Udpluk #20

 

  • Yngsten flytter hjemmefra om kort tid, og jeg har muligvis forkøbt mig i håndklæder til ham. Hvis han ikke sætter foden ned, vil hans første eget hjem være udstyret med en fire gange så høj håndklædestabel, som jeg selv startede med i sin tid. Er muligvis nødt til at købe ham et skab også.
  • Jeg har også hentet et par kasser frem med det, der er tilbage af grej som børnene måske vil overtage når de flytter hjemmefra. Jeg har bare kastet et kort blik ned i dem og konstateret, at der blandt andet er mulighed for at overtage en elkedel, otte steakknive, Mortens aflagte pas (?!?) og en hulske. Det er selvfølgelig en start, men ellers tager vi den store tur på søndag og laver en liste over, hvad der mangler i hans startsæt. Mit initiativ, ikke den fraflyttendes.
  • Jægersmanden er taget på bukkejagt i Sverige med et kobbel kammerater, og den endnu ikke hjemmefraflyttede har også udenbys aftaler de næste dage. Sikke jeg skal brede og kede mig! Det bliver også fedt. Og lidt tomt. Men fedt.
  • Når jægersmanden ikke er hjemme, spiser Lasse og jeg hokkaido. I dag skar jeg græskarret (med skræl, men uden kerner) i skiver, omviklede hver skive med en kvist frisk timian og en halv skive bacon, kværnede salt og peber over, plaskede olivenolie over med rund hånd og bagte hokkaidofritterne i 35 minutter ved 200 grader varmluft. Spis aioli til. Det er kongemad! Super tilbehør til … alt, tror jeg.
  • Vi har alle sammen noget, de andre spiser i ens fravær. Når Morten ikke er hjemme, spiser vi for eksempel hokkaido. Vi får oftere tærte, når Lasse ikke spiser med, og når Astrid ikke er her, vælter vi os i grøntsager. Jeg ved ikke, hvad de andre spiser, når jeg ikke er hjemme. De skulle egentlig benytte lejligheden til at spise rosenkål og bananer.
  • Jeg er allerede helt spændt på, hvad jeg selv skal have at spise, nu når jeg er alene hjemme til aftensmad.
  • Solsikkerne har ikke noget at gøre med noget af ovenstående. De har bare stået og været pæne, siden Morten havde dem med hjem i sidste uge.

Når det flasker sig

Sommetider passer alting helt perfekt sammen.

Som når der kommer en heftig byge, mens jeg sidder indenfor på arbejde og kigger ud af vinduet, og det så når at blive tørvejr og endda solskin, da jeg rammer kolonihaven efter fyraften og klæder om til medbragt arbejdstøj for at male bagvæggen på havehuset anden gang.

Som når der lige akkurat er maling nok tilbage i spanden til hele væggen og ikke til så meget som én planke mere.

Som når jeg bagefter lige går en runde i haven og både får tomater, salat, en lille squash og lidt broccoli med hjem i cykelkurven sammen med en buket af de lyserøde georginer.

Sommetider er noget også liiige ved at blive sært.

Som når jeg i frokostpausen på arbejde fortæller om mit projekt med at få malet væggen færdig, og min unge kollega interesseret spørger “Hvad har du af beklædning?” – og det viser sig, at han ikke spørger om, hvad jeg har på, når jeg maler, men hvad væggen er bygget af.

Væggen er sat til vægs

Når vi gør noget, gør vi det godt. Også når vi pudser glorie.

Engang midt i juli gik jeg om bagved kolonihavehuset og konstaterede fremskredent forfald. Derom kommer jeg ikke så tit, og derfor havde jeg ikke opdaget, hvor galt det var fat. De nederste brædder var rådnende, og ét var decideret faldet af.

Det eneste, der skete ved selve opdagelsen, var, at vi indså, det nok var i år, der skulle gøres noget ved det. Men først skulle vi holde ferie, så skulle vi noget andet, og så skulle vi lave udregninger og skaffe træ. Og hente det og gøre noget lidt mere andet først og have tid og den slags småting.

Men nu har vi været dygtige. Én weekend pillede Morten de gamle brædder ned og startede på opbygningen. Så regnede det, og så skulle vi noget andet, blandt andet på rigtigt arbejde og den slags småting.

I går fortsatte vi de gode takter. Jeg malede plankerne nedefra, mens Morten monterede de sidste foroven. Siden er der også kommet tagrende, og det er godt nok blevet en fin bagside. Ham der har haven bagved vores er garanteret toplykkelig for den nye, smukke udsigt.

Nu mangler vi bare at gøre hushjørnet færdigt og køre affaldet væk. Vi skal for resten også have sat en omgang maling mere til vægs. Vi skal bare lige noget andet først.

Derfor kan vi jo godt pudse glorien. Det kan man ikke gøre for tit. Sådan en skal også vedligeholdes.

 

Vi venter lidt

To store udeprojekter i kolonihaven er skrevet i kalenderen denne weekend. Der ligger lange planker klar derude til at skifte husets rådne bagvæg ud med en frisk, og løg, kartofler og spinat har groet sig klar til at blive høstet.

Og så gør vejret dét her?

Mens vi venter på opklaring, tuller vi rundt herhjemme med indeopgaver, en vask eller to, kontorarbejde, det kan endda blive aktuelt med noget rengøring, indtil vi konstaterer hvad vejret tillader i eftermiddag.

Jeg håber stadig på, at vi får den rådne væg pillet ned og gravet kartofler op. Hvordan vi bagefter får holdt fugt og mug fra begge dele, har jeg ikke regnet ud endnu.

Måske ender det bare med, at jeg trodser vejret, rykker ud og rykker alle spinatplanterne op og sætter mig hjemme i baggangen ved siden af vaskemaskinen og nipper spinat og sipper te. Det er da også et stykke vej at komme.

Kaster lige et blik ud på himlen … nej, det lysner ikke endnu.

Udgivet i den store bunke - Tagget med - Skriv en kommentar.

Syv litterære yndlinge

Jeg fik en opfordring til i syv dage at lægge et billede af en yndlingsbog på Facebook.

Normalt går jeg langt uden om digitale kædebreve, og barndommens kædebrevstrusler om, at ’denne-kæde-startede-i-Spanien-for-12-år-siden-og-er-ikke-siden-blevet-brudt,-og-hvis-du-bryder-den,-vil-slemme-ting-overgå-dig’ har jeg vovet at tilsidesætte. Uden at der skete noget.

Den eneste gang, jeg deltog i et kædebrev og møjsommeligt kopierede brevet og sendte det med posten til fem nye, mens jeg købte og sendte et viskelæder til det første navn på listen, fordi jeg så selv ville modtage 264 viskelædere inden for to uger, skete der det, at jeg modtog … 1 viskelæder. Så nogen har altså brudt kæden. Måske fordi ingen rigtigt gider have 264 viskelædere.

Altså kædebreve, nej tak. Men denne udfordring syntes jeg alligevel var lidt sjov, og jeg har kigget tilbage gennem hele mit bogbagkatalog.

I Facebookprojektet skulle man samtidig udfordre en ny person til at gøre det samme – hver dag lægge en bog op og udfordre en anden. Det har jeg gjort, og med varierende held. Halvdelen af mine udfordrede har taget handsken op, resten ikke. De gider ikke, og ved I hvad? Jeg kan sagtens forstå dem. Men tak til dem, der er gået med og tænker egne yndlinge frem fra fortiden.

Her er mine.

Jeg fik Da skoene løb med Laura i gave, da jeg var omkring syv år. Det er en knaldgod historie om en pige, hvis nye sko løber af sted med hende, og hun oplever alt muligt spændende undervejs. Måske var det en drøm, måske ikke. Jeg har læst den mange, mange gange. Og tegnet lidt på den.

Denne dag et liv er Jens Andersens blændende biografi om Astrid Lindgren. Imponerende, uforglemmelig og velskrevet om fine, kloge Astrid.

Anthony Doerrs Alt det lys vi ikke ser om en blind fransk pige og en tysk dreng under 2. Verdenskrig kryber helt ind under huden med sine mange lag og indbyggede historier. Den er glædelig og sørgelig og godt fortalt i et veldrejet sprog, der gjorde mig hjerteglad.

Claus Deleurans Illustreret Danmarkshistorie for Folket gik som tegneserie i Ekstra-Bladet i 80’erne og blev løbende udgivet i hardback-albums. Jeg ønskede mig dem efterhånden og elskede hvert eneste nye bind. Værket er ufuldendt, idet tegneren gik hen og døde midt i bind 9, netop da vikingetiden var slut.

En mand der hedder Ove. Behøver jeg at sige mere? Fredrik Backmanns rørende fortælling om en irriterende, pedantisk og livstræt mand, der har alle mulige grunde til at være, som han er.

Anne-Marie Løn udgav Prinsesserne i 1996. Om to nordjyske søstre, der er født til storhed og velstand, og som det slet ikke går, som de er udset til. Hovmod, kriser, økonomisk fejlslag, forfængelighed, forkerte valg – jeg husker den som en bevægende roman om bondelandets kultur hen over en hel generation.

Tænk, jeg havde aldrig læst noget af Erik Valeur, da jeg blev opmærksom på Det syvende barn. Den handler om bortadopterede børn fra et nordsjællandsk børnehjem i 50’erne og 60’erne og deres skæbner. Det er krimi, spænding og politisk samtidsskildring på højt psykologisk niveau.

Det var de syv, jeg valgte. Har du yndlinge?