Herfra hvor jeg sidder

Jeg har set billeder af panoramaer med blødt, gyldent solnedgangslys over toscanske bakker og franske bjerge på Instagram og Facebook. Folk er generelt glade for deres ferieudsigter, og det forstår man jo godt.

Her er min. Jeg er søgt mod de enkle, nordiske landskaber, hvor fjeldene spejler sig i vandet, lyset holder ved til langt ud på aftenen, og dyrene pusler i underskoven, når vi går aftentur.

De næste dage når blikket højt og langt, når jeg kigger ud af køkkenvinduet om morgenen, ned over engene og skoven, ud over søen og fjeldene på den anden side og himmelhøjt. Vi er tilbage. Her er stadig smukt.

Derfor gik jeg i stå

Noget af det, jeg har planer om at få ryddet op i, er otte sorte og hvide kasser med kontorting. Da vi flyttede ind, stuvede jeg dem alle sammen ind i et skab i kontoret sammen med en forfærdelig masse andre ting, det var vigtigt at få af vejen i de hektiske flyttedage i april. Mens jeg lossede kasser ind, sagde jeg sådan cirka konstant: “Jeg LOVER at rydde op i det her, jeg LOVER, at jeg nok skal få det gjort!!”. Og jeg mener det.

Kasserne har fulgt mig i mange år, og da jeg i sin tid systematiserede dem, var det en knaldgod ide og virkelig gennemført. De kunne stå fremme og se pæne ud, og det var nemt at finde, hvad vi skulle bruge, for de var – og er stadig – forsynet med skilte, der angav indholdet. Skriveting, Gavebånd, Plastiklommer, Kort og kuverter, Printer og CDer, Diverse, Lim-Tape-Clips, Blokke-Lup-Lommeregner. Det var overskueligt, vi var glade, og jeg var stolt.

Problemet er bare, at der ikke er ryddet op i dem i årevis, og nogle af dem indeholder forældede sager, som ingen nogensinde mere vil efterspørge. CDer med forældede computerprogrammer og styresystemer, for eksempel. Det er faktisk spild af god kasseplads. Så beslutningen om dybdegående sortering er taget for længst. Men tiden til det, ikk’ å? Og lysten til det, ikk’ å?

I dag tog jeg Kort og kuverter-kassen frem. Og fandt grønlandsk brevpapir fra 80’erne, noget Carl Larsson-kort, luftpostpapir, et checkhæfte fra en bank hvor jeg ikke længere er kunde, postkort og konvolutter købt i Sovjetunionen i 1985, postkort købt i Jugoslavien i 1984, et kort jeg selv har tegnet, andre kort jeg har været med til at lave, CD-konvolutter, julekort lavet af Mund- og Fodmalende Kunstnere i startfirserne, flag og klistermærker…

Så gik jeg lidt i stå.

Jeg lagde det hele ned i Kort-og-kuverter igen og besluttede tænke på det igen en anden dag.

I morgen tager jeg måske fat i Plastiklommer.

Masser af fritid … eller nej

Kan du lide solbærmarmelade?, spurgte jeg Morten i går, inden han og Astrid drog på sheltertur i det sydsjællandske.

Ja!, svarede han og tilføjede: Hvis den ikke er for tynd!

Og det er akkurat den konsistens, jeg har ramt i den portion marmelade, jeg lige har kogt. Nu ser jeg lige, hvordan den er efter afkøling, ellers må jeg koge om med mere stivelse i morgen.

Jeg har ellers masser af andre gøremål på min liste til i morgen. Der sker nemlig det samme hver gang jeg har nogle dage alene hjemme. Jeg har virkelig mange planer om alt det, jeg vil bruge tiden til. Alenlange lister med projekter. Denne gang var det noget med at sortere kontorting, lægge håndklæder og sengetøj på plads i det nybyggede skab i badeværelset, luge i kolonihaven, plukke solbær (tjek), lave marmelade (halvtjek), sortere dvd’er, vaske virkelig meget tøj, digte en sang, købe alt muligt jeg mangler, slå græs i begge haver, gøre rent, blogge (halvtjek), ringe til folk, skrive noget begavet, find selv på mere…

Og resultatet er det samme hver gang: Jeg når kun en brøkdel. Og det er, fordi jeg ikke tænker mig om, at jeg kommer til at stresse mig selv med de projektlister. For jeg har jo ikke mere tid, bare fordi jeg er næsten alene hjemme. Jeg går stadig på arbejde og har præcis den samme mængde fritid som jeg plejer. Og vigtigst: Der er aldrig nogen, der hindrer mig i at gøre, hvad jeg vil, heller ikke når husstanden er fuldtallig. Så hvorfor jeg lige bilder mig ind, at jeg skal nå ekstra meget i alene-hjemme-dagene, ved jeg faktisk ikke.

Det er jo dumt.

Der er gået to ud af fem dage, og jeg er allerede bagud, får jeg at vide af den indre bogholder. Vi må have en snak, bogholderen og jeg!

Nu drikker jeg et glas hvidvin og soler mig i, at håndklæderne er på plads i skabet, i vasketøjet der hænger til tørre – og i den pjaskede solbærmarmelade, og så evaluerer jeg to do-listen i morgen.

Sammen med marmeladen.

Dengang emojis var noget, man selv tegnede

Jeg ledte efter noget andet i mine skotøjsæsker med gamle breve og fandt dette postkort fra – det må være 1983.

Jeg og min veninde boede sammen i en kollegielejlighed i Aarhus, og den tredje af os tre nære gymnasieveninder var flyttet til København, hvor hun boede sammen med sin kæreste. Det er hende, der har skrevet og tegnet postkortet til os, efter at hun havde været på besøg hos os i nogle dage. Det ved jeg, fordi hun har skrevet om det på den anden side af kortet. Det var næsten ikke nødvendigt, for det fremgår jo tydeligt, hvad vi har lavet.

  • Hun er kommet med Kalundborgfærgen og bus nummer 3 fra Aarhus Sporveje, og hun har glædet sig.
  • Vi har været i Brugsen og købe ind (og vin). Der blev rødt i lyskurven, mens vi var på hver sin side af gaden. Men vi elsker hinanden.
  • Vi har hygget os med te.
  • Vi har siddet på en badebro og snakket, mens solen faldt i vandet. (Måske. Jeg husker ikke den del. Måske var det efter, at vi havde drukket vinen)
  • Vi har syet. Sikkert af stof, vi har været nede og batikfarve i værkstederne i Huset.
  • Vi har været ved noget oldtidsminde ad en afmærket rute. Moesgård, måske?

Det var dejlige dage! Og portoen for et postkort dengang var 2,50 kr.

Tænk, at jeg har gemt det.

Hjerte hjerte kyssesmiley.

Sengehimlen

Min mormors og morfars ægteseng er kommet i sengehimlen.

Jeg ved det, for da mormor og morfar var færdige med at sove i den, overtog jeg tjansen, og det er mig, der nu har sendt den til drømmeland.

For knapt hundrede år siden, da de her to unge mennesker blev rette ægtefolk, var folk generelt kortere, end de er nu, og standardlængden på senge var mindre end i dag. Så da jeg efter flere år på klub- og kollegieværelse endelig fik en rigtig lejlighed med plads til sådan en stor dobbeltseng, fiksede mine forældre dét med længden, så også højere mennesker end jeg (= mænd) kunne sove behageligt i sengen. Mor afsyrede sengen (og tilhørende natskabe og kommode), og far snedkererede nye, længere sidefjælde, som mor smurte den afsyrede masse på, så alle dele fik nogenlunde samme farve.

Her har jeg så sovet – ikke i hundrede år, men i næsten tredive. Da Morten og jeg flyttede sammen, valgte vi hans seng og stillede min i kælderen. Fordi jeg ikke kunne nænne at skille mig helt af med den. Så flyttede vi en gang mere, og jeg indså uholdbarheden i at blive ved at insistere på at gemme på mormors og morfars seng, for jeg kommer aldrig til at sove i den igen. Den har altid haft det ærgerlige ved sig, at det er to enkeltsenge, der er sat sammen med dyveler, og derfor har den skullet have to madrasser, der ikke kan nå helt sammen på midten på grund af de inderste sidefjælde. Og madrasserne smed jeg i øvrigt ud, da sengen kom i kælderen.

Men der er jo dét med mig og ting med historie. Især hvis det er min egen historie. Jeg har så svært ved at smide levet liv og minder ud. Jeg kunne sælge. Men hvem ville købe og sætte pris på, og hvordan prissætter man i øvrigt affektion?

Løsningen var at forære sengeriet til stambadehotellet i Næsbydale. De var netop ved at indrette endnu en lejlighed, og der var den hundredårige velkommen. Jeg er glad og kan besøge mine gamle drømme, når jeg vil, og badehotellets gæster kan drømme nye, dejlige drømme, helt uden at vide, hvad de senge véd.

Det er en smuk historie.

Mættet med godt

Tænk at vågne til sådan en solskinsmorgen, når ingen har fortalt, det skulle være andet end regnskyvejr, og jeg heller ikke har hørt efter, hvis nogen faktisk har sagt det.

Det her har været den første weekend i umindelige tider uden en masse planer om fest og halløj. Og hvor har det været godt for os. Jeg lagde ud lørdag med den eneste aftale, jeg havde, nemlig at gå tidlig morgentur i noget naturskønt med nogle veninder og et par hunde, og bagefter tog vi hjem til mig, hvor Morten havde morgenbordet klar til os. Det var en god formiddag.

Siden har vi fået taget et ordentligt træk i oprydningen af alt det som har ligget rundt omkring og ventet på at få tildelt plads – i mere end to måneder efterhånden, mens vi foruden arbejde havde travlt med fest og halløj. Men NU! Nu har vi mere eller mindre fået indrettet saunaen ovenpå – et levn fra halvfjerdserne, hvor det var trendy at have hjemmesauna. Det er længe siden, den har været anvendt som netop dét, og vi kommer heller aldrig til at bruge den til det oprindelige formål. Så nu er ovnen taget ned, der er sat hylder op, og jeg har sat kasser, kufferter, dyner og sager ind. Fineste, effektive – og tiltrængte – depot. Rokeringen betyder, at der også er skabt luft og plads til at få sat skik på værkstedet. Det er i proces, og det bliver godt.

Men var vi så inden døre resten af dagen i går, hvor det var så fint og uventet sommervejr? Nehej da. Vi spiste aftensmad på terrassen – fiskepakken fra Skagenfood, som vi får hver anden uge  – og blev hængende udenfor i sommeraftenen med ild i båltårnet, vin i glassene og musik fra køkkenSonos’en, som vi trak ud af vinduet. Det var svært dejligt. Fiskemaden dér, det er timianstegt kullerfilet med majsfrikassé, som smagte forrygende, og opskriften findes her.

I dag har jeg hentet firserne tilbage i mit liv: Jeg har tømt en kasse, som jeg ellers har flyttet uåbnet med mig i måske femten år på grund af pladsmangel. Nu har vi plads, og jeg har samlet min rok igen. Den er flot, og den kan lige så godt stå fremme og se godt ud som være gemt af vejen i et pulterkammer. Måske spinder jeg endda en tråd på et tidspunkt, jeg har både evner og karteflor. (Det er nemt at læse ordet karteflor som kartofler, men lad lige være!) Er den ikke fin?

I dag er vi i øvrigt blevet fuldtallige på adressen igen. Astrid er ankommet til to ferieuger hos os, og Lasse er vendt hjem fra ni dage på Roskilde, glad og i god stand. Det har været dejligt kun at være to og en feriehund i en uge, men det er altså også godt at have huset fyldt igen.