Ligesom Gun-Britt

Hos frisøren. Frisør C klipper i mit hår, frisør A fejer gulvet for nogle andres hår og kaster et blik i spejlet hen på mig.

Frisør A: Det er en rigtig flot farve, dit hår har! (MIT hår!)

Frisør C: Ja, dét er det!

Frisør A: Der er lidt Gun-Britt over det.

Mig: Tak! Jeg ville også godt have hendes hårtykkelse.

Frisør C: Århh, det er slet ikke sikkert, det er så tykt, som man tror. Hun kan sikkert nogle tricks.

Jeg synes godt, frisør As anden replik tåler gentagelse: Der er lidt Gun-Britt over det.

Jeg er en sucker for hårkomplimenter. Jeg har stadig traumer over dengang, frisør C kaldte mit hår ’pjevset’.

Der er kun mysli til én …

Nytårsaften kom der sandheder frem.

Kender vi ikke alle sammen dét, at vi på et tidspunkt har hørt noget, der har gjort et uudsletteligt indtryk på os; nogen har sagt et eller andet, som har fæstnet sig i vores sind og været en rettesnor for resten af livet?

For eksempel har jeg altid haft min venindes 12-årstraume i tankerne og derfor aldrig haft julegaverne til at ligge fremme før jul. De er altid blevet gemt godt af vejen, så ingen skulle ledes i unødig fristelse og mærke på dem, eller endnu værre: pakke dem op før tid. Det var nemlig dét, min veninde gjorde som barn, da alle gaverne lå i spisestuen og ventede på at blive lagt under træet. Mens mor og far sov middagssøvn, fandt hun de pakker, der stod hendes navn på, og pakkede dem alle sammen op. Og pakkede dem ind igen. Ingen opdagede det, og hun sagde det ikke til nogen – udover sin tvillingsøster. Men magien var fuldstændig væk juleaften, har hun fortalt.

Hendes fortælling mange år senere gjorde indtryk på mig, og jeg tænker på det hver jul, når jeg finder steder at gemme julegaverne.

Nu viser det sig så, at jeg selv har været ophav til en talemåde, de har brugt i hendes og søsterens familier i årevis. “Der var kun til én!”, siger de som berettigelse for at tage det sidste af noget, som egentlig godt kunne være delt mellem flere.

Historien er, fortalte søsterens mand nytårsaften, at han i tidernes morgen – i 1980’erne – sad og spiste morgenmad i vores kollegielejlighed sammen med mig og min kæreste. Jeg skal så have taget det sidste mysli uden at spørge, om andre ville have, og som forklaring, da min kæreste stirrede forundret og måske lidt forurettet på mig, blot have sagt: ”Der var kun mysli til én!”

Korrektion af legenden: Det var altså tykmælkkartonen, jeg tømte dengang, og det giver jo historien en HELT anden vinkel. Mysli kan man altid dele! Men alle ved, at det er bedre, at én bliver glad for sin rimelige portion tykmælk, end at to bliver ulykkelige over hver sin lillelillebitte klat i bunden af tallerkenen.

Bare så vi har dét på det rene! Resten af historien er rigtig nok.

Og nu er min yngste søn – som var til stede nytårsaften – begyndt at sige “Mysli til én!” med et sigende og triumferende blik på mig, når han tager det sidste af noget uden at dele.

 

Fra en dag i sommeren 1983, hvor der var mad nok.

Summen af kardemommen

Der stod kardemommekapsler på min indkøbsseddel. Det skal bruges til noget rødbedechutney med peberrod – en opskrift, Morten havde ledt efter i et stykke tid og fandt forleden, da han tog et ryk med noget oprydning.

Jeg har aldrig købt kardemommekapsler før og vidste hverken, hvordan de ser ud, eller hvor de købes. Udseendet beskrev Morten efter hukommelsen som en slankere udgave af bog. Fra bøgetræer, I ved. Det andet gav internettet svar på: Hele kardemommekapsler kan købes hos etniske købmænd og asiatiske supermarkeder, og sådan et sted har vi i Viborg.

De har alt muligt derinde. Mængder af alskens krydderier i små og store glas og breve, posevis af farvestrålende ris og kerner, bønner og linser, lige fra små poser til store sække. Dåser med alt muligt. Bag disken sidder indehaveren i sin blå kittel og overskuer det hele og tager mod betaling og ordner verdenssituationen med kunderne. Eller lokalsituationen – jeg er ikke helt sikker.

Jeg koncentrerede mig om de mange krydderihylder. Der var flere udgaver af hel kardemomme, men ikke noget med kapsler, og ikke noget der lignede smalle bog. Til sidst tog jeg et brev med hen til disken.

– Er det det her, man kalder kardemommekapsler?

– Ja.

– Okay, så skal jeg have det her.

– Hundrede kroner.

Hundr… ?? Jeg syntes, det var dyrt, men hvad ved jeg om kardemomme. Måske er det sjældent guld ligesom safran. Jeg holdt masken og begyndte at trække dankortet frem i stedet for de mønter, jeg havde tænkt var nok.

Begyndende glimt i sorte øjne.

– Det koster 15 kroner, men du betaler hundrede kroner i dag.

– … Hvorfor?!?

Latter i sorte øjne.

– Det er for sjov. 15 kroner!

Latter i blå øjne også.

– Men synes du ikke, jeg var god til at tage det med stenansigt? Jeg ved jo tydeligvis ikke noget om kardemomme.

Det syntes han.

Man bli’r så glad af sådan en lille episode. Det var aldrig sket i Føtex.

De svære procenter

Over aftensmaden i dag kom det til at handle om kommentarer til procentregning. Lasse læste deklarationen på glasset med pizzasauce (ja, halvfabrikata i vores køkken… undskyld): “Seks et halvt gram sukker pr. 100 gram… det er jo over 10 procent?!”

Det regnestykke fik mig til at fortælle om dengang, jeg selv læste deklarationen på en spegepølse og vantro udbrød: “TO procent salt?!? I sådan en lille pølse!!?”

Morten rundede af med en episode fra sin tid på Radio Viborg, hvor en kollega studerede lyttertallene for Radio Skive, som var deres største konkurrent. Det var noget med, at 55 % lyttede til lokalradioen i Skive, men dét troede kollegaen nu ikke på: ”Ej, så stor er den by da ikke!”

Är du Döden?

Vi har svensk besøg, og forinden har husets 20-årige – imødekommende, som han er – gravet al sin svenske sprogkunnen frem, for man må jo gøre sit til at holde konversationen kørende under besøget.

Imidlertid ligger det tilsyneladende sådan, at det meste af hans svenske parlør stammer fra Ingmar Bergmans film Det syvende segl (Det sjunde inseglet) fra 1957. Den foregår i det 14. århundrede, og Max von Sydow har rollen som ridderen Antonius Block, som har været på korstog til det hellige land og vender tilbage til hjemlandet, der er plaget af pest.

Jeg har faktisk ikke selv set filmen og måtte google mig til handlingen, men det har min søn så, og han har med dyb og malmfuld røst trænet sine svenske samtaleåbnere. Jeg er simpelthen så spændt på, hvornår følgende sætninger falder:

– Är du Döden?

– Har du kommit för att hämta mig?

Et kort lift

I supermarkedet tog jeg en af de store kurve, man trækker efter sig. På min indkøbsliste stod der blandt andet snacks og vin til mødregruppebesøg. På vejen gennem butikken fandt jeg et godt vintilbud og besluttede at købe en kasse med seks flasker, mens jeg tænkte på, at jeg skulle have taget en indkøbsvogn, for jeg skulle trods alt bære den vinkasse OG resten af indkøbene ud til bilen.

Jeg fyldte kurven, gik til kassen og betalte. Mens jeg fyldte mine indkøb i en pose, sagde kunden lige bag mig – en mand med indkøbsvogn: “Skal du ikke have den der kasse vin med op at køre?”

Det var et – hvad skal vi sige – friskt forslag og svært lige at afvise. Men det var der jo heller ingen grund til.

“Jooo tak, og så vil jeg insistere på at slå følge. Så vi ender samme sted…” (jeg mente vinkassen og mig).

“Ja. Jeg tænkte lidt, at det også var voldsomt med en vogn til de få varer, jeg har”

… småsnakkede vi, mens vi fulgtes ad ud til parkeringspladsen.

“Jeg holder lige herhenne, den hvide der…”

“Ja, og det er min, den sorte henne bagved, så det kunne ikke være nemmere”

“Så siger jeg tak for liftet!”

“Velbekomme, og ha’ en god dag”

Det var tredive meter ren venlighed og ditto påskønnelse.