i morgen.

Tak for i dag.

Mind mig lige om ikke at lave squashfrikadeller igen

“Hvad skal jeg lave til aftensmad?”, spurgte jeg ud i kontoret lige inden fyraften.

“Åh, jeg lavede sådan en god ret forleden”, sagde Tina, “ristede kyllingefileter … bla bla … brændt karry, mangochutney, madfløde … bla bla … stegt knust bacon… bla bla … peanuts, ris, kokos … bla bla”.

“Det lyder rigtig lækkert, men der er jo ikke meget af det der, jeg har i haven …”, sagde jeg, for jeg ville åbenbart helst bruge råvarer med frisk jord.

Jeg kørte hen i kolonihaven og kom i tanker om nogle squashfrikadeller, jeg havde set én prale med på Instagram og oven i købet givet opskriften på. Det viste sig så at være spinatfrikadeller, da jeg fandt frem til opslaget. Vi har ganske vist masser af spinat i haven, men nu var jeg sporet ind på at få brugt de tre pæne squash, der allerede var høstet, så jeg fandt en squashfrikadelleopskrift på nettet og tænkte tomatsalat (vi har mange tomater), måske tzatziki (også mange agurker) og godt brød til.

Så det blev planen.

’Fars’ til squashfrikadeller er virkelig usamarbejdsvilligt! Det er noget værre makværk, der er møgsvært at stege, uden at klatterne bliver brændt udenpå samtidig med, at de beholder en sær blød konsistens indeni. Jeg kom voldsomt i tvivl om projektet, og undervejs kom jeg i tanker om, at jeg engang for flere år siden nåede frem til en lignende konklusion: Det gør jeg aldrig mere!

For første gang nogensinde bød jeg til bords med en forsikring om, at ’det er både forståeligt og acceptabelt, hvis I beslutter, at I kun vil spise salat og brød i dag’.

Men så smagte de og sagde, at de godt kunne lide de grimme, flade, forbrændte skabninger, og at vi skulle gemme de tre, der ikke blev spist.

Jeg selv er slet ikke overbevist, og næste gang lytter jeg til Tina eller går efter Mettes spinatfrikadeller. Mind mig lige om det!

Sprød skorpe med granitskærver i ovnen

Hør efter, her kommer et køkkentip. Det gør der ikke så tit fra min side, så det er bare med at spidse ører, når der endelig er et.

Jeg viser dig, hvordan du får skorpen på dit hjemmebagte brød lige så sprød, blank og lækker som skorpen på bagerbrød.

Det handler om at efterligne bagerens dampovn, – det er nemlig dampen, der gør skorpen sprød  og blank og krummen blød. Selv har jeg plejet at stå med en vandforstøver og sprøjte koldt vand ind på bollerne i den varme ovn, når pladen blev sat ind, og gerne en gang mere under bagningen. Men det kan gøres meget nemmere med granitskærver ligesom i en sauna.

Ja, granitskærver. Dem du måske har liggende i forhøjede bede i forhaven for at undgå et grønt tæppe af ukrudt.

Det er selvfølgelig ikke mig selv, der har fundet på det. Jeg faldt over en video, som viste hvordan. Den kan jeg ikke finde igen, så jeg forklarer det bare. I hvert fald gik jeg udenfor mit hus og samlede knust granit op, skyllede det godt og lagde det i en alufoliebakke. Det skal kun gøres én gang, for siden genbruges det bare.

Stil alubakken med granit i bunden af ovnen, tænd ovnen på for eksempel 200 °C varmluft og lad granitten blive godt gennemvarm, lad den gerne stå en halv times tid efter at ovnen har opnået den ønskede temperatur.

Så sætter du pladen med brød eller boller ind, hælder en deciliter vand ned over granitten og skynder dig at lukke ovnlågen. Du kan høre, hvordan det syder, og se dampen brede sig derinde. Det ser sådan her ud, når jeg filmer med den ene hånd og gør alt det andet med den anden:

 

Resten gør du, som du plejer. Det er sikkert noget med at bage bollerne et kvarters tid og tage dem ud og stille dem til afkøling på en rist. Men når du skærer dem over og smager på dem, tror jeg, du bliver gladere, end du plejer.

Held og lykke.

Hvis du ikke har granitskærver, kan du jo spørge mig, om jeg ikke giver en pose og en sprød bolle.

Uforudset vækst

Det her…. det er det bed i kolonihaven, som jeg sidste år i august skrød over, at vi endelig havde fået gennemgravet og finsorteret og plantet lupiner og figenbusk i. I dette indlæg pralede jeg uhæmmet af, hvor pænt det var. Nu ser det så sådan her ud. Man skal kigge godt efter for at finde figenpindene og lupinskuddene. Jeg havde jo ikke tænkt over, at når først alle tulipaner og narcisser satte blade og gav sig til at blomstre, ville det være umuligt at luge, så tæt som jeg havde lagt løgene. Og jeg havde da slet ikke forudset, at der stadig ville være så mange ukrudtspirer tilbage i den finsigtede jord. Det bed havde jeg sat mig for at få styr på i dag.

I stedet lugede jeg her. I dette hjørne af haven har ukrudtet haft en særlig evne til ikke at kunne hænge fast på mit falkeblik. Men nu er der pænt. Lidt. Ikke?

Så kunne jeg ikke nå mere, for jeg fik en besked hjemmefra teksten “Vi savner dig…” og dette billede.

Derfor ser bedet foran huset stadig ud som på det øverste billede. Men nogle timer senere så køkkenbordet sådan ud.

Hvad lavede I så lørdag aften?

Jooo, altså, der skete det, at vi efter aftensmaden stod og kogte tre slags marmelade og stegte to middagsretter. Det var overhovedet ikke planen, og vi vidste først ti minutter inden aftensmaden, at det var det, vi skulle bagefter.

Fordi det var på det tidspunkt, jeg gik ind for at tage nogle boller op af fryseren. Og opdagede, at den var slukket, og at der var ret mange bløde pakker i den. Jeg kan sagtens begejstres over bløde pakker i andre sammenhænge, men i fryseren skal de helst være hårde.

Den stort set færdige aftensmad måtte vente, fordi vi var nødt til at vurdere og sortere hele indholdet i en fuld fryser og dernæst rense og vaske og tørre op – bunden sejlede i saft fra kød og bær.

Sandsynligvis er der ved et uheld blevet slukket for kontakten allerede i starten af ugen. Det er ellers svært at komme til kontakten, men det har tydeligvis kunnet lade sig gøre. En fryser, der er slukket i fem-seks dage, har ikke mange chancer for at holde kulden. Noget af indholdet har vi risikeret at fryse ned igen, en hel del smed vi ud, det skulle det nok have været alligevel, og så var der ting, som ikke var dårlige, de var bare tøet op, ligesom på et hvilket som helst andet tidspunkt, hvor man tør noget op for at tilberede det.

Tilberedning var altså det, vi gik i gang med, da vi var færdige med at spise. Den ene kogte blommemarmelade, hindbærmarmelade og jordbærmarmelade, den anden rørte fars og stegte medisterpølse og frikadeller, som nu er retur i fryseren.

Jeg havde faktisk regnet med at fede den i sofaen i aften, men det render jo ingen steder.

På den positive side: Der er nem mad i fryseren, og den er ikke fyldt med alle mulige gamle hotdogbrød, kartoffelbåde og spinatposer, som ingen har overblik over og alle har glemt.

Hurra, tror jeg.

Risimponeret

Det virker stadig på mig som noget, en fantasifuld eventyrdigter har fundet på, fordi ingen nogensinde ville have spået, at netop jeg ville kunne opdrage nogen i den retning, men det er den skinbarlige og uomtvistelige sandhed: Jeg har børn, der kan lave mad!

Jeg er fuld af respekt og stolthed, når yngsten kaster sig ud i ambitiøse projekter, fordi han kan og har lyst. Som nu i dag, hvor han tryllede sushi frem.

Vi har længe haft en pose fejlindkøbte sushiris i skuffen, og nu havde vi en rest fersk torsk, som han dybstegte, og i fryseren var der kylling, som han sojamarinerede og stegte, og vi havde agurk og avocado og tang. Rulle, rulle, trylle, trylle. Se hvor fint.

Det smagte godt, og der blev til både forret og madpakker til dem af os, som arbejder ude.