Fede briller

Da jeg fyldte 40, fik jeg et par RayBan solbriller i gave. Fornylig var der igen-igen faldet en skrue ud, og den ene brillestang lå løst i etuiet. Det er sket mange gange, og hver gang har jeg ladet dem reparere, for de fylder ikke så meget og er nemme at have i tasken. Måske er det derfor, de jævnligt kommer til skade.

Forleden dag gik jeg ind til min optiker med de gamle RayBans.

“Kan jeg hjælpe dig?”, spurgte yngre ekspedient.

“Ja, kan du reparere briller?”, spurgte jeg og rakte ham patienten i to dele.

“Det skulle jeg mene”, sagde han og tog imod. “Fede briller, ellers, den her gamle RayBan-model!”

“Ja, de er 18 år gamle”, sagde jeg (- idet jeg regnede forkert; det er faktisk 19 år siden jeg fyldte 40 …!).

“Men de er ved at blive moderne igen”, sagde ungersvenden anerkendende og gik hen for at reparere.

Kort efter kom han tilbage og erklærede brillerne for brugbare igen. Han beklagede først, at han ikke var meget for at pille ved den anden brillestang, som er hjemmerepareret med tyndt ståltråd, og dernæst at han ikke længere kunne skaffe nye næsepuder til dem.

“Men trænger de da til udskiftning?”

“Nej, nej, men bare så du ved det, når de trænger. De kan ikke fås længere”, sagde han og kastede et sidste – lidt længselsfuldt, syntes jeg – blik på solbrillerne, da han rakte dem til mig.

“De er topmoderne!”

Sådan blev jeg lige et stilikon med min supertrendy retrobrille. Det er hvad der kan ske, når man fastholder status quo i nitten år. Man kan blive firstmover uden overhovedet at bevæge sig.

Et barn er født

At skrive en bog er næsten som at få et barn. Tror jeg. Jeg har aldrig skrevet en bog. Men i de sidste fire måneder har jeg arbejdet intenst på at hjælpe et bogbarn til verden.

Bogen er en erindringsbog om livet på og omkring en strandingsgård i Fjand i Vestjylland. En sommer for hundrede år siden kom en københavnsk familie fra det bedre borgerskab for at holde ferie på egnens badehotel, som de var blevet anbefalet. Men uheldigvis var alt fuldt optaget, og familien blev indkvarteret på en lokal gård for natten. Det blev indledningen til en livslang række af efterfølgende sommerferier og et lige så langtrækkende venskab mellem de lokale bønder og bedsteborgerne fra hovedstaden. Med tiden har både børn, børnebørn og oldebørn af de københavnske gæster tilbragt ferierne i Fjand. Mikael, som ejer gården i dag, er barnebarn af det ærværdige direktørpar, som måtte tilbringe deres livs første vesterhavsnat i gårdens ydmyge stuer. Han har skrevet en bog om dels gårdens historie og samtid, dels familiens liv på gården og egnen, og det er dette manuskript, vi er ved at forvandle til en rigtig bog.

I går kom forløsningen, da vi var i Fjand og præsentere Mikael for det første print. Det var første gang, han så den opsat, og alle var glade og tilfredse. Vejen er lang endnu, men vi er godt tilpasse her ved milepælen.

Og så havde vi i øvrigt en dejlig dag i virkelig smukt vejr i fantastiske omgivelser – og i godt selskab.

Vaskemors sidste svigt

Herhjemme er det mig, der er Head of Laundry. Jeg styrer husstandens vasketøj med hård – og som regel sikker – hånd, og jeg gør det helt ærligt med glæde. Jeg kan lide tjansen og gør det gerne i håbet om til gengæld for at slippe for andre husligheder, for eksempel gulvvask, som jeg på ingen måde kan lide.

De eneste krav, jeg stiller til de andre, er, at de selv bærer deres rene og sammenlagte tøjstabler op og lægger det på plads i skabe og skuffer, OG at de sorterer deres snavsetøj i de rigtige kurve, når de lægger det til vask. Der er tre: mørkt, lyst og hvidt. Det er forholdsvist ukompliceret, og de er gode til at sortere. Det sker, at jeg stilfærdigt flytter et stykke tøj til en anden kurv, hvis jeg vurderer, at det passer bedre der, men som regel er der ikke noget at bemærke.

For nylig faldt snakken på det. “Sker det egentlig nogensinde, at vi sorterer forkert?”, spurgte yngsten, som netop er flyttet hjemmefra og skal til at vaske selv. Og jeg indrømmede, at det sker, men så fordeler jeg det bare anderledes, når jeg sætter en vask i gang. “Hvad med en hvid trøje med røde striber?”, fortsatte han. Netop den t-shirt har han ofte lagt i hvidvasken – ud fra logikken i, at hvid er t-shirtens hovedfarve, og jeg plejer at flytte den til lyst, for røde striber blandt hvidt tøj er jo ikke godt. Det ved alle. Og det er gået godt hidtil.

Lige nu er de sidste af hans efterladte stykker vasketøj ved at rulle igennem vaskemøllen, også den nævnte rød-og-hvidstribede. Som jeg lagde over til det lyse. Hvor der så har været noget andet rødligt. Med overskudsfarve. Som har sat spor på et håndklæde. Og på den nævnte. En ny vask af t-shirten alene ændrede ikke noget.

Så min allersidste vask for ham resulterede altså i, at en af hans yndlingsbluser bliver efterleveret til ham som … ja, jeg kan lige så godt indrømme det: let lyserød med røde striber. Ikke så godt, jo.

Der fik jeg da lige grundigt fyret mig selv som vaskeorakel og bekræftet, at det er godt, han nu er på egen vaskehånd. Kan man ikke godt vende det sådan?

Han skal i hvert fald ikke rette sig efter vaskeanvisninger af denne sjove type:

Mor kan også være uheldig.

 

Fundering fra spinatbedet

Spinat er sundt og godt. Spinat er på mange måder en stor og fyldig grøntsag, især i overført betydning, og især hvis man har in mente, hvor meget arbejde der faktisk ligger bag, inden hjemmedyrket spinat når frem til middagstallerkenen.

Det er let at tømme en pose spinatfrø ned i en sirlig rille i urtehaven og sætte sig til at vente. Spinat gror villigt, og pludselig er det blevet stort og høstklart, og SÅ kommer det store arbejde. I flere sæsoner har jeg troligt siddet i mange timer og nippet blade af stænglerne, skyllet og skyllet, til der ikke længere var risiko for knasen mellem tænderne fra jord, der ikke var skyllet væk fra bladene. Så har jeg blancheret og konstateret, hvor meget udbyttet svinder ind i omfang, hvorefter jeg har frosset avlen ned i passende portioner, lige klar til brug.

Sådan er det også i år, og jeg har ikke engang tømt spinatbedet i kolonihaven endnu.

Der er masser af tid til at fundere, overveje og drage nye konklusioner undervejs. Kolonihavedyrkning er en dynamisk disciplin, og jeg har bestemt mig for at springe over spinatbedet næste år. Dels har vi faktisk stadig spinatportioner i fryseren fra sidste år, og dels er vi fra nu af en spinatspiser mindre i husstanden.

Fra i morgen, faktisk. Yngsten flytter hjemmefra, og det sætter i sig selv tusindvis af tanker i gang. En epoke slutter, når den sidste flyver. Da de to ældste fløj fra reden, havde jeg stadig en hjemmeboende tilbage. Nu skal jeg give helt slip, og der bliver tomt på en anden måde. Nogle dage hver anden uge har vi heldigvis stadig Astrid og er således tre til aftensmad, men langt de fleste dage vil der kun være Morten og mig – og dermed også færre til at lave maden, og vi skal indrette os anderledes på mange måder.

Måske er tiden nu kommet til at få gang i en længeresigtet madplanlægning i stedet for dag-til-dag løsninger og akutindkøb. Måske skal vi kaste os ud i en eller to måltidskasseordninger. I hvert fald vil vi lave fiskekassen, som vi får hver anden uge som basiskasse til tre, om til en måltidskasse til to personer.

Omvendt skal vi heller ikke have så mange måltider leveret til døren, at grøntsager af egen avl bliver helt overflødige. Jeg vil stadig gerne have fingrene i jorden og mærke den rige fornemmelse af at dyrke selv.

Sådan flyder tankerne, når jeg sidder i baggangen i den gode stol mellem vaskemaskine, tumbler og baljer som på billedet herover. Spinaten vil jeg ikke træde i næste år, men salat, kartofler og rødder af mange slags vil der stadig være grobund til sammen med løg, kål og græskar.

De udeboende børn vil sikkert også sætte pris på omfattende grøntsagskasser og poser med hjemmebag, når jeg hele tiden kommer og besøger dem.

Spinaten er svundet ind til to portioner til frys.

Udflytning pågår.

Vi venter lidt

To store udeprojekter i kolonihaven er skrevet i kalenderen denne weekend. Der ligger lange planker klar derude til at skifte husets rådne bagvæg ud med en frisk, og løg, kartofler og spinat har groet sig klar til at blive høstet.

Og så gør vejret dét her?

Mens vi venter på opklaring, tuller vi rundt herhjemme med indeopgaver, en vask eller to, kontorarbejde, det kan endda blive aktuelt med noget rengøring, indtil vi konstaterer hvad vejret tillader i eftermiddag.

Jeg håber stadig på, at vi får den rådne væg pillet ned og gravet kartofler op. Hvordan vi bagefter får holdt fugt og mug fra begge dele, har jeg ikke regnet ud endnu.

Måske ender det bare med, at jeg trodser vejret, rykker ud og rykker alle spinatplanterne op og sætter mig hjemme i baggangen ved siden af vaskemaskinen og nipper spinat og sipper te. Det er da også et stykke vej at komme.

Kaster lige et blik ud på himlen … nej, det lysner ikke endnu.

Udgivet i den store bunke - Tagget med - Skriv en kommentar.

Syv litterære yndlinge

Jeg fik en opfordring til i syv dage at lægge et billede af en yndlingsbog på Facebook.

Normalt går jeg langt uden om digitale kædebreve, og barndommens kædebrevstrusler om, at ’denne-kæde-startede-i-Spanien-for-12-år-siden-og-er-ikke-siden-blevet-brudt,-og-hvis-du-bryder-den,-vil-slemme-ting-overgå-dig’ har jeg vovet at tilsidesætte. Uden at der skete noget.

Den eneste gang, jeg deltog i et kædebrev og møjsommeligt kopierede brevet og sendte det med posten til fem nye, mens jeg købte og sendte et viskelæder til det første navn på listen, fordi jeg så selv ville modtage 264 viskelædere inden for to uger, skete der det, at jeg modtog … 1 viskelæder. Så nogen har altså brudt kæden. Måske fordi ingen rigtigt gider have 264 viskelædere.

Altså kædebreve, nej tak. Men denne udfordring syntes jeg alligevel var lidt sjov, og jeg har kigget tilbage gennem hele mit bogbagkatalog.

I Facebookprojektet skulle man samtidig udfordre en ny person til at gøre det samme – hver dag lægge en bog op og udfordre en anden. Det har jeg gjort, og med varierende held. Halvdelen af mine udfordrede har taget handsken op, resten ikke. De gider ikke, og ved I hvad? Jeg kan sagtens forstå dem. Men tak til dem, der er gået med og tænker egne yndlinge frem fra fortiden.

Her er mine.

Jeg fik Da skoene løb med Laura i gave, da jeg var omkring syv år. Det er en knaldgod historie om en pige, hvis nye sko løber af sted med hende, og hun oplever alt muligt spændende undervejs. Måske var det en drøm, måske ikke. Jeg har læst den mange, mange gange. Og tegnet lidt på den.

Denne dag et liv er Jens Andersens blændende biografi om Astrid Lindgren. Imponerende, uforglemmelig og velskrevet om fine, kloge Astrid.

Anthony Doerrs Alt det lys vi ikke ser om en blind fransk pige og en tysk dreng under 2. Verdenskrig kryber helt ind under huden med sine mange lag og indbyggede historier. Den er glædelig og sørgelig og godt fortalt i et veldrejet sprog, der gjorde mig hjerteglad.

Claus Deleurans Illustreret Danmarkshistorie for Folket gik som tegneserie i Ekstra-Bladet i 80’erne og blev løbende udgivet i hardback-albums. Jeg ønskede mig dem efterhånden og elskede hvert eneste nye bind. Værket er ufuldendt, idet tegneren gik hen og døde midt i bind 9, netop da vikingetiden var slut.

En mand der hedder Ove. Behøver jeg at sige mere? Fredrik Backmanns rørende fortælling om en irriterende, pedantisk og livstræt mand, der har alle mulige grunde til at være, som han er.

Anne-Marie Løn udgav Prinsesserne i 1996. Om to nordjyske søstre, der er født til storhed og velstand, og som det slet ikke går, som de er udset til. Hovmod, kriser, økonomisk fejlslag, forfængelighed, forkerte valg – jeg husker den som en bevægende roman om bondelandets kultur hen over en hel generation.

Tænk, jeg havde aldrig læst noget af Erik Valeur, da jeg blev opmærksom på Det syvende barn. Den handler om bortadopterede børn fra et nordsjællandsk børnehjem i 50’erne og 60’erne og deres skæbner. Det er krimi, spænding og politisk samtidsskildring på højt psykologisk niveau.

Det var de syv, jeg valgte. Har du yndlinge?