20. august 2019 | At have have, Heldige mig |
August måned bringer min yndlingsbuket. Gyldenris og solhat. Gule skønheder, hvis forskellighed passer perfekt sammen og giver det allerfineste sensommerlys i stuen. Selv navnene er smukke og klæder hinanden.
Min til alle tider yndlingsblomst er ellers solsikke. Den er bare en mere eksklusiv gæst i mine vaser, fordi jeg sjældent får købt solsikker, og hvis jeg endelig har sået nogle i haven, nænner jeg ikke at plukke dem. Solsikke er ophøjet og særlig, og jeg er ydmygt beundrende, når jeg har dem.
Men så er der heldigvis andre skønne, gule blomster, og lykkeligvis en stor rigdom af dem på mine jorder. I samtlige af mit voksenlivs haver har der stået solhat og gyldenris, og i flere tilfælde faktisk ikke så meget andet. Så var august velkommen. De to sammen er en pragtkonstellation af tyngde og lethed, og i min kolonihave er der lige nu en overflod, som jeg henter en ny buket hjem af, så snart den forrige begynder at vride kronbladene og drysse gult støv.
Heldige mig.
8. juli 2019 | At have have |
I kolonihaven er der grænser for vækst. Det står ikke knaldgodt derude i år, synes jeg. Harerne spiser min kål og efterlader afgnavede bladribber i grønkål og broccoli, og det er sikkert også dem, der har kappet en af squashplanterne. Der er kommet én bønnespire, og pastinakkerne er slet ikke kommet op. Duerne har spist ribsene, og jordbærrene så jeg aldrig noget til. Hindbær og taybær giver ikke rigtigt noget. Tomat- og agurkeplanter er i misvækst, og jeg forventer mig ikke noget af dem.
Men noget er der da, som gror. Der er blomster, græsplænen er ved at springe i lupinskov, og salaterne står fint. Det samme gør løg, og jeg har spist nye kartofler med hvidløgsmayonnaise på rugbrød til aften og følt mig rig.
Hjemme i rækkehushaven har jeg spottet og foreviget små grønne oaser af liv, som øjet kan hvile på, og sjælen glædes over. De kommer her. Lad os glæde os sammen og enes om, at jeg trods alt har fingre med et grønt skær.
28. maj 2019 | At have have |
Nå, de holdt ikke så længe, lupinerne. I dag hænger de med hovederne, og det er vi fælles om. Jeg har groet noget ondt i halsen, snue og hovedpine, som i løbet af dagen er taget til. Det ligner til forveksling nogle symptomer, Morten døjede med i sidste uge. Og dét holdt lige pludselig op, og så var han frisk igen. Jeg håber, det er akkurat det samme program, jeg er røget i, for så er jeg frisk i morgen. Det er jeg nok, og jeg kan sikkert hjælpe helbredelsen på vej ved at foretage mig absolut ingenting i aften. Det var nu egentlig de samme planer, jeg havde i forvejen, og dem fastholder jeg så.
Det er i hvert fald pænt af lupinerne at sympatihænge. Nu kan vi skrante sammen i aften, og i morgen ryger de ud. Det gør jeg ikke.
26. maj 2019 | At have have |
På denne søndag må der gerne falde et haveindlæg. Faktisk er det svært for jer at undgå sådan et fra min side i dag. Det står selvfølgelig frit for alle at lade være med at læse det. Valget er jeres.
Ligesom det har været på alle landets valgsteder i dag. Jeg har stemt på Danmarks største valgsted, hvor vi denne gang var 23.743 stemmeberettigede, og 64,8 % af os* har gjort det. Altså, jeg har jo ikke forsøgt at stemme selve Viborg Stadionhal ind i Europa-Parlamentet, men det var der, det foregik. Jeg er tilfreds med mit kryds. Jeg har taget kandidattest, fire forskellige endda, og har hver gang været mest enig med kandidater, jeg IKKE ville stemme på, og har derfor stemt noget andet. Dét er også at stemme med hjertet.
Bagefter lod jeg Morten om at spartle vægge, mens jeg smed et par stykker tarte flambée fra i aftes i rygsækken og kørte i kolonihaven.
Dér er jeg også tilfreds, må jeg sige. Finere end lige nu bliver den have aldrig. Og igen er målestokken er min egen. Haven vinder ingen præmier for hverken æstetik eller sirlighed, men MIT havehjerte er glad. Stem med hjertet, ikke!
Jeg har gravet det allersidste lille manglende stykke og luget det allerførste, hvor ukrudtet pibler igen. Jeg har rykket spandevis af knæhøjt skvalderkål og andet skrammel op fra bede, kanter og under hækken. Så har jeg plantet en bakke sukkermajs og den eneste tilbageværende hokkaidoplante.
Her er det på sin plads at opgøre mine tidlige tab: Den anden indkøbte hokkaido er død i sin potte, inden den nåede at komme ud i jorden. Én agurkeplante valgte at dø, så snart den kom i mine hænder, og hang med alt fra det øjeblik den blev anbragt i plantesækken. En anden agurkeplante er begyndt at efterligne den, så måske var jeg lige hurtig nok med plantning af sarte planter i år. Derfor overvejer jeg at anskaffe en ny af hver og håbe, høsten står mål med startudgifterne.
Men lige nu er der pæææhnt derude! Se, løg og kartofler i sort jord!
* gennemsnitsstemmeprocent for alle kommunens 17 valgsteder.
14. april 2019 | At have have |
Selv om huset skal i undtagelsestilstand, kan man godt gøre undtagelser.
Og fordi hele stuen, også hyggen, lige om lidt bliver pakket ned og væk (fordi rør), har jeg stillet sådan en lille, hyggelig undtagelse i en solstråle i køkkenvindueskarmen.
Jeg tog mig endnu en gravedag i kolonihaven i dag, for det skal jo også gøres, og jeg følte mig ikke rigtigt klar til starte på nedpakningen i dag. Men i morgen…
Solen skinnede, jeg har fået farve i kinderne, og jeg er næsten færdig med at grave. Og så tog jeg tulipaner med hjem. Jeg ved ikke, om de springer ud, eller de alligevel er plukket lidt for tidligt. Men så er der flere, hvor de kommer fra. Og vasen kom også i undtagelsestilstand: Hele stuen kommer i kasser, undtagen vasen.
Tulipanerne bliver røde, og bladene knirker, som friske tulipaner skal.
I mit vindue.
8. april 2019 | At have have, den store bunke |
Jeg har jo døjet noget med de kropslige konsekvenser af min havegravning sidste weekend. Der har været dage, hvor jeg har haft konstant ondt i højre balde, og nætter, hvor jeg er vågnet hver eneste gang, jeg ville vende mig. Alt sammen på grund af uvant, ensidigt arbejde, helt bogstaveligt.
Det er naturligt for mig at sætte venstre hånd på håndtaget, træde spaden ned med højre fod og løfte den fortrinsvis med højre arms kræfter. Men da jeg som barn og ung hakkede roer hjemme på markerne, kunne jeg ubesværet skifte mellem højre- og venstregreb på hakkejernet. Mest for at blive jævnt solbrændt, ganske vist, men pointen er, at jeg var i stand til at spejlvende.
I går lagde jeg et foto med dette motiv på de sociale medier ledsaget af teksten: “I dag spejlvender jeg sidste søndag. Jeg gør det samme som jeg gjorde for en uge siden, bare med venstre hånd forrest og venstre fod på spaden. Målet er at smadre venstre side af kroppen til samme niveau som højre, der har smertet hele ugen. Så udligner det ene det andet, og alting vil være i balance. Er min teori. Spørg mig på tirsdag – den grusomme andendag, om teori trumfer praksis.”
Det er tirsdag i morgen. Indtil videre tyder alt på, at teorien holder. Jeg sover om natten, og jeg har ikke ondt, og det ser ikke ud til at blive værre. Minus gange minus giver plus. Det er bevist ved deduktion.
Jeg er endda så overbevist, overstadig og muligvis overmodig, at jeg godt kunne finde på at tage en pose havetøj med i morgen og afslutte arbejdsdagen med at udfordre selveste andendagen med spaden ved hånd og fod.
Venstre, vel at mærke.
