Når det flasker sig

Sommetider passer alting helt perfekt sammen.

Som når der kommer en heftig byge, mens jeg sidder indenfor på arbejde og kigger ud af vinduet, og det så når at blive tørvejr og endda solskin, da jeg rammer kolonihaven efter fyraften og klæder om til medbragt arbejdstøj for at male bagvæggen på havehuset anden gang.

Som når der lige akkurat er maling nok tilbage i spanden til hele væggen og ikke til så meget som én planke mere.

Som når jeg bagefter lige går en runde i haven og både får tomater, salat, en lille squash og lidt broccoli med hjem i cykelkurven sammen med en buket af de lyserøde georginer.

Sommetider er noget også liiige ved at blive sært.

Som når jeg i frokostpausen på arbejde fortæller om mit projekt med at få malet væggen færdig, og min unge kollega interesseret spørger “Hvad har du af beklædning?” – og det viser sig, at han ikke spørger om, hvad jeg har på, når jeg maler, men hvad væggen er bygget af.

Væggen er sat til vægs

Når vi gør noget, gør vi det godt. Også når vi pudser glorie.

Engang midt i juli gik jeg om bagved kolonihavehuset og konstaterede fremskredent forfald. Derom kommer jeg ikke så tit, og derfor havde jeg ikke opdaget, hvor galt det var fat. De nederste brædder var rådnende, og ét var decideret faldet af.

Det eneste, der skete ved selve opdagelsen, var, at vi indså, det nok var i år, der skulle gøres noget ved det. Men først skulle vi holde ferie, så skulle vi noget andet, og så skulle vi lave udregninger og skaffe træ. Og hente det og gøre noget lidt mere andet først og have tid og den slags småting.

Men nu har vi været dygtige. Én weekend pillede Morten de gamle brædder ned og startede på opbygningen. Så regnede det, og så skulle vi noget andet, blandt andet på rigtigt arbejde og den slags småting.

I går fortsatte vi de gode takter. Jeg malede plankerne nedefra, mens Morten monterede de sidste foroven. Siden er der også kommet tagrende, og det er godt nok blevet en fin bagside. Ham der har haven bagved vores er garanteret toplykkelig for den nye, smukke udsigt.

Nu mangler vi bare at gøre hushjørnet færdigt og køre affaldet væk. Vi skal for resten også have sat en omgang maling mere til vægs. Vi skal bare lige noget andet først.

Derfor kan vi jo godt pudse glorien. Det kan man ikke gøre for tit. Sådan en skal også vedligeholdes.

 

Overavl

Jeg har madtjansen i morgen, og jeg kommer nok ikke uden om ’noget med squash’.

Der ligger seks af dem i grøntsagsskuffen – den syvende er en agurk. V holder ferie lige om lidt, men intet tyder på, at squashplanterne har tænkt at gøre det samme.

Sååeeh …

Nej, det bliver ikke squashfrikadeller. Jeg husker dette.

Nissehuebærrene boomer

Taybærhøsten tegner storslået i år. Vi plantede busken for fire år siden, fordi vi (Morten) fik øje på den på en planteskoletur og syntes, den var en skæg og anderledes bærfætter at have i haven. Den kunne vi nok få noget sjov ud af, blev der tænkt.

Taybær er en krydsning af sorte brombær, røde loganbær og storfrugtede røde hindbær, og bærrene kan blive fire centimeter lange. Formen minder om en lille rød nissehue, googlede jeg mig til. Da jeg efter købet viste Lasse et billede af bærrene, syntes han mere, de lignede Angkor Wat. Smagen skulle være syrlig og aromatisk og god til friske sensommerdesserter, og vi var spændte på udkommet.

Det første og det andet år og også de efterfølgende bar busken stort set ingenting, og de få bær der var blandede jeg bare i hindbærmarmeladen. I år slår hindbærhøsten grundigt fejl, til gengæld får vi en ordentlig masse taybær, medmindre nogle lede fugle pludselig får smag for dem. De er på ingen måde fire centimeter lange, men der er masser af nissehue og cambodjansk tempel over designet.

Jeg har kun plukket de mørkeste og regner med at tage dem efterhånden, som de modner. De ryger løbende i fryseren, og så ender de fleste nok som marmelade. Som alle bare har at kunne lide.

Vi har også solbær. De får samme skæbne.

Jeg blev aflyst

En halv time før jeg skulle under skalpellen ringede telefonen. Akutpatienter gjorde, at man var nødt til at aflyse min operation.

Nå. Øv. Det var godt nok et kort varsel. Det passede mig ellers så godt lige i dag. Det er ganske vist et lille, harmløst indgreb, men så ville snittet have været overstået, og jeg ville have haft fin tid til at holde mig i ro.

Men farvel da, rekreationsdag i en stol i haven med sol i ansigtet og lovlig laven ingenting.

Så skulle jeg finde på noget andet at bruge dagen til. Heldigvis stod der mange spændende opgaver i kø på min huskenote.

Først støvsugede jeg to biler.

Så gik jeg i gang med at fjerne mos i rækkehusgræsplænen. Vi har sørme meget mos!

I løbet af eftermiddagen spurgte jeg mig selv flere gange, hvorfor jeg overhovedet var gået i gang. Der blev bare ved med at være mos, der kunne krattes væk.

Jeg blev ikke engang færdig med hele plænen, og så stor er den altså heller ikke. Men jeg har ni (9, nine, neuf, nove!) sorte sække med mos stående allerede.

Og jeg ved, hvad jeg skal lave i morgen. Hvor jeg heller ikke skal rekreere.

 

I ser jeg sår, især i år

Nej. Det passer ikke. Det var bare, fordi det gav en sjov, rimende remse, jeg skrev den overskrift. Jeg såede lige så meget sidste år og årene før.

Men det er rigtigt, at jeg har haft en skøn dag i kolonihaven. Og nu er haven tilsået.

Nej. Det er heller ikke rigtigt. Der er plads til mere, og der kommer mere i jorden. Men det haster ikke. Bønner kræver en noget højere jordtemperatur, end vi har nu, og kål, squash og hokkaidogræskar må også godt plantes lidt senere.

Men ellers er jeg færdig. Jeg har lagt to kartoffelsorter og sat tre slags løg, sået dild, rødbeder, skorzonerrødder, spinat, pastinak og fire slags salat. Så hvis der ikke kommer mad på bordet og i forrådskamrene, er det ikke min skyld.

Jeg har lagt kimen til den fineste rigdom, jeg kender. At kunne høste kurve fulde af frugt og grøntsager og hele sommeren og efteråret hente ingredienser og inspiration til aftensmaden i sin egen køkkenhave. Dét er rigt!

I morgen er det min tredje feriedag, og der holder jeg havefri. Jeg skal have fjernet et lipom, som lægen der forundersøgte mig hellere ville kalde aterom, og med et par sting på ryggen skal jeg efterfølgende ikke foretage mig noget, der anstrenger mig det mindste. Når jeg kommer hjem efter operationen, forestiller jeg mig havestol på rækkehusterrassen, tæppe, kaffe og kloge tanker, mens jeg ser græsset gro. Måske vil jeg lytte til andres kloge tanker og proppe en lydbog i ørerne. Det bliver også en god dag.