En forbehandlet kæreste og perfekt fange-forbrydere-vejr

Jeg ledte efter et bestemt billede i mine omfattende fotoarkiver. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg havde taget det, og jeg var også usikker på, om jeg overhovedet havde gemt det, så jeg var nødt til at skimme en temmelig lang periode i kamerarullen. Jeg skulle bruge billedet i et blogindlæg til at illustrere et udtryk, vi ofte bruger herhjemme. Jeg fandt det ikke, så jeg har nok i sin tid vurderet, at det ikke var værd at gemme.

Til gengæld fandt jeg en masse andet på min vej gennem arkiverne. Det hele er en vilkårlig og ustruktureret blanding af mobilfotos og skærmbilleder, og det eneste system, de er arkiveret efter, er kronologien. Det ville være rart, hvis de blev ordnet i mapper efter den geniale og indlysende struktur, som jeg ikke har fundet på endnu. Men indtil videre er kronologi også et godt og velafprøvet parameter.

Jeg faldt over nogle screenshots, som jeg af en eller anden grund har fundet det værd at gemme på, måske fordi jeg tænkte, jeg kunne bruge dem til noget sjovt. Samle dem i et indlæg engang. Det er så nu.

Fra en Til salg-side på Facebook. Det er sjovt på den forvrøvlede måde.

some

 

Fra et opskrift-nyhedsbrev. De er faldet noget af på den, både hvad angår opskrifterne, frekvensen og formuleringerne. Jeg har længe villet afmelde det – på grund af det ekstra n i “Velbekommen allesammen” nederst. De skriver det HVER gang. Nu så jeg, at de også rutter med vokalerne i opskriftens titel. Marieneret … tsk, tsk. Det mindste man kunne gøre for nyhedsbrevets læsere var vel lidt korrekturlæsning? Bare lidt.

some2

 

Til gengæld bliver jeg i godt humør af Politirapporten Fyns Facebookopdatering fra engang i foråret. Bum bum.

some3

Når jeg får lejlighed til det, tager jeg – igen – et billede af et bestemt motiv, så jeg kan løfte sløret for, hvad det er for en vending, vi har, som kun kan illustreres med netop dét. Stay tuned.

Tre ord til arsenalet

konkurrencebikini

Det tog ikke mere end tre minutter af en snak hen over frokostbordet på arbejde at plukke tre nye ord til forrådet. Ord, som findes, men som jeg bare ikke har været i nærheden af, fordi de bruges i sammenhænge, hvor jeg ikke har været. Og nok heller ikke kommer til at være ret meget fremover. Men ordene er nyt og spændende legetøj, og jeg gik straks i gang med at udtænke, hvornår og i hvilke situationer, jeg kan få skudt med mine nye våben.

De to første er tæt forbundet, og de, der kender det ene, kender med garanti også det andet.

Konkurrencebikini

Bikinifitness

Stærke sager, ikke sandt. Man bliver allerede helt bange ved tanken om alle de muskler og al den selvbruner og glinsende olie, der er forbundet med ordenes univers. Hvis du ikke ved, hvorhenne vi bevæger os, så smid et hashtag foran og søg på #konkurrencebikini eller #bikinifitness – så skal du bare se glimmer og sixpacks.

Jeg fik også Power clean.

Det har ikke noget med rask rengøring at gøre, men er en vægtløftningsteknik – noget med at trække vægtstangen op foran skuldrene og støde den videre til strakte arme. Eller cirka. Jeg vil ikke klandres for mangelfuld forklaring, og af samme grund er det nok det af de tre ord, der vil komme sjældnest ud af værktøjskassen.

Personligt tror jeg mest på #konkurrencebikini, som jeg forventer mig meget af. Jeg tror faktisk, jeg vil arbejde med det allerede i de næste dage. Ikke anskaffe den fysiske ubeklædningsgenstand, men sende selve ordet af sted i overraskende sammenhænge og se, hvordan det går.

De herreløse busser

For et par måneder siden begyndte der pludselig at opstå busser lidt øst for Rødkærsbro.

Blå busser i en række på en mark ud til hovedvej 26. Først to, så tre, og for hver uge kom der flere og flere. Rækken blev længere og længere, og jeg undrede mig hver eneste gang, jeg passerede. Hvilket jeg gjorde jeg to gange om dagen, fem dage om ugen, på vej til og fra arbejde.

Hvor kom de fra? Hvor skulle de hen? Skulle de ingen steder? Var dette endestationen? Hvem ejede dem? Var de udrangerede? Ikke i rute? Kort sagt: ALT hvad der ender på et spørgsmålstegn.

I modsætning til mine flyvske tanker om landmanden på den blå traktor i går rakte min fantasi ikke denne gang. Jeg kunne ganske enkelt ikke regne ud hverken hvorfor, hvem, hvad eller hvis.

Jeg snakkede med en veninde om det. Hun kører samme vej næsten lige så mange gange om ugen som jeg, men havde heller ingen forklaring. Det virkede meget sært for os begge to.

Gennem flere uger tænkte jeg hver morgen, at jeg ville finde ud af årsagen til de efterhånden 12-13 blå bussers sære anbringelse lige dér, men når jeg så nåede frem eller hjem, havde jeg glemt alt om det. Lige til næste gang, jeg kørte forbi. Hvorefter jeg glemte det igen på resten af vejen.

Men forleden fik jeg taget mig sammen og skrev til Midttrafik. Og fik svar et par timer senere.

De er fra Hans’ Biler, som måtte frastå sin kontrakt på rute 60,73 og 75 i starten af juli måned.
Så kort svar, de er ude af trafik – og formentligt til salg.”

Heraf kan jeg udlede to ting:

– Midttrafik er flinke til at svare.
– Busserne kommer nok til at holde der et stykke tid endnu.

Og jeg har fået noget nyt at tænke over:

– Hvem kører rute 60, 73 og 75, når Hans ikke gør?

Nå, men hvis andre har undret sig over de herreløse busser med tomme vinduer og for nogles vedkommende åbne døre, har de fået svaret nu.

Og hvis man lige har lidt penge tilovers og drømmer om en blå bus eller tre, ved jeg lige, hvor der er nogle til salg.

busserne

Tre der snublede i sproget

Og jeg har ikke kommenteret. I hvert fald ikke højt. I hvert fald ikke mens nogen hørte det.

Mail fra kunde: “I får en oversættelse. Det skal lige omkring franskmændene, og de sadler ikke altid samme dag, som de rider.”

En mand fortæller om sit firma, og det lyder alt sammen vældig klogt. Indtil han siger “I første omgang gælder det om at konsilodere sig.”

Tidligere fodboldspiller om en af de aktuelle EM-kampe: “De fik virkelig reddet dem ud af kastanjerne!”

Kommenterede ikke, registrerede bare. Smilebåndet strammede kun lidt.

Når ord smutter væk

Når man bliver gammel, og tankerne kører på pensionistbillet inde i hovedet uden præcise mål og retninger, sker det, at ord får lagt sig ned i skuffer, som er svære at åbne igen.

I en telefonsamtale er min mor og jeg kommet ind på noget med sygdom og medicin, og hendes ordforråd snigløber hende.

Hvad er dét udtryk… når man skal rende på wc ustandseligt?

Øh… inkontinens?

Nej, når man får piller…

Øhh… blærebetændelse?

Nej…

Øhhh… så ved jeg det ikke..?

Pludselig kommer det til hende:

Vanddrivende!!

Bankdame har en sorg i sig

Samtale i banken, da jeg hævede svenske penge.

Bankdame: Nå, er det skiferie, der kalder?

Mig: Nej, det er byferie.

Bankdame (med pludseligt vagtsomt ansigtsudtryk): Stockholm?

Mig (glad): Ja. Har du været der?

Bankdame (trist): Nej. Skulle have været. Men min mor, som skulle passe børnene, fortrød i sidste øjeblik. Og så måtte vi lade flybilletter og det hele fare.

Mig (forsigtigt): Men … Stockholm ligger der jo stadig.

Bankdame: Ja. Men det er der jo så mange andre steder, der også gør, og som vi gerne vil se.

Mig: Ja. Der er altid et valg at tage.

Bankdame (drømmende): Vi skulle have været der i maj.

Mig: Er det for nylig?

Bankdame: Nej. Det er ni år siden.

Akavet øjeblik.

Mig: Nå, men skal jeg bare sætte mig herovre og vente på pengene?

Ting jeg ikke forudså ville blive sagt under julemiddagen

“Hvordan får man egentlig viklet plastik hele vejen rundt om de store læs halm på marken?

“Hvis jeg skulle være dranker, og jeg kun måtte vælge én ting, så ville jeg nok vælge gin-tonic”.

mandelgave2015

Årets mandelgave var blød og ikke-spiselig. Man kan derfor ikke sige, at ’mandelgaven er i Lene’, men man kan sige, at ’Lene er i mandelgaven’.

“Der står nej på min kalender”

Hver anden uge kommer der en fra kommunen for at skifte sengetøj hos min mor. Det er en af de ting, hun har accepteret at få hjælp til, ligesom hun ikke længere laver mad selv, men får det leveret. Det er besværligt for hende at lægge sengetøj på, men hun vasker det stadig selv. Af samme grund vil hun på ingen måde høre tale om at få det skiftet hver fjortende dag, for så skal hun jo vaske hele tiden, og så tit HAR hun da heller aldrig lagt rent på, og det er da også hul i hovedet.

Imidlertid er det fuldstændig umuligt at lave den aftale med kommunen, at sengetøjshjemmehjælperen faktisk kun kommer hver fjerde uge. Spørg mig ikke hvorfor, men det passer bare ikke ind i deres system. “Du kan jo bare sige nej hver anden gang, det må du jo gerne”, siger de til hende. Så sådan er det. Og for ikke at løbe sur i rækkefølgen og komme til at lade sengetøjet skifte i utide (det skete en gang, hvor hun blev forvirret over, at hjemmehjælperen kom så tidligt på dagen, og så blev hun nødt til at vaske storvask alt for hurtigt, og det ærgrede hende i mange dage bagefter), har mor ganske enkelt skrevet henholdsvis Nej og Ja på vægkalenderen ud for de mandage, hvor en hjemmehjælper ringer på, så hun ved, hvad hun skal sige.

I dag kom pigen fra kommunen allerede kvart i otte, men som mor fortalte mig i telefonen: “Der stod nej på min kalender!”, så hun måtte gå igen.

Jeg kom til at tænke på Pia Raugs Regnvejrsdag i november …“der står “maj” på min kalender”. På mors står der altså nej. Eller ja, hvis det er den rigtige dag at skifte sengetøj.

Jeg synes altså, det er smart fundet på!

Latrinært

Under hvilke omstændigheder er følgende sms-korrespondance naturlig:

“Pis, som man siger … du er kørt med toilettet.”

“Aaaaaaaaaargh. Sry.”

?

Når det kemiske Porta Potti fra kolonihaven er blevet taget med for at blive tømt og efter tømning stadig ligger i bagagerummet i den enes bil, som kører rundt på Randerskanten, når den anden næste dag ankommer til kolonihaven for at tilbringe en lang, dejlig eftermiddag der.

På ANEKSOs seddel

Christiansfeld er blevet optaget på UNESCOs prestigefyldte verdensarvsliste over steder, som har enestående betydning for menneskeheden og bør bevares. Det er godt gjort, og jeg var selv begejstret og imponeret over byen og dens historie, da jeg var der for et par år siden. Jeg fortalte om det her.

Jeg har lige set en reportage i fjernsynet om byens fejring af optagelsen på UNESCOs liste, med borgmesteren med guldbutterfly og verdens største honningkage og stor glæde og stolthed. Helt obligatorisk spurgte journalisten også et barn i en flok, om han vidste, hvorfor byen festede. Det gjorde han, og efter et stykke tid kom han også i tanker om det: “Det er, fordi vi er kommet på ANEKSOs seddel!”