Overavl

Jeg har madtjansen i morgen, og jeg kommer nok ikke uden om ’noget med squash’.

Der ligger seks af dem i grøntsagsskuffen – den syvende er en agurk. V holder ferie lige om lidt, men intet tyder på, at squashplanterne har tænkt at gøre det samme.

Sååeeh …

Nej, det bliver ikke squashfrikadeller. Jeg husker dette.

Nissehuebærrene boomer

Taybærhøsten tegner storslået i år. Vi plantede busken for fire år siden, fordi vi (Morten) fik øje på den på en planteskoletur og syntes, den var en skæg og anderledes bærfætter at have i haven. Den kunne vi nok få noget sjov ud af, blev der tænkt.

Taybær er en krydsning af sorte brombær, røde loganbær og storfrugtede røde hindbær, og bærrene kan blive fire centimeter lange. Formen minder om en lille rød nissehue, googlede jeg mig til. Da jeg efter købet viste Lasse et billede af bærrene, syntes han mere, de lignede Angkor Wat. Smagen skulle være syrlig og aromatisk og god til friske sensommerdesserter, og vi var spændte på udkommet.

Det første og det andet år og også de efterfølgende bar busken stort set ingenting, og de få bær der var blandede jeg bare i hindbærmarmeladen. I år slår hindbærhøsten grundigt fejl, til gengæld får vi en ordentlig masse taybær, medmindre nogle lede fugle pludselig får smag for dem. De er på ingen måde fire centimeter lange, men der er masser af nissehue og cambodjansk tempel over designet.

Jeg har kun plukket de mørkeste og regner med at tage dem efterhånden, som de modner. De ryger løbende i fryseren, og så ender de fleste nok som marmelade. Som alle bare har at kunne lide.

Vi har også solbær. De får samme skæbne.

Jeg blev aflyst

En halv time før jeg skulle under skalpellen ringede telefonen. Akutpatienter gjorde, at man var nødt til at aflyse min operation.

Nå. Øv. Det var godt nok et kort varsel. Det passede mig ellers så godt lige i dag. Det er ganske vist et lille, harmløst indgreb, men så ville snittet have været overstået, og jeg ville have haft fin tid til at holde mig i ro.

Men farvel da, rekreationsdag i en stol i haven med sol i ansigtet og lovlig laven ingenting.

Så skulle jeg finde på noget andet at bruge dagen til. Heldigvis stod der mange spændende opgaver i kø på min huskenote.

Først støvsugede jeg to biler.

Så gik jeg i gang med at fjerne mos i rækkehusgræsplænen. Vi har sørme meget mos!

I løbet af eftermiddagen spurgte jeg mig selv flere gange, hvorfor jeg overhovedet var gået i gang. Der blev bare ved med at være mos, der kunne krattes væk.

Jeg blev ikke engang færdig med hele plænen, og så stor er den altså heller ikke. Men jeg har ni (9, nine, neuf, nove!) sorte sække med mos stående allerede.

Og jeg ved, hvad jeg skal lave i morgen. Hvor jeg heller ikke skal rekreere.

 

I ser jeg sår, især i år

Nej. Det passer ikke. Det var bare, fordi det gav en sjov, rimende remse, jeg skrev den overskrift. Jeg såede lige så meget sidste år og årene før.

Men det er rigtigt, at jeg har haft en skøn dag i kolonihaven. Og nu er haven tilsået.

Nej. Det er heller ikke rigtigt. Der er plads til mere, og der kommer mere i jorden. Men det haster ikke. Bønner kræver en noget højere jordtemperatur, end vi har nu, og kål, squash og hokkaidogræskar må også godt plantes lidt senere.

Men ellers er jeg færdig. Jeg har lagt to kartoffelsorter og sat tre slags løg, sået dild, rødbeder, skorzonerrødder, spinat, pastinak og fire slags salat. Så hvis der ikke kommer mad på bordet og i forrådskamrene, er det ikke min skyld.

Jeg har lagt kimen til den fineste rigdom, jeg kender. At kunne høste kurve fulde af frugt og grøntsager og hele sommeren og efteråret hente ingredienser og inspiration til aftensmaden i sin egen køkkenhave. Dét er rigt!

I morgen er det min tredje feriedag, og der holder jeg havefri. Jeg skal have fjernet et lipom, som lægen der forundersøgte mig hellere ville kalde aterom, og med et par sting på ryggen skal jeg efterfølgende ikke foretage mig noget, der anstrenger mig det mindste. Når jeg kommer hjem efter operationen, forestiller jeg mig havestol på rækkehusterrassen, tæppe, kaffe og kloge tanker, mens jeg ser græsset gro. Måske vil jeg lytte til andres kloge tanker og proppe en lydbog i ørerne. Det bliver også en god dag.

Skaaa-aa-at?! Der er en der ruger!

Jeg trak skatkortet igen i går. Da jeg kom ind i kolonihavehuset, kiggede jeg ned og konstaterede, at der lå en del strå og smågrene på gulvet lige foran døren ind til køkkenet. Så kiggede jeg op og konstaterede, at der var en rede lige over køkkendøren.

Cirka samtidig fik solsortehunnen, der lå i reden, øje på mig, skreg op på den virkelig rasende og truende solsortemåde og flaksede hysterisk rundt, inden den fandt vejen ud under tagskægget.

Mens den var væk, benyttede jeg lejligheden til at hente ALT ud, hvad jeg skulle bruge af redskaber. Spand, spade, graveske, beskæresaks, handsker og så videre, for jeg skulle bare ikke derind igen, før reden var fjernet. Og så skrev jeg til Morten, som ville komme i haven lidt senere, at han skulle belave sig på at fjerne reden. Jeg kan ikke, og jeg vil ikke, men det er HELT sikkert, at fugleyngel ikke får lov at blive voksent inden døre på mit revir.

Jeg har det stramt med fugle tæt på. Skriv ’fuglekrig’ i søgefeltet her på bloggen, så får du en lang række slag, som jeg har udkæmpet og vundet de fleste af, eller se her, hvor Morten også var en helt. Fugle må gerne findes, de må gerne synge, også tidligt om morgenen, og jeg vil gerne fodre dem (dog ikke duer!), men de skal ikke flyve frit indenfor eller opholde sig mindre end to meter fra mig, heller ikke når de er døde.

Helten kom, tog reden væk – der var ingen æg lagt endnu – og skiftede en utæt vandhane, mens heltebarnet fjernede mos på plænen. Der var en del. Rullegræs, der blev rullet ud for fem år siden, kan sagtens udvikle så meget mosvækst.

Og jeg fik gravet og gravet og gravet. Når jeg har gravet det hele i løbet af de næste dage, må jeg lægge kartofter og sætte løg. Elly og Ivan, der har nabohaven, har allerede gjort begge dele, men de er altid foran, så det tager jeg ikke så tungt. Elly såede også noget i går, men jeg så ikke, hvad det var. Næste gang jeg er derude, vil jeg kaste lange blikke over hækken på frøposen, der er er sat på en pind for enden af rækken.

Jeg har ikke en frørække endnu, men jeg har en række solide havehjælpere, som har tjent mig trofast gennem op mod 25 år. Engang var de røde, men årene har falmet farven og slidt emaljen. Det er omtrent som mig, men sammen er vi stadig stærke.