2-0 til naboerne

Huskøb betyder dobbelt op på hæk. Det har det i hvert fald gjort for os. Sammen med rækkehusidyl, skader på taget (altså fuglen skade) og dobbelt carport har vi erhvervet os adskillige meter lærkehæk. Den type hæk er meget anvendt herude i kvarteret, og vi vil jo gerne blende ind med omgivelserne og gøre tingene rigtigt, for eksempel at klippe hækken inden sankthans, hvis det er dét, vi skal, så i går ringede Morten på hos en af naboerne til en snak om den hæk, vi ejer hver sin side af.

Det er nemlig Morten, der er hækansvarlig og derfor den af os, det påhviler at indhente fornøden hækinformation. Og det var godt, han konsulterede nogen, inden han viklede hækklipperens ledning om livet og gik i gang på vores side.

Vi klipper nemlig slet ikke hæk inden sankthans her hos os, og det er, fordi lærkehækken er så populær en bosættelse blandt småfuglene, og vi synes, det er ærgerligt at klippe hækken nøgen, så skaderne (fuglene!) oppefra kan få øje på fugleungerne nede i rederne og hapse dem! Nej, her hos os venter vi med at klippe hækken til august.

Anderledes er det i kolonihaven. Her har vi navrhæk, og dén skal klippes omkring denne tid. Netop i går nævnte Morten, at han snart ville klippe hækken derude – hvor han sjovt nok også er hækansvarlig – “og så kommer vi måske først..!”, fantaserede han glad ved tanken om for en gangs skyld at distancere sig i forhold til kolonihavenaboerne. Jeg turde nu ikke tro på, at Ivan og Elly ikke pludselig ville have klippet deres hæk snorlige, og at Evald ville gøre det samme, mens vi lige vendte ryggen til eller var på arbejde. Vi er jo de unge, der har et arbejde at passe, mens naboerne til begge sider er pensionister.

Jeg cyklede forbi kolonihaven på vej hjem fra arbejde i dag. Det her syn mødte mig. Det er vores stykke hæk i midten. Ellys og Ivans til venstre og Evalds til højre.

HVIS nu…

Hvis nu ikke solsortene tager dem ALLE sammen… Altså, HVIS nu … HVIS nogle af dem når at blive røde og forblive hele og ikke hakket i af spidse, grådige, gule fuglenæb … SÅ bliver det en fænomeNAL jordbærsæson!!

For så tungt som denne bærer alle 40-50 planter. Og jeg har besluttet ikke at lægge fuglenet over dem i år. For det første bliver det mere bøvlet at plukke bær, og for det andet er risikoen for decideret at fange en fugl stor, og sker dét, er jeg alligevel afskåret fra jordbærrene. Jeg tør nemlig ikke nærme mig hverken døde eller levende fastviklede fugle. Sådan en kylling er jeg. Så ikke noget net i år.

Men altså, HVIS nu … SÅ…!

Uforudset vækst

Det her…. det er det bed i kolonihaven, som jeg sidste år i august skrød over, at vi endelig havde fået gennemgravet og finsorteret og plantet lupiner og figenbusk i. I dette indlæg pralede jeg uhæmmet af, hvor pænt det var. Nu ser det så sådan her ud. Man skal kigge godt efter for at finde figenpindene og lupinskuddene. Jeg havde jo ikke tænkt over, at når først alle tulipaner og narcisser satte blade og gav sig til at blomstre, ville det være umuligt at luge, så tæt som jeg havde lagt løgene. Og jeg havde da slet ikke forudset, at der stadig ville være så mange ukrudtspirer tilbage i den finsigtede jord. Det bed havde jeg sat mig for at få styr på i dag.

I stedet lugede jeg her. I dette hjørne af haven har ukrudtet haft en særlig evne til ikke at kunne hænge fast på mit falkeblik. Men nu er der pænt. Lidt. Ikke?

Så kunne jeg ikke nå mere, for jeg fik en besked hjemmefra teksten “Vi savner dig…” og dette billede.

Derfor ser bedet foran huset stadig ud som på det øverste billede. Men nogle timer senere så køkkenbordet sådan ud.

Vilkår for fuglemælk

Denne lille plante med fine hvide blomster står midt i en række af trædesten, vi har lagt gennem urtehaven i kolonihaven. Måske hedder den nikkende fuglemælk. Jeg tror, det er en løgplante, og jeg er sikker på, at løget har overlevet den gennemgribende afskrælning af det øverste lag jord, som vi foretog, da vi overtog haven efter Gudrun for fire år siden. Der er meget, som har overlevet, har det vist sig.

Jeg kan se for mig, hvordan Gudrun omhyggeligt og sirligt har lagt en spandfuld fuglemælkløg i jorden og glædet sig hvert eneste år over det fine væld af hvidgrønne blomster i klynger rundt i haven.

Vores vision med haven har været at gøre den til en nyttehave snarere end en prydhave. Vi ville ha’ grøntsager frem for blomster.

Og sådan kan man fuldstændig uforskyldt få ændret sine livsvilkår helt uden at flytte sig. Det er lidt tankevækkende: Da Gudrun var dronning, var fuglemælken et ønskebarn. Nu, under vores regime, står den det selvsamme sted og er en skarnsunge.

Spaden i egen jord

Jeg har gravet to døde hortensiaer op og plantet en ny staude. Det var det første spadestik i vores nye have. Vores egen have. Vi må gøre i den lige præcis, hvad vi vil.

Det må vi selvfølgelig også i kolonihaven, men den jord kan vi ikke kalde vores egen. Haveforeningen lejer jorden af kommunen.

Vi havde familien på besøg i dag. Min mor, mine brødre og min svigerinde, som blandt andet havde taget en staude med til os. Stjerneskærm hedder den, og den kommer fra min mors gamle have. Hun har fået den af sin kusine, og sådan har også stauderne historier i min familie.

Nu står den ude i den lille rækkehushave, og jeg glæder mig til at se, hvad den er for en, for jeg kender ikke dens slags.

Første lille havebarn! Det er lidt stort.

Hare, hår, håb

Jeg slog et slag ind omkring kolonihaven på vejen hjem i dag for at vande de sarte squash- og græskarplanter, som det endnu er for tidligt og for koldt at plante ud på friland. Men det var ikke for tidligt at købe dem, syntes jeg den dag i sidste uge, hvor jeg var i plantecenteret i dejligt solskinsvejr. Nu står de beskyttet indenfor i kolonihavehuset og venter. Men der regner det jo ikke, kom jeg i tanker om, og derfor kørte jeg den vej og sørgede for frisk vand.

Da jeg gik ind af lågen, forsvandt haren under hækken ind i nabohaven og hoppede videre væk. Jeg vidste godt, at en hare holder til på de kanter. Jeg så spor efter den allerede i december, og dengang var det okay. Den måtte gerne få del i grønkålen. Så så jeg den i levende live den dag i april, da jeg kom for at lægge kartofler. På samme måde som i dag hoppede den letfodet ind i nabohaven og forsvandt, da jeg trådte ind på havegangen. Lidt senere anede den forbidrevet fare og kom retur for at liste lidt rundt og nippe kål.

På det tidspunkt strejfede tanken mig, hvordan det vil gå med årets afgrøder. Hvad ville harer vælge, hvis der var frit valg i alle rækker? Gulerødder og grønkål kommer ikke i jorden i år, men er det så rucolaen eller spinaten, der bliver topkappet?

Hvis harer opfører sig som rådyr, kan jeg fylde en nylonstrømpe med afklippet menneskehår og hænge op, så holder de sig væk, var der en, der sagde til mig. Det råd er så absurd sært, at det næsten skulle prøves. Enten virker det, eller også gør det ingen skade.

Jeg kan selvfølgelig også vente og se. Eller møde ind på en skræmmende måde hver dag lidt over 16 og træne haren til at blive så bange for mig, at den efterhånden holder sig helt væk, fordi den ikke kan klokken og derfor ikke ved, hvornår jeg træder ind på scenen og er livsfarlig.

Eller altså …. vente og se, hvordan det går.

Og i mellemtiden glæde mig over, hvor pæn løvefod er, når det har regnet. Hvis haren vinder over mig, har jeg da dét tilbage.