Vi venter lidt

To store udeprojekter i kolonihaven er skrevet i kalenderen denne weekend. Der ligger lange planker klar derude til at skifte husets rådne bagvæg ud med en frisk, og løg, kartofler og spinat har groet sig klar til at blive høstet.

Og så gør vejret dét her?

Mens vi venter på opklaring, tuller vi rundt herhjemme med indeopgaver, en vask eller to, kontorarbejde, det kan endda blive aktuelt med noget rengøring, indtil vi konstaterer hvad vejret tillader i eftermiddag.

Jeg håber stadig på, at vi får den rådne væg pillet ned og gravet kartofler op. Hvordan vi bagefter får holdt fugt og mug fra begge dele, har jeg ikke regnet ud endnu.

Måske ender det bare med, at jeg trodser vejret, rykker ud og rykker alle spinatplanterne op og sætter mig hjemme i baggangen ved siden af vaskemaskinen og nipper spinat og sipper te. Det er da også et stykke vej at komme.

Kaster lige et blik ud på himlen … nej, det lysner ikke endnu.

Udgivet i den store bunke - Tagget med - Skriv en kommentar.

Syv litterære yndlinge

Jeg fik en opfordring til i syv dage at lægge et billede af en yndlingsbog på Facebook.

Normalt går jeg langt uden om digitale kædebreve, og barndommens kædebrevstrusler om, at ’denne-kæde-startede-i-Spanien-for-12-år-siden-og-er-ikke-siden-blevet-brudt,-og-hvis-du-bryder-den,-vil-slemme-ting-overgå-dig’ har jeg vovet at tilsidesætte. Uden at der skete noget.

Den eneste gang, jeg deltog i et kædebrev og møjsommeligt kopierede brevet og sendte det med posten til fem nye, mens jeg købte og sendte et viskelæder til det første navn på listen, fordi jeg så selv ville modtage 264 viskelædere inden for to uger, skete der det, at jeg modtog … 1 viskelæder. Så nogen har altså brudt kæden. Måske fordi ingen rigtigt gider have 264 viskelædere.

Altså kædebreve, nej tak. Men denne udfordring syntes jeg alligevel var lidt sjov, og jeg har kigget tilbage gennem hele mit bogbagkatalog.

I Facebookprojektet skulle man samtidig udfordre en ny person til at gøre det samme – hver dag lægge en bog op og udfordre en anden. Det har jeg gjort, og med varierende held. Halvdelen af mine udfordrede har taget handsken op, resten ikke. De gider ikke, og ved I hvad? Jeg kan sagtens forstå dem. Men tak til dem, der er gået med og tænker egne yndlinge frem fra fortiden.

Her er mine.

Jeg fik Da skoene løb med Laura i gave, da jeg var omkring syv år. Det er en knaldgod historie om en pige, hvis nye sko løber af sted med hende, og hun oplever alt muligt spændende undervejs. Måske var det en drøm, måske ikke. Jeg har læst den mange, mange gange. Og tegnet lidt på den.

Denne dag et liv er Jens Andersens blændende biografi om Astrid Lindgren. Imponerende, uforglemmelig og velskrevet om fine, kloge Astrid.

Anthony Doerrs Alt det lys vi ikke ser om en blind fransk pige og en tysk dreng under 2. Verdenskrig kryber helt ind under huden med sine mange lag og indbyggede historier. Den er glædelig og sørgelig og godt fortalt i et veldrejet sprog, der gjorde mig hjerteglad.

Claus Deleurans Illustreret Danmarkshistorie for Folket gik som tegneserie i Ekstra-Bladet i 80’erne og blev løbende udgivet i hardback-albums. Jeg ønskede mig dem efterhånden og elskede hvert eneste nye bind. Værket er ufuldendt, idet tegneren gik hen og døde midt i bind 9, netop da vikingetiden var slut.

En mand der hedder Ove. Behøver jeg at sige mere? Fredrik Backmanns rørende fortælling om en irriterende, pedantisk og livstræt mand, der har alle mulige grunde til at være, som han er.

Anne-Marie Løn udgav Prinsesserne i 1996. Om to nordjyske søstre, der er født til storhed og velstand, og som det slet ikke går, som de er udset til. Hovmod, kriser, økonomisk fejlslag, forfængelighed, forkerte valg – jeg husker den som en bevægende roman om bondelandets kultur hen over en hel generation.

Tænk, jeg havde aldrig læst noget af Erik Valeur, da jeg blev opmærksom på Det syvende barn. Den handler om bortadopterede børn fra et nordsjællandsk børnehjem i 50’erne og 60’erne og deres skæbner. Det er krimi, spænding og politisk samtidsskildring på højt psykologisk niveau.

Det var de syv, jeg valgte. Har du yndlinge?

Ny husalf med overmenneskeligt ansvar

Vi har anskaffet os en dampmoppe (- og ikke en dampmokke, som nogen i husstanden på et tidspunkt fejlhørte det som uden helt at kunne beslutte sig for, hvem af de kvindelige bofæller det passede bedst på).

En dampmoppe er et rengøringsredskab, og jeg har store, store forventninger.

Vi er ikke ret gode til at gøre rent hjemme hos os, specielt gulvvask går det ikke godt med. Det går faktisk dårligt. Ingen af os er den første til at se, at der trænger, og ingen får det gjort. Jeg har i øvrigt erklæret, at jeg hader at vaske gulve. Så vidt er Morten ikke gået, og det har jeg selvfølgelig tolket som, at han godt kan lide det. Men han ser det heller ikke.

Specielt køkkengulvet læner sig konstant op ad et tilhold fra sundhedsmyndighederne

Derudover står Lasse med det ene ben ude af døren og er tæt på at flytte hjemmefra. I ti år har det været hans pligt at gøre badeværelser rene en gang om ugen, og det skal han have ros for at have gjort. Men nu står vi altså også selv med dét.

Morten og jeg er stadig i forhandlinger om, hvem der tager over, om vi skal deles om det, og om vi skal have rengøring efter fast skema, og om det i givet fald skal være på en ugentlig hverdag eller i weekenden. Det eneste, vi er helt enige om, er, AT der skal gøres rent, og at vi nok ikke helt er der, hvor vi vil betale os fra det.

Det var her, dampmoppen kom ind i billedet. Jeg er stensikker på, at det bliver meget nemmere at holde gulvene rene, når vi lige kan snuppe moppen i baggangen og rende dem over med et pust mikrofiberfiltreret damp. Det er Leifheit, tysk kvalitet, klar på 30 sekunder und Alles.

Alt bliver godt.

Tror I ikke også nok det?

Wingardium leviosa

Jeg er begyndt at læse Harry Potter igen. Denne gang lytter jeg. Og det er fantastisk!

Jeg læste alle bøgerne højt for børnene, da de var … ja, børn. Det var stjernestunder at sidde i sofaen i timevis med ungerne tæt omkring og sammen bevæge os ind i et magisk og fortryllende univers, som gjorde lige stort indtryk på os alle fire. Det ene kapitel tog det næste, og måske har jeg endda læst serien højt for yngsten to gange. Eller måske romantiserer jeg der? Jeg har læst virkelig meget for ham.

Jeg lavede forskellige stemmer, den værste var husalfen Dobby, som jeg havde fået givet en forfærdelig skingerhæs stemme, der sled voldsomt på min egen de lange søndage, hvor vi læste mest. Det kommer tilbage til mig nu, hvor jeg er i gang med Hemmelighedernes kammer, og Dobby netop har gjort sin entre. Det er godt, jeg ikke skal sige noget denne gang.

Det har jeg Jesper Christensen til, og han er fremragende. Til det hele, faktisk. Han er denne generations Thomas Winding, intet mindre.

Jeg nyder virkelig at genlæse/lytte bøgerne. Det er også et genhør med en magisk tid, jeg delte med mine børn. Indtil videre holder historien også som solo-voksenlæsning, og jeg tænker da, at den bliver ved med det, uanset om jeg tager dem i én stribe eller læser andet ind imellem. Det er et ret helstøbt værk.

Nå, men Harry er lige blevet befriet fra Ligustervænget 4 af Ron, Fred og George i den fortryllede bil, og onkel Vernon har endnu ikke fået sin normale ansigtsfarve tilbage… Alt kan ske, og det gør det.

En tanke til Heiko

Jeg kom forbi en nekrolog over min første kontaktlinseoptiker i Odense – mindeord er måske en bedre betegnelse – som hans stab havde lagt på forretningens Facebook-side. Han døde i denne uge og begraves i dag, og jeg har kun tænkt sporadisk på ham gennem årene, men nu kaldte mindeordene egne minder frem.

Det var ham, der helt tilbage i 1979, må det have været, i sommeren mellem 2. og 3.g, indførte mig i brugen af kontaktlinser. En af mine linsebærende klassekammerater anbefalede ham, da jeg nævnte min plan om at lægge ti års brillebæring bag mig til fordel for små plastikstumper i øjnene. Så jeg gik ned til Heiko Stumbeck og fik en forrygende service. Jeg har kontinuerligt brugt linser lige siden, bistået af andre – nu glemte – optikere, hvor jeg siden flyttede hen, og med mere moderne typer linser med årene, men Heiko har jeg aldrig glemt. Han var menneskelig og professionel på samme tid og med et ekstremt behageligt væsen.

Det er også nogle af de egenskaber, personalet fremhæver i den korte mindetekst: “Hans værdisæt er gennem hans personlighed og tilgang til mennesker blevet en del af vores virksomhed, hvor vi sætter mennesket først. Gennem tiden har han haft berøring og indflydelse på mange mennesker og deres liv. Briller eller linser var altid det sekundære og mennesket det primære.”

En gestus, jeg altid husker ham for, fandt sted, da jeg i foråret ’81 var tre måneder i kibbutz i Israel. Dengang fandtes hverken månedslinser eller dagslinser, det var derimod årslinser – og en fattig studerende kunne godt finde på at strække dem til to års brug, for de kostede over tusind kroner for et par. Jeg havde altså kun det par linser med til Israel, som jeg aktuelt brugte, og så alligevel mit aflagte sæt for en sikkerheds skyld, men de linser var slidte og absolut kun til yderste nødstilfælde.

Men nødstilfældet kom. Jeg kan tydeligt huske afmagten, da jeg stod under bruseren i voluntørernes fællesbad – og min ene kontaktlinse skyllede ud med badevandet. Der var for lang tid tilbage af mit ophold til, at den gamle reservelinse ville være til at udholde, så jeg kontaktede Heiko Stumbeck hjemme i Odense. Det var lang tid før internet og mail, mobiltelefon og sms. Jeg kan ikke huske, om jeg ringede fra kibbutzens mønttelefon eller skrev et aerogram. Men budskabet var “… please, vil I ikke nok sende en kontaktlinse styrke dét og dét, helst ekspres. Jeg skal nok betale, når jeg kommer hjem” – og så håbede jeg ellers på, at de stolede på mig og mit løfte om betaling.

Det gjorde de! Jeg var nærmest lykkelig den dag – faktisk ret hurtigt efter, da den lille pakke lå i postboksen, og jeg i tankerne sendte jublende tak til min redningsoptiker.

I dag sender jeg også en tanke til Heiko.

To ens …

Bare for lige at bekræfte, at dét jeg sagde, jeg skulle i lørdags, også var dét, der skete.

Fødselsdagsbrunch skete.

Vækning med sang skete

Gaver skete.

Gæster skete.

Kaffe og lagkage skete.

Spadseretur for at kigge lidt på 24 timers løb skete.

Dejlig aftensmad i festligt vennelag skete.

Vin og Limoncello skete (Limoncello behøver ikke at ske igen …)

Og ja, forresten, luft til at puste begge lys ud skete.