At være en coladåse på bunden af en brønd

Hvordan ser verden ud fra bunden af en mælkejunge, der er gravet ned i en kolonihave for at holde for eksempel drikkevarer kolde, når sommersolen bager, og der ikke er et eldrevet køleskab til rådighed?

Det har man hidtil ikke vidst ret meget om.

Men nu er det blevet dokumenteret, for en coladåse har sendt en videorapport dernede fra. Se med og bliv oplyst.

Den tænkte desværre ikke på, at det havde været bedre at filme i tværformat.

 

Going loco in the colo…

Jeg indrømmer det gerne: Det er en letkøbt omskrivning af titlen på Four Tops’ gamle hit Loco in Acapulco, men jeg står ved den, også fordi der er sådan et lækkert genbrug af bogstaverne i loco til colo, som selvfølgelig refererer til kolonihaven.

Så behøver jeg heller ikke udpensle det mere, vel?

Jeg har været en lille smule skør i kolonihaven i dag. Mest bare tosset med forår og solskin. Alt det, der har været sat lidt på hold derude på grund af travlhed med flytning og konfirmation sammenholdt med det alt for kolde vejr, har jeg nu fået indhentet. Det meste af det, jeg vil så, er sået; der mangler kun rødbeder og bønner, som gerne vil vente på lidt højere jordtemperatur, ligesom squash- og hokkaidoplanterne og årets nyhed aubergine ikke tør blive plantet ud, så længe meteorologerne truer med nattekulde.

Men jeg turde godt fylde plantekasserne med tomater, agurker og peberfrugt. Jeg har sagt til dem, at de skal varme hinanden, hvis det bliver koldt om natten. Så skal det nok gå.

Det her er dét tidspunkt i hele havesæsonen, hvor jeg er sikker på, at det er mig, der har overtaget. Siden vil det blive et kapløb mellem mig og ukrudt, og på et tidspunkt vil ukrudt stikke af. Ukrudt vinder ALTID! Sådan er det bare, og jeg ved det.

Men lige nu… der er det mig.

Den kolonihave …

I dag blev jeg igen spurgt, om vi beholder kolonihaven, nu hvor vi er flyttet i hus og har fået en have mere. Spørgsmålet er forståeligt og relevant. Hvorfor dog påtage sig dobbelt arbejde med at passe TO haver? Hvis det er for at få mad, findes løsningen jo lige henne hos den nærmeste købmand.

Man kan også vende spørgsmålet om: Hvorfor ikke rage til sig af dobbelt glæde, når nu man har muligheden?

Og så længe jeg bliver så glad helt ind i mit inderste, når jeg åbner denne her låge, er svaret enkelt: Ja, vi beholder kolonihaven.

“Din (mentale) dropbox er næsten fuld” …

Såeeh, jeg slog græs sidste tirsdag, og hvad skete der så? Blev jeg hentet af et rumskib fra en fjern galakse, så dét er forklaringen på, hvorfor jeg så brat forsvandt fra jordens overflade, også kaldet Grevindens residens?

Næ.

Mit jordiske hylster har været her hele tiden, men når man inden for ti dage både flytter hele sit hjem og starter på nyt arbejde, er konsekvensen et liv helt og aldeles uden rutiner. Fuldstændigt. Ingenting er som det plejer, der er ingen etablerede måder at gøre noget på, jeg ved ikke hvor lang tid det tager at komme nogen steder hen, hvilket badeværelse det er mest bekvemt at bruge til hvad om morgenen, hvilke nye logins jeg skal bruge til hvad, hvilke nye procedurer jeg allerede har glemt igen, hvordan jeg kommer fra A til B i firmadomicilet, hvornår vi får tømt de to allersidste flyttekasser, så flyttemanden kan hente hele stakken, hvad vi overhovedet skal have der, hvor flyttekassestakken er nu.

Forleden morgen trak jeg cyklen ud af skuret for at cykle på arbejde med en skinnende glorie på, konstaterede at verden var uforholdsmæssigt sløret, fordi jeg havde glemt at tage kontaktlinser på – det var ikke blevet en veletableret rutine i mine nye omgivelser (dét med at have to badeværelser!), satte cyklen ind igen, fordi jeg så ikke ville kunne nå at cykle, monterede kontaktlinser, satte mig ind i bilen og konstaterede, at brændstofstanden var så lav, at jeg end ikke vidste, om jeg overhovedet kunne nå hen til tanken, nåede hen til tanken og valgte naturligvis den defekte stander, der ikke ville tage mit kort i hverken første, andet eller tredje forsøg, så jeg måtte ind og hente en medarbejder i butikken, tankede og sneglede mig igennem morgentrafikken, som også er ny for mig i dén retning, jeg skal, og overvældende på dét tidspunkt. Jeg er ikke sikker på, om jeg nåede frem til tiden. Det gjorde jeg vist ikke.

Samtidig har Morten haft en omfattende arbejdsopgave, som jeg også har været involveret i, og så er der forberedelserne til Astrids konfirmation på lørdag. Desuden har jeg fået ny telefon, som skulle sættes i gang, og forleden aften crashede harddisken på min bærbare Mac. Det var ikke så godt, hverken i forhold til førnævnte store opgave eller konfirmationsforberedelserne. Morten er den rolige af os, når den slags sker, og det var ham, der – selv om han var lige så udmattet som jeg – sad oppe googlende og nørdende det halve af natten og endte med at sætte ny harddisk i og genetablere al software, så jeg stort set kunne fortsætte hvor jeg slap, da jeg stod op næste morgen. Han er fantastisk!

“Det bliver bedre i næste uge!”, messer vi til hinanden, når vi kigger op fra skærmene eller passerer hinanden på vej i forskellige retninger, mens vi undlader at se på inventarkaos i husets kroge. Og det gør det. Det er faktisk allerede begyndt. Toppen af presset forsvinder. Vi bliver hele tiden bedre til at bo i vores hus. Jeg har lige hentet de spisebordslamper, vi bestilte for et par uger siden, og en af os sætter dem op. Nyt job tegner godt. Det bliver bedre vejr. I går lagde jeg kartofler og satte løg i kolonihaven og slog græsset derude, og solen skinnede, som billedet viser.

Flere data er det ikke nødvendigt at lagre. Det skal nok gå.

Ulv på overarbejde

Vi er blevet et par med to græsplæner og behov for et par plæneklippere.

Til kolonihaveplænen er vi godt hjulpet med en overdrevet god batteridrevet grøn sag, men vi var skidt kørende på nytilkommet rækkehusplæne, og derfor var aftalen blevet, at vi skulle arve min mors plæneklipper med tilhørende genopladelige batteri. Ved påskebesøget hos mor hentede vi maskinen og erstattede den i skuret med vores aflagte håndskubber fra kolonihaven, for at min bror i det mindste har noget at slå græs med, indtil mors gamle hus bliver solgt. Det var også en del af aftalen.

Mens vi har gået og flyttet og huseret inden døre, og det i øvrigt har regnet og regnet og regnet og sneet, er græsset gået hen og har groet sig godt til. I dag var det solbeskinnet tørvejr, da jeg kom hjem med behov for noget fysisk udfoldelse, så jeg trak Ulven på græs.

Den var ikke meget for det. Så højt mosblandet græs er åbenbart ikke noget, den plejer at blive budt. “Jeg vil ikke, jeg vil ikke”, peb den. “Jeg går op og lægger mig”, tudede den, når vi kom til en særligt svær bane, og hvert andet øjeblik dånede den. Jeg var ubønhørlig og startede den ufortrødent hver gang, men midtvejs fik den mig ved at spille den ultimative trumf: Rød lampe i batteriindikatoren. Hvad?! Ulven kan ikke engang klare en hel græsplæne? Verdens mindste græsplæne (næstmindste. Dens gamle hjemmebane er trods alt mindre) må slås over to dage?

Jeg satser på tørvejr i morgen også, for lige nu ser vores plæne ud som hovedet på en, hvis hårtrimmer er gået i stykker midt i en klipning (jeg har set det ske, og det klæder ingen!).

Jeg overvejer situationen. Måske har jeg fået katten i sækken. Det kan godt være, jeg kommer til at ønske mig håndskubberen tilbage. Vi må se.

Græsset i kolonihaven er heller ikke slået endnu. Jeg må snart derud og se, hvor slemt det er. Men der har vi heldigvis den grønne sag, som er overlegen på alle måder, endda med to batterier at skifte med. Og jeg ved, hvor begge er. Det kan man ikke bare gå ud fra efter en flytteproces.

Men Ulven … tsk tsk, hvad stiller vi op med den?

Uforudsete konsekvenser af Candy Crush

Et sted (her, faktisk) var der en, der nok gad vide, om det overhovedet er muligt at lande på Jackpotfeltet i bonushjulet i Candy Crush. Hvis du ikke spiller Candy Crush, giver denne undren ingen mening for dig, men det gør ikke nogen forskel for forståelsen i den videre læsning, om du forstår lige den detalje. Så du læser bare.

Jeg kom til at tænke over, i hvor mange af mine egne blogindlæg jeg har nævnt Candy Crush (mindst en gang, nu har jeg for eksempel allerede skrevet det fire gange i dette indlæg). Det har jeg i 26. Lidt vildt egentlig. Som om jeg spiller det hele tiden. Okay, det gør jeg faktisk.

Jeg læste nogle af indlæggene. Et af dem var dette her fra sidste år, hvor vi blev ringet op af kolonihaveforeningens kassererske, der mindede os om, at vi næsten var bagud med betaling af kontingent. Klogt nok havde jeg skrevet som en fremtidig note til mig selv, at kontingentet skal betales mellem 25. januar og 15. februar.

Og det er den 10. i dag! Betalingstid! Hurra for blogarkivet. Jeg besluttede straks at få hævet nogle penge og spadsere op til kassereren med dem. Vi betaler jo kontingent med kontanter i vores forening. Og her i betalingsperioden sidder kassereren garanteret hjemme og venter på, at medlemmerne strømmer til for at bytte sedler og mønter ud med en forhåndsudfyldt dags dato-kvittering fra blokken, så jeg regnede med at træffe hende hjemme.

Jeg tog ranselen på ryggen og spadserede ned til banken. Få meter før pengeautomaten kom jeg i tanker om, at det var den forkerte bank. Jeg glemmer hele tiden, at jeg har skiftet bank på grund af det der huskøb, vi har kastet os ud i. Jeg glemte også at fortælle det til min arbejdsgiver, så ved sidste lønningsdag fik jeg ingen penge. De svævede forvirret rundt ude i cyberspace og vidste ikke, hvor de skulle hen, for døren var lukket der, hvor de var blevet sendt til. Det er der lavet om på nu.

Jeg kunne jo nok have hævet penge i min gamle banks kontantautomat, men er der ikke noget med, at der så lægges et gebyr på? I hvert fald gik jeg hen til min nye bank og hævede i min nye kontantautomat.

Og gik op og traf kassereren hjemme og byttede mine sedler og mønter for en forhåndsudfyldt dags dato-kvittering fra blokken og en snak om ingenting.

Så slog jeg et smut omkring kolonihaven, hvor der er temmelig rodet for tiden. Vi er ved at få lagt havegangen om, og vejret sætter konstant en stopper for arbejdet. Alle fliserne og en rod fra det piletræ, vores gode ven fældede for os forrige sommer, er taget op, to paller nye fliser står og venter, og det samme gør vores folk, fordi sneflokke igen kom vrimlende. Men tænk engang, at om to måneder – rundt regnet – er havesæsonen i gang igen. I hvert fald for dem, der ikke lige står midt i en flytning. Til gengæld regner vi med i det mindste at have en rasende fin havegang.

Jeg spadserede hjemad og købte ind til aftensmad på vejen. Ramte den rigtige pinkode til dankortet i andet forsøg. Det bankskifte, altså.

Så vidt omkring kan det føre, at nogen nævner Candy Crush.

Det ER i øvrigt muligt at lande på Jackpotfeltet. Hvis du stadig sidder og venter på svaret.