Èt skud i bøssen

Hvorfor har vi ikke kørt vores biler ind i carporten? Hvorfor er de bare smidt lige ude foran?

Ja, det skyldes jo, at når bukkejagten går ind om onsdagen, og jægeren tager på udlandsrejse om fredagen, er der ikke levnet ham mange muligheder for at stå op midt om natten og sætte sig ud i et tårn inden daggry og vejre jagtlykke, – får han ram på noget, skal der jo også være tid til slagtning.

Der er faktisk kun en enkelt dag at gøre rigtig godt med. Jægeren drog ud i morges med årvågne øjne og sigtekornet indstillet på buk. Og ramte. Bum.

Dyret hænger i carporten.

Derfor.

Brug øjnene. Kig op, når du går.

Sådan sagde Birtes bedstemor altid, fortalte Birte, da hun og jeg var i kibbutz sammen for mange, mange år siden. Og selv om det er næsten lige så mange år siden, jeg sidst har set Birte, havde hendes bedstemor fat i noget. Man ser bedst, når man bruger øjnene.

Billederne her er taget med to dages mellemrum. På billedet til højre er syrenerne sprunget helt ud og står som kraftfulde hvide lys og udsender deres karakteristiske stærke duft.

Sikke en fart naturen har på lige nu! Det hele pibler op og frem, og med den fart skal det nok lykkes ALT i køkkenhaven, også ukrudt, at stikke af fra mig, mens jeg er i Utah.

Og dér var mit stikord: Nu er der ikke mange dage til. Jeg glæder mig til det hele. Når vi efter første flyskift flyver ud af Europa, er resten nyt for mig. Jeg har ikke prøvet så lang en flyrejse før, jeg har aldrig været i USA, jeg har ikke … ja, der er meget at nævne. Men jeg HAR prøvet at vandre og sove i telt og lade være med at vaske mig i en uge, og det glæder jeg mig også til.

Den hjemmeværende er ved at blive instrueret i at holde hus, mens vi er væk. Det indebærer blandt andet at slå græs, vande blomster og udvise sund fornuft – listen er ikke ret lang, og ingen har grund til at føle sig overlistet.

Vi gør selvfølgelig også, hvad vi kan for at efterlade det hele i orden. Jeg har for eksempel sørget for, at kolonihaven er så i orden, som den nogensinde bliver. Det er lige NU, det gælder om at nyde synet af stort set intet ukrudt.

Kig ned et øjeblik og værs’go’ og nyd.

Typen uden rygrad

Jeg gik til kolonihaven i dag. Altså gik, som i spadserede, som i vandrede på mine fødder de fire kilometer. Altså lod både bil og cykel stå hjemme, tog ranselen på ryggen – med madpakke og andre fornødenheder – og tilbagelagde strækningen til fods.

I kolonihaven gjorde jeg dejlige ting som at slå græs, luge, drikke kaffe, plante hokkaido- og squashplanter (fra nu er nattefrost lyst i band!) og beundre mit værk.

Bagefter vandrede jeg hjem igen. På vejen gik jeg ind i en butik og købte 2 kilo mel og et stort stykke ost, for det manglede vi hjemme, og sådan en type er jeg, at jeg tænker på den slags. Jeg købte også lidt sødt til gåturen, for det trængte jeg til.

Det viser sig, at jeg er typen, der når at kværne tre chokoladebarer, inden jeg gror en rygrad.

Majsommeraften

I den seneste time har der kørt noget melodigrandprixsemifinale i mit fjernsyn. Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke har hørt efter en eneste sang og derfor ikke kan sige, hvilke lande der er favoritter til at vinde eller forsvinde. En gang imellem kigger jeg op, og der er ikke noget, der kan holde mig fanget, selv om Ole Tøpholm er begejstret som altid.

Hvad laver jeg da? Hvorfor slukker jeg ikke?

Forskelligt. Og tjah.

Først læste jeg i et friluftsmagasin, der var lagt med i en pakke med endnu et stykke vandreudstyr, jeg har købt.

Så var der noget med at få skrevet lister over ting, jeg skal huske at gøre. Og gøre nogle af dem.

Der gik også noget tid med at undersøge, hvorfor mine iPhone-fotos er begyndt at blive navngivet med IMG_ og et nummer i stedet for år-måned-dato-klokkeslæt. Jeg kan bedre lide sidstnævnte, men jeg fandt hverken ud af, hvorfor navngivningen er ændret eller hvordan jeg selv laver det om. Nogen?

Og så var jeg lige ude og snuse i min aftenhave. Den dufter godt, og jeg huskede at vande krydderurterne. Der er oregano, koriander, mynte og rosmarin. De kan lide at være hos os, ser det ud til.

Egentlig havde jeg en grafisk opgave, jeg ville have kigget på, men det er da ikke sikkert, jeg når at få gang i den i dag.

Sådan kan man nemt fylde en aften ud med … tjah, forskelligt.

Hvad har hun i sækken i dag?

Nu begynder det at ligne noget med alt vores outdoor-udstyr. Vi har nye ultralette, superkomprimerbare soveposer, nye ditto liggeunderlag, nye rygsække, foruden nye uldstrømper og t-shirts af superuld. Det var egentlig ikke meningen, det skulle være sådan. Vi havde det meste, vi kunne låne meget og skulle kun nyanskaffe ganske lidt, mente vi i begyndelsen.

Men det har bare været en øjenåbner at lukke op til de seneste 30 års udvikling af friluftsgrej. ALT er blevet lettere, mindre, mere åndbart og optimeret på ALLE måder. Og da vi kun rejser med håndbagage til USA, er vores udstyrs fylde og vægt blevet vigtige parametre. Derfor har vi investeret i nye, lækre sager.

Og nu er vi ved at være der. Dagens godt fire timers vandring med henholdsvis 11,5 og 14 kg i sækkene bekræftede, at det bli’r godt.

Det var Dollerup Bakker og Hald Sø, der var turens smukke rammer med solskin, nyudsprungne bøgetræer, klukkende vand, heste, primuskaffe og madpakke.

Ligner det ikke en prima dag?

Min sæk er på 40 liter, og i den har jeg sovepose OG liggeunderlag OG hovedpude, jakke, 1,5 liter vand, to madpakker og frugt. Så har jeg også et petanguespil (for vægtsimulering) og en stor sofapude (for at fylde). De sidstnævnte skal altså ikke med på den rigtige tur, men jeg har fået bekræftet, at der er plads nok i rygsækken, og at den sidder som den skal, også med vægt i. Jeg tror ikke, rygsækkene bliver tungere, end de var i dag. Der kan umulgt være noget mad eller tøj, der har så høj vægtfylde som petanguespillet og de to pakker søm og skruer samt Nudansk ordbog, som Morten havde i sækken.

Den ærgerlige side af mig

Den gode del af fortællingen er den fantastiske vandretræningstur, vi havde med Utah-holdet i går. Femten kilometer rundt om Hald Sø i det kuperede og smukke istidsterræn, op og ned i bakker og gennem skov i områder, hvor ikke mange færdes til daglig. Det var første gang, vi var samlet, og det ser ud til at være en flok gode mennesker, der nok skal få en eventyrlig uge sammen. Kemien virker god.

Den ærgerlige del af fortællingen kom, da vi i slutningen af turen vadede gennem et vandløb, der var lidt dybere, end jeg havde troet. Jeg var kæk, da jeg tog støvler og stømper af og vadede over åen i vand til midt på lårene. Først da jeg igen havde fået fodtøj på, slog det mig, at jeg havde mobiltelefonen i lårlommen på mine bukser.

Heldigvis så der ikke ud til at være sket noget med den.

Men så manglede lyden, da jeg tog et billede.

Senere var der kun lyd, når jeg satte hovedtelefonerne til.

Genstart hjalp ikke.

Så blev den for en sikkerheds skyld begravet i en pose ris nogle timer.

Måske ville en systemopdatering hjæl….

Dér døde telefonen. Lige da æblet var tonet frem skærmen.

Det var på det tidspunkt, jeg blev den kedelige version af mig selv. En udgave, jeg slet ikke kan lide.

Hele aftenen kunne jeg ikke tænke på andet end konsekvenserne af telefondød. Hvordan og hvad nu og hvad med og hvad gør jeg og snart Utah og mine data og numre og noter og hvordan er det nu med sikkerhedskopiering og forsikring og kan jeg låne en telefon og jeg må sikre mig, at min mor har Mortens nummer og hvorfor tænkte jeg mig dog ikke om og så videre. OG så videre. OG så videre.

Jeg vågnede endda klokken 01.45 i nat og tænkte med det samme ’åh nej, der er jo sket det forfærdelige’ og lå og stirrede hul i mørket. Indtil jeg heldigvis faldt i søvn igen. Og vågnede 25 minutter før alarmen var sat. På iPaden.

Så meget skal det altså hyle mig ud af den, at en gadget forulykker! Den reaktion er jeg faktisk ikke vild med. Men det er jo næsten min ene arm, og det er godt nok længe siden, jeg har været helt uden telefon og ikke engang har haft en aflagt mobil at sætte simkortet i.

Så blev det næste dag.

Selvfølgelig var mine spekulationer overdrevne og unødvendige.

Jeg har lånt en midlertidig telefon, den druknede kan måske genoplives, og hvis ikke, har jeg to forskellige veje til en ny. Værre er det ikke. Verden står endnu.

Men jeg vader aldrig tankeløst over en rivende flod igen uden at have telefonen højt løftet over hovedet!