Ord der var faldet ud på bordet

Skrivebordet på computeren var rodet helt til med dokumenter og mapper og noter og billeder, sådan som det sker for skriveborde. De bliver fyldt fra den ene side, og efterhånden er der ikke flere ledige pladser. Så bør man rydde op, og det gjorde jeg. Og fandt løse ord, jeg har samlet sammen, fordi jeg nok har ment, jeg kunne få brug for dem. Eller få brug for at dele dem. Det er så nu.

Skovloven – den lov der freder skov. Sig ordet. Det falder godt.

Havfald – det affald der ikke bør smides ud til søs

Kandiskendis – musiker fra orkestret Kandis

Udendansk – det samme som udenlandsk. Min ven Henrik har fundet på det. Det er et godt ord.

Der lå også et udklip fra banken om investeringer. Her synes jeg godt, man kunne have gjort sig lidt større ulejlighed med de lange forklaringer på investeringspuljerne, især de første tre.

Endelig har jeg gemt et citat fra dagens Politiken, som for 25 år siden interviewede 12 unge fra 10. klasse om deres fremtidsdrømme og nu er vendt tilbage og har talt med dem om, hvordan det gik. Kristina Christensen, 41 år, Smørumnedre, gik den lige vej; hun arbejder med naturvidenskab, som planen var; hun er logisk og rationel anlagt og fortæller blandt andet om at flytte sammen med sin kæreste i hans allerede fuldt møblerede hus: »Min mor spurgte, hvad der så skulle ske med mine ting. Og jeg havde det bare sådan: »Det er jo bare ting. Her er en sofa og et bord, og vi skal ikke bruge mere lige nu«. Så jeg havde meget få ting med, da jeg flyttede ind. Det kan da godt være, at jeg bedre kunne lide nogle af mine egne ting, men ved du hvad, det er jo bare et bord, altså«.

“…. ved du hvad, det er jo bare et bord, altså…! Jeg ville godt give noget for at have bare en smule af den indstilling. Måske ville nogle af dem, jeg lever sammen med, også give lidt.

Nutella om eftermiddagen, når man er i kibbutz

En uventet snak opstod blandt kollegerne. Om Nutella. Jeg ved ikke helt, hvordan det startede. Nogle sagde Adr, hvad er Nutella egentlig lavet af? – Garanteret noget kræftfremkaldende! Andre udbredte sig om, hvorvidt der skal smør under Nutella eller ej. Nogle kunne aldrig finde på at købe det; andre har det som en lille hemmelig last på linje med kun at læse ugeblade hos frisøren.

Jeg var fuldstændig klar i mit standpunkt: Det eneste tidspunkt, Nutella smager godt, er om eftermiddagen, når man er i kibbutz!

Der er en hel verden knyttet til Nutella om eftermiddagen i kibbutz. Når vi voluntører kom hjem om eftermiddagen fra arbejdet i appelsinplantagen, i børnehusene, på fabrikken, i spisesalen, hentede vi en dyb tallerken med Nutella i køkkenet sammen med et brød, vi havde kappet i skiver i den store skiveskærer, og så slog vi os ned på græsplænen med den daglige eftermiddagssnack og snakkede. For mig er det billedet af solskin, dovne eftermiddage, fællesskab, arbejdskluns fra fælleslageret, frynsede cowboyshorts, unge voksne i starten af tyverne, frihed, verdensvenner, muligheder, foråret 1981.

Og Nutella. Tykke lag på skiver af hvidt brød. Det er ikke så sært, flere af os tog adskillige kilo på i de måneder, vi var der.

Men altså; udover om eftermiddagen i kibbutzen behøver I ikke beregne Nutella til mig.

Mig får de ikke!

Scenarie 1. Telefonen ringer.
Ung mand i telefonen: Hej, det er Frederik fra Politiken.
Mig: Nej! Dét skal jeg ikke!

Scenarie 2. Ved hvervestand (hvis det hedder sådan) i forområdet i Føtex.
Ung mand iført imødekommenhed: Må jeg spørge dig om noget?
Mig hastigt passerende: Hvis det er noget med telefoner, så skal jeg ikke dét!
Ung mand: Nej, nej, jeg er fra Red Ba….
Mig: Og hvis det er noget med noget andet, så skal jeg heller ikke dét!

En forbehandlet kæreste og perfekt fange-forbrydere-vejr

Jeg ledte efter et bestemt billede i mine omfattende fotoarkiver. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg havde taget det, og jeg var også usikker på, om jeg overhovedet havde gemt det, så jeg var nødt til at skimme en temmelig lang periode i kamerarullen. Jeg skulle bruge billedet i et blogindlæg til at illustrere et udtryk, vi ofte bruger herhjemme. Jeg fandt det ikke, så jeg har nok i sin tid vurderet, at det ikke var værd at gemme.

Til gengæld fandt jeg en masse andet på min vej gennem arkiverne. Det hele er en vilkårlig og ustruktureret blanding af mobilfotos og skærmbilleder, og det eneste system, de er arkiveret efter, er kronologien. Det ville være rart, hvis de blev ordnet i mapper efter den geniale og indlysende struktur, som jeg ikke har fundet på endnu. Men indtil videre er kronologi også et godt og velafprøvet parameter.

Jeg faldt over nogle screenshots, som jeg af en eller anden grund har fundet det værd at gemme på, måske fordi jeg tænkte, jeg kunne bruge dem til noget sjovt. Samle dem i et indlæg engang. Det er så nu.

Fra en Til salg-side på Facebook. Det er sjovt på den forvrøvlede måde.

some

 

Fra et opskrift-nyhedsbrev. De er faldet noget af på den, både hvad angår opskrifterne, frekvensen og formuleringerne. Jeg har længe villet afmelde det – på grund af det ekstra n i “Velbekommen allesammen” nederst. De skriver det HVER gang. Nu så jeg, at de også rutter med vokalerne i opskriftens titel. Marieneret … tsk, tsk. Det mindste man kunne gøre for nyhedsbrevets læsere var vel lidt korrekturlæsning? Bare lidt.

some2

 

Til gengæld bliver jeg i godt humør af Politirapporten Fyns Facebookopdatering fra engang i foråret. Bum bum.

some3

Når jeg får lejlighed til det, tager jeg – igen – et billede af et bestemt motiv, så jeg kan løfte sløret for, hvad det er for en vending, vi har, som kun kan illustreres med netop dét. Stay tuned.

Tre ord til arsenalet

konkurrencebikini

Det tog ikke mere end tre minutter af en snak hen over frokostbordet på arbejde at plukke tre nye ord til forrådet. Ord, som findes, men som jeg bare ikke har været i nærheden af, fordi de bruges i sammenhænge, hvor jeg ikke har været. Og nok heller ikke kommer til at være ret meget fremover. Men ordene er nyt og spændende legetøj, og jeg gik straks i gang med at udtænke, hvornår og i hvilke situationer, jeg kan få skudt med mine nye våben.

De to første er tæt forbundet, og de, der kender det ene, kender med garanti også det andet.

Konkurrencebikini

Bikinifitness

Stærke sager, ikke sandt. Man bliver allerede helt bange ved tanken om alle de muskler og al den selvbruner og glinsende olie, der er forbundet med ordenes univers. Hvis du ikke ved, hvorhenne vi bevæger os, så smid et hashtag foran og søg på #konkurrencebikini eller #bikinifitness – så skal du bare se glimmer og sixpacks.

Jeg fik også Power clean.

Det har ikke noget med rask rengøring at gøre, men er en vægtløftningsteknik – noget med at trække vægtstangen op foran skuldrene og støde den videre til strakte arme. Eller cirka. Jeg vil ikke klandres for mangelfuld forklaring, og af samme grund er det nok det af de tre ord, der vil komme sjældnest ud af værktøjskassen.

Personligt tror jeg mest på #konkurrencebikini, som jeg forventer mig meget af. Jeg tror faktisk, jeg vil arbejde med det allerede i de næste dage. Ikke anskaffe den fysiske ubeklædningsgenstand, men sende selve ordet af sted i overraskende sammenhænge og se, hvordan det går.

De herreløse busser

For et par måneder siden begyndte der pludselig at opstå busser lidt øst for Rødkærsbro.

Blå busser i en række på en mark ud til hovedvej 26. Først to, så tre, og for hver uge kom der flere og flere. Rækken blev længere og længere, og jeg undrede mig hver eneste gang, jeg passerede. Hvilket jeg gjorde jeg to gange om dagen, fem dage om ugen, på vej til og fra arbejde.

Hvor kom de fra? Hvor skulle de hen? Skulle de ingen steder? Var dette endestationen? Hvem ejede dem? Var de udrangerede? Ikke i rute? Kort sagt: ALT hvad der ender på et spørgsmålstegn.

I modsætning til mine flyvske tanker om landmanden på den blå traktor i går rakte min fantasi ikke denne gang. Jeg kunne ganske enkelt ikke regne ud hverken hvorfor, hvem, hvad eller hvis.

Jeg snakkede med en veninde om det. Hun kører samme vej næsten lige så mange gange om ugen som jeg, men havde heller ingen forklaring. Det virkede meget sært for os begge to.

Gennem flere uger tænkte jeg hver morgen, at jeg ville finde ud af årsagen til de efterhånden 12-13 blå bussers sære anbringelse lige dér, men når jeg så nåede frem eller hjem, havde jeg glemt alt om det. Lige til næste gang, jeg kørte forbi. Hvorefter jeg glemte det igen på resten af vejen.

Men forleden fik jeg taget mig sammen og skrev til Midttrafik. Og fik svar et par timer senere.

De er fra Hans’ Biler, som måtte frastå sin kontrakt på rute 60,73 og 75 i starten af juli måned.
Så kort svar, de er ude af trafik – og formentligt til salg.”

Heraf kan jeg udlede to ting:

– Midttrafik er flinke til at svare.
– Busserne kommer nok til at holde der et stykke tid endnu.

Og jeg har fået noget nyt at tænke over:

– Hvem kører rute 60, 73 og 75, når Hans ikke gør?

Nå, men hvis andre har undret sig over de herreløse busser med tomme vinduer og for nogles vedkommende åbne døre, har de fået svaret nu.

Og hvis man lige har lidt penge tilovers og drømmer om en blå bus eller tre, ved jeg lige, hvor der er nogle til salg.

busserne