Rød høst

Det kan blive så grønt. Grøn salat, grønne agurker, grønne fingre. Men skal det virkelig skille sig ud, skal det selvfølgelig være rødt.

Der er stadig rabarber i kolonihaven, og jeg plejer at lave rabarbercrumble af dem. Men i dag gjorde jeg noget andet, fordi det gik op for mig, at vi ikke havde hverken creme fraiche eller piskefløde, som er crumbles uundværlige følgesvend, og jeg gad ikke købe ind. I stedet lavede jeg kompot, som vi fik koldt til aftenens grillkoteletter. Mmmmm!

300 g rabarber i 2 cm stykker, 100 g lys rørsukker, lidt ren vanilje eller vaniljesukker og 1½ dl vand simrer i 12-15 minutter. Så er det færdigt. Køl af og spis det til hvad som helst. Koteletter, kartofler, ostemadder eller hvad du synes. Da jeg var barn, kunne vi finde på at spise det til leverpostejmadder. Det var også godt.

Bærrene er taybær, som er en krydsning mellem brombær, loganbær og hindbær. De er mørkerøde og ligner lange nissehuer. De er ikke helt modne endnu. Jeg plejer at bruge dem til marmelade, men hvem ved, måske kan de også kompottes.

Frodigt flor

Det er lige nu, ukrudtet i kolonihaven sætter af og sætter i sprint, så jeg er efterladt på hælene, mens jeg i slowmotion griber ud efter skuffejernet. Fra nu af er der kun én vinder i kampen om bar jord.

Jeg accepterer det og bøjer mig i støvet – eller den mudrede muld – i respekt for, at ukrudtet også i år fandt det perfekte tidspunkt at lægge sig i front. Jeg kan tage kampen op, og jeg gør det, men jeg ved bare, at jeg herfra kun kan formå at rydde op efter ukrudtets hærgen, ikke forebygge dets indtrængen.

Men jeg siger som den sorte ridder i Monty Python og de skøre riddere, efter at han har fået hugget både arme og ben af og står tilbage som en torso med hoved: Come back, I can still bite!!

Og i snorlige rækker mellem det grønne bunddække lover kartofler og løg, pastinak og spinat trods alt en pæn høst. Bønnerne er kommet op og skal snart til at sno sig op ad klatrestativerne, og rødbeder og grønkål står fint. Det skal nok blive godt.

Et par meter over jorden overvejer det trefamiljede æbletræ, som vi plantede i fjor, hvordan det skal møde efteråret. Guldborg og Rød Ananas har valgt kun at stille op med hver to skravlede deltagere, mens Discovery har sat et indtil videre stærk hold ind i kampen om æblegrøden. Vi er spændte.

Vi er også spændte på de vækster, der er under tag og bag store vinduer. Tre slags tomater og to slags agurker har snart nået loftet, og nu skal de snart til at vise deres værd. Tænker jeg bare! Peberfrugt og aubergine når næppe de samme højder, men har alligevel lagt an til frugter, så forskellige de end er.

Kom nu bare videre, vi venter jo, og salatskålen er erklæret for åben!

2-0 til naboerne

Huskøb betyder dobbelt op på hæk. Det har det i hvert fald gjort for os. Sammen med rækkehusidyl, skader på taget (altså fuglen skade) og dobbelt carport har vi erhvervet os adskillige meter lærkehæk. Den type hæk er meget anvendt herude i kvarteret, og vi vil jo gerne blende ind med omgivelserne og gøre tingene rigtigt, for eksempel at klippe hækken inden sankthans, hvis det er dét, vi skal, så i går ringede Morten på hos en af naboerne til en snak om den hæk, vi ejer hver sin side af.

Det er nemlig Morten, der er hækansvarlig og derfor den af os, det påhviler at indhente fornøden hækinformation. Og det var godt, han konsulterede nogen, inden han viklede hækklipperens ledning om livet og gik i gang på vores side.

Vi klipper nemlig slet ikke hæk inden sankthans her hos os, og det er, fordi lærkehækken er så populær en bosættelse blandt småfuglene, og vi synes, det er ærgerligt at klippe hækken nøgen, så skaderne (fuglene!) oppefra kan få øje på fugleungerne nede i rederne og hapse dem! Nej, her hos os venter vi med at klippe hækken til august.

Anderledes er det i kolonihaven. Her har vi navrhæk, og dén skal klippes omkring denne tid. Netop i går nævnte Morten, at han snart ville klippe hækken derude – hvor han sjovt nok også er hækansvarlig – “og så kommer vi måske først..!”, fantaserede han glad ved tanken om for en gangs skyld at distancere sig i forhold til kolonihavenaboerne. Jeg turde nu ikke tro på, at Ivan og Elly ikke pludselig ville have klippet deres hæk snorlige, og at Evald ville gøre det samme, mens vi lige vendte ryggen til eller var på arbejde. Vi er jo de unge, der har et arbejde at passe, mens naboerne til begge sider er pensionister.

Jeg cyklede forbi kolonihaven på vej hjem fra arbejde i dag. Det her syn mødte mig. Det er vores stykke hæk i midten. Ellys og Ivans til venstre og Evalds til højre.

HVIS nu…

Hvis nu ikke solsortene tager dem ALLE sammen… Altså, HVIS nu … HVIS nogle af dem når at blive røde og forblive hele og ikke hakket i af spidse, grådige, gule fuglenæb … SÅ bliver det en fænomeNAL jordbærsæson!!

For så tungt som denne bærer alle 40-50 planter. Og jeg har besluttet ikke at lægge fuglenet over dem i år. For det første bliver det mere bøvlet at plukke bær, og for det andet er risikoen for decideret at fange en fugl stor, og sker dét, er jeg alligevel afskåret fra jordbærrene. Jeg tør nemlig ikke nærme mig hverken døde eller levende fastviklede fugle. Sådan en kylling er jeg. Så ikke noget net i år.

Men altså, HVIS nu … SÅ…!

Uforudset vækst

Det her…. det er det bed i kolonihaven, som jeg sidste år i august skrød over, at vi endelig havde fået gennemgravet og finsorteret og plantet lupiner og figenbusk i. I dette indlæg pralede jeg uhæmmet af, hvor pænt det var. Nu ser det så sådan her ud. Man skal kigge godt efter for at finde figenpindene og lupinskuddene. Jeg havde jo ikke tænkt over, at når først alle tulipaner og narcisser satte blade og gav sig til at blomstre, ville det være umuligt at luge, så tæt som jeg havde lagt løgene. Og jeg havde da slet ikke forudset, at der stadig ville være så mange ukrudtspirer tilbage i den finsigtede jord. Det bed havde jeg sat mig for at få styr på i dag.

I stedet lugede jeg her. I dette hjørne af haven har ukrudtet haft en særlig evne til ikke at kunne hænge fast på mit falkeblik. Men nu er der pænt. Lidt. Ikke?

Så kunne jeg ikke nå mere, for jeg fik en besked hjemmefra teksten “Vi savner dig…” og dette billede.

Derfor ser bedet foran huset stadig ud som på det øverste billede. Men nogle timer senere så køkkenbordet sådan ud.

Vilkår for fuglemælk

Denne lille plante med fine hvide blomster står midt i en række af trædesten, vi har lagt gennem urtehaven i kolonihaven. Måske hedder den nikkende fuglemælk. Jeg tror, det er en løgplante, og jeg er sikker på, at løget har overlevet den gennemgribende afskrælning af det øverste lag jord, som vi foretog, da vi overtog haven efter Gudrun for fire år siden. Der er meget, som har overlevet, har det vist sig.

Jeg kan se for mig, hvordan Gudrun omhyggeligt og sirligt har lagt en spandfuld fuglemælkløg i jorden og glædet sig hvert eneste år over det fine væld af hvidgrønne blomster i klynger rundt i haven.

Vores vision med haven har været at gøre den til en nyttehave snarere end en prydhave. Vi ville ha’ grøntsager frem for blomster.

Og sådan kan man fuldstændig uforskyldt få ændret sine livsvilkår helt uden at flytte sig. Det er lidt tankevækkende: Da Gudrun var dronning, var fuglemælken et ønskebarn. Nu, under vores regime, står den det selvsamme sted og er en skarnsunge.