Kirke og kro

Min lørdag favnede livet fra slut til start –  i den rækkefølge. Sorger og glæder, gejstligt og verdsligt, ånd og legeme, tårer og latter.

Om formiddagen bisatte vi verdens ældste faster fra Tranbjerg Kirke. Hun nåede at blive 102 og sov stille ind efter et langt og godt liv, hvor hun var frisk og klarhjernet næsten til det sidste. Jeg var med til hendes 100 års fødselsdag.

Efter kirken var der sandwiches, kaffe og kringle i den nærliggende sognegård. Og fremfor alt gensyn med den store familie, som Mary efterlader sig. Mine fætre og alle de aftryk, de har sat i form af store og små mennesker. Faktisk talte den gren af familien i et års tid fem levende generationer. FEM! Med tipoldemor i den ene ende og en lille tipoldetrunte i den anden. Det sker ikke tit. “De fleste opnår kun tre”, funderede Lasse klogt.

Da jeg havde talt færdig med én del af min familie, kørte vi videre til Fyn, hvor vi havde billetter til størstebrors årlige revy. Inden vi stuvede os sammen foran scenen i Borgerhuset i Søndersø, var der et par timers hygge med min egen gren af familien på barndomsgården. Bror og svigerinde, niece og niecemand med deres lækre halvandetårige, som jeg ikke ser så tit.

Revyen var super som altid. Min bror gør det så godt. Blandt andet dukkede han op som Smadremandens Søster fra Søndersø i år igen, med store tænder, gul paryk og nylonknæstrømper. Jeg ville have filmet, men var for fedfingret til, at det lykkedes. Men der er link til filmen fra sidste år her. Han var lige så grim i år. Også i munden.

Søndag besøgte vi min mor på hjemvejen og kiggede blandt andet i gamle fotoalbums. Resten af dagen var jeg helt baldret i hovedet af al den fortid, alle de indtryk og al den familie.

Da mor var Danmarksmester

“Det er altså sejt, at farmor har været Danmarksmester i håndbold – på græs!”, sagde min niece i går. Og det er rigtigt… min mor spillede håndbold som ung – udendørs. Det var lang, lang tid før håndbold blev en indendørssport. Faktisk har jeg selv en enkelt gang som 12-13-årig været til håndboldtræning på min folkeskoles sportsplads. Dog kun den ene gang, fordi det viste sig, at håndbold ikke var min sport, og i særdeleshed brød jeg mig ikke om træneren. Og så blev jeg fodboldspiller i stedet for. Men omkring 1970 foregik håndbold altså stadig udenfor på græs.

I slutningen af 40’erne spillede min mor håndbold i Hjadstrup, der ligger på Nordfyn, nogle få kilometer fra barndomshjemmet. De var åbenbart skrappe, damespillerne fra Hjadstrup Gymnastikforening, for de blev altså Danmarksmestre. Mor står øverst til højre på billedet, og yderst til venstre står hendes kusine Inge. De lever begge stadig i bedste velgående, nu er de 92 og ikke heeeelt så hurtige som dengang. Resten af holdet kender jeg ikke, men jeg tror, at spilleren forrest til højre er anføreren, stjernespilleren Ville, som havde en stor andel i holdets succes og mesterskabet.

Jeg ved ikke, hvilket år det var, eller hvor hård konkurrencen var, og jeg kan ikke finde noget på nettet, som dokumenterer det nævnte Danmarksmesterskab, men der er ingen grund til at tro, at mor har fyldt os med ønsketænkning. Det er svært at finde ud af, hvordan rækker og ligaer var skruet sammen dengang. Så jeg bevarer historiefortællingen og synes ligesom min niece, at det er megasejt.

Under min research efter beviser fandt jeg på arkiv.dk et endnu tidligere damehåndboldbillede fra Hjadstrup, som jeg aldrig har set før, og som jeg synes er sjovere, fordi jeg genkender flere spillere. Billedet er angivet til at være taget i 1941. Mor Ella sidder forrest i højre side af billedet. Hun er bare 15 år. Forrest i midten sidder hendes kusine Johanne, som har været 25 år på det tidspunkt. Bagerst i midten som målmand står min 19-årige moster Gudrun – man kan faktisk godt se, de to er søstre. På smilet og de smalle ansigter. Bagerst til venstre står kusine Inge, som også er med på det andet billede, hun må også være 15 år, selv om de alle sammen med nutidens øjne ser ældre ud, end de har været.

Seje piger på græs!

Græsplænen springer i skov

Det er ikke netop sådan, at græsset gror uhæmmet for tiden. Snarere lidt hæmmet. Af overflod af varme kombineret med underflod af vand.

Alligevel klippede jeg græsplænen i rækkehushaven i dag, og det var der mange grunde til.

Jeg havde tid.

Da jeg kom hjem, var alle formummet på deres værelser, så der var ingen at snakke med.

Vejrudsigten siger regn i morgen efter fyraften.

Plænen er ved at springe i skov. Naboens træer har ihærdigt kastet frø over hegnet, og selv om modertræerne blev fældet i vinter, har de sat utallige spor inde hos os. Græsset gror ikke, men det gør alle de små træer, og de støder mit øje. Jeg VED godt, det ville være smartere at grave ondet op end bare at fjerne toppen af isbjerget (sikke jeg ka’ klicheer, hva’?!). Det gør jeg sikkert også en dag, men indtil videre vinder dovenskaben. Gravning gør store huller i plænen, for de har faktisk groet et gedigent rodnet, de små djævle.

Så jeg slog græsset. Nu er plænen pæn på overfladen.

Og som en lykkelig konsekvens deraf genfandt jeg min sorte cardigan, som jeg irriteret og forgæves ledte efter i morges. Den lå i cykelkurven på min cykel i skuret, hvor også plæneklipperen står, og hvor jeg ikke har været, siden jeg cyklede sidst.

Dobbelt win.

Note til mig selv: Tænke på sommerferie

I fredags var jeg til firmaets sommerfest. Og mens man sådan sidder der på en terrasse og bager i solen med et glas rosévin, som man er nødt til at drikke i en fart, inden indholdet begynder at koge, går snakken imellem kollegerne. Og fordi det både er fredag, festligt og efter fyraften, snakker man om andet end arbejdet, for eksempel om hvad man laver, når man ikke arbejder.

Det spørgsmål, jeg fik flest gange i fredags, var: Hvad skal I så i sommerferien?

Jeg fik det faktisk så mange gange, at jeg efterhånden syntes, det var ærgerligt, at jeg ikke rigtigt kunne svare på det. Altså, i min første ferieuge har vi snakket om, at husstanden måske nok muligvis eventuelt kører til Prag. Ligesom vi de foregående år har været i Amsterdam, Strasbourg og Hamburg, denne gang bliver min Aygo dog hjemme til fordel for Mortens bil, der er nyere og større.

Men det er også så langt, vi har tænkt. Der er ikke hverken bestilt overnatning eller tænkt videre over, hvad vi så skal foretage os i Prag. Og bagefter har jeg yderligere to ugers ferie, hvoraf Morten og jeg i den sidste uge gerne vil gøre noget, bare os to. Vi havde bare ikke fået sporet os ind på hvad. Om vi skulle mod nord, syd, øst eller vest. Til natur eller storby. Noget som helst.

Men.

Netop i dag ramte snakken noget, som faldt godt i begge vores maver. Noget med at flyve til et endnu ikke nærmere specificeret sted i Italien, leje en bil og skiftes til at bestemme, om vi kører til højre eller venstre. Nok. Sikkert. Noget i den retning.

Så skal vi bare begynde at overveje at booke noget, dels i Prag, dels noget i den italienske afdeling. Og SÅ kan jeg svare for mig, næste gang kollegerne spørger, hvad jeg skal i min sommerferie.

Derfor har jeg i dag tilføjet et nyt punkt på min huskeliste: Tænke på sommerferie.

Så ved vi, jeg er opmærksom på det.

Mere højde på

Vi kan tilsyneladende ikke få højde nok på vores færden. Og så passede det helt fint ind i dét koncept, at svigermor havde opgivet at holde styr på alle sine børns, svigerbørns, børnebørns, svigerbørnebørns og oldebørns fødselsdage og i stedet besluttet at invitere til fælles oplevelser, en dag hvor hun kunne nyde at være sammen med alle de nævnte, og som indbød til nærvær, snak og familiefællesskab.

Valget var faldet på bridgewalking på den gamle Lillebæltsbro og en naturvejlederstund for dem, der ikke var høje nok til at komme i højden eller var jordbundne af andre grunde. Det var i søndags, og det var fedt og sjovt. Vejret og udsigten var i top, og det var en virkelig fin oplevelse, både brovandring og familiesamling.

Grevinden er topbegejstret for indsigt og udsyn fra de øverste etager, og det fik vi. Vi havde en rigtig god guide, som fortalte med humør og begejstring om alt det, man kan se fra de øverste jernbjælker på sådan en gammel bro fra 1935, mens hun førte os fra Fyn til – næsten – Jylland og tilbage igen. Turen tager to timer og koster 285 kroner for en voksen. Bare til info, hvis det er det vigtigste, I har at spørge om. Resten kan I læse om på bridgewalking.dk.

Det har overrasket mig lidt, at mange af kommentarerne til det billede, jeg lagde på Facebook med teksten ’Agent BB i radiokontakt og sikkerhedsudstyr på toppen af Lillebælt’ har været noget med ’at I tør’ og ’hvor er du modig’. Vel skulle vi op ad mange trapper, og vel gik vi på en smal rist 60 meter over vandoverfladen, først på sydsiden, inden vi krydsede over en tværbro og gik tilbage på nordsiden, men på intet tidspunkt følte jeg det specielt modigt eller grænseoverskridende at gå der. Jeg har ganske vist heller aldrig døjet med højdeskræk og har altid været det barn, der sad højest oppe i de højeste træer. Men altså, sikkerheden var i orden. Heldragt, sele og tøjret til en skinne under hele turen samt radioguidning. Det kunne ikke være mere trygt.

Sandheden er, at det på billedet ser vildere ud, end det var. Man ser ikke så meget af fundamentet, vi går på, men vi var altså holdt godt fast af en line, og der var stabilt gelænder hele vejen.

De her højder – ’bare’ 60 meter over havet – og blåt, grønt og fladt i sigte var meget anderledes end de højder, vi gik i for lidt over en uge siden, men det var stadig højt, og som Morten sagde som kommentar til kommentarerne: Når man har været hér, tør man alt. Se lige denne dronefilm fra Flatiron, hvor vi overnattede. Cirka 1.20 inde i filmen går kameraet tæt på den yderste spids af platformen, og man kan se en lille rund plet med sand. Dét var vores lejrplads. Der lå vi 13 mennesker og sov under stjernehimlen og i lyset nede fra Phoenix. Men vi var jo slet ikke ude og få det lodrette kig ned ad klipperne, som filmen viser. På film virker det langt vildere, end det føltes at være der selv. Dét var heller ikke utrygt, bare flot.

På samme måde er det med billederne fra Lillebæltsbroen.

“Prøv og hør, vi gør lige noget andet …” #2

Forestil dig at vågne om morgenen med denne udsigt og total stilhed.

Og gå i seng samme aften med dette billede på nethinden – og ørerne fyldt med alle de lydindtryk, der følger med.

USA er kontrasternes land, og skal jeg være helt ærlig, synes jeg, at Las Vegas er et forfærdeligt sted. Money talks, siger man – og i Vegas RÅBER de. Døgnet rundt. Selvfølgelig var kontrasten forstærket af de foregående dage, som vi havde tilbragt i naturen og i søvnige småbyer langt væk fra alting. Men jeg var tilpas med, at vores ophold i Las Vegas begrænsede sig til trekvart døgns transit inden hjemrejsen, og at vi nøjedes med at gå en lille runde ud og kigge på byens hyr og uhyrligheder, inden vi gik omkuld i hotellets gigantiske senge.

Og heldigvis er det de mange enestående naturoplevelser, der har bidt sig hårdest fast i hukommelsen. Øjne og krop husker i fællesskab. Stroppeturene var ind i mellem heftige, men det var altid anstrengelserne værd.

Læs første turfortælling her.

Fossil Creek var den længste trail, vi gik. 20 km i alt. Øde, gruset, gyldent og forholdsvist letgået. Og i de inderste kløfter gemte sig grønne vandbassiner og fossende vandfald.

Fossil Creek ved Camp Verde, Arizona

Turens sidste trail er den, der for altid vil være prentet i min hukommelse og stå som rejsens højdepunkt. På alle planer. Superstition Mountains øst for Phoenix. Helt eksakt var vores mål en markant top, der kaldes Flatiron, fordi dens karakteristiske form ligner et strygejern, der står på højkant. Jeg synes mere, den ligner stævnen på en mægtig supertanker. Tusind højdemeter skulle vi op, nærmest lodret sine steder. Det var de passager, som Niels Ole kaldte momenter. Aldrig udfordringer, selv om det var det, de var.

Flatiron ender i en bred platform, som åbner et formidabelt udsyn til alle sider og ud over Phoenix, som er USA’s sjettestørste by. Denne platform var vores mål, og her skulle vi overnatte. Det betyder selvsagt, at meget skal slæbes med op. Soveposer, liggeunderlag, aftensmad og morgenmad, masser af frugt og energibarer – og i alt 160 halvliters vandflasker. Plus os selv. Der var onde udfordringer – nej, momenter – til alles ben, og hold da op, hvor vi sled og svedte. I 37 graders varme i fem timer. Men ved fælles hjælp, slid og tid kom vi alle sammen op. For pokker, vi havde nogle seje fyre i flokken, som løftede og bar helt ekstraordinært – og lidt til. Respekt! Og tak.

Og så sad vi deroppe. Med millionbyen for vores fødder, mens solen gik ned – og dét går stærkt på de kanter. Så var det mørkt, og det var en fantastisk oplevelse at tilbringe natten på det sted og i det selskab, godt begravet i soveposen. Ikke mindre fantastisk var det at vågne til den udsigt, ud over hele verden – næsten.

Nedklatringen krævede koncentration og tog også lang tid, men den var knapt så hård som opstigningen. Og det var lidt godt, at Flatiron var sidste tur, for det tog nogle dage, inden det holdt op med at stikke i lårmusklerne og værke i armene.

Men kroppen og de gamle ben holdt, og sikke en rejse, vi har været på!

Det kan godt være, vi må af sted igen. Vi fik jo ikke Utah …

Flatiron, Superstition Mountains, Phoenix, Arizona.