Jeg kunne også skrive om …

Et tidligere indlæg med samme emne hed Emnetanken. Det drejer sig om de ideer, jeg løbende noterer til emner, jeg vil skrive om. Blogge om hedder noten på min telefon. Og der står de så, de fremragende ideer, som tit ikke kommer længere end til tanken, – det kan være, fordi de er for store at gå i gang med, fordi ideen dør eller fordi de bare aldrig former sig til noget brugbart.

Blogge om indeholder i øjeblikket følgende emner:

Dino og Toni (Den her må ikke dø. Dino og Toni har en restaurant i Rom, og ingen må være i Rom uden at spise der! Jeg fortæller om det en dag)

40 år efter gymnasiestart (Fordi jeg kom i tanker om, at det i år er 40 år siden, jeg startede i gymnasiet. Fyrre, mand! Jeg var 18 år og mødte op i virkelig kikset tøj, indtil jeg fik blendet lidt bedre ind med de smarte fra Odense. Jeg lader det stå på listen)

Om skrivemåder, research, åben modus, fritekst (Jeg læste om metoder til at skrive en god tekst og ville sammenligne med mine egne måder, for det er ret spændende. Og stort …)

Hvordan børn blev klædt på (Niels album) (Foranlediget af billeder af børnene som små, klædt i virkelig kikset tøj set med nutidige øjne. Måske ville børnene ikke synes om, at billederne blev vist. Selv om det var mig, der valgte tøjet)

Handicaptoiletter paraplegi (Lang historie. Men fin)

Pennevenner (Ja. Også noget gammelt noget, som virkede sjovt, da jeg tænkte det)

Hjertestarter (Fordi jeg var på hjertestartergenopfriskningskursus og blev en vigtig person, der kan tilkaldes. Bare de ikke gør …)

Bukkejagt (Fordi jagtsæson)

Lex Jens Peter (Det korteste ord kommer naturligt først i toleddede konstruktioner. Lyn og torden. Salt og sukker. Kop og Kande. Nej, det er ikke interessant nok til at bære et indlæg selv, vel?)

Dengang med akillessenen, hvor folk handlede for mig (Den lod jeg stå fra sidst. Det er stadig et godt emne, men alligevel har jeg ikke fået skrevet det endnu. Fortæller universet mig noget?)

Är du Döden?

Vi har svensk besøg, og forinden har husets 20-årige – imødekommende, som han er – gravet al sin svenske sprogkunnen frem, for man må jo gøre sit til at holde konversationen kørende under besøget.

Imidlertid ligger det tilsyneladende sådan, at det meste af hans svenske parlør stammer fra Ingmar Bergmans film Det syvende segl (Det sjunde inseglet) fra 1957. Den foregår i det 14. århundrede, og Max von Sydow har rollen som ridderen Antonius Block, som har været på korstog til det hellige land og vender tilbage til hjemlandet, der er plaget af pest.

Jeg har faktisk ikke selv set filmen og måtte google mig til handlingen, men det har min søn så, og han har med dyb og malmfuld røst trænet sine svenske samtaleåbnere. Jeg er simpelthen så spændt på, hvornår følgende sætninger falder:

– Är du Döden?

– Har du kommit för att hämta mig?

Jeg var hos tandlægen i dag

Tanker i tandlægestolen

• Tandplejeren har snakket og snakket, lige siden jeg kom ind af døren. Som om han er mere bange for huller i lyden end huller i tænderne.

• Nul nul nul, fem nul fire, fire nul fem, fire fire seks, nul nul fire. Det er dybden på tandlommerne han måler. Nul er godt. Seks er nul godt.

• Kronisk paradentose er normalt, siger han og omtaler det samtidig som “det du fejler”, mens han forklarer, hvad han foretager sig.

• Han kortlægger mine tænder ved at forholde sig til seks punkter på hver enkelt tand. Han laver en slags topografisk atlas, siger han.

• Så kan du vel snart 3D-printe mit tandsæt, siger jeg i en pause, hvor jeg ikke har munden fuld af instrumenter. Det bliver det næste, siger han, det er faktisk sådan vi laver bideskinner – vi 3D-printer dem.

• Hmm, nu tæller han mine tænder for 12. gang, mens han hvisker tal. Jeg kunne godt have fortalt ham, hvor mange der er. 28. Men jeg har igen munden fuld af instrumenter og kan ikke sige noget.

• Tandlæger kunne egentlig godt være døve. De behøver ikke at høre noget, for deres patienter kan kun udtrykke grimasser og reaktioner, som vel svarer til specialtegn i tegnsprogsalfabetet.

Tanker ved regningen                        

• Ouch, den er godt nok stor. De er dyre, alle de ord med parodontal og paradentose – og parodontose … kunne de i det mindste ikke have stavet det ens? Det ville jeg godt have betalt lidt for.

• Hov, jeg har da glemt at give tandlægen min nye adresse, kan jeg se.

• Så står der Tandrodsrensning gratis 7+,+7,7-,-6,-7. Jamen, tak. Det er FEM tænder, han har renset gratis. Fem! Jeg har 28. Hvad med resten, hvorfor er de ikke gratis?

• I sidste uge gav en af mine kolleger Nul-huller-kage efter et åbenbart fornøjeligt besøg hos tandlægen. Andre kolleger udtrykte derfor forventninger for i morgen, da jeg gik i dag. Men det er altså ikke et koncept, jeg har været med til at beslutte, og jeg har slet ikke penge til det. Nu.

Mine fine drenge

Det kan godt være, det har regnet i dag. Det har det – jeg mindes i hvert fald, at jeg havde vinduesviskerne i gang, da jeg kørte bil, og at jeg ind i mellem har kastet et blik ud og set våde terrassefliser.

Men i mit sind har der været sol. Og da det passede mig med tørvejr, var tørvejr hvad jeg fik.

Det har været en dejlig søndag med mine drenge. Den ene deler jeg adresse med, den anden var hjemme på besøg. Vi sov længe, vi dovnede, vi snakkede, de så fodbold, jeg tog dem med og satte dem i arbejde i kolonihaven – den ene klippede hæk, den anden plukkede bønner, vi kørte hjem til rækkehuset, de så mere vigtigt fodbold, jeg bagte æbletærte til os, vi klippede og blancherede bønner, vi snakkede, vi lavede aftensmad, vi spiste, vi sendte den udeboende med toget hjem.

Jeg kan høre, at det regner nu. Det er lige meget.

Mine fine drenge. Min fine dag.

Absolut duelighed

Vores elev i marketingafdelingen skal på skole de næste uger, og det fik grafikerkollegerne til at tænke tilbage på og fortælle om de forløb, opgaver og eksaminer, de var igennem, da de blev udlært. Ottetimers-opgaver, speciale i tekst og typografi og lignende ting hørte jeg dem sige.

For mit eget vedkommende er det så længe siden, jeg blev udlært, at man ikke engang havde opfundet skoleforløb endnu, ja, man kan vel knapt kalde det mesterlære, og der var ingen som helst afsluttende prøver. Vi aftalte bare, hvor lang tid jeg skulle være elev, og da tiden var gået, var det sådan “Det kan du godt, så nu er du udlært”, og så fik jeg en gave, lidt mere i løn – og et håndskrevet duelighedsbevis.

Da jeg kom hjem, splittede jeg nærmest arkiverne ad for at finde selvsamme svendebrev, som jeg var sikker på, at jeg stadig havde et eller andet sted. Jeg er bare flyttet så mange gange, at netop den mappe, jeg ledte efter, ikke umiddelbart lod sig lokalisere. Undervejs fandt jeg meget andet, jeg ikke var klar over, jeg havde gemt, og det var så anledningen til at få smidt forskudsopgørelser og skatteregnskaber fra slutfirserne ud, og det var måske på tide.

Og til sidst: Heureka!

Her er mit duelighedsbevis, fint udfærdiget i 1987 med tidstypisk reklametegnerskrift af Anne-Kathrine, som lærte mig op, og som jeg ingen anelse har om hvor befinder sig i dag, og underskrevet af bureauets direktør Agner Nielsen, som ikke længere betræder denne verdens reklamehaller.

“absolut duelighed i faget”, hva’beha’r!

Undervejs i min søgen faldt jeg også over en lønseddel fra nogle år senere på en anden arbejdsplads, også håndskrevet. Der var heller ikke så meget fikumdik der. Du hedder sådan og sådan og du får det her i løn for den her periode, værs’god. Jeg vil næsten tro, der er blevet trukket noget skat og sådan, men det er da ikke omhyggelig elektronisk bogføring, denne første lønkvittering i den ansættelse bærer præg af. Det undrer mig faktisk lidt, for bogholderen i firmaet var yderst sirlig, så det var nok korrekt indført i hans kolonnebøger alligevel.

Konen med æblerne

Når man køber et hus med en have med et æbletræ, kan man nemt få skabt et helt mosteri med flaskevis af nypresset æblesaft ved siden af et bageri med lange rækker æbletærter skiftevis med store skåle med æblegrød og æbleflæsk, plus et drømmesyn af friskskåret æble på toppen af morgenyoghurten og naturligvis friske, røde gnaveæbler til den lille sult, der kan ramme når som helst.

Det er inde i hovedet, disse drømmebilleder findes, forstås, for i den virkelige verden går det ikke helt sådan. Når æblerne drysser ned med råddenskab og indbyggede larver, når solsorte og ænder skal have deres, og man også har givet lidt væk til nogen, der spurgte pænt, må man indse, at man ikke når fantasiæblebudgettet. Drømmene forblev drømme. Det var måske på sin vis meget godt.

Her er min høst, da jeg tømte træet. Omtrent halvdelen af æblerne er pæne, altså nogenlunde pæne uden synlige huller og råd, og dem har jeg lagt i en kasse i skuret, for de kan vist godt gemmes lidt. Den anden halvdel er dem, der snarest bør skæres og koges til grød eller i hvert fald laves til noget, der kan gemmes i en anden form end sin nuværende.

Der kan blive til æblestykkerne på morgenmaden og til et par kager og måske æbleflæsk, som min mor lavede det. Så afstår jeg frivilligt mosteriet.

Og halløj, om et par dage kommer mødregruppen på besøg. Dem har jeg før beværtet med æblekage, kan jeg se her og her, og de sagde, de kunne lide det. Så er det jo en tradition.

Hvad så med fuglene, tænker du måske, er der så ikke mere til dem? Jo jo, de kan bare fortsætte med at snadre i de mange rådne nedfaldsæbler, der ligger i bedet og gærer. God fest!