Vi lukker døre, vi åbner døre

Det er blevet tid til at sætte mig ned og lade roen sænke sig over mig. Måske sænker øjenlågene sig også tidligt i dag. Det seneste halvandet døgn har jeg bevæget mig gennem en række forskellige verdener, både fysisk og mentalt, og nu kan jeg godt mærke, at systemet gerne bare vil have lidt fred og et lille glas vin.

I går lukkede og åbnede jeg døre i helt forskellige sammenhænge.

Jeg havde sidste dag på mit gamle arbejde, og selv om jeg havde forberedt mig på det i et stykke tid, og afskeden i øvrigt var efter eget ønske, var det alligevel sært. Det gik trods alt godt og gelinde, og jeg kom af sted med pæne og fine ord i bagagen. Jeg lukkede døren pænt efter mig med bevidstheden om, at jeg altid kan åbne den igen, stikke hovedet indenfor og hilse på. Og jeg kan, hvis mine grønne fingre bliver ved med at virke, for fremtiden tænke på søde, nu tidligere kolleger ved at nyde denne fine bonderose, som de gav mig, og som allerede står og pynter på vores nye terrasse.

Og det var det andet store, der skete i går. En ny dør blev åbnet. Vi overtog vores nye hus og skålede i Cava med sælger og mægler. Nu er det vores hus. Vildt! Og vi fik en hel skuffe fuld af nøgler. “Det er ikke så tit, man overdrager et hus med ni nøgler”, sagde mægler, og vi får muligvis nok en eller to i overskud, når vi har delt ud til alle vores børn.

Er man skarpsindig, har man allerede fået øje på et sæt nøgler, der ligner cykelnøgler. Nye cykelnøgler? Ja, der var nemlig pludselig en overraskelse. Sådan noget er Morten uovertruffen til. Knapt var vi ankommet til overdragelsen, før han sendte mig ud i skuret “for at se efter, om de nu havde fået det tømt helt”. Det havde de. Men der stod en splinterny cykel med sløjfe og kort. Den var til mig og anbragt der i smug tidligere på dagen. Ihh, altså!

Sagen er den, at når jeg nu – efter flytning og indretning og alt det – efter påske starter i mit nye job, er det meningen, at jeg vil cykle på arbejde. Jeg har en cykel. Den er gul, og jeg fik den, da jeg fyldte 40. Til sommer fylder jeg 58, og jeg har tænkt, og også sagt højt, at nu ville jeg gerne have en ny cykel. En uden skævheder og skavanker, en uden atten år og en forvredet cykelkurv på bagagebæreren. Og tænk! Så stod der lige en i skuret. Heldige mig! Omme bag skuret stod der en ny herrecykel. Morten var også heldig! Han tænker, at han også skal til at cykle på arbejde om morgenen sammen med mig.

I dag er der sat gang i spartling og maling på den nye adresse. På den gamle har vi pakket i kasser. Der er både dukket klenodier og vemod frem. Også overraskelser. Generelt er det hårdt arbejde at bryde ned; man føler sig brugt, både i krop og hoved, men det går godt indtil videre. 25 kasser er indført i protokollen.

Nu orker jeg ikke at skrive mere.

Risimponeret

Det virker stadig på mig som noget, en fantasifuld eventyrdigter har fundet på, fordi ingen nogensinde ville have spået, at netop jeg ville kunne opdrage nogen i den retning, men det er den skinbarlige og uomtvistelige sandhed: Jeg har børn, der kan lave mad!

Jeg er fuld af respekt og stolthed, når yngsten kaster sig ud i ambitiøse projekter, fordi han kan og har lyst. Som nu i dag, hvor han tryllede sushi frem.

Vi har længe haft en pose fejlindkøbte sushiris i skuffen, og nu havde vi en rest fersk torsk, som han dybstegte, og i fryseren var der kylling, som han sojamarinerede og stegte, og vi havde agurk og avocado og tang. Rulle, rulle, trylle, trylle. Se hvor fint.

Det smagte godt, og der blev til både forret og madpakker til dem af os, som arbejder ude.

Årets bogstavelige julegave

Måske er det blevet en tradition, at jeg får noget med bogstaver i julegave. Jeg er i hvert fald den helt rigtige modtager så. Jeg elsker bogstaver. Både typografi og anvendelse. Både hvordan bogstaver ser ud, og hvad de kan bruges til.

Sidste jul fik jeg et typodarium. Det er næsten nået til det sidste blad og har været mig en fornøjelse hele året. Denne jul fik jeg ørehængere. Nej, der var hverken tale om fængende musik eller medrivende lydbog, men derimod øreringe lavet af taster fra gamle skrivemaskiner. Der medfølger endda et billede af, hvilken skrivemaskinemodel tasterne kommer fra. Jeg kan godt lide at få historien med, og jeg glæder mig meget til at hænge med ørerne og Erika 8-B’erne og skiftetasterne.

Det er FanTASTsmykker på Bornholm, som har specialiseret sig i at lave unikasmykker af gamle skrivemaskinetaster sat på sølv. Og det er Morten, som har fundet og kontaktet dem og ladet dem fremstille sådan en fin særlighed til mig.

Er de ikke fine? Er jeg ikke bare heldig?

Hverdag #1

På visse områder er det helt i orden, at hverdagen er ved at finde sit gamle mønster igen. Ja ja, vel er jeg træt, når jeg kommer hjem fra arbejde og går i fare for bare at klatte omkuld på sofaen. Lige i dag er trætheden måske også forstærket af regn og gråvejr – og at jeg som sædvanligt (dér var det med hverdagen igen!) er kommet til at gå for sent i seng og dermed få sovet for lidt. Og ja ja, helt dagligt er det alligevel ikke, for Morten og mindsten har udnyttet de sidste dages skolesommerferie til at tage på sheltertur på Fyn – og øv for regn og gråvejr i den forbindelse, for resten.

Men der, hvor hverdagsvanerne er velkomne, er på kokkeområdet. Lasse er færdig med at være på udlandsferie, og det er onsdag! Onsdag er hans maddag.

Jeg kom ind af døren klokken halv fem og hørte som det første lyden af emhætten. På komfuret stod en gryde. Og der duftede godt. Kokken var ikke at se. Jeg kiggede ind på værelset. “Hvad koger du?” “Sådan noget … bøf…” “Bøf?!?” “Ja, det skal simre”.

Jeg har lindet på låget. Det simrer. Der er også noget tomat og noget løg dernede. Det dufter godt! Måske skal vi også have nogle af de alsaciske knefles, han købte i Strasbourg. Det er ægnudler, jeg tror, de hedder Spätzle på tysk. Jeg er spændt.

Under alle omstændigheder stornyder jeg, at juniorkokken er på hjemmebane igen.

Måske skulle jeg også lige udnytte den tid, jeg slipper for ved komfuret, til at gå en runde med støvsugeren. Det kan i hvert fald aldrig skade. Hverken at omgivelserne bliver en smule renere eller at skærpe appetitten med fysisk arbejde.

Denne hverdagsonsdag er god ved mig.

hverdag

Galla

I fredags gik vejret, Viborg Katedralskole og omkring 300 afgangselever sammen om at skabe fantastiske rammer for og forrygende indhold i årets galla.

Solen skinnede fra en høj himmel, da det ene flotte par efter det andet ankom til fods, i fantasifulde køretøjer og skinnende biler og lod sig fetere og fotografere, inden de skred op ad den røde løber. Unge mennesker på tærsklen til fremtiden. De har alle muligheder foran sig, de kan det hele og ejer verden. Denne dag tænkte de ikke på terperi og forestående eksamener, de festede og fejrede hinanden i deres smukke kjoler og nye jakkesæt og nød, at dagen var deres.

Min yngste søn var en af dem. Årh, han så godt ud. Danse lancier kunne han sandelig også. Jeg var godt nok en stolt mor – sammen med flere hundrede andre stolte forældre. Det er jo det fine ved det; at vi alle sammen synes, vores egen er den allerbedste, og på den måde er alle glade.

Det er slet ikke nemt at finde ord at beskrive med, men heldigvis tog Morten en lang række fantastiske billeder, så her kommer en udvalgt kavalkade, som taler for sig selv.

I gjorde det godt, alle sammen!

Galla-ankomst0004Galla-ankomst0012Galla-lancier0008Galla-lancier0013Galla-lancier0019Galla-lancier0022Galla-lancier0024Galla-lancier0029

Yndlingskjole

woodwood

Jeg har lige slettet et punkt på min huskeliste. Sy kjole under armene, stod der. Og så gjorde jeg det. Altså, det har stået der i flere dage, så jeg gjorde det sådan set ikke lige med det samme. Faktisk skulle det have været sat på listen i mange uger, før jeg reelt skrev det, så man kan overhovedet ikke sige, at jeg gjorde det med det samme.

Hvordan kom det i første omgang så vidt, at jeg var nødt til at rimpe kjole? Har jeg skumsvedt under armene og på den måde mørnet stoffet? Det tror jeg egentlig ikke. Der er tale om simpel slitage på en kjole, der har hængt på mig op mod halvdelen af tiden gennem mere end fire år. Yndlingskjolen er det. Den blødeste, rareste og rummeligste sorte uldne kjole, der både kan bruges til hverdag og fest, ude i verden og hjemme i sofaen.

Det var den første gave, jeg fik af Morten. Juleaften for fire år siden sad jeg på den brødrene gård i familiens skød og pakkede gaver ud. Der var også en pakke, jeg selv havde haft med fra en, som ingen andre end jeg på det tidspunkt havde hørt om. Jeg pakkede op under stor bevågenhed fra min familie og fandt den sorte kjole. Mine niecer beundrede og undersøgte nysgerrigt. ”Wood Wood”, sagde de anerkendende og lagde hovedet på skrå, “Hvem er han?”, spurgte de også, og vi vidste alle sammen, at ham skulle jeg arbejde videre med.

Da jeg sad og rimpede de skredne og slidte strikninger sammen for lidt siden, tænkte jeg på, hvilket klarsyn og hvilken sikkerhed, han har været grebet af den decemberdag, han købte sådan en eksklusiv gave til en kvinde, han kun havde kendt i to uger, – satsede og i den grad ramte klokkerent plet. Det er ret imponerende.

Og nu er kjolen repareret og kan sagtens holde længe endnu.

Den jul havde jeg faktisk også givet Morten en gave med på juleferie. Det var Kathryn Stocketts roman Niceville. Det var altså også en god gave, men ikke helt så uendelig i brug.