hep

I ser jeg sår, især i år

Nej. Det passer ikke. Det var bare, fordi det gav en sjov, rimende remse, jeg skrev den overskrift. Jeg såede lige så meget sidste år og årene før.

Men det er rigtigt, at jeg har haft en skøn dag i kolonihaven. Og nu er haven tilsået.

Nej. Det er heller ikke rigtigt. Der er plads til mere, og der kommer mere i jorden. Men det haster ikke. Bønner kræver en noget højere jordtemperatur, end vi har nu, og kål, squash og hokkaidogræskar må også godt plantes lidt senere.

Men ellers er jeg færdig. Jeg har lagt to kartoffelsorter og sat tre slags løg, sået dild, rødbeder, skorzonerrødder, spinat, pastinak og fire slags salat. Så hvis der ikke kommer mad på bordet og i forrådskamrene, er det ikke min skyld.

Jeg har lagt kimen til den fineste rigdom, jeg kender. At kunne høste kurve fulde af frugt og grøntsager og hele sommeren og efteråret hente ingredienser og inspiration til aftensmaden i sin egen køkkenhave. Dét er rigt!

I morgen er det min tredje feriedag, og der holder jeg havefri. Jeg skal have fjernet et lipom, som lægen der forundersøgte mig hellere ville kalde aterom, og med et par sting på ryggen skal jeg efterfølgende ikke foretage mig noget, der anstrenger mig det mindste. Når jeg kommer hjem efter operationen, forestiller jeg mig havestol på rækkehusterrassen, tæppe, kaffe og kloge tanker, mens jeg ser græsset gro. Måske vil jeg lytte til andres kloge tanker og proppe en lydbog i ørerne. Det bliver også en god dag.

Skaaa-aa-at?! Der er en der ruger!

Jeg trak skatkortet igen i går. Da jeg kom ind i kolonihavehuset, kiggede jeg ned og konstaterede, at der lå en del strå og smågrene på gulvet lige foran døren ind til køkkenet. Så kiggede jeg op og konstaterede, at der var en rede lige over køkkendøren.

Cirka samtidig fik solsortehunnen, der lå i reden, øje på mig, skreg op på den virkelig rasende og truende solsortemåde og flaksede hysterisk rundt, inden den fandt vejen ud under tagskægget.

Mens den var væk, benyttede jeg lejligheden til at hente ALT ud, hvad jeg skulle bruge af redskaber. Spand, spade, graveske, beskæresaks, handsker og så videre, for jeg skulle bare ikke derind igen, før reden var fjernet. Og så skrev jeg til Morten, som ville komme i haven lidt senere, at han skulle belave sig på at fjerne reden. Jeg kan ikke, og jeg vil ikke, men det er HELT sikkert, at fugleyngel ikke får lov at blive voksent inden døre på mit revir.

Jeg har det stramt med fugle tæt på. Skriv ’fuglekrig’ i søgefeltet her på bloggen, så får du en lang række slag, som jeg har udkæmpet og vundet de fleste af, eller se her, hvor Morten også var en helt. Fugle må gerne findes, de må gerne synge, også tidligt om morgenen, og jeg vil gerne fodre dem (dog ikke duer!), men de skal ikke flyve frit indenfor eller opholde sig mindre end to meter fra mig, heller ikke når de er døde.

Helten kom, tog reden væk – der var ingen æg lagt endnu – og skiftede en utæt vandhane, mens heltebarnet fjernede mos på plænen. Der var en del. Rullegræs, der blev rullet ud for fem år siden, kan sagtens udvikle så meget mosvækst.

Og jeg fik gravet og gravet og gravet. Når jeg har gravet det hele i løbet af de næste dage, må jeg lægge kartofter og sætte løg. Elly og Ivan, der har nabohaven, har allerede gjort begge dele, men de er altid foran, så det tager jeg ikke så tungt. Elly såede også noget i går, men jeg så ikke, hvad det var. Næste gang jeg er derude, vil jeg kaste lange blikke over hækken på frøposen, der er er sat på en pind for enden af rækken.

Jeg har ikke en frørække endnu, men jeg har en række solide havehjælpere, som har tjent mig trofast gennem op mod 25 år. Engang var de røde, men årene har falmet farven og slidt emaljen. Det er omtrent som mig, men sammen er vi stadig stærke.

Blæsten kan man ikke få at se

Hvis man kunne se blæsten, hvis den for eksempel var grøn eller blå, eller hvis den var en hyrdehund, for eksempel en border collie, kunne jeg følge med i, hvordan den bar sig ad med at drive de visne blade sammen lige netop dér. Bunken har været uforanderlig det meste af vinteren. Lige netop den facon, lige netop dér i hjørnet af terrassen, lige uden for stuevinduerne har blæsten valgt, at det er et prima sted at samle alle de blade, træerne tabte i efteråret. Blæsten ved ikke, at træerne ikke vil bruge dem igen.

Jeg skal heller ikke bruge bladene, men har valgt ikke at flytte bunken endnu. Vindstrømmene flytter den bare tilbage igen.

Og så vil jeg også godt vente til foråret, så det er lidt rarere at gå udenfor. Foråret er lige om hjørnet, har jeg hørt. I næste uge, har jeg hørt. Hvor jeg har noget ferie, jeg skal have brugt inden udgangen af april.

Det her billede er taget ud af stuevinduet, og man kan se, at der er flere projekter derude. Oliventræet skal flyttes over i en ny krukke – som ikke er revnet. Jeg venter til det bliver lidt lunere.

Det kan også være, blæsten lige ordner det.

Et stykke med bart

Igen i dag var det havens dag. Det er fem år siden, vi overtog kolonihaven, og således er Haven Sæson 6 netop gået i gang. Dermed er det meste efterhånden blevet rutine, vi ved hvad vi skal, og der er ingen overraskelser. Det kan lyde kedeligt, men det er det ikke. Det er tværtimod godt, trygt og dejligt gammelkendt. Og det bedste: Der kommer mad ud af det.

Hvad der heller ikke er nogen overraskelse i, er at jeg hvert efterår ikke får gravet køkkenhaven inden vinteren. Således også denne gang. Det betyder – igen, at jeg må grave om foråret, inden jeg kan så. Det øverste grønne lag skal lige vendes ned i jorden, så det i det mindste ser ud, som om der er bar, sort jord.

I år lader foråret og såtiden vente på sig, og jeg har ikke købt så meget som ét frø eller én læggekartoffel. Men jeg har påskeferie, så det var oplagt at starte gravemaskinen. Som er mig og min havespade. Fiskars Classic. Helt analog fræsning.

Det regnede ikke i Viborg i dag, og jeg orkede at grave et okay stykke, mens jeg lyttede til Anne B. Ragdes Liebhaverne og ind i mellem varmede mig ved medbragt termokaffe. For det var altså koldt, og da tæerne på min venstre fod var blevet til is, kørte jeg hjem.

Om tre uger har jeg ferie igen, og så er det nok varmere og mere gravevenligt og såbart. Der når jeg resten. Nok.

I denne påskeferie bliver der ikke mere kolonihavearbejde. I morgen rejser jeg til København og besøger ældstebarnet. Det bliver noget helt andet og lige så dejligt.

Kolonihaveliv: Sæt i gang!

Århh, det er jo ikke til at vide, hvornår der kommer sådan en dag igen, og om den dag så lige falder sammen med, at jeg har fri.

I dag lykkedes det, og kolonihavesæsonen er vel så officielt skudt i gang med et skud sol og let lune. Der faldt også hagl, og det faldt så lige sammen med, at jeg fik øje på to års visne blade i hjørnet under bænken på en stump overdækket terrasse. Dem kunne jeg bruge hagltiden til at få fejet ud. Og så faldt haglene også sammen med, at jeg havde termokaffe og madpakke. Så kunne jeg sidde i tørvejr og få gjort kål på dét.

Senere gjorde jeg kål på nogle af grønkålsstokkene, som var færdige med at bære. Det har harerne nok hjulpet til med. Det er sikkert også harerne, der har smidt en øldåse og lille snapseflaske fra sig i køkkenhaven efter en nattefest.

Det viste sig, at der stadig stod halvanden række pastinakker og gemte sig under jorden. Over jorden kunne de næsten ikke ses. Jeg tog nogle af dem med hjem og bestemte, at vi skal have godt med pastinak til aftensmad i morgen. De har virkelig været store og flotte i år, pastinakkerne. Eller sidste år.

Jeg har pillet sidste års visne pinde af stauderne og samlet nedfaldne birkegrene sammen. Jeg har fyldt containeren med vinterens vissenhed, fejet fliser, tænkt tanker, lyttet bog og lagt planer.

Jeg kunne mærke, at det nok skal blive forår engang. Krokus ved det også.

Da jeg kom hjem, lagde jeg vattæpper i havestolene, lavede kaffe og lagde æg (af chokoloade i en skål!) og bød Morten ud i det sidste hjørne med sol på terrassen. Det var en lille fin stund.

En Instagram-ven skrev en hyldest til skiftet til sommertid; at det er ligesom at få penge tilbage i SKAT, når det lige pludelig og måske lidt uventet er længere lyst, højere til himlen, fuglene synger, og det hele emmer af nye muligheder. Jeg er helt enig.

Jeg er spændt på i morgen. Min tanke var, at jeg kunne grave køkkenhaven, som jeg ikke nåede i efteråret, men vejret har ikke helt tilkendegivet, om det er med eller mod mig.

I dag var vi i hvert fald på samme side.