Nutella om eftermiddagen, når man er i kibbutz

En uventet snak opstod blandt kollegerne. Om Nutella. Jeg ved ikke helt, hvordan det startede. Nogle sagde Adr, hvad er Nutella egentlig lavet af? – Garanteret noget kræftfremkaldende! Andre udbredte sig om, hvorvidt der skal smør under Nutella eller ej. Nogle kunne aldrig finde på at købe det; andre har det som en lille hemmelig last på linje med kun at læse ugeblade hos frisøren.

Jeg var fuldstændig klar i mit standpunkt: Det eneste tidspunkt, Nutella smager godt, er om eftermiddagen, når man er i kibbutz!

Der er en hel verden knyttet til Nutella om eftermiddagen i kibbutz. Når vi voluntører kom hjem om eftermiddagen fra arbejdet i appelsinplantagen, i børnehusene, på fabrikken, i spisesalen, hentede vi en dyb tallerken med Nutella i køkkenet sammen med et brød, vi havde kappet i skiver i den store skiveskærer, og så slog vi os ned på græsplænen med den daglige eftermiddagssnack og snakkede. For mig er det billedet af solskin, dovne eftermiddage, fællesskab, arbejdskluns fra fælleslageret, frynsede cowboyshorts, unge voksne i starten af tyverne, frihed, verdensvenner, muligheder, foråret 1981.

Og Nutella. Tykke lag på skiver af hvidt brød. Det er ikke så sært, flere af os tog adskillige kilo på i de måneder, vi var der.

Men altså; udover om eftermiddagen i kibbutzen behøver I ikke beregne Nutella til mig.

Hold en fest, tror jeg nok

I weekenden var jeg i sommerhus med to veninder. Vi var kolleger for ti-femten år siden og har altid haft en forrygende kemi. Nu er vi vidt forskellige steder arbejdsmæssigt, men ses tre-fire gange om året på skift hos hinanden.

Det er aldrig kedeligt. Aldrig nogensinde kedeligt. Det er tosset sjovt. Vi ryger og drikker og snakker og griner og er så skøre, som vi overhovedet orker. Denne gang dansede vi også, kan jeg se på fire billeder, jeg fandt på min telefon dagen efter, men som jeg ikke har nogen erindring om at have taget. Det ligger nogenlunde på samme niveau hver gang, hvor meget vi drikker. Der er ingen grund til at udbasunere, hvor meget, men det sker, at vi dagen efter ikke kan huske alt, hvad vi har snakket om.

Så er det godt, jeg har været så fornuftig at tage noter.

I dag fandt jeg denne note på min telefon. Den øverste, lige over voksennoten med budgettet, er tilføjet i lørdags. Jeg ved ikke, hvad der er gået forud for notatet, men jeg kan godt se, den er vigtig. Det var i hvert fald godt, jeg fik det skrevet, ellers havde jeg ikke vidst, at jeg skulle… dét, jeg skal.

Flytteforsvinding

“Er I ved at være på plads i huset?”, spørger folk interesseret. Det kunne man jo også nemt tro, vi var, når det nu er mere end fem uger siden, vi sagde tak for hjælpen til alle vores gæve flyttehjælpere.

Men det rigtige svar er et kort og præcist “Næ!”

Der er temmelig meget gods, der ikke har fundet sin rigtige plads endnu, men stadig befinder sig, hvor det landede, da vi tømte den kasse, det blev flyttet i, og verden derefter gik hastigt videre. Der er også jævnligt sager, som den ene har fundet en plads til, og den anden så ikke kan finde.

Men i de seneste nætter, hvor jeg har haft det for varmt, er jeg begyndt at tænke på, hvor vores sommerdyne egentlig er. Den har jeg nemlig hverken pakket ned eller ud og heller ikke set siden Vestergade, og nu føles det, som om det er tid at skifte vinterdynen ud. Dyne i ental, fordi der kun er én, til gengæld er den stor. Og sommervarianten var væk.

Da jeg spurgte Morten, så han ikke umiddelbart forklaret ud. Der skulle tænkes lidt.

Lidt senere stod han imidlertid og løftede triumferende låget på barndommens brændekasse, en kæmpestor trækasse med låg, som i tidens løb har rummet meget forskelligt grej, senest legetøj, tror jeg. Men dér var altså sommerdynen.

I øvrigt sammen med alle jægersmandens bukkeopsatser. Dem var jeg slet ikke nået til at komme i tanker om, at jeg ikke vidste, hvor var.

Hvem tager opvasken?

Af og til passerer de fineste ting igennem vores hjem. For et par dage siden havde vi tre gennemført lækre bordskånere, som samtidig er kryds- og bollespil, stående, og nu er de på vej videre ud i verden.

Arrh, kan bordskånere godt nok være lækre? Og hvem laver da sådan nogle?

Det gør Anton Balle, en gudsbenådet snedkermester, der har sit værksted lidt nord for Skals. Han er gennemført dygtig, behersker sit håndværk helt suverænt og laver de flotteste ting i træ. Møbler, inventar og en masse mindre produkter, som fødes ud af hans egne ideer eller i samarbejde med forskellige kunstnere og designere med andre talenter end hans. Disse samarbejder kommer der altid unikke ting ud af.

Min Morten er Antons reklamesnedker, og det samarbejde er også noget særligt.

De her kryds- og bollespilbordskånere har været på tegnebrættet i et par år. Mere end dét, Anton har haft spillepladen liggende på en hylde uden helt at kunne bestemme sig for, hvad der videre skulle ske. Morten har været begejstret for ideen fra starten, og hver gang han er kommet i snedkeriet, har han opfordret Anton til at få noget gjort ved det. Komme videre. Få det gjort færdigt. Få det sat i produktion. Men det helt rigtige materiale til krydserne og bollerne var ikke dukket op, og snedkermesteren laver ikke halve løsninger.

Via sit netværk stødte Morten på keramikeren Karina Weihrauch og så potentialet i kombinationen af træ og keramik. Lerdamen og træmanden blev præsenteret for hinanden, og så skete der noget.

Og nu er de her, bordskånerne, som efter middagen springer ud som kryds- og bollespil, så man lige kan spille om, hvem der skal tage sig af oprydningen og opvasken. Brikkerne er håndlavet i sort stentøjsler, og brættet er lavet af egetræ, henholdsvis ubehandlet, olieret og røget eg.

De er SÅ flotte! Især den olierede version er jeg pjattet med.

Hvorfor var de hjemme hos os? Og hvorfor måtte vi ikke beholde dem?

Svaret på begge spørgsmål er, at Morten står for markedsføringen, og hans opgave var at få taget billeder af produkterne og give dem et par ord med på vejen. Det sidste gør han selv, det første har Keld Lund stået for. Han er også en af den slags dygtige håndværkere, der gør sit fag ære.

Morten og Anton har samme efternavn, men er ikke beslægtede på andre måder end mentalt. Jeg nævner det bare, fordi det er et spørgsmål, der tit bliver stillet. Anton er møbelsnedkeren, Morten er reklamesnedkeren, og det er hans fortjeneste, at der er både hjemmeside og webshop. Der er lækre sager at gå ind og kikke på. Og klikke på, eventuelt.

Jeg anbefaler af ren begejstring, ikke for egen vinding.

Det er for resten også Anton, som har lavet vores flotte spisebord.

En fest med bid

I aftes og i nat var vores nye og på ingen måde færdigindrettede hus rammen om en 2 x 20 års fødselsdag. Lasse fyldte 20 for et par uger siden, og vi havde sagt ja til, at han holdt fødselsdagsfest sammen med en kammerat, der fyldte år i forgårs. De to har gået i samme klasse gennem de første syv år i folkeskolen og igen i gymnasiet, og det var netop gymnasieklassen, der var inviteret. Dermed var festen også en reunion. Mange af dem har ikke set hinanden siden sidste sommer, hvor de blev studenter.

Selv om Lasse er mit tredje barn, har jeg faktisk ikke lagt hus til mange fester. De steder, vi har boet, har ikke rigtigt egnet sig til at samle mange mennesker. Men det gør vores nye hus. Vi har en stor stue ud i et med køkkenet og med direkte udgang til terrasse og have, og så er der to toiletter. Vigtig detalje. Derudover har vi urimeligt mange stole og borde, så vi kan snildt have plads til for eksempel 26 unge.

Så sådan blev det.

Jeg var spændt. Egentlig mest på hvordan der ville se ud bagefter. Vi havde aftalt at gå i eksil hos nogle venner nogle timer om aftenen for alle parters skyld. Vi tog af sted, da jeg havde hentet de pizzaer, Lasse havde bestilt, og så kom vi hjem igen ved 23.30-tiden og listede op i soveværelset uden at forstyrre festen, som var i fuld gang, både inde og ude med høj musik, snak, dans og åben havedør. Jeg opgav at sove, men opnåede heldigvis på det helt rigtige tidspunkt et par timers frit Candy Crush-liv, så jeg havde underholdning, indtil vært og gæster tog ind til nattelivet i byen omkring klokken 2.

Vi var spændte, da vi stod op i dag, og selvfølgelig var der tydelige festspor i stuen og i haven. Duge der sejlede i væske, vildt mange tomme flasker og dåser, glas med sjatter stillet de særeste steder, glemte effekter og beskidte, klistrede gulve overalt. En enkelt havde brækket sig ude på fortovet, og det havde tilsyneladende været svært for de fleste at ramme askebægrene på terrassen.

Men de havde gjort en ihærdig indsats for at rydde op, inden de gik, og det meste var samlet sammen i to store sække med pizzarester, engangstallerkener, flasker og dåser, og det skal de have tak for. Huset kunne have været efterladt i langt, langt værre tilstand, og mit indtryk (mens jeg sad i sengen og spillede på iPaden) var, at de hyggede sig og havde en god fest.

Fordi den 20-årige havde levet op til vores forventninger om at holde festen under kontrol, og fordi vi ellers ikke ville få gjort rent før sidst på eftermiddagen, hvis vi skulle vente, til han stod op, lavede vi et omfattende rengøringsraid i morges. Oprydning, sortering af skrald og flasker, gulvvask i hele hytten. Vi var tilfredse med, hvordan det var gået. Og han er glad, fordi vi er tilfredse, og taknemmelig, fordi vi gjorde rent.

Samlet set var der ikke de store tab. Der var gået et enkelt vinglas, og vi har to festivalstole færre i dag end i går. Men det blev en lille smule sært, da vi gjorde klar til at spise morgenmad. Jeg kiggede forundret på osten, da jeg tog den ud af køleskabet og pakkede op. Først spekulerede jeg på, om nogen havde revet ost til et eller andet og kørt hele osten op og ned ad rivejernet. Indtil det gik op for mig, at en eller anden (med et meget regelmæssigt tandsæt) simpelt hen har taget store bidder af den.

Foreholdt den skamferede ost fortalte Lasse i dag, at han havde skældt voldsomt ud over netop den episode i nat. Sådan skal ingen behandle vores ost!

Interrail giver minder for livet – i hvert fald langt op i halvtredserne

I de sidste 14 dage har man på Facebook kunnet se et sponsoreret opslag fra DSB med et billede af to unge piger og tre store rygsække på en kanalkant i Venedig sammen med en opfordring til at købe Interrailbilletter.

Det vil sige, man har nok kun fået opslaget i sit newsfeed, hvis man var i målgruppen. Altså ung. Personerne på billedet, som er mine to gymnasie- og livsveninder, og fotografen, som er mig selv, har ikke set noget til Facebooks opfordring. Vi er vokset ind i en anden type togbilletter, siden billedet blev taget og rejsen foretaget for 37 år siden.

Men hvordan er det gamle billede havnet i nutiden? Det er sket med vores tilladelse, og historien bag er sjov.

Lige før påske fik jeg en mail fra Francis, der er Brand Manager hos DSB. Han skrev blandt andet: “

“Kære Birgitte,

Først og fremmest rigtig god påske.

Jeg skriver til dig, fordi DSB i øjeblikket har stor fokus på Interrail rejser. I denne forbindelse faldt jeg over dit blogindlæg, hvori du skriver, at din datter skal på Interrail.

Fantastisk læse stof! Blev helt glad.

Vi kunne rigtig godt tænke os, at fortælle om Interrail og de minder det skaber for livet.

Jeg vil derfor høre dig, om vi måtte bruge et af dine billeder i vores kampagne omkring salg af Interrail billetter.”

Det omtalte blogindlæg er dette, og jeg har også skrevet lidt om samme rejse her.

Francis gav et eksempel på, hvordan opslaget kunne komme til at se ud, og jeg indhentede tilladelse hos de to unge modeller i bedstefartrøjer og bredbenede cowboybukser. De var med på det, og derfor har vores børn og deres generation i de seneste to uger kunnet se, hvordan deres mødre rejste ud i verden dengang i 1980 og fik minder for livet.

Opslaget med billedet fra Venedig var tidsbegrænset, så man kan ikke se det mere.

Men kom nu af sted på Interrail, eller send jeres børn ud. Man glemmer det aldrig!