Vi med feriehund

Sankthans kom og gik. Folk fejrede midsommer i varmt og regntæt tøj, for dansk vejr er lunefuldt omkring den tid, hvor lyset vender.

Vi var slet ikke ude i vejret den aften, og det var en yderst bålfattig sankthans for os i år. Jeg havde travlt med at blæse min 20-årige bagover med gode råd og ’Har du husket…?’ lige indtil det øjeblik, hvor jeg satte ham og hans festivalbagage af hos en af de kammerater, han skulle følges med til Roskilde Festival. Eller faktisk indtil det øjeblik lige før, jeg satte ham af, hvor han bad mig stoppe strømmen af gode, men fuldstændigt overflødige spørgsmål. Et knus, hej-hej, og så af sted med ham. I går modtog jeg den første af de aftalte daglige – i hvert fald jævnlige – sms’er med den korte, men fuldt tilstrækkelige ordlyd ’i live’.

Fredag var også den dag, feriehunden ankom med madpakke og sovegrej. Hunden er en breton og skal være hos os i tre uger, mens familien holder oversøisk sommerferie. Det er lidt som at have små børn igen, når hun et par gange hver nat tager trappen op og står med næsen mod soveværelsesdøren og spørger, om vi da ikke synes, hun skal ind til os. Det synes vi ikke. Hun er til gengæld som god jagthund velafrettet og går lydigt ned i kurven igen, når hun får at vide, det er dét, hun skal.

Ingen jagtopgave er for lille for pligtopfyldende Malou. For eksempel er det vigtigt at vogte på en halvdød hveps på dørtrinnet, også selv om det tager en hel formiddag.

Smadremandens søsters søster

Vi har igen været på Nordfyn og se revy i den teaterforening i Søndersø, hvor min bror har været en af de frivillige ildsjæle i 35 år.

Jeg kan egentlig bare gentage mig selv fra sidste år: “…  han skriver tekster, laver kulisser og er på scenen. Han er selvfølgelig bare en ud af et stort hold, men vi kommer på grund af ham, og det var også forrygende i år.

Eller jeg kan linke til det, jeg skrev for to år siden.

Vi var også godt underholdt denne gang. Et af denne revys numre hedder Søndersø er sagen, og for dem af jer, som ikke strutter af paratviden om nordfynske byer, ridser jeg lige op, at den nuværende Nordfyns Kommune består af de tre ’gamle’ kommuner Bogense, Otterup og Søndersø, og selv om de nu i ti år har været én enhed, lever tidligere tiders kappestrid stadig.

Søren Østergaards figur Smadremanden er som bekendt fra Otterup, men hans søster er fra Søndersø. Ved vi nu. Og hun giver ikke meget for de andre pisbyer. Det er Lene Karina Hansen, som har skrevet teksten, og det er min bror, der tør være så grim, at man hverken kan holde ud at se på ham eller lade være. Bedøm selv. Om lidt går døren op, og et kvindemenneske kommer ind…

 

Kærlig hilsen fra Smadremandens søsters søster.

PS. Dialekten der. Den har han ikke skullet øve sig på. Han kan den. Det var sådan, vi snakkede i vores barndomshjem, og det er den dialekt, jeg stadig slår over i, når jeg snakker med min mor. Måske bander jeg dog knapt så meget…

Rejehandel på Drejø

I weekenden gik turen til Drejø. Bedstevenner holdt sølvbryllupsfest og samlede deres folk omkring sig til et døgn med fest og fejring, dans, sol og hav, snak og latter, sommerdag og sommernat i det sydfynske øhav.

Sådan ser det ud, når man nærmer sig Drejø i strålende og heldigt junisolskin.

Det var dårende dejligt, det hele, og endnu en perle er føjet til kæden af danske steder, vi nu kender. Det var godt at være sammen med gamle bekendtskaber igen og blive opdateret på gøren og laden. Mange har jeg kendt, fra vi var helt unge, og vi har fulgt hinanden på tættere og fjernere afstand og set hinandens børn vokse op til unge voksne, der kan og gør alt det, vi selv gjorde engang, på deres egen måde.

En ny generation af børn er også trådt frem i rækken. Et par af dem havde en stor og givtig handelslørdag. De ni-ti-årige drenge fiskede rejer, som de kogte og solgte.

1 reje for 2 kroner
5 for 7 kroner

– og lige hér knækkede så Køb-flere-spar-mere-princippet:
10 rejer for 15 kroner og
20 for 30 kroner.

De bittesmå rejer smagte faktisk udmærket, i hvert fald de af dem, der var kogt helt. Det var nok også Danmarks dyreste rejer til en meget, meget høj kilopris, men så længe kunderne vil betale, er der jo basis for forretning. Drengene tjente 61 kroner og havde en storslået eftermiddag som handelsmænd.

Kylle, Pop, Bente og de andre

Pinseferie er anledning til at være sammen med mine voksne børn – og føre dem sammen med deres barndoms bløde følgesvende.

Det er længe siden, tøjdyr og bamser er blevet uinteressante at have siddende i sovehjørnet. De er blevet bortdømt fra kridthuset, men endnu ikke helt fra udhuset, og i måske otte år har de slumret i papkasser i pulterkammer, i kælder, i loftsrum, og efter den seneste flytning, hvor kasserne igen skulle fragtes videre, tænkte moderen, at det var på tide at rydde op i minderne, så kun de virkeligt mindeværdige bløddyr bliver genhuset.

For selv om vi (jo!) ikke skal flytte foreløbigt, skal vi alligevel finde plads til det hele i nye depoter, og der er selvsagt ingen grund til at gemme på noget, som ingen længere kan huske, at de ikke har villet slippe helt.

Nu var anledningen der til at slippe bamser, ællinger, Kajer, Andreaer, Poliwhirl, tigre og tigerdyr, sneleoparder, slanger, sæler, katte og flere bamser ud af sækken foran pelotonen. De var ikke i tvivl om, hvilke der var hvis, og hvilke der stadig skulle bo hjemme. Og de, der blev stemt væk, må stadig ikke gå i småt brændbart, men skal ’gives til nogen’, har jeg lovet. Det må blive en hylde i genbrugspladsens tag-selv-afdeling.

Og vi fik da én papkasse mindre at huse.

Det næste er, at jeg selv får fundet tid til at gennemgå mine egne mange kasser med udrangerede, men dog gemmeværdige ejendele, som man jo aldrig ved, hvornår man får brug for.

Konfirmandrejse

Mens jeg sidder i Viborg og skriver, har Morten og Astrid lagt sig til at sove i Barcelona. De er fløjet dertil i dag og har taget hul på fem far-datter-dage i en af verdens mest fantastiske byer. Vores konfirmationsgave til hende var netop det: En rejse for kun de to. Der skal formodentlig shoppes igennem i de små designerbutikker i det gotiske kvarter og samtlige barcelanske Desigual-filialer, traves op og ned ad Ramblaen, øjensmovses i La Boqueria-markedet, bades i Middelhavet, og så skal hun måbe over La Sagrada Familias himmelske, betagende storhed og lys – især lyset – og begejstres over Parc Güell og Gaudis mosaikker og sprudlende fantasi.

Jeg er kun en lille smule misundelig.

Og hvorfor skulle jeg så ikke med? Gaven var jo også fra mig…?

Det skulle jeg ikke, fordi jeg ved præcis, hvad sådan en én-til-én-tur er værd.

Jeg har tre børn, og det kan godt være svært at finde fælles interesser, når børnene både har forskellige aldre og forskelligt køn. Feriemål, rejser og udflugter bestemmes altid af fællesnævneren – dét, som alle kan være i, men ikke nødvendigvis dét, som alle blomstrer ved. Derfor besluttede jeg tidligt, at min gave til min første konfirmand skulle være en rejse, bare os to og på konfirmandens præmisser. Jeg vidste, hvor Laura drømte om at komme hen, og hun blev både glad og overrasket på konfirmationsdagen, da hun fik gavekortet. Der var ingen klynk fra de to yngre brødre, da vi tog af sted, for de vidste, at det også ville blive deres tur. Og de kunne oven i købet selv være med til at bestemme destinationen. Især Niels var vidt omkring, inden han landede på det endelige rejsemål: Måtte det være badeferie? Kunne det være Rom? Prag? Hvor mange dage kunne vi?

Det har været virkelig godt givet ud, og jeg klapper mig selv på ryggen over at have været så klog at prioritere på den måde. Det var enestående konfirmationsgaver til glæde for alle parter. Jeg har haft tre næsten ens og samtidig vidt forskellige rejser med mine børn en ad gangen. Forskellige, fordi børnene er forskellige og ville noget forskelligt. Ens, fordi der alligevel var gengangere blandt de ønskede seværdigheder, og fordi de alle tre faktisk endte med at ville samme sted hen. Det fremgår formodentlig af billederne, hvilken by de tre 13-årige valgte?

Jeg håber, at i dag er første dag af en uforglemmelig rejse, som de to i Barcelona bærer med sig resten af livet.

Du sover som en løve

Jeg er dygtig til at sove.

Måske skal jeg passe på med at sige det på den måde. Det kunne være hybris, og jeg kunne blive ramt af nemesis og herefter ligge søvnløs og roterende nat efter nat til mine dages ende. Men nu er det gået godt med soveriet i næsten tres år, så jeg forestiller mig vel bare, at det fortsætter sådan.

Lægge mig til at sove. Sove. Vågne næste morgen. Det er mønsteret i store træk. Jeg er glad og dybt taknemmelig for mit gode sovehjerte. Om jeg snorker eller skærer tænder er det andres udfordring at håndtere. Jeg sover.

Men jeg tror ikke, at jeg snorker.

Sommetider sover jeg med ørepropper for at skabe mig et dæmpet rum uden udefra kommende lyd. Det kan være gadestøj, andres snorken eller fremmede lyde, når man sover nye steder, – jeg lukker bare lyden ude.

Man kan godt gøre sovelyd til noget sejt og attraktivt. Min venindes søn har opfundet mange nye fantasirige begreber gennem tiden – det var for eksempel ham, der kaldte en kaktus for en ’stiktus’ og prutter for ’bærøg’, og engang han som lille havde sovet til middag sammen med sin mor, vækkede han hende og udbrød begejstret: “Mor! Du sover som en LØVE!!”

Det er både sødt og sjovt. Det giver enhver snorken en ekstra dimension af sejhed. Giv det en tanke næste gang, du ligger i en løves hule og prøver at falde i søvn. Måske kan du bilde dig selv ind, at det er lidt sejt, og at du bliver passet på?

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , , - Skriv en kommentar.