Summen af kardemommen

Der stod kardemommekapsler på min indkøbsseddel. Det skal bruges til noget rødbedechutney med peberrod – en opskrift, Morten havde ledt efter i et stykke tid og fandt forleden, da han tog et ryk med noget oprydning.

Jeg har aldrig købt kardemommekapsler før og vidste hverken, hvordan de ser ud, eller hvor de købes. Udseendet beskrev Morten efter hukommelsen som en slankere udgave af bog. Fra bøgetræer, I ved. Det andet gav internettet svar på: Hele kardemommekapsler kan købes hos etniske købmænd og asiatiske supermarkeder, og sådan et sted har vi i Viborg.

De har alt muligt derinde. Mængder af alskens krydderier i små og store glas og breve, posevis af farvestrålende ris og kerner, bønner og linser, lige fra små poser til store sække. Dåser med alt muligt. Bag disken sidder indehaveren i sin blå kittel og overskuer det hele og tager mod betaling og ordner verdenssituationen med kunderne. Eller lokalsituationen – jeg er ikke helt sikker.

Jeg koncentrerede mig om de mange krydderihylder. Der var flere udgaver af hel kardemomme, men ikke noget med kapsler, og ikke noget der lignede smalle bog. Til sidst tog jeg et brev med hen til disken.

– Er det det her, man kalder kardemommekapsler?

– Ja.

– Okay, så skal jeg have det her.

– Hundrede kroner.

Hundr… ?? Jeg syntes, det var dyrt, men hvad ved jeg om kardemomme. Måske er det sjældent guld ligesom safran. Jeg holdt masken og begyndte at trække dankortet frem i stedet for de mønter, jeg havde tænkt var nok.

Begyndende glimt i sorte øjne.

– Det koster 15 kroner, men du betaler hundrede kroner i dag.

– … Hvorfor?!?

Latter i sorte øjne.

– Det er for sjov. 15 kroner!

Latter i blå øjne også.

– Men synes du ikke, jeg var god til at tage det med stenansigt? Jeg ved jo tydeligvis ikke noget om kardemomme.

Det syntes han.

Man bli’r så glad af sådan en lille episode. Det var aldrig sket i Føtex.

De svære procenter

Over aftensmaden i dag kom det til at handle om kommentarer til procentregning. Lasse læste deklarationen på glasset med pizzasauce (ja, halvfabrikata i vores køkken… undskyld): “Seks et halvt gram sukker pr. 100 gram… det er jo over 10 procent?!”

Det regnestykke fik mig til at fortælle om dengang, jeg selv læste deklarationen på en spegepølse og vantro udbrød: “TO procent salt?!? I sådan en lille pølse!!?”

Morten rundede af med en episode fra sin tid på Radio Viborg, hvor en kollega studerede lyttertallene for Radio Skive, som var deres største konkurrent. Det var noget med, at 55 % lyttede til lokalradioen i Skive, men dét troede kollegaen nu ikke på: ”Ej, så stor er den by da ikke!”

Är du Döden?

Vi har svensk besøg, og forinden har husets 20-årige – imødekommende, som han er – gravet al sin svenske sprogkunnen frem, for man må jo gøre sit til at holde konversationen kørende under besøget.

Imidlertid ligger det tilsyneladende sådan, at det meste af hans svenske parlør stammer fra Ingmar Bergmans film Det syvende segl (Det sjunde inseglet) fra 1957. Den foregår i det 14. århundrede, og Max von Sydow har rollen som ridderen Antonius Block, som har været på korstog til det hellige land og vender tilbage til hjemlandet, der er plaget af pest.

Jeg har faktisk ikke selv set filmen og måtte google mig til handlingen, men det har min søn så, og han har med dyb og malmfuld røst trænet sine svenske samtaleåbnere. Jeg er simpelthen så spændt på, hvornår følgende sætninger falder:

– Är du Döden?

– Har du kommit för att hämta mig?

Et kort lift

I supermarkedet tog jeg en af de store kurve, man trækker efter sig. På min indkøbsliste stod der blandt andet snacks og vin til mødregruppebesøg. På vejen gennem butikken fandt jeg et godt vintilbud og besluttede at købe en kasse med seks flasker, mens jeg tænkte på, at jeg skulle have taget en indkøbsvogn, for jeg skulle trods alt bære den vinkasse OG resten af indkøbene ud til bilen.

Jeg fyldte kurven, gik til kassen og betalte. Mens jeg fyldte mine indkøb i en pose, sagde kunden lige bag mig – en mand med indkøbsvogn: “Skal du ikke have den der kasse vin med op at køre?”

Det var et – hvad skal vi sige – friskt forslag og svært lige at afvise. Men det var der jo heller ingen grund til.

“Jooo tak, og så vil jeg insistere på at slå følge. Så vi ender samme sted…” (jeg mente vinkassen og mig).

“Ja. Jeg tænkte lidt, at det også var voldsomt med en vogn til de få varer, jeg har”

… småsnakkede vi, mens vi fulgtes ad ud til parkeringspladsen.

“Jeg holder lige herhenne, den hvide der…”

“Ja, og det er min, den sorte henne bagved, så det kunne ikke være nemmere”

“Så siger jeg tak for liftet!”

“Velbekomme, og ha’ en god dag”

Det var tredive meter ren venlighed og ditto påskønnelse.

Sin vægt værd i gummisko

Store arealer bliver tit omregnet til ’så og så mange fodboldbaner’. Muligvis findes der mennesker, for hvis hjerner det giver mening, men det er ikke en sammenligning, der egentlig bidrager ret meget til min forståelse. Måske kan jeg bedre forstå arealer i mål. Længde gange bredde. Den slags.

Forleden så jeg imidlertid en endnu mærkeligere omregning. Jeg besøgte Strandingsmuseet i Thorsminde. Et virkelig godt museum, i øvrigt. Informativt, interaktivt, flot, lærerigt. Det beskæftiger sig i sagens natur med skibe, og på en af tavlerne stod der om et moderne containerskib, at ’Det kan laste 46.000 tons dødvægt, svarende til 106.000.000 par gummisko’.

Gummisko..?

Men hvorfor..?

Ord der var faldet ud på bordet

Skrivebordet på computeren var rodet helt til med dokumenter og mapper og noter og billeder, sådan som det sker for skriveborde. De bliver fyldt fra den ene side, og efterhånden er der ikke flere ledige pladser. Så bør man rydde op, og det gjorde jeg. Og fandt løse ord, jeg har samlet sammen, fordi jeg nok har ment, jeg kunne få brug for dem. Eller få brug for at dele dem. Det er så nu.

Skovloven – den lov der freder skov. Sig ordet. Det falder godt.

Havfald – det affald der ikke bør smides ud til søs

Kandiskendis – musiker fra orkestret Kandis

Udendansk – det samme som udenlandsk. Min ven Henrik har fundet på det. Det er et godt ord.

Der lå også et udklip fra banken om investeringer. Her synes jeg godt, man kunne have gjort sig lidt større ulejlighed med de lange forklaringer på investeringspuljerne, især de første tre.

Endelig har jeg gemt et citat fra dagens Politiken, som for 25 år siden interviewede 12 unge fra 10. klasse om deres fremtidsdrømme og nu er vendt tilbage og har talt med dem om, hvordan det gik. Kristina Christensen, 41 år, Smørumnedre, gik den lige vej; hun arbejder med naturvidenskab, som planen var; hun er logisk og rationel anlagt og fortæller blandt andet om at flytte sammen med sin kæreste i hans allerede fuldt møblerede hus: »Min mor spurgte, hvad der så skulle ske med mine ting. Og jeg havde det bare sådan: »Det er jo bare ting. Her er en sofa og et bord, og vi skal ikke bruge mere lige nu«. Så jeg havde meget få ting med, da jeg flyttede ind. Det kan da godt være, at jeg bedre kunne lide nogle af mine egne ting, men ved du hvad, det er jo bare et bord, altså«.

“…. ved du hvad, det er jo bare et bord, altså…! Jeg ville godt give noget for at have bare en smule af den indstilling. Måske ville nogle af dem, jeg lever sammen med, også give lidt.