Jesper Christensens stemme. En anbefaling #4

Så er jeg færdig med Harry Potter. To en halv måned har det taget at komme igennem alle syv bind af sagaen for jeg-ved-ikke-hvilken-gang. Jeg har tidligere læst bøgerne højt for børnene, de første af dem mere end én gang, og jeg har set alle filmene.

Fortællingen er stadig lige fantastisk og helstøbt. Den endte, som den plejer, og undervejs gennemgik personerne de samme prøvelser og faldt i de samme fælder som altid – man synes jo ellers, at de godt kunne være blevet klogere og have lært et og andet. Således var der ikke andre overraskelser i historien end de passager, jeg havde glemt eller ikke forstået første gang.

Alligevel var der denne gang en væsentlig forskel: Jeg lyttede. Det er skuespilleren Jesper Christensen, der har indlæst lydbøgerne. Siden slutningen af september har jeg haft hans stemme i ørerne i sammenlagt 130 timer, og han gør det intet mindre end fremragende. Alene mængden er en stor præstation at indlæse, men han holder samme tårnhøje standard gennem HELE produktionen.

Indlæsningen er tydeligt grundigt forberedt. Der er ikke noget i forløbet, som kommer bag på indlæseren undervejs. Han har givet de fleste personer forskellige stemmer, og det er top-gennemført hele vejen gennem bøgerne. For eksempel kan Dumbledore have været fraværende gennem det meste af en bog, og i samme øjeblik, han dukker op igen, kan man høre på stemmen, at det er ham, længe inden vi når til “… sagde Dumbledore”. Det samme gælder Hagrid, Dobby, Kræ, Remus Lupus, Ron, Hermione og de fleste andre karakterer.

Desuden er indlæsningen blød, behagelig og letglidende. Stemmen og oplæsningen er en symbiose. Man lægger ikke mærke til den, og det er faktisk det allerfineste, man kan sige om en lydbogsindlæser: Der er ingen ’støj’ der bryder koncentration. Der er heller ingen ord, der er udtalt forkert, og hvor er det en lettelse for en fejlfølsom lytter.

Jeg giver Jesper Christensen 12 ud af ti stjerner. Han er en af de bedste lydbogsindlæsere, jeg nogensinde har lyttet til, hvis ikke DEN bedste.

Nogens mor

I går skrev jeg om et møde med et menneske, der ikke kunne huske mig.

Siden har jeg været til et arrangement i et lokalt erhvervsnetværk, hvor jeg, da vi ved ankomsten gik rundt og gav hånd, nåede til en kvinde, om hvem jeg kun ved, at hendes datter er veninde med min søns kæreste. De to veninder har rejst sammen og skal snart dele lejlighed i deres nye studieby.

Derfor var det naturligt at præsentere os for hinanden som ’Frederikkes mor’ og ’Lasses mor’. Jeg kunne ikke lade være med gøre mig munter over, at vi til sådan et arrangement præsenterede os ud fra, hvem vi var mødre til. Det medførte, at den næste kvinde i rækken hilste med ordene: “Jeg er Alexanders mor”, og det gav et moment af fælles fornøjelse i rækkerne.

Det fik mig til at tænke på en episode for en måneds tid siden, hvor jeg ved en anden begivenhed hilste på en kvinde, hvis datter har gået i folkeskoleklasse med min anden søn. Jeg er – som vi konstaterede i skovene omkring Ry i søndags – god til at huske ansigter og navne, og jeg var helt klar over, at det var Karen, jeg stod over for. Men jeg var lidt i tvivl, om hun kunne placere mig, og spurgte derfor, om hun vidste, hvem jeg var.

“Ja, det gør jeg da! Jeg kan tydeligt huske det allerførste forældremøde i klassen. Du spurgte, om vi ikke godt kunne præsentere os med vores egne navne, ’for jeg orker altså ikke at være “Niels’ mor” de næste ti år!’ Så jeg ved skam godt, at du hedder Birgitte”.

Jeg kan overhovedet ikke huske, at jeg gjorde min entré i 0.A med den salut, men det er typisk mig at sige sådan.

Det er en fin måde at sætte aftryk på.

Forgængelige aftryk

Mange mennesker passerer igennem et levet liv, og når man som jeg er flyttet en del rundt i løbet af voksenlivet, er der skabt mange typer relationer. Nogle lever stadig, andre er gledet ud, og det kan der være mange grunde til. På den måde er tilværelsen vidunderligt dynamisk.

Særlig sjovt er det så, når et gammelt bekendtskab dukker op et helt uventet sted.

Måske.

Sommetider kan fornøjelsen ligge på et lillebitte sted.

Jeg var på søndagstur med nogle venner i et midtjysk skovområde. Det var en fødselsdagsgave, jeg indløste: En vandretur i godt selskab efterfulgt af frokost på et spisested i nærheden.

Jeg kommer sjældent på de kanter, og derfor syntes jeg, det var ret skægt pludselig at se to kvinder komme gående imod os på skovstien og genkende den ene som en gammel bekendt, jeg så en del til for 24-25 år siden.

Jeg og min mand kendte hendes mand fra vores kollegieår og da vi tilfældigt rendte ind i dem dengang, små ti år efter kollegietiden, ventede vi i begge familier vores første barn og var præcist samme sted i vores liv. Vi så en del til hinanden de næste par år. Vi fik hver en pige, og halvandet år senere kom der en lillebror til i begge familier. Vi holdt sommerferie sammen et år i et lejet sommerhus, med badebassin og barnevogne og alt det fællesskab, småbørnsforældre med børn i samme aldre bare har. Og vi besøgte hinanden og fulgte med i hinandens liv. I løbet af nogle år gled det ud igen, vi flyttede omkring, udviklede os forskelligt og var ikke helt så ens længere, og der var ingen dynamik i at holde fast. Siden blev begge familier brudt op, og jeg ved ikke meget om, hvordan det gik dem sidenhen. Jeg vidste dog, at hun bor på den egn, hvor vi gik i går, og jeg kunne sagtens genkende hende. Genkendelsen viste sig kun at gå den ene vej.

Jeg stoppede og hilste hjerteligt, endda med hendes navn. Hej, sagde hun bare og gik videre.

Du kan ikke genkende mig?

Neeej, ikke rigtigt…

Jeg sagde mit navn. Ingen klokker. Jeg nævnte hvor og hvornår vi kendte hinanden fra. Blankt ansigt. Jeg fortalte mine børns navne. Heller ikke noget.

Til sidst: Vi har også været på ferie sammen! På Langeland! Da drengene var fire-fem måneder…! Dæmrer det …?

Og så kunne jeg se, at hun fandt noget genkendelse frem fra de allerbageste hjernearkiver.

Nåååeh … ja …

Men da syntes jeg efterhånden, at forsøget havde trukket så længe ud, at jeg sluttede den dér og ønskede dem god tur, og vi gik videre. Det rumlede fortsat i mit hoved, og senere udtrykte jeg til mine venner, som jeg var på tur med, og som jeg har kendt endnu længere, at det alligevel var lidt trælst, at jeg ikke havde sat større aftryk.

Vi morede os lidt over episoden, og så sagde en af dem, at ’Men du er også bare så skidegod til at huske mennesker og ansigter. Dét der kunne sagtens være sket for mig også, men du kan bare huske alt!’

Han kan have ret. Det må jeg hænge mit selvværd op på. Det er ikke mig. Det er hende. Og de vigtige spor har jeg sat.

Nostalgi er lavet af fyrretræ

Dette bord er for nylig blevet stillet op i yngstens kollegiekøkken, og dermed er det givet videre til næste flytte-hjemmefra-generation.

Det er nemlig det selvsamme bord, som jeg selv flyttede hjemmefra med for næsten 40 år siden. Da jeg flyttede ind på mit lille fjerdesals klubværelse i Thorsgade i Odense lige før jeg begyndte i 3.g, købte mine forældre mig dette praktiske fyrretræsbord med endeklapper, som både skulle være mit skrive- og spisebord i mit mikroskopiske første eget hjem.

Siden har det fulgt mig på min vej gennem livet i alle mine skiftende boliger (og det er mange), oftest i brug og ind imellem stillet i depot, til der blev brug for det igen. Da vi kørte hjem fra Aarhus efter at have samlet det hos den seneste udflytter, talte jeg op, at det nu står sit tiende sted siden sommeren 1979. Det bord har virkelig tjent mig godt. Skrammer og brugsspor vidner om, at det har været med dér, hvor tingene skete, og hvor liv blev levet. Det fortsætter det så med.

Er det ikke lidt vildt alligevel?

Billederne taler for sig selv: Bordet var næsten nyt, da vi skrev biologirapport i 3.g, og for syv år siden var det stadig i brug som køkkenspisebord. Nu er det tilbage i Aarhus, hvor det har boet før.