Yndlingskjole

woodwood

Jeg har lige slettet et punkt på min huskeliste. Sy kjole under armene, stod der. Og så gjorde jeg det. Altså, det har stået der i flere dage, så jeg gjorde det sådan set ikke lige med det samme. Faktisk skulle det have været sat på listen i mange uger, før jeg reelt skrev det, så man kan overhovedet ikke sige, at jeg gjorde det med det samme.

Hvordan kom det i første omgang så vidt, at jeg var nødt til at rimpe kjole? Har jeg skumsvedt under armene og på den måde mørnet stoffet? Det tror jeg egentlig ikke. Der er tale om simpel slitage på en kjole, der har hængt på mig op mod halvdelen af tiden gennem mere end fire år. Yndlingskjolen er det. Den blødeste, rareste og rummeligste sorte uldne kjole, der både kan bruges til hverdag og fest, ude i verden og hjemme i sofaen.

Det var den første gave, jeg fik af Morten. Juleaften for fire år siden sad jeg på den brødrene gård i familiens skød og pakkede gaver ud. Der var også en pakke, jeg selv havde haft med fra en, som ingen andre end jeg på det tidspunkt havde hørt om. Jeg pakkede op under stor bevågenhed fra min familie og fandt den sorte kjole. Mine niecer beundrede og undersøgte nysgerrigt. ”Wood Wood”, sagde de anerkendende og lagde hovedet på skrå, “Hvem er han?”, spurgte de også, og vi vidste alle sammen, at ham skulle jeg arbejde videre med.

Da jeg sad og rimpede de skredne og slidte strikninger sammen for lidt siden, tænkte jeg på, hvilket klarsyn og hvilken sikkerhed, han har været grebet af den decemberdag, han købte sådan en eksklusiv gave til en kvinde, han kun havde kendt i to uger, – satsede og i den grad ramte klokkerent plet. Det er ret imponerende.

Og nu er kjolen repareret og kan sagtens holde længe endnu.

Den jul havde jeg faktisk også givet Morten en gave med på juleferie. Det var Kathryn Stocketts roman Niceville. Det var altså også en god gave, men ikke helt så uendelig i brug.

Bededag i billeder

Bededag1

Yngsten fylder 19 år i dag og blev forkælet med brunch og gaver, inden han sov nogle flere timer efter nattens bytur og senere tog ud og blev fejret hos farfamilien.

Bededag2

Vi valgte et 3-i-1-æbletræ til kolonihaven. Malus domestica. Det betyder bare almindeligt æble. Familietræ. Det betyder, at Guldborg, Discovery og Rød ananas bor sammen. Det skal nok blive godt. Først skal det plantes, og så må vi hellere få købt sådan en æblekurv til at have æblerne i.

Bededag3

Pludselig lå der en kæmpestor Yankiebar på terrassen. Med sol i ansigtet og bog i ørerne.

Bededag4

Vestergade har hængt sommerpynten op igen.

Bededag5

Jeg slog græsset for første gang i år og slog en pind i jorden der, hvor familietræet skal plantes. Så drak jeg kaffe og slog bolsjer ihjel i Candy Crush. Tiden slog jeg også ihjel. Ellers slår jeg ikke.

Det var en rar fredag.

Steffen, Tina og os

“I morgen skal du selv sørge for aftensmad”, sagde vi til Lasse. “Vi skal til Herning og høre Brandt og Dickow”.

“Nåååeh, er det de der billetter, I har snakket om i 750 år?”, sagde han.

Og det er det. Vi har godt nok haft dem hængende længe, og jeg glæææder mig. Det er vi flere, der gør. Vi har lavet aftale med vores gode venner Henrik og Anne Dorthe, og da vi i sin tid spurgte, om de ville med, udløste det et “Ja ja jaja ja ja ja jaaaaaaaaaaaaa” efterfulgt af en hel masse emojis med både flag, høje hatte, guitarer, hjerter og flueben.

Med Steffen Brandt og Tina Dickow er det alt dansk musiks allerbedste og min fortids og nutids favoritter samlet på én scene. Jeg hørte dem sammen for syv år siden, også i Herning, og det var så godt. Jeg er forventningsfuld, og de, der allerede har oplevet dem på denne turne, roser og siger, vi godt kan glæde os. Det gør vi. Jeg har et crush på dem begge to.

I firserne blev jeg voksen i Aarhus med Steffen Brandt og TV2 som lydspor. Nytårsnat – ved indgangen til 2016 – var der to timers fjernsynssammendrag af TV2s livekoncerter gennem tiderne. Henrik og jeg havde en fest. Jeg har mødt min ligefan, og vi dystede om at skråle højest til sangene og mundhugges om, hvem der havde været tættest på Steffen og dermed havde størst ejerskab. I fred og fordragelighed, naturligvis. Men højlydt. Til sidst var alle de andre gået i seng.

I morgen skal vi nok lade være med at synge med. Kun lige så stille inde i os selv. Det bliver så godt.

Alene hjemme

Jeg har ikke været alene hjemme længe. I umindelige tider, faktisk, for nu at trække et af min mors og mormors udtryk frem fra glemslen. Men i aften er jeg. Lidt endnu, i hvert fald. Lasse er til sin lillebrors 11 års fødselsdag – det er utroligt, at nogen kan blive 11 år, når de faktisk lige er blevet født – og Morten og Astrid er på ski et sted i de norske fjelde. Jeg har talt i telefon med Laura i Stockholm og ønsket Niels og hans kæreste god tur til Rom. I morgen tager de af sted, de små heldigheder. Jeg har spist morgenmad til aftensmad og skænket mig et glas vin til aftenkaffe. Jeg bager fastelavnsboller, fordi ingen skal bestemme, at fastelavnsbollesæsonen er slut. Jeg ser fjernsyn og driver lidt fra det ene til det andet. Inden længe skal jeg skype med Morten i Norge, og på den måde er det en ret international dag med indsigt og udsyn, selv om jeg i min fysiske form bare har indtaget det bedste hjørne i sofaen, hvortil jeg kom først, alene fordi der ikke var nogen at komme før.

Små ting kan godt være store ting, og ingenting kan være alting. I dag er det sådan.

Jeg vil have grønkål

havecollage

Solen skinnede insisterende over sneglitrende marker, da jeg kørte hjem fra arbejde, og jeg kom sådan til at savne kolonihaven. Der er selvfølgelig langt fra et vinterfrosset Narnia til forårsdage med frøposer og flisejern og endnu længere til spinathøst og sommerhat.

Men kun i virkeligheden. I tanken er der ikke. Jeg kørte omkring haven i håb om at nå at fange lidt nedgående sol på sneklædte grene og trippe lidt rundt på en uberørt isknitrende plæne.

Jeg nåede det ikke helt. Solen var næsten forsvundet, da jeg svingede ind ved have 44, og et par harer havde allerede taget tripningen. Men det var godt at være der et par minutter, se til at alt var i orden og drømme lidt om forår og denne sæsons afgrøder.

Jeg tror, jeg vil sætte grønkål i år. Det kan endda blive stående til næste vinter og glæde mig, hvis jeg skulle blive grebet af akut havesavn en frostklar januardag i 2017.

Mit typodarium

typodarium1

Jeg fik et typodarium i julegave. Hvad er dog det? Det er en afrivningskalender med 366 forskellige skrifttyper, en for hver dag i 2016. Før juleaften havde jeg ingen anelse om, at der fandtes sådan noget, men det var en gave, der var skudt lige ind i hjertet på mig – af en der kender mig godt, og som selv ser og anerkender skønheden i typografi.

Jeg er vild med den. Hver dag er ny og spændende. På forsiden af bladene står forudsigelige ting som måned, dato og ugedag, men med en ny font hver dag, og på bagsiden står navnet på fonten og dens designer, en beskrivelse af den, hvilke skriftsnit den findes i og anden interessant info for typonørder.

Fjerde januar var for eksemple sat i BC Kakao, den kan jeg godt lide; femte januar hedder Banca – ret ordinær, og så har jeg smugkigget ud i fremtiden og set, at skriften sjette januar hedder Kaaaipi og er grim og ulæselig, og at der på den syvende dag er en font med både arabisk og latinsk alfabet.

Og det bliver ved. Det er lækkert. Jeg er glad.

2016 bliver et godt typografisk år.

typodarium2