3. juni 2022 | den store bunke |
På en (alt for) kort køretur fra min arbejdsplads til min bank skulle jeg omstille mig fra at være den, der lærte fra mig, til at være den, der lærte selv (og forstod).
Jeg har fået en ny kollega, som skal kunne præcis det samme, som jeg kan. Ikke fordi jeg skal lave noget andet, vi er bare blevet flere på holdet. Derfor er jeg i gang med at oplære og indføre hende i alle systemer og metoder. Her finder du, sådan gør du, derefter gør du sådan, du kan hente mere her og her og her, og du kan også gå dén vej ind, her er guidelines, sådan arkiverer du, her skal du bruge dét login og her det andet du fik, sørg for at gøre sådan, undgå at gøre sådan, og bagefter skal du huske at …
Allernemmest var det, hvis jeg kunne teleportere hele min mentale database ind i hendes hjerne, sætte mit eget hoved på hendes skuldre – og så kunne hun det hele. Men sådan fungerer det jo ikke, og jeg kan godt forstå, hvis hun er træt, når arbejdsdagen er slut. Det er jeg også. Men hvis jeg gør det godt i de lidt heftige startdage, kommer min kollega til at gøre det godt i alle de efterfølgende dage, og de samlede superkræfter er det fælles mål.
I dag havde jeg et lille kvarter til at omstille mig til selv at være den, der tog nyt stof ind.
De der konverteringer af lån på grund af stigende renter, ikke? Som alle talte om i forrige uge, før de snakkede om folkeafstemning og forsvarsforbehold, og som de nok snart vil tage op igen, fordi renten bliver ved at stige.
Jeg spurgte min bank, om det er noget jeg skal overveje. Kort spørgsmål. Ikke så kort svar. Så jeg havde aftalt et møde med min bankrådgiver. Jeg forstår alt, hvad han siger. Altså mens jeg sidder i bankens mødelokale. Så snart jeg træder ud over dørtærsklen, forstår jeg det langt mindre, og når jeg kommer hjem til det hus, som er hele årsagen til at jeg har et lån, er tavlen mere eller mindre blank. Sådan er det hver gang, og derfor prøvede jeg virkelig, virkelig at være en dygtig lytter.
Jeg kunne ikke få min bankmand til at sige, hvad han synes, jeg skal. Han var kun interesseret i at give mig et oplyst fundament til selv at tage en beslutning. Det andet havde ellers været nemmere. Hvor skal jeg skrive under?, kunne jeg så bare have sagt. Men sådan legede vi ikke. Hvis du gør sådan, KAN konsekvensen være … Hvis du gør sådan, sker der ingenting, til GENGÆLD … Og her er en tredje mulighed, MEN … Jeg skal selv tage beslutningen. De næste dage må jeg tænke grundigt over, om jeg vil konvertere, og så ender det nok (som sædvanligt) med, at jeg beslutter mig på grundlag af en mavefornemmelse snarere end det oplyste (og hastigt smuldrende) fundament, han tror han gav mig.
Det vil vise sig.
I hvert fald var dagens rolleskift en markant præcisering af, at der er STOR forskel på at lære (fra sig) og at lære (selv). På engelsk er det endda to forskellige ord, teach og learn.
Men jeg tror, at hverken den ene eller den anden rolle i dag havde været nemmere for nogen, hvis det var foregået på engelsk, så lige på dét punkt har jeg allerede besluttet, at jeg ikke vil konvertere.
3. april 2022 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Bemærk kommaet! Der er ikke tale om lange løg, men derimod fisken lange og grøntsagen løg. Fisken er hvid, løgene er gule. Zittauerløg. Eller “løg i net”, som nogle af mine kolleger kalder dem, så de ikke forveksles med rødløg og skalotteløg. Jeg er ikke helt med på logikken og har naturligvis forsøgt at belære og berige dem – men dem om dét for nu.
Overskriften henviser til nogle af ingredienserne i den aftensmad, jeg fik lavet. Normalt vil I ikke få opskrifter her hos mig, for madlavning er ikke et fokusområde for mig, og det er sjældent jeg opfinder noget, som andre ikke allerede har gjort bedre.
Derfor er dette heller ikke en opskrift, men I må gerne få at vide, hvad og hvordan jeg gjorde. Det er alt sammen frembragt af noget, jeg allerede havde, og på den måde blev det ikke rugbrød med hytteost i dag.
Jeg havde noget lange i fryseren, fordi min første måltidskasselevering havde dobbelt portion fisk, og det blev udgangspunktet. Jeg snittede to store løg og udblødte nogle tørrede svampe. Det svitsede jeg på panden, tilsatte en håndfuld fine ærter, en skefuld kapers, en sjat hvidvin, lange i tern, lidt frisk rosmarin, salt og peber og lod det simre i et par minutter. Det hele blev hældt ud på bagepapir i en lille bradepande, drysset med revet parmesan og dryppet med citronsaft. Ovenpå lagde jeg et låg af udrullet butterdej, som jeg penslede med æg og stak huller i. Så bagte jeg hele molevitten ved 200 grader varmluft i 30 minutter.
Det smagte godt. Og der er til i morgen også.
2. april 2022 | den store bunke |
Sommetider arbejder man åbenbart så længe med “godt nok”, at tiden og udviklingen løber fra én. Den der gemmer til natten, gemmer til katten, hedder et ordsprog. Det ser ud til, at katten har fået en luns.
Jeg har fået en ny telefon. Nyeste model og tiptopdollar. Den er god, kan det den skal og mere til, og jeg er glad for den.
Men den er kun interessant i denne sammenhæng, fordi jeg skulle have et cover til den. Og så tænkte jeg, at jeg samtidig ville anskaffe et nyt cover til min iPad, som længe har trængt til nyt tøj. Det gamle hænger i laser, og flere hjørner er knækket af, og det har indkasseret flere forundrede blikke og et enkelt “nåda!”, når jeg har haft min tablet med ude i verden og ladet andre mennesker se den. Men indpakningen fungerer jo, yder stadig en form for beskyttelse, og jeg er ikke nødvendigvis tilhænger af eller kendt for bare at skifte ud og smide væk. Her skulle jeg dog nok have ageret lidt tidligere.
Covers, altså. Til telefonen gik det fint, men jeg fandt ikke lige noget i mobiltilbehørsafdelingen, der så ud til at opfylde mit andet behov. Jeg fandt imidlertid en ekspedient, som virkelig gjorde sit bedste, vi målte og gjorde ved og kiggede på allround modeller, der kunne indstilles til flere størrelser og passe til hvad som helst. Bare ikke til min iPad, som svømmede rundt i lidt for stort nyt tøj.
Forklaringen ligger i årgangen. Det gør den altid, ved jeg af personlig erfaring. ”Den har runde hjørner … Er du sikker på, at det er en Air?”, spurgte fyren. Jeg insisterede og holdt mig til, at det mener den selv, men da jeg sjussede mig frem til, at den nok var fra ’15 eller ’16, lyste han op og sagde, at de lavede dem om i 2017. Og så kunne han ikke hjælpe mig.
Hans bedste råd var, at jeg affandt mig med det og prøvede at holde laserne ud, så længe jeg kunne. Altså samme strategi, som jeg har fulgt de seneste fem-seks år.
Og coveret kan jo det, det skal, så jeg holder ved. Så længe dét holder ved.
7. marts 2022 | den store bunke |
Aldrig så snart min krop var blevet nogenlunde sig selv efter sidste uges pilates, udfordrede jeg den igen ved at sætte helt andre muskelgrupper i spil.
Vi lagde kabler ned på vejen, naboerne og jeg. Eller vi lagde dem faktisk ned under vejen. Vi var blevet enige om, at fremtiden kræver at få ført strøm over til vores carporte og skure. For fleres vedkommende er det ikke engang fremtiden, der kræver det, men i høj grad nutiden. De har købt elbiler. Det betyder ladestandere. Det betyder, at der skal være tilgængelig strøm i umiddelbar nærhed af bilerne.
Vores asfalt er desuden slidt og trænger til udskiftning. Det vil vi også gerne have ordnet i nær fremtid. Og vi synes alle sammen, at det vil være smart at få lagt de kabler ned, inden vi får asfalteret, også vi der ikke lige står og mangler strøm derovre. Det er fremtidssikring af vores huse, synes vi.
Derfor havde vi aftalt vejdag i lørdags. Tage sten og fliser op, skære asfalt, grave render (uden om andre vigtige kabler og kloakdæksler), trække kabler i rør, lægge kabelrør ned, dække til, stampe jord, lægge sten og fliser på plads igen. Det var dagens opgaver, kun afbrudt af korte pauser for at grille pølser og drikke kaffe. Umiddelbart lyder det let, når det remses op, men jeg skal lige love for, at det var hårdt arbejde. Normalt løfter jeg ikke noget, der er ret meget tungere end min kaffekop, men seks-syv timers intenst fysisk arbejde medførte, at jeg lørdag aften knapt kunne løfte en kop.
Men vi blev færdige, gjorde vi. Vi fik hjælp af et par potente maskiner til at skære asfalten og grave renderne i vejen, og det var altså godt planlagt, ellers havde det været endnu hårdere og taget flere dage.
Det var trods sliddet en hyggelig dag med brilliant naboteamwork. Og nu er det gjort!
Nu er jeg klar, både til ny asfalt og til at jeg faktisk får brug for den strøm.
Og min krop virker igen.
2. marts 2022 | den store bunke |
For pokker da! En times fysio pilates på en krop, der egentlig er i rimelig stand, men præget af års ikke-træning, dét kan mærkes. Av.
Jeg har købt et klippekort til et træningscenter, fordi fornuften fortæller mig, at det er smart at vedligeholde sit hylster. Det skal holde i mange år endnu, og selv med naturligt godt bindevæv og gode gener kommer formen nok ikke af sig selv. Der er for mange årringe i stammen.
Klippekort, fordi jeg så lige så godt kan bruge det. Pengene er allerede spenderet.
Fysio pilates indebærer måtte, håndvægte, foamroll og kommandoer som ’stræææk’, ’bøj’, ’rul hvirvel for hvirvel’, ’høj planke’, ’lav planke’, ’løft overkroppen’, ’hooooold den dér!’, ikke ret meget med ’hvile’ eller ’pause’, og har forsynet mig med hundredevis af nye muskler og sener, som helt sikkert ikke fandtes i min krop før, og i morgen vil jeg kunne mærke dem alle sammen – og i overmorgen er det endnu værre.
“Er de for lette?”, spurgte instruktøren undervejs og mente de håndvægte, jeg havde valgt. “Nhhej!”, gispelo jeg og havde lige overvejet, om jeg skulle have valgt nogle lettere.
Jeg var ikke den eneste, der syntes, det var hårdt, kunne jeg høre. Der var støn, sved, sitrende muskler, knagende knogler og knæ, der knækkede, jævnt over hele salen. Men bagefter var alle glade, og et sted skal man jo starte.
I dag: av, i morgen avav, i overmorgen avavav, og SÅ bliver det godt. Og næste gang bedre.