Birgitte, du har snart fødselsdag …

Facebook fortæller mig det hver og hver anden dag for tiden. Jeg har ikke helt bidt mærke i, hvad de synes jeg så skal, for det kommer jo ikke bag på mig, at dagen nærmer sig. Det er ved denne tid hvert eneste år. I næste uge er det. Det er først næste år, jeg fylder rundt, så i år er det bare lillerundt.

Det bliver en af de fødselsdage, jeg fejrer i udlandet. Denne gang er det i Prag. Når man har fødselsdag midt om sommeren, midt i ferietiden, er sandsynligheden for at være udenlands eller bare i sommerlandet på dagen temmelig stor. Jeg har fejret fødselsdag så forskellige steder som i hytte i de norske fjelde, i campingvogn på Sydals, i sommerhus i Torup, i den svenske skærgård, ja endda i en bus på vej hjem fra Kroatien hvor vi kom igennem mange lande på fødselsdagen. Nogle fødselsdage husker jeg selvfølgelig bedre end andre. Nogle har sat større spor end gennemsnittet. For eksempel – og mest – da jeg fyldte 33 og fødte mit første barn om aftenen. Da jeg fyldte 24 og fangede en gedde i skærgården ved Karlskrona og spiste den til aftensmad. Da jeg fyldte 54 i kolonihaven på en fantastisk sommeraften med grillmad, gode venner, masser af vin, paddekaffe og ild i den mexicanske pejs. Da jeg fyldte 9, og nogle af pigerne fra klassen glemte, at de var inviteret til min fødselsdag, fordi det var midt i sommerferien.

Og da jeg fyldte 26, mens jeg var på en måneds russisk sprogskole i Volgograd, det tidligere Stalingrad, og tilbragte dagen med at være på besøg på en pionérlejr og blive sunget for af 300 børnekommunister, drikke vodka og champagne og holde aftenfest med de andre unge sprogskoleelever og de unge russere, der skulle ’passe på’ os.

26, mand! Det er længe siden. Nu fylder ældstebarnet allerede 26…

Lykønskning på russisk vis foregik ved, at jeg skulle ’løftes’ i ørerne en gang for hvert år, jeg blev. Tanden kaldte vi ham, fordi han manglede én. Rigtigt hed han vist nok Vasilij, eller Vasja blandt venner.

Sådan nogle sære ting byder Prag nok alligevel ikke på.

Ro på

Det mest markante, jeg har lært i dag, er, at min kjole skal vaskes for sig selv første gang. Jeg tror nemlig, der stadig er overskudsfarve tilbage i foret, udover det der har gjort mig heldækkende blå på maven og ryggen af at sidde og svede i bilen i rundt regnet 350 kilometer

Det var det nutidige. Ellers har jeg tilbragt nogle virkeligt hyggelige timer i fortiden. Jeg har besøgt min mor (92) og fortalte hende om det håndboldbillede, jeg viste her – det nederste, hvor hun er 15 år. Hun så helt blank ud, da jeg beskrev det, så jeg hentede min iPad og fandt det frem, så hun kunne se. “Det er ikke i Hjadstrup!”, hævdede hun, “det må være i Uggerslev. Vi spillede oppe ved møllen lige efter, jeg var konfirmeret”. Så det var altså ikke katalogiseret korrekt. Det er jo sådan, det er med arkiv.dk. Det kan aldrig blive mere nøjagtigt, end hvad lokalarkiverne, der har digitaliseret de gamle billeder, har kunnet finde frem til af oplysninger. Eller hvad de, der ejer billederne, selv har vidst eller kunnet huske om de afbildede personer og lokaliteter.

Så gik vi på opdagelse. Jeg som teknikbestyrer og mor med forstørrelsesglasset. Jeg tastede ’Uggerslev’ ind som søgeord på arkiv.dk, og så gik der et par timer i fortrinsvis 1920erne, 30erne og 40erne, med skolebilleder, gymnastikbilleder, præstebilleder, udflugter, kaffeborde, bryllupper, runde fødselsdage, sognerådsbilleder, portrætter, håndboldbilleder, og mor var helt inde i de bageste hjernevindinger for at huske, hvem de forskellige var, og vi granskede med lup og årvågenhed for at finde hende og hendes søskende på de gamle fotos.

Det var simpelt hen så hyggeligt, og jeg er glad for at have haft den stund. Det føles som at have reddet værdifuldt gods ud af et synkende skib. Billedligt talt, selvfølgelig, men det varer nok ikke mange år, før min mor ikke længere kan grave den viden frem. Ikke at der måske heller er nogen at give den videre til eller dele med, men nu er den i hvert fald deponeret hos mig indtil videre.

Vi nåede aldrig ud at gå tur, for vi syntes begge to, det andet var sjovere. Og mens hun spiste frokost med de andre på plejehjemmet, gik jeg selv en tur. Jeg elsker det gamle byskilt på hovedgaden, og jeg elsker, at det har fået lov at blive stående.

Dette er ikke et æbletræ

Med den overskrift kunne man godt lige tro, jeg havde lagt mig op ad maleren Magritte og hans pibebillede, det der har teksten Ceci ne c’est pas une pipe – Dette er ikke en pibe. At jeg ville sige, at det ikke er et æbletræ, men et billede af et æbletræ.

Og det vil jeg.

Jeg vil også sige, at det er et øjebliksbillede på en dejlig sommeraften. Himlen er blå, solen skinner stadig, det er lunt nok til bare ben, det blæser så bladene rasler i søjlepoplerne på nabovejen, men der er læ bag rækkehushækken. Man kunne godt tænde et lille hyggebål i båltårnet og sætte sig ud med et glas noget, hvis man måtte. Bålet, altså. Det andet er der ikke givet forbud om.

Jeg kan også bare tusse lidt ud og ind og sanse at nyde aftenen. Med bare ben, Rusland-Kroatien-kvartfinale i fjernsynet (ikke at jeg direkte følger med, men der står 1-1 nu, kan jeg høre), duften af sommer og et glas noget.

Ligner det egentlig ikke en lovende æblehøst?

Men nu har det nok lange udsigter

Der stod jeg i OK-butikken, hvor jeg plejer at hente pakker, og gjaldede efter pigen, der var gået ud i baglokalet med de sidste tre tal i mit pakkenummer: “Den er stor og firkantet!!”. Så kastede jeg et blik mere på beskeden på min telefon og følte mig tvunget til at gjalde videre: “… og den står henne i Løvbjerg…!”

Sært. Jeg bestiller aldrig pakker til afhentning dér. Måske er det fragtfirmaet, der har valgt for mig. Det er egentlig også lige meget, jeg kunne jo bare læse, hvad der stod, og ikke hvad jeg troede, der stod i den sms, der forkyndte, at jeg kunne hente min pakke.

Det centrale: Jeg cyklede i Løvbjerg, hentede pakken (stor og firkantet!!) og cyklede hjem.

Pakken indeholdt en elektrisk grillstarter. Vi havde også en elektrisk før, men det var sådan en, der lignede en stor dyppekoger, og som man sætter ned mellem kullene. Og den brændte over forleden aften. Denne her er ligesom en sædvanlig grillstarter, som man fylder med grillkul, den har bare et varmelegeme i bunden og en ledning i siden.

Men med tørke og afbrændingsforbud lige uden for døren har det nok lange udsigter med af prøve den af.

Syn for sagen

Her knejser Lille Hviden i selvsikker forvisning om at blive godkendt af synsmesteren om et splitsekund og blive sendt ud i solskinnet til to år mere på vejene.

Og det blev den. Verner fandt ingen fejl, og jeg fik en kvittering og et sølvklistermærke. “Hvad skal dét?”, spurgte jeg. “Det kan du klistre på indersiden af forruden, og så kan man se, den er synet i ’18,” sagde Verner og tilføjede: “Det er frivilligt”. Jeg tænker, jeg benytter mig af frivilligheden. Og at det da burde have været udformet som en guldstjerne.

Det er første gang, jeg er til 1. syn med en bil. Det er også første gang, jeg er kørt direkte til syn uden at runde mekanikeren først for at få udbedret diverse småskavanker eller ganske enkelt lade værkstedet selv ligge og rode med at få vognen godkendt. Jeg regnede med, at en ny (nahja, fire år, så…) bil da for pokker burde kunne opfylde kravene, inklusiv udstødningsgrænserne som Hvide T, min gamle bil, havde voldsomt svært ved at holde sig under. Hvorfor jeg i gamle dage var nødt til at køre en 10-15 kilometer ud ad landevejen før syn for at brænde … noget … af.

Det er også så længe siden, jeg har været til syn med en bil, at jeg havde glemt, hvordan det foregik. Jeg gav nøglen til Verner og satte mig med en kop automatmorgenkaffe. Verner gik ud, og det næste jeg så var Aygoen, der drønede forbi porten og forsvandt. Nåååh ja, han skulle ud og teste dens dynamiske egenskaber i et livemiljø, huskede jeg. I fem minutter sad jeg så med kaffen og vidste ikke, hvor mit køretøj var. Eller Verner. Da den anden synsmester også forsvandt ud for at teste en bil, sad jeg med min kaffe og bestyrede hele synshallen på egen hånd. Det var jeg god til.

“Der var jo ingenting”, sagde Verner, da han var færdig med at kigge og banke og lyse i bilens inderste og underste, og så kørte vi ud i verden igen, Lille Hviden og jeg.

En schweizerkniv til schweizergarden

Jeg var ellers ved at skrive noget om nedfaldne æbler, der bliver til missiler, hvis man ikke fjerner dem fra plænen, inden man slår græs. Overskriften ville have været Æblekrigen, og fortællingen ville have været en sand historie fra min barndom.

Men så læste jeg i mit Facebookfeed en sætning, der beskrev en person som ’… skarp som en spritny Schweizerkniv’ – og straks røg min tankestrøm ud ad en helt anden tangent. Til dengang jeg mistede min schweizerkniv.

Jeg havde fået den som reklamegave fra en leverandør i fordums bureautid – vi taler slutfirserne. Hartmann Druckfarben stod der på det største knivsblad, men resten var autentisk med det hvide Victorinox-logo på skæftets karakteristiske røde farve. Det var en af de små modeller, med et par knivsblade, skruetrækkere, dåseåbner og proptrækker. Ikke så meget pangelværk. Men hvor har jeg dog haft den med mange steder og haft gavn af den lille uundværlige hjælper. Den boede i min taske altid. Efter at knivloven kom i 2008, havde jeg den dog kun med ved særlige lejligheder.

Jeg havde den med til Rom, da jeg var der sammen med to veninder i efteråret 2009. I Italien måtte man nemlig godt have en lommekniv med sig til at skære ferskner og trække vin op og andre nødvendigheder. Selvfølgelig var den i min indcheckede kuffert på flyrejsen dertil, men derefter flyttede den over i min håndtaske.

Da vi besøgte Vatikanmuseet, blev vores tasker scannet. “You have a knife??”, spurgte vagten vantro, da min taske passerede scanneren. Årh, fuck, tænkte jeg og begyndte at forklare og bortforklare. Om ferskner og den slags. “Oh, it’s a small knife, and you will not stab anybody, will you?”, sagde den flinke vagt og lod mig beholde kniven.

Her kunne historien være sluttet lykkeligt, men næste dag stillede vi os spontant i køen til Peterskirken, og her var signore Vagt ikke nær så imødekommende. Faktisk overhovedet ikke. Da min taske blev scannet, og ferskenkniven igen gjorde opmærksom på sig selv, pegede den sure kontrollør på den og sagde ét ord: ”Trash”. Meningen var, at jeg selv kunne tage min forbryderkniv og dumpe den i skarnstønden, inden jeg kunne få lov at passere. Forhåbningsfuld efter forrige dags guddommelige mildhed hos stabskollegaen forsøgte jeg at lave en aftale om at deponere kniven og hente den igen, når vi kom ud fra det helligste. Jeg var faktisk ret glad for min kniv.

Den gik ikke. Kontrolløren gentog sit “Trash!”, og så røg Hartmann Druckfarben ned i den store grønne tønde sammen med de andre ulovligheder, og jeg så den aldrig igen.

Det absolut eneste, jeg kan finde fred med i den episode, er, at det er sjovt at sige, at min schweizerkniv gik til schweizergarden.