Et barn er født

At skrive en bog er næsten som at få et barn. Tror jeg. Jeg har aldrig skrevet en bog. Men i de sidste fire måneder har jeg arbejdet intenst på at hjælpe et bogbarn til verden.

Bogen er en erindringsbog om livet på og omkring en strandingsgård i Fjand i Vestjylland. En sommer for hundrede år siden kom en københavnsk familie fra det bedre borgerskab for at holde ferie på egnens badehotel, som de var blevet anbefalet. Men uheldigvis var alt fuldt optaget, og familien blev indkvarteret på en lokal gård for natten. Det blev indledningen til en livslang række af efterfølgende sommerferier og et lige så langtrækkende venskab mellem de lokale bønder og bedsteborgerne fra hovedstaden. Med tiden har både børn, børnebørn og oldebørn af de københavnske gæster tilbragt ferierne i Fjand. Mikael, som ejer gården i dag, er barnebarn af det ærværdige direktørpar, som måtte tilbringe deres livs første vesterhavsnat i gårdens ydmyge stuer. Han har skrevet en bog om dels gårdens historie og samtid, dels familiens liv på gården og egnen, og det er dette manuskript, vi er ved at forvandle til en rigtig bog.

I går kom forløsningen, da vi var i Fjand og præsentere Mikael for det første print. Det var første gang, han så den opsat, og alle var glade og tilfredse. Vejen er lang endnu, men vi er godt tilpasse her ved milepælen.

Og så havde vi i øvrigt en dejlig dag i virkelig smukt vejr i fantastiske omgivelser – og i godt selskab.

Vaskemors sidste svigt

Herhjemme er det mig, der er Head of Laundry. Jeg styrer husstandens vasketøj med hård – og som regel sikker – hånd, og jeg gør det helt ærligt med glæde. Jeg kan lide tjansen og gør det gerne i håbet om til gengæld for at slippe for andre husligheder, for eksempel gulvvask, som jeg på ingen måde kan lide.

De eneste krav, jeg stiller til de andre, er, at de selv bærer deres rene og sammenlagte tøjstabler op og lægger det på plads i skabe og skuffer, OG at de sorterer deres snavsetøj i de rigtige kurve, når de lægger det til vask. Der er tre: mørkt, lyst og hvidt. Det er forholdsvist ukompliceret, og de er gode til at sortere. Det sker, at jeg stilfærdigt flytter et stykke tøj til en anden kurv, hvis jeg vurderer, at det passer bedre der, men som regel er der ikke noget at bemærke.

For nylig faldt snakken på det. “Sker det egentlig nogensinde, at vi sorterer forkert?”, spurgte yngsten, som netop er flyttet hjemmefra og skal til at vaske selv. Og jeg indrømmede, at det sker, men så fordeler jeg det bare anderledes, når jeg sætter en vask i gang. “Hvad med en hvid trøje med røde striber?”, fortsatte han. Netop den t-shirt har han ofte lagt i hvidvasken – ud fra logikken i, at hvid er t-shirtens hovedfarve, og jeg plejer at flytte den til lyst, for røde striber blandt hvidt tøj er jo ikke godt. Det ved alle. Og det er gået godt hidtil.

Lige nu er de sidste af hans efterladte stykker vasketøj ved at rulle igennem vaskemøllen, også den nævnte rød-og-hvidstribede. Som jeg lagde over til det lyse. Hvor der så har været noget andet rødligt. Med overskudsfarve. Som har sat spor på et håndklæde. Og på den nævnte. En ny vask af t-shirten alene ændrede ikke noget.

Så min allersidste vask for ham resulterede altså i, at en af hans yndlingsbluser bliver efterleveret til ham som … ja, jeg kan lige så godt indrømme det: let lyserød med røde striber. Ikke så godt, jo.

Der fik jeg da lige grundigt fyret mig selv som vaskeorakel og bekræftet, at det er godt, han nu er på egen vaskehånd. Kan man ikke godt vende det sådan?

Han skal i hvert fald ikke rette sig efter vaskeanvisninger af denne sjove type:

Mor kan også være uheldig.