Uforudset vækst

Det her…. det er det bed i kolonihaven, som jeg sidste år i august skrød over, at vi endelig havde fået gennemgravet og finsorteret og plantet lupiner og figenbusk i. I dette indlæg pralede jeg uhæmmet af, hvor pænt det var. Nu ser det så sådan her ud. Man skal kigge godt efter for at finde figenpindene og lupinskuddene. Jeg havde jo ikke tænkt over, at når først alle tulipaner og narcisser satte blade og gav sig til at blomstre, ville det være umuligt at luge, så tæt som jeg havde lagt løgene. Og jeg havde da slet ikke forudset, at der stadig ville være så mange ukrudtspirer tilbage i den finsigtede jord. Det bed havde jeg sat mig for at få styr på i dag.

I stedet lugede jeg her. I dette hjørne af haven har ukrudtet haft en særlig evne til ikke at kunne hænge fast på mit falkeblik. Men nu er der pænt. Lidt. Ikke?

Så kunne jeg ikke nå mere, for jeg fik en besked hjemmefra teksten “Vi savner dig…” og dette billede.

Derfor ser bedet foran huset stadig ud som på det øverste billede. Men nogle timer senere så køkkenbordet sådan ud.

Hvad lavede I så lørdag aften?

Jooo, altså, der skete det, at vi efter aftensmaden stod og kogte tre slags marmelade og stegte to middagsretter. Det var overhovedet ikke planen, og vi vidste først ti minutter inden aftensmaden, at det var det, vi skulle bagefter.

Fordi det var på det tidspunkt, jeg gik ind for at tage nogle boller op af fryseren. Og opdagede, at den var slukket, og at der var ret mange bløde pakker i den. Jeg kan sagtens begejstres over bløde pakker i andre sammenhænge, men i fryseren skal de helst være hårde.

Den stort set færdige aftensmad måtte vente, fordi vi var nødt til at vurdere og sortere hele indholdet i en fuld fryser og dernæst rense og vaske og tørre op – bunden sejlede i saft fra kød og bær.

Sandsynligvis er der ved et uheld blevet slukket for kontakten allerede i starten af ugen. Det er ellers svært at komme til kontakten, men det har tydeligvis kunnet lade sig gøre. En fryser, der er slukket i fem-seks dage, har ikke mange chancer for at holde kulden. Noget af indholdet har vi risikeret at fryse ned igen, en hel del smed vi ud, det skulle det nok have været alligevel, og så var der ting, som ikke var dårlige, de var bare tøet op, ligesom på et hvilket som helst andet tidspunkt, hvor man tør noget op for at tilberede det.

Tilberedning var altså det, vi gik i gang med, da vi var færdige med at spise. Den ene kogte blommemarmelade, hindbærmarmelade og jordbærmarmelade, den anden rørte fars og stegte medisterpølse og frikadeller, som nu er retur i fryseren.

Jeg havde faktisk regnet med at fede den i sofaen i aften, men det render jo ingen steder.

På den positive side: Der er nem mad i fryseren, og den er ikke fyldt med alle mulige gamle hotdogbrød, kartoffelbåde og spinatposer, som ingen har overblik over og alle har glemt.

Hurra, tror jeg.

Risimponeret

Det virker stadig på mig som noget, en fantasifuld eventyrdigter har fundet på, fordi ingen nogensinde ville have spået, at netop jeg ville kunne opdrage nogen i den retning, men det er den skinbarlige og uomtvistelige sandhed: Jeg har børn, der kan lave mad!

Jeg er fuld af respekt og stolthed, når yngsten kaster sig ud i ambitiøse projekter, fordi han kan og har lyst. Som nu i dag, hvor han tryllede sushi frem.

Vi har længe haft en pose fejlindkøbte sushiris i skuffen, og nu havde vi en rest fersk torsk, som han dybstegte, og i fryseren var der kylling, som han sojamarinerede og stegte, og vi havde agurk og avocado og tang. Rulle, rulle, trylle, trylle. Se hvor fint.

Det smagte godt, og der blev til både forret og madpakker til dem af os, som arbejder ude.

Desserten der

Vi har tilbragt det meste af dagen i sofaen med tæpper, puder, lydbøger, vand, småslummer, den slags. Vi har stenet igennem, og det har været fedt. Midt på eftermiddagen trak vi i overtøjet og spadserede ud til gårsdagens værtinde for at hente bil og grej.

På sådan en dag, hvor jeg har mere lyst til pizza og pomfritter og er optaget af at vride det allersidste ud af juleferien, og hvor de færreste har festretter øverst på spisekortet, serverer jeg alligevel succesdesserten for jer. Mest fordi jeg kan og fordi den blev vellykket.

Her er den. Tra-tratteraaaaa …. Rødbedeparfait på browniebund rullet i ristet kokos, med rørt vaniljeis pyntet med tørret jordbær, citronmelisse og chokoladesnirkler.

Vi har trænet i flere dage. Eller vi og vi. Det er Morten, der har eksperimenteret, og det var godt, han gjorde det, for så viste det sig, at det ikke fungerede med den først planlagte butterdejsbund. I stedet blev det en browniebund, som smagte guddommeligt godt. De udstukne bunde blev rullet i ristet kokosmel hele kanten rundt. Ovenpå kom en blok rødbedeparfait, der var frosset ned i silikonemuffinforme, så var det nemt at vippe isen ud. Så blev der sprøjtet en top softice på og drysset med tørret jordbær. Ligesom en nytårsraket, det er nemt at se, ikke?

Chokoladesnirklerne, de er sjove! Man laver dem ganske enkelt ved at sprøjte smeltet chokolade ned i iskold vodka lige fra fryseren. Chokoladen sætter sig lynhurtigt og skal så bare opbevares koldt til det skal bruges. Vi havde adskillige plader snirkler stående i soveværelset på grund af al den træning. Men det er let at lave. Se videoen her. Ja ja, jeg skulle nok have filmet i bredformat.

 

 

Det var ikke lige sådan noget, I havde lyst til i dag? Så i morgen, måske. Der er vel altid en grund til at lave en god dessert, når man lige bliver færdig med at junke tømmermændsmad. Og den her er altså nem. Og pæn.

Browniebund – fra Den Store Bagedyst, hvor Louise lavede den

125 g mørk chokolade
65 g smør
3 stk. æg
200 g sukker
30 g hvedemel
1 knivspids bagepulver
1 knivspids salt
1 spsk. kakao

Smelt smør og chokolade over vandbad. Pisk æg og sukker til en luftig masse. Når chokoladen er smeltet, hældes den over i æggemassen. Derefter sigtes mel, bagepulver, havsalt og kakao i dejen. Hæld dejen i en springform (ca. 22. cm) beklædt med bagepapir og bag i 170 grader varm ovn i ca. 20 min.

Rødbedeparfait

1 rødbede
1 dl æblejuice
3,5 dl piskefløde
1,5 dl æggeblommer
125 g rørsukker

Skræl rødbeden, kom den i en blender med 1 dl æblejuice og blend det, til det er en ensartet masse. Hæld det op i en sigte, så alt kødet bliver sigtet fra. Pisk æggeblommer med sukker, til det er luftigt, og sukkeret er opløst. Pisk fløden let. Vend æggemassen og fløden sammen og tilsæt til sidst rødbedesaften. Hæld massen i muffinforme af silikone, helst med glatte sider (denne portion rækker til cirka otte huller). Sæt formen i fryseren.

Når Birgitte bager boller


 

Jeg bager jo boller hele tiden og ustandseligt og i ét væk. Synes nogen. Har folk kommenteret. Alt er jo relativt. I forhold til aldrig at bage boller bager jeg ofte. Men jeg overbager ikke. Bagningen er finjusteret efter efterspørgslen. Når depotet er ved at være tømt, tager jeg fat igen. Der skal være til madpakker, morgenmad og nattespisning. Ældsteteenageren får ikke madpakker mere, men det har ikke ændret på hans samlede indtag. I min egen madpakke indgår der en bolle stort set hver dag. Og så skal der være til weekendmorgenmad og mellemmåltider.

Så i løbet af en måned bager jeg vel tre gange. Omkring 40 boller pr. gang, lidt flere eller lidt færre, det kommer an på, hvordan dejen hæver.

De ser lækre ud, hvordan gør du? Har du en opskrift? Det er jeg blevet spurgt om flere gange, men jeg har ingen opskrift. Jeg gør, som jeg plejer, og bruger lidt af dét og lidt mere af dét og en sjat af dét og mel, til det passer.

Skal jeg komme med nogle få velvalgte grevindetips, vil det være:
° Kog først kernerne til en klistret grød og lad det afkøle.
° Brug meget lidt gær, højst en femtedel af en pakke.
° Ælt dejen mindst et kvarter på højeste styrke på røremaskinen – eller tilsvarende med de bare næver. Der skal dannes lange seje glutentråde.
° Lad dejen hæve længe, gerne en hel dag eller natten over. Processen kan trækkes endnu længere ved at sætte dejen koldt.
° Efterhævningen må også gerne vare 2-3 timer.
° Bag varmt, gerne op til 220°.
° Sprøjt vand ind i ovnen med vandforstøver, gerne flere gange under bagningen, det giver en lækker skorpe.
° Frys bollerne ned, så snart de er afkølet, så er de stadig lækre og bløde, når de tøs op igen.

Jeg har lavet en film fra bageriet. Et halvt døgn på halvandet minut. Jeg har endda forsøgt at sætte mål på. Ikke på melet, for mit bedste mål er, at der bare skal tilstrækkeligt og ikke for meget i, så konsistensen bliver rigtig. Sej, blød og lidt klistret.

ingredienser

Brændende forventninger

Juniorkokken laver mad om onsdagen. I lørdags, da vi akutafrimede fryser og derfor fik fornyet overblik over skuffernes indhold, sagde Morten henkastet til Lasse, at hvis han havde mod på at forsøge sig med et par fasaner, lå der materiale i fryseren.

Det havde han, sagde han.

Og for lidt siden blev posen taget ud til optøning, og vi fandt opskriften på Dyrlægens fasansuppe frem fra arkivet. Desuden klirrede mændene i mit hus med flasker fra barskabet, og jeg hørte, der blev givet en kort instruks i, hvordan man flamberer. De to har nu fælles kundskab, jeg ikke har kendskab til.

Jeg har bare store forventninger.