Moster i Farstrup

I et blødt sving på landevejen mellem Morud og Søndersø ligger en ejendom med en karakteristisk kvist, og jeg har ingen anelse om, hvem der bor i huset. Men da jeg var barn, boede min rige familie der.

Bag huset ligger Farstrup Furniture, som dengang hed Farstrup Savværk, og det blev grundlagt i 1910 af min mormors søster Marie og hendes mand Theodor. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg kan huske Theodor, som døde, da jeg var knapt 4 år, men Moster i Farstrup er et fyrtårn i min erindring.

Min mormor og hendes søskende med ægtefæller spillede kort hver tirsdag eftermiddag, mændene spillede l’hombre, og konerne spillede et kortspil, der hedder brus, og som vi sikkert er meget få mennesker tilbage i verden, der kan. Jeg lærte det som helt lille, og sommetider blev jeg tilkaldt, hvis damerne manglede en fjerdemand. Jeg elskede det, og Moster var den af mormors søskende, jeg bedst kunne lide. Hun var rap i replikken, klog, velhavende og eventyrlig, rejste til eksotiske steder, der hed De Kanariske Øer, fortalte sjove historier og var på alle måder et fascinerende menneske med tanke for andre. Hun blev altid kaldt Moster i Farstrup – fordi hun var min mors moster og boede i Farstrup. Hun tog endda titlen så meget til sig, at hun på sine gamle dage pyntede den lidt op, når hun skrev postkort og fødselsdagkort til mig. Hun indledte dem altid med ’Kære lille Bergitte’ (sådan udtaler gamle mennesker på Fyn mit navn) og afsluttede dem med ’Kærlig hilsen Mosther’ med et kækt h føjet ind.

Alt det når jeg at tænke på, hver gang jeg passerer huset og fabrikken.

Tip til anden søndag i advent

Ja, for det er lige sent nok at give gode råd til den første adventssøndag. Og det er ikke fordi jeg har holdt kortene tæt og smølet med at give tippet her videre, for jeg har først lavet vores adventskrans i dag. Udelukkende fordi det først var i dag, det lykkedes mig at købe dekorationsler. Jeg har vidst i flere dage, hvordan jeg ville skrue adventsdekorationen sammen, men jeg har BARE ikke kunnet finde en butik, der solgte ler. LER!

Jeg har forsøgt. Ihærdigt. I forgårs var jeg i tre supermarkeder i Viborg, og i går var jeg i fire dagligvarebutikker i en by på Nordfyn. Alle steder havde de alt muligt andet, – gran, lav, kogler, lys, bånd, oasis, men ikke noget ler. Jeg var faktisk ved at tro, der var udstedt en fatwa mod dekorationsler, at det pludselig var blevet fyldt med forbudte tungmetaller og sundhedsskadelige mikrober, og jeg var den eneste, der ikke vidste det.

Men i Plantorama i dag havde de ler. Til 6,95 for en standardrulle. Og SÅ kunne jeg gøre adventskrans efter inspiration fra et nyhedsbrev fra Politiken. Og måske er du sådan en, der HAR ler, men ikke ved, hvad du skal bruge det til, og i øvrigt har glemt alt om advent. Men så kan du stadig nå at gøre sådan her:

Du skal fore din randform med husholdningsfilm (fordi den skal kunne holde vand) og lægge fire lerkugler ned i den. Dem planter du lysene i, og ind imellem sætter du fire potter minijulestjerner. Til sidst vikler du ståltråd om noget sløjfeformet bånd og stikker det fast i leret foran hvert lys. Så venter du til på søndag, hvor du tænder to lys. Husk at vande julestjernerne af og til. Jeg ved godt, at julestjerner er overraskende svære at slå ihjel, men det skal da nok lige passe, at det lykkes netop når man har brug for, at de er i live. Så vand!

Jeg har også brugt søndagen på at bage småkager, mens jægersmanden slagtede rådyr. Vinterforråd på forskellige planer. Der er lakridssmåkager og fedtebrød i dåserne, og de smager godt. Den ene opskrift er revet ud af et blad, den anden er Frøken Jensens.

Så var der ikke flere juletips i dag.

Jul på Vesterbo #2

De gik godt. De var endda også hyggelige, de små fire timers julefest på plejehjemmet i eftermiddag.

Vi var vel omkring halvtreds, og mor og jeg havde overhovedet ikke behøvet at komme i så god tid for at få nogle ordentlige pladser, for der var lavet bordplan. Men så udnyttede vi tiden til en rundvisning, blandt andet i Sårklinikken, hvor jeg fik udpeget de undersøgelsesrum, min mor har fået behandling i, og Træningscenteret, hvor hun har gået og gået og gået, da hun genoptrænede efter et lårbensbrud for nogle år siden. Og så var det tid at vende tilbage til Caféen.

De gamle udgjorde en tredjedel af de forsamlede, og resten var fordelt på personale og gråhårede børn ligesom mig. Musikken var placeret i hjørnet, Carl på harmonika og Henning på elguitar, og til at styre de mange, mange sange og salmer, vi sang fra Det Store Sanghæfte, blev hver gang den samme udpeget – “Synger du for, Carl Martin?!”

Det var faktisk meget godt at få trænet julesangstemmen lidt inden juleaften. Jeg sad og kom i tanker om, hvor dirrende og anstrengt min stemme plejer at være, når vi når til den sidste og meget hurtige sang rundt om træet. I år kræver familietraditionen, at vi synger 13 sange – en for hvert hjerte i den kærlige krans – så det er bare med at have luft nok i sangstemmen.

Ind i mellem alt det syngeri blev der serveret ribbensteg med det hele og risalamande med det hele. Nogle skulle nødes, og nogle skulle endelig ikke have skålene stående foran sig, “for så ta’r han selv!!”, og jeg kunne se på den pågældendes omfang, at han har haft alt for let adgang til skålene tidligere i sit liv.

Et par stykker sad og fik en lille lur undervejs og havde nok ikke så meget ud af festlighederne, andre nød at få snakket med de omkringsiddende, og generelt var der god stemning. Min mor er den snakkende type og havde snart en samtale i gang med Åses dreng (på omkring halvtreds), der sad ved siden af, om heste og ridestævner på Vilhelmsborg. Ikke at hun nogensinde har interesseret sig for heste, men det gjorde min far, og så ved man jo et og andet, der kan holde en samtale i gang. Det var i hvert fald rart at se.

Henne omkring kaffen og småkagerne trængte flere af beboerne til at komme hjem og stirre huller i luften, og kørestolene begyndte lige så stille at trille af sted med gråhårede børn omkring. Og da ingen kunne drikke mere kaffe, og ingen måtte få mere Baileys, spillede Carl og Henning Nissernes vagtparade, og vi sluttede af med at synge Dejlig er den himmelblå (med det sidste både skrevet i ét ord i Det Store Sanghæfte og udtalt i ét ord, da sangen blev valgt!), og så brød alle op.

Vi evaluerede kort hjemme hos mor, inden jeg kørte hjem, og var enige om, at det var en god eftermiddag,

Jul på Vesterbo

Bemærkede I det manglende r i det sidste ord? Det mangler ikke.

På lørdag skal jeg prøve noget nyt – et arrangement, der bedst kan sammenlignes med bedsteforældredag i børnehaven, bare omvendt.

Det er endnu ikke et år siden, min mor flyttede i plejebolig, og dermed er hun stadig undervejs i det første års gang på plejecenteret. I overmorgen er der julefrokost på Caféen for beboerne i Hus 3 og 4 og deres familie, og det har mor heller ikke prøvet før. Hun syntes, det ville være trist at sidde der alene, og jeg var den af os børn, der havde mulighed for at deltage.

Så på lørdag sørger jeg for at ankomme til Vesterbo tids nok til, at vi kan begynde at gå hen på Caféen (vel 80 meter) en halv times tid, før det starter – det vil ’vi’ gerne for at få en god plads. Der skal såmænd også nok blive rollatorkaos, når vi nærmer os klokken 12.

Der vil blive serveret ribbensteg med rødkål og det sædvanlige tilbehør, risalamande med kirsebærsovs og noget med ’en lille én til halsen’. Senere er der kaffe og kage, og under middagen vil Carl Jensen spille på harmonika sammen med en på et strengeinstrument, muligvis en guitar, det vidste mor ikke helt (efter på lørdag ved jeg meget mere, det lover jeg!). Carl Jensen er bedemand i sit civile liv – det var ham, der spillede til mine forældres guldbryllup, og det var ham, der begravede min far. Ved sådan et arrangement som på lørdag servicerer han således flere af sine kundegrupper samtidig; det er meget smukt og helt.

Ellers ved jeg intet om, hvad der kommer til at ske. Hvis noget overhovedet. I de to huse er der tilsammen højst 24 beboere – færre i nedgangstider, det går sommetider stærkt med udflytningen, og så har de vel alle sammen nogle slægtninge med, så vi kan godt blive mange i Caféen. Jeg er meget spændt og har næsten ingen fordomme. Jeg forestiller mig, at det i hvert fald bliver en dag fuld af gode historier, og at jeg kommer til at betragte en hel del, mens jeg tænker mit.

Måske bliver der stof både til eftertanke og til larmende beretninger her.

Jeg glæder mig faktisk, kan jeg mærke nu.

Husk det nu!

Så er den gal igen: Punkterne har hobet sig op på Huske at-noten på min telefon. Måske var det bare at starte fra den ene ende og fortsætte til den anden ende og ganske enkelt få tingene gjort. Men sådan fungerer det ikke helt. Punkterne er ikke listet i en prioriteret rækkefølge, men mere i en … sådan … vilkårlig orden, så kronologien i det skal jeg også tage stilling til.

Tage georginer med hjem – Jeg gravede dem dygtigt og helt efter bogen op i kolonihaven, inden der kom frost, men de ligger stadig i huset deroppe, og jeg bør altså snarest svinge ind omkring og tage dem med hjem til vinteropbevaring et frostsikret sted. Snarest, blev der sagt!

Gøre kalenderlys – DET HAR JEG FAKTISK GJORT!

Gøre adventskrans – Den skal bruges nu på søndag, men skal adventslysene indgå i noget overdådigt eller stå rene og minimalistiske i år? Jeg ved det ikke endnu … Men det er også først på søndag.

Flytte reoler – Av, den var værre! Tre sektioner ABC-reoler i værkstedet skal flyttes en skabsfrysers bredde til venstre for at få plads til – ja, godt gættet – en skabsfryser. Men først skal der findes et andet sted til nogle kæmpestore MDF-plader. Og inden reolen kan flyttes, skal den også lige tømmes – og bagefter fyldes igen. Der står ikke noget om på min liste, hvornår det hele skal gøres. Men måske inden vi fylder fryseren, der nu står midt på gulvet, for meget op med noget dådyrkød, der skal hentes hos slagteren … i morgen?

Skrive ønskeseddel – Jaaerhh, det siger sig selv.

Skrue i solbriller – Mine gamle RayBans, som jeg fik i fødselsdagsgave, da jeg blev 40, har tabt den ene stang igen, og jeg kunne få sat en lille skrue i hos en optiker. Jeg skal bare huske det. Hmm. Det er 18 år siden jeg fyldte 40, så måske skulle de solbriller bare ryge ud nu? Nej. Bare nej.

Lakridsspecier – Vi bagte dem for nogle år siden, og de var ret gode, så jeg vil finde opskriften frem igen. Jeg har set den fornylig, en udrevet side fra et blad, som jeg har foldet sammen og lagt ind i en bog. Men hvilken?

Beskrive bord – Jeg har en idé, som nogen måske kan gribe og udvikle videre på, så det funktionelle møbel, jeg har i tankerne, også bliver flot. Jeg skal bare lige formulere en beskrivelse, jeg kan give videre.

Sortere strømpebukser – Få det nu bare gjort! Og smid alle de hullede ud straks!

Nå, jeg tror, jeg vil starte med at lede efter den småkageopskrift. Det virker vigtigst.

At mime fodboldlandsholdet

Vi spillede Hint i lørdags, både det hvide og det nye røde. De er sjove begge to. To af kategorierne fra det hvide er erstattet af to andre i det røde, og nogle mener, at det røde er lidt sværere, men det synes jeg egentlig ikke. Det handler stadig om at gøre givne emner begribelige for sine holdkammerater, og det involverer stadig både held, gæt, viden, strategi og tidspres.

Vi spillede de unge mod de gamle, for det er bedst, at man inden for hvert hold har en nogenlunde fælles begrebsverden. Det er for eksempel svært, hvis én skal nynne 80’er-hits, og den der skal gætte er født tyve år senere. Ja, det kan skam også være udfordrende at finde fælles tankesæt, selv om man er jævnaldrende, for nogle kort er svære. At lyde som forlystelserne i Tivoli eller som menuen juleaften, for eksempel. Eller at mime noget, man ikke ved hvad er. Eller at lægge figurer, der skal få holdet til at sige fem bestemte ting fra en tur på kasino.

Jeg mimede en del den aften. Efterfølgende har Lasse rost mine “overraskende gode mimeevner”. På den måde ser man også nye sider af hinanden.

Blandt andet skulle jeg mime fodboldlandsholdet. Peter Schmeichel var forholdsvis let, Morten Olsen og Michael Laudrup var svære, men blev gættet. Jeg var lidt frustreret over, de ikke gættede Stig Tøfting på min ellers fortrinlige plæneklipperimitation, men allermest forundret var jeg over Mortens pletskud på min første mime, og det var det sidste, jeg sagde til ham, inden jeg sov:

“Tænk, at du gættede Nicklas Bendtner på, at jeg lynede mine bukser ned…!”