24 timer i orange

Vi fik overhovedet ikke alkohol. Alligevel føles det lidt som tilstanden efter en fest. Hvad det på sin vis også er. Vi er baldrede, smadrede og trætte og går i en boble ved siden af os selv.

Hvorfor? Fordi vi har været en del af 24-timersløbet i Viborg, ligesom vi plejer den anden weekend i august. Der er ligesom to lejre den weekend. Nogle er aldrig med til 24-timersløbet, fordi de altid er til Smukfest. Andre er aldrig til Smukfest, fordi der er 24-timersløb. Og sådan er det bare.

Det er altså ikke alkohol, der har smadret os. Ret beset er det vel heller ikke løbeanstrengelserne. Vi har begge løbet to runder om Søndersø i løbet af det døgn, løbefesten varer, hvilken vil sige under 12 kilometer i alt. Trætheden skyldes snarere alt for meget frisk luft og alt for lidt søvn. Vi lagde os ved midnatstid og stod op igen klokken 04.30 for at være klar til vores morgenture – på det eventyrlige tidspunkt af døgnet, hvor natten møder dagen. Jeg løb solen op på min tur.

Men vi klager ikke. Slet ikke. Vi har selv valgt at være med, vi var begge tilfredse med vores indsats. For mit eget vedkommende har jeg aldrig været så længe om at løbe rundt om den sø før, men jeg var til gengæld stabil og havde samme tid på begge mine runder (9 sekunders forskel), jeg løb hele vejen, og det er længere, end jeg har løbet længe. Som i VIRKELIGT længe. Som sædvanligt var der udbredt hygge og god stemning på Guldsmed Norups hold af venner og familie gennem hele døgnet, og alt var nøjagtigt, som det skulle være.

Og så endte vi endda på en fornem femteplads i rækken af 24-mands mixhold, som der var 98 af!

Næste år synes jeg, vi skal have røde trøjer, for så kan vi alle sammen kalde hinanden den røde løber. Og rød neglelak har jeg.

Hvem gider høre om en fantastisk ferie?

Sådan ser man ud efter en hel, glad feriedag i haven, hvor håret er blæst i uorden, mens der er dukket store felter af sort jord op mellem rækker af afgrøder.

Og sådan ser himlen ud set fra østsiden af Søndersø en mandag aften, hvor det samme forpjuskede hår og tilhørende krop havde vovet sig rundt om søen i løbetøj – for at se, om dét overhovedet kunne lade sig gøre. Der er 24-timers løb i Viborg i den kommende weekend, og de, der skal repræsentere et hold, skal gerne kunne komme hele vejen rundt og aflevere stafetten til den næste løber. Der beretninger fra løbet i 2013 her, 2014 her og 2016 her. Jeg løber for det samme hold, men i år er neglelakken orange.

I sidste uge var vi i Hamborg. Hvor vi de to forrige år pakkede os sammen i Aygoen og kørte til Amsterdam og Strasbourg, tog vi toget i år. Det var smadderhyggeligt, og vi var lykkeligt fri for at spekulere på trafik og parkering. Vi boede midt på Reeperbahn i Pyjama Park, et lille hotel/hostel, som overraskede positivt i alle henseender. Rolige nætter, god stil, venligt personale, dejlig morgenmad. Skal jeg til Hamborg igen, bor jeg dér. Grafitti var grundlaget for al dekoration både i fællesområder og på værelser. Lasse og jeg havde Der Elbseegler over vores senge.

Hamborg var et godt bekendtskab, som var nyt for mig. Det, der satte det største aftryk hos mig, var Miniature Wunderland. Det er et fantastisk sted med en fin historie bag. Vi endte med at være der i syv timer, og jeg tænker stadig på alle de flotte scenarier, fine tableauer og mange indbyggede små gimmicks. Billeder og ord dækker ikke; man er faktisk nødt til at tage ind og se det selv! Her er alligevel skud fra Hamborg Lufthavn og fra en skihopkonkurrence i Østrig.

Den nye Elbphilharmonie gjorde også indtryk. Virkelig flot og meget, meget dyr nytænkende arkitektur. Andre blivende aftryk er det udbrændte tårn og museet ved Skt. Nikolai Kirche, som satte perspektiv på vores forestilling om de gode og de onde i Anden Verdenskrig og gav en forstemmende historie om næsten en million civile, der måtte forlade en ødelagt storby lige ved siden af Danmark, da den blev sønderbombet – af de allierede. Die Alte Elbtunnel, de to oprindelige, kakkelbelagte tunnelrør, hvor fodgængere, cyklister og personbiler stadig kan transportere sig under Elben. Havnerundfarten, der gav os en totimers fornemmelse af Hamburg Hafens enorme dimensioner.

Parken Planten un Blomen, byens grønne hjerte med træer og lægeplanter, japansk have, søer, terrasser og masser af muligheder for at chille dagene væk, hvis man var hamburger. Rådhuset med sine 647 rum. Speicherstadt med kanaler og tidevand. Det tyske mesterskab i 3×3 street basketball, der fandt sted på Spielbudenplatz lige over for hotellet, det smalle grå hus i midten af billedet.

Heldigvis har jeg stadig ferie, og i denne uge gør jeg dagene lige så vidunderlige. Nu er kjoler og travesko blot udskiftet med arbejdstøj og udtværet jord, mens jeg sørger for, at endnu flere kvadratmeter køkkenhavejord bliver synligt mellem rækker af lovende afgrøder. Jeg må af sted…

Hvor tager madpakkerne hen, når de tager af sted?

Når den daglige madpakke er smurt, og posen med den frysetørrede kaffe er i rygsækken sammen med primus og foldekopper, vil alle selvfølgelig gerne vide, hvor de tager hen.

Det kan være på vandretur på fjeldet. Eller til en solbeskinnet klippeblok ved en sø, hvor man kan bade. I bilen nordover på en bygevejrsdag. Det er altid spændende. Også for madpakkerne.

Der har for eksempel været madpakker med ad den stejle, blå turløjpe op på Lindefjell, som rejser sig 691 meter over havet, og hvorfra der er vid udsigt over Nisser.

Her.

Der har også været madpakker med igennem Kviteseid, hvor skyerne sad lavt den dag.

Og madpakkerne har været i Morgedal, som bryster sig af at være skisportens vugge, fordi det var her, Sondre Nordheim kom fra, og han betragtes som den første og største pioner inden for moderne skiløb. I hvert fald gad Sondre ikke ret meget andet end at løbe og lege på ski og udvikle bedre bindinger og skiteknikker, og nu er han foreviget som statue i Morgedal. Foran ham står Morten og sender livevideo, men han står der ikke permanent.

Madpakkerne har også set bålfadet på stentårnet i søen i Morgedal, hvor den olympiske ild blev tændt som starten på fakkelstafetten inden OL i Lillehammer 1994.

Fælles for alle madpakkerne er, at de har været i godt selskab. Vi har det godt. Vi snakker og griner og lægger mærke til alle mulige ting og funderer over meget sjovt, skævt og forunderligt undervejs. Vi er også stille sammen og fordybede hver for sig. Men frem for alt er vi gode sammen, synes vi selv. Vi snakkede om det i dag, efter at vi på en rasteplads ved en serie hårnålesving ned mod Kviteseid havde set et par, der var holdt ind for at spise madpakke. Vi var også kørt ind, og faktisk stod de lidt i vejen for et godt fotomotiv – og de gav sig god tid. Men de snakkede ikke sammen. Ikke et ord sagde de til hinanden. Det virkede, som om de mere spiste parallelt end sammen. Det kan der være mange grunde til, og man skal selvfølgelig altid huske, at det, man tilfældigt overværer, bare er et nedslag i en lang række af øjeblikke. Man ved ikke, hvad der er sket før, eller hvad der kommer efter. De kan have været skrupsultne og helt sukkerkolde, så der ikke var kræfter til også at snakke, eller de kan have aftalt lige at holde mund, mens de spiste, fordi de bare havde jodlet og sunget hele vejen fra Seljord eller Åmot. Eller de kan have været løbet tør for ord for altid. Vi ved det ikke.

Jeg er bare sikker på, at vores madpakker har det sjovere end deres.

1-0 til vejret

Sidste år gik vi op på Hægefjell, der er områdets højeste fjeld på 1021 m. Det var en fantastisk tur, som jeg beskrev her. I år ville vi gerne gentage succesen, og det nye skulle være, at vi indtog fjeldet fra Vrådalsiden. Altså med færgen over Fjonesundet, op til Vrådal, videre op til Vrådal Panorama, og derefter helt op til enden af stolehejsen, hvorfra der skulle være en turløjpe over til Hægefjell. I fjor bemærkede vi, hvor stien fra Vrådal mødtes med den rute, vi dengang kom ad, et lille stykke inden den endelige opstigning.

Altså helt kort, for nu at tage luften ud af den videre fortælling, gik det sådan, at vejret ikke var med os i dag. Byger drev hen over nordenden af Nisser og de højeste fjelde havde skyhat på, men det skiftede hele tiden, og vi besluttede at se, hvor langt vi kom. Fjeldregel nummer 8 er jo: Vend i tide – det er ingen skam å snu. Vi kom et pænt stykke op, men efter tre heftige byger var både vi og terrænet omkring os drivvåde. Fjeldet blev desuden glat af regnen, og vi bestemte os for at vende om, – det var alt for let at glide, og udsigten var ikke så vid, som den ihærdige fjeldvandrer fortjener. Det, vi kunne se, var, at bygerne ville blive ved. Dagens tur blev ikke helt den, vi havde håbet på. Men bare vent, Hægefjell, vi får dig en anden gang. Det bliver muligvis ikke i år, vi tager dig fra Vrådalsiden, men vi kommer igen.

Og på sin egen våde måde var det alligevel en flot tur i dag.

Her kommer færgen.

Godt med panorama over Vrådal og omegn.

Hægefjell er toppen i midten.

Det kunne godt være mig, der havde stået model til skiltet.

Hvis han var forulykket alene på fjeldet, var han aldrig blevet fundet i sit camouflagetøj. Godt, han fulgtes med en i rød signaljakke.

Bukser har bare at tørre hurtigt.

Frokostpause mellem bygerne.

Sært vejr.

Venter på vinter.

Sært vejr gik væk igen.

Hægefjell, dit gamle skaldede bjerg, du ligger jo bare derovre bagved og venter på os. Vi kommer tilbage!

Højfjeldssol

En billedkavalkade fra solbeskinnede fjelde og dale må være på sin plads i dag. Vi skal nyde vejret, når det er der, og når det er godt, for vi ved ikke, hvad vejrtjenesterne byder os de kommende dage. Yr.no og pent.no er ikke enige, og vi kan ikke gøre noget ved det, ud over at vente og se og så i øvrigt bare klæde os ordentligt på og have rigeligt med Kvikklunsj – Hele Norges tursjokolade med.

Men i dag. Dér var det godt, og det udnyttede vi til feriens første vandretur. På med vandreklunset og ned i rygsækken med madpakker og primus. Vi kørte sydpå og drejede til højre, stillede bilen, da vi nåede Haugsjå, og gik opad på en tur, vi havde set i en brochure. Den var ikke mærket af, så vi kom nok ikke til at gå helt den rute, vi havde regnet med, men det blev så bare en anden flot tur.

Al den gåen gjorde voldsomt sulten, og vi kørte videre ned til noget af alt det sø, der er i Norge, og sad under bagklappen i bilen og kiggede på noget pænt, mens vi spiste madpakkerne.

Det næste mål var Jettegrytene, som er naturens eget badeland, dannet af smeltevand gennem tusinder af år. Det er svært at beskrive med ord, både stedets fysiske omfang og dets egenart. Billederne fortæller lidt, og ellers er det bare at komme derud, hvis man er på de kanter. Men vælg en dag med godt vejr, for stedet indbyder til at tage tøjet af og glide i vandet. Det ligger bogstaveligt talt helt ude i skoven. Først kører man otte kilometer på asfaltvej fra Haugsjå og derefter yderligere otte kilometer på en smal grusvej, der snor sig op og ned igennem og rundt om fjelde for til sidst at ende på en parkeringsplads, hvorfra der kun er kort til fods til dette her:

Fyren, der står på klippen oppe til højre, sprang på hovedet ned kort efter, at jeg tog billedet. Der er altså dybt i nogle af de huller.

Det var den dag. Den gik godt.

Aftenhimlen lover … ja, jeg ved faktisk ikke, hvad den lover. Men den er så pæn, at det sikkert er noget godt.

Herfra hvor jeg sidder

Jeg har set billeder af panoramaer med blødt, gyldent solnedgangslys over toscanske bakker og franske bjerge på Instagram og Facebook. Folk er generelt glade for deres ferieudsigter, og det forstår man jo godt.

Her er min. Jeg er søgt mod de enkle, nordiske landskaber, hvor fjeldene spejler sig i vandet, lyset holder ved til langt ud på aftenen, og dyrene pusler i underskoven, når vi går aftentur.

De næste dage når blikket højt og langt, når jeg kigger ud af køkkenvinduet om morgenen, ned over engene og skoven, ud over søen og fjeldene på den anden side og himmelhøjt. Vi er tilbage. Her er stadig smukt.